Hvorfor skal man organisere sig?
Det første spørgsmål er naturligvis, hvorfor det er nødvendigt med et parti. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at organisere sig i en socialistisk organisation? Vi lever i en verden med krig og turbulens. De rettigheder, som arbejderklassen i Vesteuropa og Nordamerika tilkæmpede sig under det store efterkrigsopsving, er nu under angreb. På trods af, at der bliver produceret mere mad og flere forbrugsgoder end nogensinde før i verdenshistorien, dør millioner af sult hvert eneste år – alene fordi de ikke har råd til at købe mad på ”det frie marked”. Hver dag dør 27.000 børn af kurérbare sygdomme. Det oprørende ved dette er ikke, at det finder sted, men at det finder sted i en verden, hvor det objektivt set er unødvendigt, fordi midlerne til at undgå det, eksisterer i overflod.
Omkring halvdelen af planetens befolkning – over tre milliarder – lever for under to dollars om dagen. På trods af, at menneskeheden har nået enorme højder hvad angår videnskab og kultur, så er en milliard mennesker ude af stand til at læse og skrive. (alle tal fra www.globalissues.org) Kapitalismens globaliserede tidsalder – imperialismen – råder over enorme ressourcer, og der er ingen rationel årsag til, at der stadig findes sult, malaria, analfabetisme og elendighed. Men kapitalismen er langt fra et rationelt system. Det økonomiske anarki, som hersker under kapitalismen, er tværtimod en garanti for, at disse basale problemer aldrig nogensinde vil kunne blive løst, før systemet bliver væltet og erstattet af rationel, demokratisk planlægning af planetens ressourcer. Det vil sige et socialistisk samfund. Det er derfor, vi er socialister.
Herefter er det nødvendigt at spørge: hvem er i stand til at omstyrte kapitalismen og udføre den socialistiske omdannelse af samfundet? Denne opgave ligger hos arbejderklassen – det vil sige de tusindvis, millioner af mænd og kvinder, der hver dag går på arbejde for at overleve – den klasse, der lever af at sælge deres arbejdskraft til en privat kapitalist eller til staten. Uden arbejderklassens tilladelse bliver der ikke produceret strøm, intet fly letter, ingen maskiner kører, ingen bygninger rejses, intet bliver produceret. Alt går i stå, hvis arbejderklassen beslutter sig for det. Og hvis arbejderklassen beslutter sig for det, kan hele samfundets maskineri køre under demokratisk planlægning, uden alle de modsætninger og kriser, som er uløseligt forbundet med det kapitalistiske produktionssystem.
Hvis arbejderne ”af sig selv” kunne kæmpe for bedre forhold, så ville fagforeninger og partier være overflødige. Men sådan forholder det sig ikke. Arbejderklassen har lært gennem erfaring, at det er nødvendigt at organisere sig i fagforeninger og politiske partier for at udfordre kapitalisterne og kæmpe for bedre forhold. Arbejderklassens organisationer repræsenterer det nye samfund inde i det gamle. Disse organisationer træner, organiserer og uddanner arbejderklassen. Enhver arbejder ved, at man intet opnår alene.
Hvilken ledelse er der brug for?
Arbejderne har forsøgt at tage magten mange gange igennem historien. Men menneskehedens krise er, som Trotskij sagde det, en krise i arbejderklassens ledelse. Arbejderklassen udgør nu, med industrialiseringen af Kina og store dele af Asien, for første gang i verdenshistorien, flertallet af jordens befolkning. Men alligevel fortsætter den politiske og økonomiske magt i verden med at være kontrolleret af en lille minoritet af kapitalister. Dette paradoks skyldes, at arbejderklassen ikke ”automatisk” tager magten, når den udgør flertallet i et givent land. I så fald havde vi haft socialisme i Danmark og Europa i flere generationer. For at afskaffe kapitalisternes magt er det nødvendigt med samlet handling og en fælles ledelse. Enhver arbejder ved, at man kun kan vinde en strejke, hvis alle står sammen, og man har en ledelse, der tør stå fast på kravene og kæmpe kampen til ende. For at omdanne hele samfundet er arbejderklassens ledelse endnu mere vigtig.
Revolutionen i Venezuela er et konkret eksempel på, at arbejderne og de fattige masser bevæger sig for at tage magten og kontrollere deres egen skæbne. Denne kendsgerning bliver også anerkendt af kapitalisterne – og særligt af administrationen i Washington. De kan ikke tilgive masserne, at de forsøger at tage magten i egne hænder, og derfor er de fast besluttede på at smadre revolutionen med alle midler, de har til rådighed – økonomisk sabotage, organiserede bagvaskelseskampagner i de internationale medier, direkte kupforsøg (som i 2002) eller hvad de ellers har mulighed for. Men revolutionen er langt fra afsluttet. Dette skyldes, at der ikke er et revolutionært parti i spidsen for revolutionen. Det vil sige, at revolutionen ikke er blevet bevæbnet med et klart handlingsprogram for at afvæbne kontrarevolutionen, ekspropriere kapitalisterne og stadfæste arbejderklassens magt over de vitale dele af økonomien. Revolutionen i Venezuela tydeliggør altså behovet for, at man opbygger et revolutionært parti i god tid før revolutionen faktisk begynder.
Hvad er et revolutionært parti?
For marxister er et revolutionært parti først og fremmest ideer, tradition, program og metode. Først herefter er det en organisation til at føre ideerne ud i livet. Det grundlæggende er altså ideerne, og det er det, man må organisere sig omkring. Fra begyndelsen må partiet altså basere sig på teori og et program – det vil i virkeligheden sige, at man baserer sig på arbejderklassens erfaringer. Teori er intet andet end en opsamling og generalisering af arbejderklassens samlede erfaringer.
 |
For at opbygge en organisation, der kan udfordre kapitalisternes magt, er det nødvendigt med politisk klarhed. Medlemmerne af organisationen må uddannes og forberedes på de opgaver, der ligger forude – dette kan kun ske gennem fri diskussion, og gennem erfaringer. Den stalinistiske karikatur af marxismen og leninismen (som er det samme) som et parti, hvor ledelsen er alvidende, og hvor selvstændig tænkning er forbudt, er designet til at miskreditere marxismen i arbejdernes øjne, og desuden til at fordumme de ærlige elementer, der melder sig ind for at kæmpe for socialisme. En ledelse i en socialistisk organisation kan aldrig have anden autoritet end en politisk og moralsk autoritet. Alle forsøg på at skabe ”tiltro” til ledelsen gennem tvang, trusler, eksklusioner, dekreter og organisatoriske manøvrer, er dømt til at slå fejl. Hvorfor det? Fordi sådanne tiltag ikke vil uddanne medlemmerne politisk – tværtimod vil det kun uddanne bureaukratiske tendenser og frastøde ærlige revolutionære. Sådan en ledelse vil måske få lydige medlemmer. Men i sidste ende vil de stå tilbage med lydige tåber, og alle kritiske og selvstændigt tænkende elementer vil have forladt partiet.
Lenins standpunkt
Blandt marxismens modstandere (heriblandt selvudråbte ”marxistiske” tænkere og skrivebordsgeneraler) er det populært at fremstille Lenin som en hård og ubøjelig partimand, der krævede jernhård disciplin i det revolutionære parti, og ikke tolererede uenigheder, fraktioner eller ”afvigelser”. Denne karikatur blev opfundet af det stalinistiske bureaukrati i Sovjetunionen, og er siden blevet brugt af visse socialdemokratiske ledere og borgerlige historikere. Desværre er der også visse ”venstreorienterede” ledere, der benytter denne karikatur af Lenin i et forsøg på at fastholde grebet om deres ”egne” medlemmer (hos disse ledere opfattes medlemmerne altid som lederens personlige ejendom).
I modsætning til denne ondsindede myte, så var Lenin altid særdeles fleksibel, når det kom til organisatoriske spørgsmål. Lenin gik aldrig på kompromis med sine ideer, som han altid fremførte åbent og ærligt, uden at være bange for at være i mindretal. Det kunne aldrig falde Lenin ind at forsøge at løse politiske uenigheder med organisatoriske muligheder. Dette er ikke en tilfældighed, men skyldes, at Lenin var ganske klar over, at det vigtigste i opbygningen af et revolutionært parti er en fri og åben diskussion af politiske uenigheder.
I 1903 fremkom den første splittelse mellem de to fraktioner i det russiske socialdemokrati – bolsjevikkerne (flertalsfolk) og mensjevikkerne (mindretalsfolk). På overfladen så det ud som om, at splittelsen var organisatorisk og ikke politisk. Derfor havde mange russiske socialdemokrater svært ved at se årsagen til splittelsen i to fraktioner. Lenin ønskede at gøre de politiske uenigheder så klare som muligt for at uddanne partiets medlemmer, og så medlemmerne selv kunne tage stilling. Selv om Lenins fraktion vandt flertallet på kongressen i 1903, kunne han end ikke drømme om at nægte mensjevikkerne adgang til partiets organer for at udtrykke deres synspunkter. Han anbefalede tværtimod, at man åbnede partiets presse for dem:
”…for at tillade disse grupperinger at fremlægge deres sag og give hele partiet lejlighed til at afveje vigtigheden eller uvæsentligheden af disse uenigheder og afgøre præcist, hvor, hvordan og fra hvis side, der bliver udvist selvmodsigelser.” (Lenin, Collected Works, oversat fra engelsk udgave, bind 7, s. 116)
Lenins indstilling til spørgsmålet om uenigheder inden for partiet var altid den største beredvillighed til at diskutere, fleksibilitet, tolerance og samvittighedsfuld hæderlighed over for sine modstandere. Lenin var klar over, at kun en åben og ærlig diskussion af alle stridspunkter i partiet kunne give partimedlemmerne den politiske klarhed, der er nødvendig for at træffe de korrekte beslutninger.
 |
Nok en gang om ledelsen
Men lad os vende tilbage til det grundlæggende: Hvorfor har vi brug for et revolutionært parti? Hvorfor har arbejderklassen i det hele taget behov for en ledelse? Hvis arbejderklassen skal overtage kontrollen med samfundet, hvad skal vi så med ledere? Men spørgsmålet er ikke, hvorvidt der er brug for ledere, men hvilken ledelse, der er brug for. Hvis man har dårlige sko, så er løsningen ikke at gå barfodet, men derimod at anskaffe sig nye og bedre sko. Hvis man bor i et hus med et dårligt tag, så er løsningen ikke at bo under åben himmel, men derimod at anskaffe sig et solidt tag, der skærmer effektivt for vind og vejr, og kan holde kulden ude. Og hvis arbejderklassen har en dårlig ledelse, så er løsningen da også at fremskaffe en ny og bedre ledelse, der er sin opgave voksen.
De revolutionære kræfter må bygges
Men en ledelse kan ikke opbygges ud af det blå. Det koster årevis af hårdt arbejde, før en ideologisk klar og politisk trænet ledelse kan dannes. En general ville ikke nå langt, hvis han ikke indgående studerede de seneste kriges strategi, taktik og tekniske udførelse. På samme måde er det nødvendigt for arbejderklassens ledelse indgående at sætte sig ind i klassekampens dynamik. Her hører gode hensigter op med at være tilstrækkelige (hvis de nogensinde har været det), og det bliver nødvendigt med en seriøs og videnskabelig indstilling. Arbejderklassen kan ikke improvisere sig til en revolutionær ledelse.
Imod sekterisme
Det er altså nødvendigt at organisere sig omkring de marxistiske ideer, hvis man ønsker at kommende revolutionære muligheder ikke skal gå tabt. Men det er ikke nok at have de rigtige ideer. Det er også nødvendigt at vinde flertallet for de socialistiske ideer. Dette kræver, at man har en fleksibel tilgang til arbejderklassens organisationer. Verdenshistoriens største revolutionære kraft, 3. internationale, blev skabt i kølvandet på første verdenskrig og den russiske revolution. Men de unge kommunistpartier opstod ikke blot ud af den tomme luft. De opstod ud af en hård kamp inde i de socialdemokratiske partier. Nogle steder – som i Frankrig og Norge – vandt kommunisterne endda flertal inde i de socialdemokratiske partier. Og Lenin førte en hård strid imod de såkaldte ”venstrekommunister”, som havde en sekterisk indstilling til de socialdemokratiske partier og fagforeninger.
Lenin gentog igen og igen, at de revolutionære socialister til enhver tid må støtte arbejderbevægelsens ledere imod de borgerlige – uanset om disse ledere i praksis fører en politik, der er underlagt de borgerlige. Når vi i Danmark fremfører parolen om ”en arbejderregering på et socialistisk program” hører vi kritik af, at vi dermed støtter ledere som Helle Thorning-Schmidt. Faste læsere af denne side vil vide, at vi altid har kritiseret den socialdemokratiske ledelses højrepolitik og forklaret, at den eneste vej frem for partiet er arbejderpolitik. Men lad os lige høre, hvad Lenin selv har at sige:
”Divergenserne dels mellem folk som Churchill og Lloyd George (to borgerlige engelske ledere, red.) – disse politiske typer eksisterer med ubetydelige nationale forskelle i alle lande – dels mellem folk som Henderson (leder af det engelske Labour, red.) og Lloyd George, er ganske uvæsentlige bagateller set ud fra den rene, d.v.s. abstrakte kommunisme, som endnu ikke er voksen nok til praktiske, politiske masseaktioner. Men for massernes praktiske aktioner er disse meningsforskelle meget, meget vigtige. At vurdere dem, at fastslå det øjeblik, da de konflikter, som er uundgåelige mellem disse ’venner’, og som svækker og afkræfter alle ’vennerne’ tilsammen, har nået deres fulde udfoldelse – det er hele sagen, det er hele opgaven for en kommunist, som ikke blot ønsker at være en bevidst, overbevist, idémæssig propagandist, men også vil være massernes praktiske leder i revolutionen. Man må forene den yderste hengivenhed for kommunismens ideer med evnen til at gennemføre alle fornødne praktiske kompromisser, manøvrer, aftaler, siksak-bevægelser, tilbagetog og lignende, for at bidrage til, at Henderson\'erne (II Internationales helte, for ikke at holde sig til bestemte navne, de repræsentanter for det småborgerlige demokrati, som kalder sig socialister) snarest får den politiske magt og gør sig umulige, for at fremskynde deres uundgåelige fallit i praksis, hvad der oplyser masserne netop i vor ånd, netop i retning af kommunismen, for at fremskynde de uundgåelige gnidninger, stridigheder og konflikter og den fuldstændige opløsning blandt Henderson'er – Lloyd George'r – Churchill\'er (mensjevikker og socialrevolutionære – kadetter – monarkister, Scheidemann'er (Scheidemann: tysk leder af Socialdemokratiets højrefløj, red.)- bourgeoisi – Kappfolk osv.) og for rigtigt at vælge det øjeblik, hvor alle disse "den hellige ejendomsrets støtter" er i maksimal opløsning, til gennem proletariatets beslutsomme offensiv at slå dem alle og erobre den politiske magt.” (Lenin, udvalgte værker, bind 12, s. 83-84)
Lenin gør det altså klart, at i perioder hvor de revolutionære kræfter er i mindretal i arbejderbevægelsen (hvilket i sagens natur er størstedelen af tiden), da må man arbejde i fælles front med reformisterne, uden i et eneste sekund at opgive sit eget program. Dette er i grove træk ideen om en enhedsfront mellem arbejderklassens organisationer: enhed mod de borgerlige, fuld frihed til kritik internt i arbejderbevægelsen. Lenin forstod udmærket, at hvis de revolutionære på forhånd, og uden kamp, overlader flertallet af arbejdere under ledelse af reformister, så er det revolutionære parti dødsdømt på forhånd – hvor ”uafhængigt” det end måtte være.
Det var ikke en tilfældighed, at revolutionen lykkedes i Rusland, hvor bolsjevikkerne under Lenins ledelse i årevis havde arbejdet for at opbygge et revolutionært parti – først som et samlet socialdemokratisk parti, siden (fra 1903) som en fraktion i socialdemokratiet, og siden (fra 1912) som selvstændigt parti.
Hvordan?
Ingen er fødte revolutionære. Historien er fuld af eksempler på gode, ærlige arbejderledere og hengivne revolutionære, der har forrådt arbejderklassen på det skammeligste. Der er ingen garanti imod fejltagelser – det afgørende er, om man lærer af sine fejl. En revolutionær organisation, som samler sig om ideen om en socialistisk omdannelse af samfundet, må konstant revurdere og evaluere sin taktik og lære af de gode tiltag og de fejltagelser, der bliver begået. Dette kan kun lade sig gøre med frit og levende internt demokrati. Et internt frygtregimente kan kun føre til politisk forstening, højredrejning og ideologisk død.
Forudsætningen for en sund udvikling af en revolutionær tendens er, at den baserer sig på teori. Værkerne fra de store marxister – Marx, Engels, Lenin, Luxemburg, Trotskij – er i virkeligheden intet andet end arbejderklassens samlede og generaliserede erfaringer. Foragt for teori har altid været et af de vigtigste kendetegn hos marxismens fjender – reformisterne og stalinisterne. Den vigtigste opgave for revolutionære i Danmark i dag er derfor at sætte sig ind i marxismens grundlæggende ideer og organisere sig for at kæmpe for ideerne. Det er den eneste måde, man kan forberede sig på revolutionære begivenheder i fremtiden, og lægge grundstenene til en fremtidig revolutionær ledelse for den danske arbejderklasse.
