Da nazisterne kom til magten i Tyskland for 75 år siden, var det begyndelsen på en af de mørkeste perioder i menneskehedens historie.

Alle har hørt om nazisterne, om gaskamrene, om Auschzwitz og jødeudryddelserne, og om besættelsestiden i Danmark. Men det, som de borgerlige altid forsøger at skjule, er fascismens klassekarakter. Fascismen tjente i Italien, Tyskland og andre steder til at bevare kapitalismen og knuse den organiserede arbejderbevægelse.

I dag er ordet ”fascist” blevet et generelt skældsord, som man kan smide i ansigtet på enhver reaktionær. På grund af fremkomsten af diverse højreekstremistiske partier overalt i Europa, kan man fra tid til anden læse om ”fascismens genkomst” i aviserne. Vi er absolutte modstandere af de højrerabiate partier som Dansk Folkeparti og lignende partier i andre lande. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at ikke enhver reaktionær er fascist. Det er nødvendigt at forstå den præcise natur af et parti eller et regime, for rigtigt at forstå, hvad det er, man bekæmper, og hvordan man skal gøre det.

Fascisterne er isoleret
For øjeblikket er de rigtige fascistiske organisationer alle steder blevet reduceret til små sekter med nogle få ivrige tilhængere. De griber måske fra tid til anden til terroristiske aktiviteter, men det viser bare deres afmagt og manglende evne til at få opbakning. Grunden til dette er indlysende. Den herskende klasse har ikke brug for disse elementer lige nu.

Så længe kapitalismen eksisterer, vil der uundgåeligt komme den ene rystelse og krise efter den anden: massearbejdsløshed, boligmangel, ruinering af små forretningsdrivende og så videre. Under sådanne forhold vil højrefløjen (ikke fascister, men også "respektable" demokratiske konservative) spille det racistiske kort for at splitte arbejderklassen og aflede massernes opmærksomhed fra de virkelige årsager til krisen. I tider med opsving byder arbejdsgiverne indvandrere velkommen for at bruge dem som billig arbejdskraft, men i krisetider vil de altid prøve at skyde skylden for arbejdsløshed og boligmangel på de selv samme indvandrere.

Racismen splitter arbejderklassen
Racismen er en dødelig gift, som underminerer arbejdernes eneste virkelige våben – enheden. Marxisterne går imod racisme i alle dens former. Men racismen kan ikke fjernes gennem moraliserende taler og sentimentale erklæringer om tolerance og medmenneskelighed. Racismen kan kun fjernes ved at fjerne dens sociale rødder – arbejdsløshed, boligmangel, dårlige skoler, nedskæringer på velfærden og andre af kapitalismens konsekvenser. Det er en utopi at forestille sig, at racismen kan udryddes på kapitalistisk grundlag.

Racismen er yderst brugbar for den herskende klasse. Ud over at splitte arbejderne på hjemmefronten, tjener den også til at retfærdiggøre imperialismen. Borgerlige politikere, og Dansk Folkeparti i særdeleshed, kører en hetz imod udlændinge, og især imod muslimer, som de fremstiller som galninge, der er ude af stand til at opføre sig civiliseret. Deres demagogi er uden sidestykke de sidste 60 år. Stormagter med koloniale besiddelser har altid forsøgt at fremstille de erobrede folk som "undermennesker". Romerne havde begrebet "barbarer", vikingerne berigede os med betegnelsen "skrællinger", englænderne plejede at tale om "primitive indfødte", men i dag plejer de høje herrer blot at kalde de besejrede folkeslag for "ekstremister", "islamister" eller "terrorister".

Men sandheden er, at de virkelige ekstremister, de virkelige barbarer, sidder i direktionsgangene, på ministerkontorerne og på børsen. De vandaler, der sidder på samfundets top, ødelægger hver eneste dag folkeskoler, offentlig transport, hospitaler, børnehaver og boliger gennem nedskæringspolitik og privatiseringer. Hver dag ødelægger disse bøller uskyldige liv gennem nedslidning af arbejdere og racistisk udstødelse af raske unge mennesker fra arbejdsmarkedet. Hver dag sætter kyniske arbejdsgivere uskyldige arbejderes liv på spil gennem hasard med arbejdssikkerheden. Det organiserede myrderi, som dårlig arbejdssikkerhed udgør (siden nytår har 16 arbejdere mistet livet ved at gå på arbejde), bliver ikke straffet, men tværtimod belønnet med store bonusser til cheferne og højere aktiekurser og udbytter til aktionærerne.

Den nazistiske racisme rettede sig først og fremmest mod jøderne. Det var ikke noget de var ene om. Hitler var en ivrig beundrer af den amerikanske bilfabrikant Henry Ford, og beundringen var gensidig frem til USA’s indtrædelse i anden verdenskrig. Siden 1920 havde Ford udgivet en artikelserie i en af sine aviser med overskriften "Den internationale jøde: Verdens største problem". Hitler var også enig med Ford i, at 75 procent af alle kommunister var jøder. Begge mente, at der fandtes en international bolsjevikisk-zionistisk sammensværgelse.

Kapitalisterne vil imidlertid ikke ty til åben reaktion og diktatur, før alle andre muligheder er udtømt. Længe før vi når det stadie, vil arbejderne have haft mange muligheder for at tage magten i det ene land efter det andet. Kun efter en hel række af nederlag for arbejderklassen vil der være seriøs fare for militærdiktatur. Det skyldes ikke, at overklassen i Danmark eller resten af Europa er specielt ”demokratisk”, men derimod at det borgerlige demokrati er praktisk for dem.

Et spørgsmål om ”demokrati”?
Den herskende klasse støtter ikke demokratiet af sentimentale årsager, men fordi det sædvanligvis er den mest økonomiske måde at drive samfundet på, samtidig med at det får folk til at tro, at de har noget at skulle have sagt. I sidste ende vil de, når de ser, at deres fundamentale interesser er truet, ikke tøve med at ty til åben reaktion og skrotte demokratiet. Selv i den nuværende epoke, hvor fascisme ikke står på dagsordenen, er der indskrænkninger i frihedsrettighederne.

Der mangler ikke eksempler på, at de demokratiske rettigheder i Vesten bliver begrænset. I Tjekkiet er ungkommunisterne blevet forbudt, i Baskerlandet har den spanske stat forbudt venstrefløjspartiet Batasuna (som ved valget i 2001 fik omkring 10 procent af stemmerne i Baskerlandet), og i Danmark har den såkaldte ”terrorlovgivning” givet enorme beføjelser til efterretningstjenesten. Alle de love, vi nu får at vide skal bekæmpe terrorisme, kan bruges mod arbejderbevægelsen på et senere tidspunkt. Marxisterne går imod alle forsøg på at begrænse de demokratiske rettigheder, især retten til at strejke, protestere og demonstrere - rettigheder, som arbejderbevægelsen sloges for og vandt under hård modstand fra kapitalisterne.

Når alt kommer til alt, er det kapitalistiske samfund ikke demokratisk. Beslutningerne om arbejdspladser, boliger og samfundets økonomi bliver ikke taget af valgte repræsentanter. Hele verdenshandelen kontrolleres af højst 200 kæmpe selskaber, hvoraf størstedelen er fra USA. Alle de vigtige beslutninger tages af disse store monopolers bestyrelser. Småbitte grupper af mænd og kvinder, der ikke er valgt af nogen og ikke står til ansvar over for nogen, bestemmer over hele lande. De beslutter, om millioner af mennesker skal have arbejde eller være arbejdsløse, om de kan få mad eller må sulte, leve eller dø. I forhold til denne magt er selv de mest magtfulde valgte regeringers indflydelse ubetydelig.

Vi er interesserede i den størst mulige udvidelse af de demokratiske rettigheder, fordi det giver arbejderklassen bedre forhold til at kæmpe for at ændre samfundet. Men det er samtidig klart, at ingen af disse rettigheder er sikre, så længe bankerne og de store selskaber er nogle få rige menneskers private monopoler.

Reformismens svigt
Den sidste periode har været meget lig den periode, der var i Europa i 1920'erne. Efter de socialdemokratiske ledere havde forrådt revolutionerne i Frankrig, Tyskland og andre lande, tog de magten, men da de forblev på kapitalistisk grundlag, kunne de ikke løse arbejderklassens problemer. Det midlertidige opsving i USA (som meget lignende det opsving, der har været de senere år) endte med det store krak i 1929. Fra den ene dag til den anden var der millioner af folk fra middelklassen, der blev ruineret, og millioner af arbejdere blev fyret. I Tyskland nåede arbejdsløsheden op på fire millioner (nu er den tyske arbejdsløshed oppe på samme niveau igen for første gang siden 30’erne).

De reformistiske lederes politik i Tyskland, Østrig og Spanien i 30'erne førte direkte til fascismen. I England, hvor kapitalismen var stærkere og havde Imperiet at støtte sig til, behøvede den herskende klasse ikke at gå så langt (selvom de åbent udtrykte deres begejstring for Hitler, Mussolini og Franco til at begynde med, som et "bolværk mod kommunismen"). Alligevel førte de engelske Labour-lederes politik til nederlag for Labour og sejr for reaktionen i form af den "nationale regering".

I Danmark var ledelsen af Socialdemokratiet i 1930’erne under Stauning også særdeles venligt stemt over for nazisterne i Tyskland. Stauning gik endda så langt som at foreslå en møntunion med Tyskland – et forslag, som Hitler venligt afviste.

Lederne for socialist- og kommunistpartierne i de fleste europæiske lande sagde efter Hitlers magtovertagelse, at der var fare for fascisme (hvilket var korrekt), og at måden at bekæmpe det på var gennem en folkefront, dvs. enhed med den såkaldte "demokratiske" fløj af kapitalistklassen (hvilket ikke var korrekt). Alle steder endte arbejderledernes modvilje mod at gennemføre den socialistiske omdannelse af samfundet med de mest forfærdelige nederlag.

Det er en vigtig lære for Europas arbejdere i dag. Den vigtigste måde at blokere bevægelsen i retning af reaktion på er ved at kæmpe for en ægte socialistisk politik. Arbejderbevægelsens ledere må bryde med de borgerlige og forsvare arbejdernes, bøndernes og de små forretningsdrivendes interesser – ikke kun i ord, men i handling! Bankerne og de store monopoler må nationaliseres, der må sikres jobs og boliger til alle, og de nationaliserede banker må give billig kredit til små forretningsdrivende og bønder. Det er den eneste ægte garanti mod reaktion.

Læren fra Trotskij
Trotskijs skrifter om fascismen er en guldgrube for alle, der ønsker at forstå, hvad fascisme er. Trotskij og hans tilhængere var de eneste, der advarede om den truende katastrofe op til nazisternes magtovertagelse for 75 år siden i Tyskland. Lederne af både Socialdemokratiet og Kommunistpartiet spillede en skændig og kriminel rolle, idet de lammede Europas mægtigste arbejderbevægelse og tillod, at nazisterne kunne komme til uden kamp. De stalinistiske ledere af Kommunistpartiet nægtede ethvert samarbejde med Socialdemokratiet, som de kaldte ”socialfascister”. Dermed blev arbejderbevægelsen splittet midt over til gavn for nazisterne. Når Trotskij og hans tilhængere talte for en enhedsfront mellem socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere imod fascismen, svarede stalinisterne igen ved at kalde trotskisterne for ”fascistiske agenter”, ”trotskij-fascister” og andet svineri. Ved denne vanvittige politik hjalp stalinisterne i virkeligheden fascisterne.

I 1932, året inden Hitlers magtovertagelse, advarede Trotskij indtrængende de kommunistiske arbejdere imod splittelse i arbejderbevægelsen og appellerede om en enhedsfront med de socialdemokratiske arbejdere:

”Situationen i Tyskland er som den var skabt med vilje for at gøre det muligt for Kommunistpartiet at vinde flertallet af arbejdere på kort tid. Blot må kommunistpartiet forstå at det stadig i dag repræsenterer et mindretal af proletariatet og fast må træde på enhedsfrontens vej. I stedet for dette har Kommunistpartiet lavet sin egen taktik, som kan udtrykkes i følgende ord: ikke at give de tyske arbejdere mulighed for at føre økonomiske kampe eller tilbyde modstand mod fascismen eller bruge generalstrejkens våben eller skabe sovjetter – før hele proletariatet på forhånd anerkender Kommunistpartiets ledelse. Den politiske opgave bliver omformet til et ultimatum.” (Trotskij, Tyskland: Den eneste vej)

Fascismen baserer sig på en kontrarevolutionær massebevægelse i middelklassen, som er rettet imod arbejderklassen. Formen kan variere fra land til land, men det karakteristiske er altid, at fascismen baserer sig på nationalchauvanisme. Fascismen skaber had mellem nationaliteter og trosretninger for at splitte masserne og forhindre enhed i arbejderklassen.

Småborgerskabet er den klasse, der ligger mellem arbejderklassen og kapitalistklassen. Den indeholder små selvstændige erhvervsdrivende og bønder, som er presset af de store kapitalister. Bankerne binder småborgerskabet med gæld, og de store virksomheder udkonkurrerer de småhandlende med billige, massefremstillede produkter og stordriftsfordele. Småborgerskabet repræsenterer som klasse nogle produktionsforhold, som gik forud for den kapitalistiske storproduktion og koncentration af kapitalen på få hænder. På den anden side er småborgerskabet presset af arbejderklassen. Arbejderklassens organisationer (fagforeninger og arbejderpartier) peger i retning af et samfund, hvor produktion og handel styres efter en overordnet plan, der tilrettelægges demokratisk. Det er i sidste ende uforenligt med små selvstændige – ikke fordi de vil blive forbudt under en socialistisk planlagt økonomi (tværtimod vil de blive tilbudt favorable ordninger med billige lån), men fordi småproduktion og småhandel er håbløst ineffektivt i forhold til rationel planlægning på nationalt og internationalt niveau.

Trotskij forklarede småborgerskabets klemte rolle under kapitalismen således:

”I kapitalismens opgangsperiode og blomstringstid marcherede småborgerskabet, på trods af akutte udbrud af utilfredshed, generelt lydigt med det kapitalistiske seletøj på. Og det kunne heller ikke gøre andet. Men under forhold med kapitalistisk opløsning og tilbagegang i den økonomiske situation stræber småborgerskabet efter at rive sig løs fra de gamle herrer og samfundslederes forhindringer. Det er ganske i stand til at forbinde sin skæbne med proletariatets ditto. Hertil er der kun brug for én ting: småborgerskabet må få tiltro til proletariatets evne til at føre samfundet ud på en ny vej. Proletariatet kan kun inspirere denne tiltro ved sin styrke, sine handlingers fasthed og en behændig offensiv imod fjenden, ved sin revolutionære politiks succes.

Men ve, hvis det revolutionære parti ikke står mål med situationen! Proletariatets daglige kamp skærper de borgerlige samfunds ustabilitet. Strejkerne og de politiske forstyrrelser forværrer landets økonomiske situation. Småborgerskabet kunne midlertidigt forlige sig med mangel på de mest basale fornødenheder, hvis det gennem erfaring kom til den overbevisning, at proletariatet er i en position til at lede det ad en ny vej. Men hvis det revolutionære parti, på trods af en klassekamp, der bliver mere og mere tydelig, igen og igen viser sig at være ude af stand til at forene arbejderklassen bag sig, hvis det vakler, bliver forvirret, modsiger sig selv, så mister småborgerskabet tålmodigheden og begynder at se på de revolutionære arbejdere som om de er ansvarlige for småborgerskabets egen elendighed. Alle de borgerlige partier, herunder Socialdemokratiet, retter sine tanker i denne retning. Når den sociale krise bliver utålelig akut, opstår der et bestemt parti på scenen med det direkte mål at agitere småborgerskabet hvidglødende og rette dets had og fortvivlelse imod det tyske proletariat – denne historiske rolle bliver udfyldt af nationalsocialismen, en bred strømning, hvis ideologi er sammensat af alle det rådnende borgerlige samfunds modbydelige dunster.” (Trotskij, Tyskland: Den eneste vej)

Historisk set har fascismen været resultat af fejlslagne revolutioner. Fascismen kom til magten i Italien, efter at arbejderbevægelsens ledere havde forrådt revolutionen og desillusioneret arbejderne og de fattige masser. I Tyskland var fascismen et produkt af revolutionens nederlag i perioden 1918-1923, hvor arbejderne gentagne gange bevægede sig for at tage magten, men blev holdt tilbage af de socialdemokratiske ledere (som i 1919 benyttede sig af fascistiske korps imod arbejderne i Berlin). Desværre var lederne af det unge kommunistparti i 1923 heller ikke i stand til at tage magten, da de havde muligheden. Den vaklende og tøvende politik, som de førte efter rådgivning fra blandt andet Stalin, førte til, at den revolutionære mulighed gik tabt, og arbejderne blev demobiliseret og desillusionerede. Det var på baggrund af massernes desperation og desillusionering (og fatal splittelse i arbejderbevægelsen), at fascismen kunne komme til magten i Tyskland. I det lille mesterværk Hvad er Fascisme – og hvordan kan den bekæmpes skriver Trotskij:

”Nationalsocialismens gigantiske vækst er et udtryk for to faktorer: en dyb social krise, der kaster de småborgerlige masser ud af balance, og mangelen på et revolutionært parti, som folkets masser kunne anerkende som en revolutionær ledelse. Hvis det kommunistiske parti er partiet for det revolutionære håb, så er fascismen som massebevægelse partiet for kontrarevolutionær desperation. Når det revolutionære håb har grebet hele den proletariske masse, trækker det uundgåeligt en betragtelig og voksende del af småborgerskabet med sig på vejen mod revolutionen. Netop på dette område viste valgresultatet det modsatte billede: Kontrarevolutionær desperation greb den småborgerlige masse med en sådan styrke, at den trak store dele af proletariatet med sig.”

Hovedansvaret for, at fascismen kunne vokse, hviler på de socialdemokratiske ledere af arbejderbevægelsen, der så det som deres fornemste opgave at få arbejderne til at affinde sig med kapitalismen. I stedet for at føre en kamp for forbedringer af arbejdernes levevilkår – med eller uden det kapitalistiske system – valgte disse ledere at underordne arbejderne under krisen i den kapitalistiske økonomi, som betød nedskæringer i de offentlige udgifter og angreb på arbejdernes lønninger. I stedet for at opmuntre arbejderne til at stole på egne kræfter og overtage styringen af bankerne og de store virksomheder, opfordrede de arbejderne til at dukke nakken og acceptere kapitalisternes angreb. Denne svaghed, som lederne af arbejderbevægelsen dermed udviste, frastødte småborgerskabet. Trotskij udtrykte det sådan, at de reformistiske ledere lærer arbejderne at være lakajer, og småborgerskabet vil ikke følge en lakaj.

Hvem stod bag Hitler?
Allerede fra starten blev Nazipartiet i Tyskland støttet af de store arbejdsgivere. Under retssagen efter Hitlers mislykkede kupforsøg i München i 1923 kom det frem, at nazisternes penge stammede fra det bayerske industriforbund og fra ståltrusten Vereinigte Stahlwerke. I 1927 blev formanden for ståltrusten Emil Kirdorf medlem af nazipartiet. Han var især begejstret for Hitlers løfte om at knuse fagbevægelsen. I 1931 besluttede kulsyndikatet, at de kapitalister, der var tilsluttet samarbejdet, skulle betale 50 pfennig pr. ton kul til nazipartiet. Fritz Thyssen, en ledende kapitalejer i stålindustrien, overdrog i 1930 en million mark til Hitler personligt. I sin bog ”Jeg betalte Hitler” fortæller han, at han varetog kontakten mellem industrien og fascisterne, og at der gennem denne kontakt kom over to millioner mark hvert år i støtte til nazipartiet.

Støtte til Hitler kom også fra andre steder. Det New York-baserede bankhus Kuhn, Loeb & Cie donerede store beløb til Nazipartiets valgkampe fra 1930 til 1933. Dele af den tyske overklasse gjorde et ihærdigt stykke arbejde for at få amerikanske kapitalister til at sende penge til nazisternes valgkampe for at bringe et parti til magten, der ville føre krig mod Sovjetunionen samt afværge et ”truende kaos” i Tyskland.

Andre store europæiske kapitalister støttede også nazipartiet. Den hollandske oliemagnat Henri Deterding, der stod i spidsen for oliekoncernen Royal Dutch /Shell, bidrog i årene 1929-32 med 35 millioner mark til nazipartiet, og efter Hitlers magtovertagelse lagde han årligt mellem fem og 10 millioner gylden i nazisternes lomme.

I 1930 blev chefen for den tyske centralbank, Reichsbank, Hjalmar Schacht, medlem af nazipartiet. Kurt von Schröder, medlem af industrikammeret i Köln og fremtrædende bankmand i Vesttyskland, repræsenterede bankhuset von Stein og sørgede for, at skaffe penge til nazipartiet. Men ikke kun de øverste repræsentanter for industri- og bankverdenen støttede op om nazisterne. Også redaktøren for Berliner Börsenzeitung, den tyske finansavis, tilsluttede sig nazisterne. Men ikke nok med det. De prøjsiske junkere – de mægtige godsejere – bakkede også op om Hitler, især efter 1928, hvor Hitler gik imod ekspropriation af fyrsternes ejendomme. Den afsatte kejser Wilhelms søn, prins August Wilhelm meldte sig ind i nazipartiet i 1930. Andre prominente adelige nazi-medlemmer talte hertugen af Sachsen-Kotburg-Gotha samt landgreven af Hessens sønner, arveprins von Waldeck og prinsen af Lippe.

Når sværindustrien, bankerne og junkerne på denne måde støttede op om nazisterne og finansierede Hitler, så var det ingen tilfældighed. De støttede ikke fascismen af sentimentale eller nationalromantiske grunde, men fordi det var i deres objektive interesse som herskende klasse. De støttede nazisterne, fordi nazismen var et brugbart redskab for overklassen imod arbejderklassen til at suge mere merværdi ud af arbejderne og dermed højne profitterne.

Fascisme er overklassens våben imod arbejderne
Nazisterne angreb arbejderklassen hårdt, da de kom i regering i 1933. Arbejdsdagen blev hævet fra otte til 10 timer. I årene 1929-32 havde Brüning-regeringen gennem nødforordninger nedskåret arbejdslønnen med over 20 procent. Det gjorde, at lønniveauet var på et usædvanligt lavt niveau, da Hitler kom til magten. Dette niveau blev gjort fast, da Hitler i 1933 indførte et generelt lønstop, og i virkeligheden fortsatte lønningerne med at falde, hvilket kan ses af følgende tal:

År

Faglærte arbejdere, pfennig pr. time

Kvindelige arbejdere, pfennig pr. time

1929

101,1

63,4

1933

79,2

52,2

1936

78,3

51,6

Samtidig steg leveomkostningerne ifølge de officielle tal med over syv procent, så reallønnen i 1936 lå omkring 8 procent lavere end det ekstraordinært nedskårne kriseniveau fra 1933. I 1941 var reallønnen nedbragt med ca. 15 procent i forhold til kriseniveauet fra 1933. Det er altså tydeligt, at Hitler førte en økonomisk krig imod de tyske arbejdere. Denne krig førte han på vegne af de tyske banker, kapitalister og godsejere. Under anden verdenskrig førte han militær krig for at erobre nye landområder og nye markeder – stadig på vegne af kapitalisterne. Som den prøjsiske general Clausewitz bemærkede, så er krig blot en fortsættelse af politikken med andre midler.

Er der fare for fascisme?
Hver gang en eller anden reaktionær kandidat eller et fremmedfjendsk parti har vundet fremgang i løbet af de sidste ti år, har forskellige grupper på venstrefløjen reageret ved at råbe op om fare for fascisme. Men det er en overilet og uoverlagt advarsel. Fascismen står ikke på dagsordenen i Europa i øjeblikket. Kapitalisterne har før brændt fingrene på fascismen, og de vil ikke ty til fascisme igen lige med det samme. Det betyder dog ikke, at de ikke gør god brug af højrepopulistiske og racistiske partier. Ifølge Folketingets hjemmeside har Dansk Folkeparti fået støtte af A.P. Møller, Rederiforeningen og Finansrådet – alle sammen repræsentanter for den absolutte top i den danske kapitalistklasse. Det er hemmeligt, hvor meget støtte, de giver Dansk Folkeparti. Det eneste, der er sikkert er, at støtten overstiger 20.000 kroner.

Den nuværende proces, der foregår i Danmark og resten af Europa, er først og fremmest kendetegnet ved stigende polarisering mellem klasserne. Siden anden verdenskrig er de store lag af bønder og småborgerskab blevet næsten fjernet i Europa. Arbejderklassen er vokset enormt, og kvinderne er overgået fra husholdningerne til arbejdsmarkedet. Det gør, at arbejderklasses styrke er overvældende, og det er vanskeligt for kapitalisterne at basere sig på en reaktionær massebevægelse i middelklassen til at smadre arbejderbevægelsen, som de gjorde før anden verdenskrig i Italien, Tyskland, Spanien og andre steder.

I de senere år er polariseringen i samfundet blevet klarere. Rystelser, uro og store strejkebevægelser er fejet over Europa. Den borgerlige regering i Spanien blev i 2005 væltet af en massebevægelse, der havde opstandslignende karakter. Men polariseringen er ikke kun til venstre. Radikaliseringen foregår på begge fløje. Højrefløjen (PP) og kirken bruger sprog man ikke har hørt siden 1930’erne på kanten af borgerkrigen. Selvfølgelig er borgerkrig langs klasselinjer ikke det umiddelbare perspektiv for Spanien eller andre europæiske lande. Men i den næste periode kan dette ændre sig. I sidste ende vil borgerskabet komme til den konklusion at der er for mange strejker, for mange demonstrationer, for meget “anarki” og at orden må genoprettes. Svaret på alle manøvrer i denne retning findes i Trotskijs ”Hvad er Fascisme, og hvordan kan den bekæmpes”. Svaret hedder enhedsfront mellem arbejdernes organisationer imod alle fascistiske tendenser, og kamp for socialistisk politik i spidsen for arbejderbevægelsen. Det er en kamp for, at fascismens grundlag – det kapitalistiske system – bliver afskaffet og erstattet af demokratisk socialisme med fælleseje af bankerne og de største virksomheder.

Borgerligt demokrati er ikke noget fast for altid. Det vi har set i Latinamerika kan blive gentaget i Europa, ikke bare i væksten af revolutionære men også kontrarevolutionære tendenser. Men det vil ikke foregå ligesom i 1930’erne. Den massebase blandt bønderne og småborgerskabet, som fascismen kunne benytte sig af, er i dag stort set forsvundet. Desuden hælder studenterne i dag imod venstrefløjen, mens de før anden verdenskrig hældte mod højrefløjen og fascismen.

Kapitalisterne i Europa kan derfor ikke bevæge sig i retning af fascisme i den umiddelbare fremtid. Samtidig er arbejderklassen forhindret i at tage magten, fordi ledelsen i de traditionelle masseorganisationer udgør en solid forhindring på vejen til en socialistisk omdannelse af samfundet. Den ustabile ligevægt, som lige nu eksisterer mellem klasserne i Europa, kan derfor fortsætte i en årrække. Det betyder, at der vil komme op- og nedture for arbejderklassen, men at perioden forude vil være turbulent og præget af hurtige ændringer i situationen. Men masserne vil lære af begivenhederne, og før eller siden vil de bevæge sig i retning af at tage magten i et eller flere fremskredne europæiske lande. Det vil sætte hele kontinentet i brand.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.