Spørgsmålet om staten og revolutionen har altid været et vigtigt, og meget omdiskuteret, emne blandt revolutionære - mellem marxister og anarkister, reformister og revolutionære.

En korrekt forståelse af staten, dens rolle i det nuværende samfund og i det socialistiske er afgørende for alle ærlige socialister.

Lenin forklarer i sit mesterværk Staten og Revolutionen alle disse ting, desværre har mange på venstrefløjen enten ikke læst, ikke forstået eller med vilje fordrejet Lenins ideer. Der er derfor brug for at gå tilbage og genlæse klassikerne, men samtidig forstå dem i det nuværende samfund.

Hvad er en stat

Der har eksisteret stater under de fleste samfundsformer, og en stat er ikke én fast defineret størrelse. Men Engels forklarer grundlæggende, at staten opstod samtidig med at der opstod ulighed, og dermed klasser. Når nogen havde mere end andre, havde de brug for at beskytte dette, og de dannede derfor grupper af væbnede mænd, til forsvar af deres ejendom. Og det er sådan Engels i bund og grund definerer en stat; grupper af bevæbnede mænd.

Men det er klart, at en staten i vores samfund ikke fremstår som sådan, men fremstår som andet og meget mere.

Marx forklarede, at forskellige samfundsformer defineres af deres produktionsmåde; slavesamfund, feudalisme, kapitalisme osv. og til hver produktionsform hører der en form for stat til. At stater så kan se meget forskellige ud i f.eks. forskellige kapitalistiske samfund er en anden sag. Det afgørende er, at staten forsvarer samfundets produktionsmåde, i det kapitalistiske samfund er det den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som det jo også står så fint i den Danske grundlov. Staten i ethvert samfund er den herskende klasses stat, der forsvarer deres interesser.

I de fleste lande i dag, og ikke mindst Danmark, ser de fleste mennesker ikke til hverdag staten som en ”gruppe af bevæbnede mænd”, eller som kapitalisternes stat. For arbejdere er staten til hverdag de tusinder af statsansatte og politikere, der laver love og regler, skoler, hospitaler, børnehaver osv.

Det er kun i helt særlige tilfælde, at det bliver tydeligt, at staten i bund og grund er bevæbnede mænd; som når politiet sættes ind mod de strejkende under påskestrejkerne i 1985, eller når rådmand i Århus Kommune Louise Gade foreslår at sætte politiet ind mod protesterende forældre, bedsteforældre og pædagoger i efteråret 2006. Ligesom det kun i glimt er tydeligt, at den danske stat er kapitalisternes stat, som når den nærmest forærer Nordsøolien væk til Mærsk, når den går i krig i Irak for at sikre dansk erhvervsliv gode ordrer og når den trækker lovforslag tilbage efter trusler fra kapitalisterne om at flytte deres produktion til udlandet.

Engels forklarede, at fordi samfundet er spaltet i uløselige klassemodsætninger, så er en magt, der øjensynligt står over samfundet, og som skal dæmpe konflikten nødvendig. Staten kan hæve sig over klasserne i perioder, og staten kan for at dæmpe klassemodsætningerne give indrømmelser til den ene klasse mod den anden. Men staten er fortsat et instrument for klasseherredømmet for at sikre den private ejendomsret til produktionsmidlerne, al det andet som hospitaler, skoler osv. er goder, som arbejderklassen har formået at tilkæmpe sig gennem tiden, men som det er en evig kamp at forsvare mod nedskæringer.

Som marxister kæmper vi for alle disse forbedringer af velfærden, ligesom vi kæmper for ethvert demokratisk krav, men vi forklarer samtidig, at så længe den borgerlige stat eksisterer, vil det være kapitalisternes interesser, der tilgodeses ikke arbejderklassens.

Læren af Pariserkommunen

I 1871 i Paris tog arbejderne for første gang nogensinde magten og oprettede Pariserkommunen, indtil den blev brutalt nedslagtet.

Pariserkommunen var den eneste begivenhed, der fik Marx og Engels til at ændre noget i det kommunistiske manifest. De tog udgangspunkt i virkeligheden, og pariserkommunen viste både hvordan den borgerlige stat fungerer, og hvilken stat arbejderklassen må sætte i stedet.

Før kommunen blev nedslagtet, opstillede de parisiske arbejdere det skelet for den fremtidige socialistiske stat, som vi stadig kan lære af. Samtidig nåede de at indføre en lang række sociale tiltag, såsom stemmeret til kvinder, afskaffelse af natarbejde blandt bagerne, eftergivelse af gæld optaget indenfor den seneste periode.

Hovedlæren af Pariserkommunen for Marx var, at ”arbejderklassen ikke uden videre kan overtage den færdige statsmaskine, og sætte den i bevægelse for sine egne formål”, og det var også det, der blev rettet i det Kommunistiske Manifest.

Denne rettelse er blevet forvansket af reformisterne i arbejderbevægelsen, der siger, at det betyder, at staten gradvist må laves om.

Men det forholder sig lige omvendt. Marx mente tværtimod, at arbejderklassen måtte sønderslå den borgerlige statsmaskine, og ikke bare sætte sig i besiddelse af den.

Et godt eksempel på dette kan ses i Venezuela i dag, hvor arbejderne gang på gang har givet præsident Chavez mandat til at indføre socialisme, men hvor store dele af statsapparatet saboterer dette. Så længe det gamle statsapparat får lov at eksistere vil det stadig virke for kapitalisternes interesser. Den eneste løsning er at sønderslå denne stat og sætte en anden i stedet.

Arbejderstaten

Pariserkommunen viste ikke bare, at den borgerlige stat må sønderslås men også fremtidens statsform.

Det er ud fra Pariserkommunens erfaringer, at Lenin opstillede sine fire teser for en arbejderstat:

  • Ingen stående hær, men et bevæbnet folk
  • Alle embedsmænd skal vælges og være afsættelige til hver en tid
  • Arbejderløn til alle embeder
  • Alle statsopgaver skal gå på tur – når alle er "bureaukrater" er ingen bureaukrater

Den afgørende forskel på en arbejderstat og alle tidligere statsformer er, at for første gang vil staten være flertallets stat og ikke mindretallets. Marx og Engels kaldte denne statsform for proletariatets diktatur, en frase der klinger faretruende af undertrykkelse. Begerebet ”proletariatets diktatur” er siden brugt som argument imod marxismens statsteori, men i virkeligheden er det meget enkelt. Når Marx siger proletariatets diktatur, så mener han det som modsætning til broegrskabets diktatur. Borgerskabets diktatur betyder ikke andet end at staten er kapitalisternes stat, ligesom proletariatets diktatur betyder at staten er arbejderklassens stat. Forskellen er at borgerskabet udgør det lille mindretal, mens arbejderklassen udgør det store flertal. Proletariatets diktatur betyder altså arbejderklassens demokrati, det mest omfattende demokrati nogensinde, fordi det for første gang i verdenshistorien vil være flertallets demokrati.

Alle hidtidige statsformer har været mindretallets stat, for at beskytte mindretallets privilegier, hvad enten det var slaveejernes, feudalherrernes, kongens eller som nu kapitalisternes.

Efter revolutionen er der brug for en stat til at udvikle produktionen hurtigt og effektivt, så mangel kan fjernes hurtigst muligt, og så arbejdstiden med det samme kan sættes ned. Når staten er arbejderklassens stat, må den også styres af arbejderne, og det kan kun lade sig gøre hvis arbejdstiden øjeblikkeligt sænkes. Så længe der er mangel, er der brug for en stat til fordeling, og også til at undertrykke det lille mindretal af kapitalister.

Et eksempel på en arbejderstat så vi i Rusland efter revolutionen i 1917, hvor arbejdere, bønder og soldater organiserede deres magt gennem råd (heraf ordet sovjet, der betyder råd på russisk). Gennem sovjetter på fabrikker, lokalområder, soldaterdelinger, landdistrikter osv. valgtes repræsentanter til regionale og nationale sovjetter og herigennem organiseredes arbejderdemokratiet.

Efter revolutionen opstod der borgerkrig og 21 udenlandske hære invaderede landet. Rusland var isoleret og tilbagestående og produktionen kunne ikke udvikles hurtigt nok. Det gav plads for den bureaukratiske degenerering under Stalin, og betød at arbejderstaten også degenererede fuldstændig.

Forskellen på et borgerligt demokrati og et arbejderdemokrati er at et borgerligt demokrati fungerer efter parlamentarismen, hvilket betyder at ”folket” hver 4-6 år kan sætte et kryds og dermed bestemme hvem der skal undertrykke dem den næste periode, mens embedsmændene udgør en privilegeret stand, der aldrig stilles til ansvar for deres handlinger.

I et arbejderdemokrati skal alle funktionærer og embedsmænd vælges og til hver en tid kunne afsættes – de der vælges som repræsentanter skal samtidig udføre opgaverne og stilles til ansvar for dette. Samtidig må ingen repræsentanter modtage en løn højere end en arbejder, så der ikke udvikler sig et privilegeret lag i toppen af samfundet. I en periode kan det dog være nødvendigt at give nogen specialister en højere løn for at fastholde dem, men selv i Sovjetunionen, hvor højtuddannede var en akut mangelvare, accepterede de ikke større forskelle end 1:4 under Lenin, og bolsjevikkerne måtte ikke modtage mere end en arbejder.

Staten dør bort

Men så snart staten bliver flertallets begynder dens funktioner at forsvinde, og i takt med at klasserne forsvinder, dør staten bort. Staten bliver altså ikke afskaffet, men dør bort takt med at den bliver overflødig, efter nationaliseringen af produktionsmidlerne. Når produktionen planlægges og det tekniske niveau hæves kan al nød og mangel afskaffes, det betyder at al kontrol bliver overflødig og staten kan dø bort.

Den socialistiske stat er altså allerede kun en halv-stat. Dette faktum er i sig selv nok til at afvise stalinisternes påstande om, at Sovjetunionen var socialistisk eller kommunistisk, i Sovjet døde staten ikke bort, tværtimod voksede den.

En revolutionen gennemføres af de mennesker, der er nu, ikke som anarkisternes drømme om revolutionen, ”når mennesket er anderledes”, derfor vil der stadig efter revolutionen være brug for administration, og en form for autoritet.

Men i arbejderstaten vil det være arbejderklassen, det vil sige flertallet, der demokratisk fører kontrol med produktionen, staten og alle embedsfunktioner. Det gør statsembedsmændene til folk der udfører arbejderklassens ordrer, ansvarlige, afsættelse og beskedent lønnede opsynsmænd og bogholdere.

Dette fører af sig selv til, at alt bureaukrati efterhånden dør bort, at der efterhånden skabes et system, der ikke har noget at gøre med lønslaveri, hvor de stadig simplere funktioner som tilsyn og afregning skiftevis udføres af alle, bliver til en vane og endelig ophører med at være særlige funktioner for et særligt lag af mennesker. Kapitalismens udvikling har allerede lagt grunden for at dette kan ske i stor skala. Indenfor alle større virksomheder kan de gennem informationsteknologi administrere og styre enorme mængder data.

Når vi siger, at staten dør bort, siger vi også, at demokratiet dør bort.

Det kan måske for nogen se ud som om, at vi mener, der skal bryde en samfundsordningen frem hvor princippet om mindretallets underordning under flertallet ikke længere skal gælde. Men demokrati er ikke lig mindretallets underordning under flertallet. Demokrati er en stat, der anerkender mindretallet underordning under flertallet, hvor den ene klasse bruger tvang overfor den anden, og vi mener at al form for systematiseret tvang skal afskaffes. Dette kan kun afskaffes i det omfang, som mangel afskaffes, i takt med at produktionen demokratisk udvikles.

Efterhånden som samfundet vokser over i kommunisme, vil nødvendigheden af at anvende tvang mod mennesker forsvinde, fordi der vil være nok til alle og fordi mennesket vil vænne sig til at overholde elementære regler for kollektivt liv uden tvang og underordning. Engels taler om, at en ny slægt, der er vokset op under nyere friere samfundsforhold, vil være i stand til at kaste staten fra sig.

Polemik med anarkisterne

En del ærlige socialister og revolutionære, især unge, kalder sig selv anarkister, og det er sådan set forståeligt. Især siden starten af 1970’erne er ledelsen af arbejderpartierne rykket til højre, ingen taler længere om det statsløse og klasseløse samfund, men snarere om hvordan nedskæringerne bedst kan fordeles. Mange føler en afsky overfor hele det politiske ”spil”, hvor den ene politiker er svær at adskille fra den anden, hvor arbejdere og unges liv og behov aldrig er på dagsordenen, og en del af dem der afskyr alt dette, vælger så at kalde sig anarkister.

Marxister er ikke enige med anarkisterne, men vores uenighed er ikke den samme som den reformistiske ledelse af arbejderbevægelsen fremsætter. Vi er enige med anarkisterne i endemålet; et samfund uden stat, uden klasser, uden undertrykkelse, med ægte frihed for alle er muligt.

Men spørgsmålet som enhver der ønsker et statsløst og klasseløst samfund må spørge sig selv er: hvordan når vi dette samfund?

Marxister kritiserer ikke anarkister for at ville afskaffe staten, men for at de vil gøre det fra den ene dag til den anden. Det kan man ikke. Staten dør først bort med klassernes forsvinden – og de forsvinder ikke fra den ene dag til den anden.

Kapitalisterne bliver ikke afskaffet fra den ene dag til den anden, de vil ikke frivilligt og uden videre give deres magt og privilegier fra sig.

Derfor er der brug for en stat efter revolutionen, en arbejderstat, hvor arbejderklassen der er det store flertal kan holde kapitalisterne nede, og sørge for at de arbejder for føden ligesom alle os andre.

At ville afskaffe staten fra den ene dag til den anden er at sige, at arbejderne skal holde sig fra at bruge magt og organisere denne for at kunne bryde borgerskabets modstand – altså med andre ord – holde sig fra at lave revolution.

Trotskij sagde i forbindelse med den spanske revolution, at anarkismen er som en hullet paraply i regnvejr, lige netop ubrugelig når man har allermest brug for den.

Under den spanske revolution viste det sig tydeligt, hvad anarkismen i praksis betyder.

I Katalonien udgjorde anarkisterne organiseret i CNT den absolut dominerende kraft inden for arbejderbevægelsen. Arbejderne i Katalonien stod i 1936 med magten i hænderne og den borgerlige præsident for regionen, Companys sagde til anarkistiske militssoldater og repræsentanter:

”I har vundet, og alt er i jeres magt. Hvis ikke I behøver mig eller ikke vil have mig som præsident af Katalonien, da må I sige mig det nu!”

Men en leder af CNT forklarede efterfølgende:

”Vi kunne have gået selv, påtvunget vores vilje fuldstændigt, erklæret Generalitat [regionsregeringen] for lukket og sætte folkets virkelige magt i stedet, men vi troede ikke på diktaturet når det blev udøvet imod os, og vi ønskede det ej heller når vi selv havde muligheden for at udøve det på andres bekostning. Gerneralitat måtte blive, med præsident Companys i spidsen.”

De antiautoritære siger, at al autoritet skal afskaffes og at det er revolutionens første opgave. Men Lenin spørger retorisk: har disse folk nogensinde set en revolution? Det er afgjort den mest autoritære sag, der findes, hvor en del af befolkningen påtvinger en anden del sin vilje, med hjælp af geværer o.l. Problemet med pariserkommunen var, at den ikke benyttede denne autoritet stærkt nok. Enhver arbejder ved at autoritet og disciplin er nødvendig, hvis man skal vinde en kamp. I en strejke må alle arbejdere underlægge sig flertallets diktatur, skruebrækkere accepteres ikke.

Anarkister vil afskaffe autoriteten før de produktionsforhold, der har skabt autoriteten, er afskaffet.

Mange af dem der i dag kalder sig anarkister, gør det ud fra de rigtige forudsætninger, at de er frastødt af både højre- og venstre reformisternes fuldstændig manglende revolutionære indstilling til staten.

Men i praksis kommer de til at spille en kontrarevolutionær rolle.

Det kommunistiske samfund

Man kan ikke sige hvor lang tid der går før staten dør bort, det er proces der kan tage kortere eller længere tid alt efter de omkringliggende forhold. Men man kan fastslå på hvilket grundlag den kan dø bort, altså på hvilket grundlag den fremtidige kommunisme kan udvikles.

Vi kæmper for et kommunistisk samfund, hvor der ikke længere findes klasser eller en stat. Et samfund hvor al undertrykkelse er forsvundet, hvor ingen lider nød, hvor penge er overflødige fordi alle kan få hvad de har brug for.

Grundlaget for enhver arbejderstat er en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien. Virksomhederne må fravristes kapitalisterne, og produktionen må i stedet planlægges demokratisk af arbejderklassen. Gennem en demokratisk plan kan produktionen sættes op, og ethvert grundlag for ulighed fjernes. Gennem en planøkonomi kan arbejdstiden sættes ned, hvilket er en afgørende forudsætning for at arbejderne rent faktisk kan styre staten. Det er på det grundlag at kommunismen kan opstå.

Når der kan produceres nok til alle, når ingen behøver at frygte om de kan få hvad de har brug for, når en ny generation er opvokset uden frygt for fremtiden, så begynder klasserne at forsvinde, og statens funktioner forsvinder. I et kommunistisk samfund vil folk ikke blive tvunget til at arbejde et bestemt antal timer, skellet mellem ånden og håndens arbejde vil blive ophævet folk vil kunne uddanne sig, og udvikle deres interesser, hvad enten det er at spille musik, lave kunst, se film, osv. Det vil også ændre forhold mellem mennesker, for første gang vil menneskelige relationer være frigjort fra al bekymring om mangel på ressourcer.

Det er her, vi kan gå over til det kommunistiske samfund, hvor vi med Engels’ ord går fra ”nødvendighedens rige til frihedens rige”. Det er først her at mennesket for alvor bliver frit til at udvikle alle aspekter af livet.

Yderligere information