anarkisme brandRedaktionens note: Vi bringer denne oversatte artikel fra maj 2000, skrevet af Phil Mitchinson, en britisk marxist, som desværre døde i 2006. Den forklarer marxisters holdning til mange af de metoder og ideer, som går igen i venstreradikale grupper.

De seneste anti-kapitalistiske demonstrationer har samlet mange forskellige grupper, i protester imod ødelæggelsen af miljøet, racisme, udbytningen af den tredje verden, og også mange almindelige unge mennesker som protesterer imod tingenes tilstand generelt set. De har med al ønskelig tydelighed bevist, at det er mytetænkning, at alle skulle være tilfredse og at det kapitalistiske samfund skulle være accepteret som den eneste mulige samfundsform.

Overalt ser vi, hvilken elendighed dette system skaber. Hungersnød, krig, arbejdsløshed, hjemløshed og fortvivlelse, det er de voldsudgydelser, som dette system udøver mod millioner hver dag. At se og opleve denne masseødelæggelse og kaos driver unge mennesker overalt til at protestere.

Men ideen om at gå med i en politisk organisation får mange til at springe fra. Forståeligt nok vil de gerne gøre noget og de vil gerne gøre det nu.

Men i realiteten er forsøget på at stille organisation, diskussion og debat op overfor ’direkte aktion’ rent sofisteri [i logikken et uholdbart argument, som overfladisk set er godt nok - red]. De marxistiske ideer er ikke et akademisk studie-emne men lige netop en guide til handling. Vi går alle ind for handling, men den må tænkes godt igennem, med bestemte mål og hensigter, hvis den skal lykkes. Hvis ikke, ender vi med retningsløs handling. Og uden politisk organisation, hvem bestemmer så hvilken aktion, der skal foregå hvor og hvornår?

Der kan ikke være nogen bedre direkte aktion, end når det store flertal tager kontrol over deres eget liv. I den handling ligger revolutionens essens. Ikke bare formålsløs ’direkte aktion’, men demokratisk og bevidst masseaktion, kampen ikke bare imod kapitalisme men for et nyt slags samfund, socialisme.

Den seneste demonstration i London på første maj blev brugt af arbejdsgivernes talerør i pressen til at tage deres sædvanlige hysteriske udfald op. De gjorde et stort nummer ud af den graffiti, som nogle demonstranter malede på mindesmærket for verdenskrigens soldater i London og tilsmøringen af Churchills statue.

Men deres fest blev lettere spoleret af det faktum, at synderen ikke var en eller anden ’bisse’, men en tidligere soldat i den kongelige flåde, som nu studerer på Anglia Universitetet i Cambridge. Da han kom for en dommer, holdt han en tale, der fordømte imperialismen og Churchills antisemitisme. Det havde en effekt på dommeren, som udviste sit eget klassestandpunkt, ved at håne den tidligere soldat med hans afhængighed af et studielån, ”dér ser du, du kan ikke overleve uden kapitalisme”, sagde han.

Det ser også ud til, at en elev fra Eton College deltog i smadringen af et McDonald vindue. Dette er ikke et tilfælde. Det er et udtryk for samfundets blindgyde, at ikke bare arbejderklassen og middelklassens ungdom med også privilegerede lag gør oprør.

Men hvad skete der efterfølgende? Arrangørerne af denne demonstration, fortæller os, at dette ikke er en protest, der skal sikre ændringer, reformer er åbenbart spild af tid. Nej, ved ganske simpelt at deltage i det de kalder ’karneval’, bliver vi bedre mennesker og lidt efter lidt vil flere mennesker deltage, indtil en kritisk masse er nået og vi alle ignorerer kapitalismen, nægter at betale vores regninger, indtil de går væk.

Men dette er rent fantasteri. Der kan ikke herske tvivl om de oprigtige intentioner hos dem der protesterede. Men som det gamle ordsprog siger, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner. Skal vi virkelig tro på, at hvis bare vi ’sætter os selv uden for kapitalismen’, så vil arbejdsgiverne ikke gøre noget for at forsvare deres system? Taktikken med at stikke sit hoved i sandet er ikke seriøs. Det er heller ikke handling. Det er i virkeligheden uansvarlig, indirekte ikke-aktion.

’Selv-organiseringer’

Anarkistiske organisationer gemmer sig altid bag en facade med såkaldt ’selv-organisering’. De hævder, at de ikke har nogen ledere eller politik. Men i så fald hvem bestemmer så? Hvis der ikke er nogen politik, kan der ikke være nogen aktioner overhovedet. De seneste demonstrationer blev i allerhøjeste grad organiseret og koordineret på internationalt plan. Og det er godt, sådan bør det være.

Men uden organisation er der ingen, udover en lille klike i toppen, som har noget at skulle have sagt om hvor, hvornår og hvorfor. Sådan en bevægelse vil aldrig få den internationale kapitalisme til at ryste i bukserne.

En af de bedst kendte anarkistgrupper i Storbritannien, Reclaim the Streets, gemmer det væk i deres parodi på en udgivelse første maj ’Maybe’. Men hvem er det, som har skrevet artiklerne, hvem er det, som har besluttet, hvad der blev bragt og hvad der blev lukket ude, og hvor kom pengene fra? Vores intention er ikke at beskylde dem for lusket finansiering, men derimod at påpege at al denne snak om ”ingen ledere” er en myte.

På side 20 skriver de, at ”Reclaim the streets er ikke-hierarkisk, spontan og selvorganiseret. Vi har ingen ledere, ingen komité, ingen direktørbestyrelse, ingen talsmænd. Der er ingen central enhed for beslutningstagning, ingen strategisk planlægning og produktion af ideologi. Der er intet medlemskab og ingen formaliseret forpligtelse. Der er ingen masterplan og ingen defineret agenda.”

Der er to problemer her: Hvem er ”vi”, som lavede denne udtalelse og hvem besluttede den? For det andet, hvis det var sådan, ville det ikke være noget at være stolt af. Om man synes om det eller ej, kan det kapitalistiske system aldrig væltes med sådanne tilfældige og sjuskede metoder.

Der er ingen teori, ingen sammenhængende analyse af samfundet og intet alternativt program. At prale med mangel på retning, mangel på formål og på sammenhæng, stillet over for en så velorganiseret fjende som den internationale kapital, er på alle måder uansvarligt.

I realiteten mangler lederne af disse bevægelser ikke ideologi, de er anarkister. Anarkisme er ikke et simpelt bandeord, men kommer derimod fra det græske ord ’anarchos’, som betyder ’uden regering’. For anarkister er staten - institutter i regeringen, hæren og politiet, etc. – roden til alle onder i verden. Den må ødelægges og erstattes – ikke med en ny form for regering – men med den umiddelbare indførsel af et statsløst samfund.

Denne modstand imod staten og autoritet leder til en afvisning af enhver form for parlamentarisk aktivitet og til modstand imod medlemskab af ethvert politisk parti og kamp for reformer, som jo er politiske ændringer igennem staten.

Selvfølgelig er marxismen også imod den kapitalistiske stats brutale dominans. Marx så det fremtidige samfund som et samfund uden en stat, men i stedet ”med en association hvor den enkeltes frie udvikling er en betingelse for alles frie udvikling”. Dette er et selv-regerende folk. Spørgsmålet er, hvordan kan det opnås?

Eftersom anarkisme ser staten som roden til alle onder, mener de derfor, at disse problemer vil blive løst af statens tilintetgørelse. Marxismen ser derimod samfundets inddeling i klasse med et mindretal der ejer den producerende rigdom, og det store flertal af os, hvis arbejde er kilden til al rigdommen, som hovedspørgsmålet. Det er klasseopdelingen i samfundet, som giver plads til staten – for mindretallet har brug for en speciel styrke til at fastholde deres hersken over mindretallet – som har udviklet sig over tusinder af år og er endt, med de strukturer vi har i dag.

Afskaffelse af staten

Den moderne kapitalistiske stat kan have mange ansigter, monarki, republik, diktatur, osv. men i sidste ende er formålet det samme; at opretholde kapitalistklassens mindretalsdiktatur. Marxismens mål er derfor ikke blot at afskaffe staten, men at gøre op med klassesamfundet.

Staten blev født ud af en splittelse i samfundet i klasser, for at forsvare den private ejendom. Så længe der er klasser, vil der være en stat. Så hvorledes kan klassesamfundet afsluttes?

Ikke ved at benægte det, men derimod ved den ene af de stridende klassers sejr. Kapitalismens triumf betyder ruin for millioner af mennesker. Som Marx engang forklarede, er valget ikke mellem socialisme eller status quo, men mellem socialisme eller barbari. Kapitalisternes konstante profitjagt vil drive endnu flere millioner ned i fattigdom og sult. Deres stræben efter kontrol med markederne og råmaterialerne vil føre til endeløs krig og ødelæggelse

Arbejderklassens sejr kan kun betyde ødelæggelsen af den kapitalistiske stat. Men vil kapitalisterne tage deres nederlag som sportsmænd og kaste håndklædet i ringen, uden problemer? Nej, al historie viser, at de aldrig vil det. Arbejderne har brug for at oprette en ny stat, en stat der for første gang forsvarer flertallets styre imod mindretallet.

Lenin argumenterede i sit mesterværk Staten og revolutionen for, at ” Vi er slet ikke uenige med anarkisterne, hvad målet, statens afskaffelse, angår. Vi påstår, at det, for at opnå dette mål, er nødvendigt midlertidigt at udnytte statsmagtens organer, midler og metoderimodudbytterne”.

På samme måde forklarede Trotskij, i Stalinisme og bolsjevisme, at ”Marxisterne er fuldstændig enige med anarkisterne om det endelige mål: statens afskaffelse. Marxister ’dyrker’ kun staten i den udstrækning, den ikke afskaffes blot ved at blive ignoreret.”

Helt fra begyndelsen vil det være noget helt andet end noget statsapparat, vi hidtil har kendt til. Fra dag ét vil det i praksis være en semi-stat. Alle tidligere revolutioners opgave var at overtage statsmagten. Fra erfaringen med Pariserkommunen i 1871 konkluderede Marx og Engels, at det ikke vil være muligt for arbejderne blot at bruge det gamle statsapparat, de vil blive nød til at erstatte det med et helt nyt, der tjener flertallet af samfundets interesser og ligger grunden for et socialistisk samfund.

For at sikre at arbejderne opretholder kontrol over denne stat, argumenterer Lenin for at valg af alle embedsmænd er nødvendigt, med ret til at trække deres mandat tilbage og med lønninger på niveau med almindelige arbejderes. Alle bureaukratiske opgaver skal gå på skift. Der skal ikke være nogen speciel væbnet styrke, som står adskilt folket, og vi vil tilføje, at alle politiske partier på nær fascisterne, ville være lovlige.

Denne stats opgave vil være at udvikle økonomien, så nød kan udryddes. Mindre nød, betyder mindre behov for at regere samfundet og dermed mindre behov for en stat. Klassesamfundet og staten vil begynde at visne bort, eftersom folkets regering, en klasses styre over en anden, erstattes med en administration af tingene, den planlagte brug af ressourcerne for at imødegå samfundets behov.

Anarkismens utopiske krav om statens afskaffelse fra den ene dag til den anden, viser hverken en forståelse af hvad en stat er eller den nødvendige handlingsplan for at opnå dette mål i sig selv.

Den moderne anarkistiske filosofi udviklede sig i det 19. århundrede samtidig med den eksplosive vækst i kapitalismen og dens statsmaskine. Det repræsenterede en del af småborgerskabets oprør mod deres position i samfundet, drevet i en blindgyde af monopolernes vækst.

Deres sag blev fremført af Mikhail Bakunin og hans tilhængere i Første internationale. Ved en anarkistisk konference i 1872 argumenterede de for, at ”proletariatets aspirationer kan ikke have andre formål end skabelsen af en absolut fri økonomisk organisation og føderation baseret på arbejde og lighed og helt uafhængige af enhver politisk regering, og en sådan organisering kan kun blive realitet igennem proletariatets egen spontane aktion… ingen politisk organisation kan være andet end en organisation, der regerer i en klasses interesser og til skade for masserne… proletariatet, ville blive en herskende og udbyttende klasse, hvis det nogensinde skulle tage magten…”

Erobring af magten

Selv om det lyder temmelig radikalt, er det ikke desto mindre en opskrift på inaktivitet og katastrofe. Som Trotskij forklarede, så betyder det ”at nægte at erobre magten, frivilligt at overlade magten til de, der udøver den, udbytterne.

Enhver revolutions kerne bestod og består i at sætte en ny klasse ved magten, og dermed gøre den i stand til at virkeliggøre sit eget program. Det er umuligt at føre krig og nægte at sejre. Det er umuligt at føre masserne frem til opstand uden at forberede sig på erobring af magten.”

Anarkister ser i Sovjetunionens degenerering til et totalitært diktatur et bevis for, at Bakunin havde ret. I virkeligheden er det kun Leon Trotskij og marxismen, der har været i stand til at forklare årsagerne til denne degenerering, ikke fra menneskenes hoveder eller personligheder, men i det virkelige livs betingelser med borgerkrig, intervention af udenlandske hære og nederlaget til revolutionen i Europa. Anarkismens standpunkt tjener kun til at styrke den borgerlige bagvaskelse om, at stalinismen udsprang af bolsjevismen.

I begyndelsen fandt denne moderne anarkisme en vis støtte blandt arbejderne. Imidlertid lærte arbejderne gennem kamp om behovet for organisering i form af fagforeninger, og desuden for politisk organisering, hvilket førte til opbyggelsen af arbejdernes massepartier.

Bakunin og co. fordømte deltagelse i parlamentet og kampen for reformer som forræderi mod revolutionen, de ”afviste al politisk handling, der ikke som sit umiddelbare og direkte mål har arbejdernes sejr over kapitalisme, og som en konsekvens heraf afskaffelsen af staten.”

Marxismen kæmper for erobring af den politiske magt og opbyggelsen af et socialistisk samfund, under hvilket staten vil dø bort. Bør arbejderne indtil da afstå fra politisk aktivitet? Intet ville stille Blair og arbejdsgiverne mere tilfreds.

Naturligvis ikke; vi må kæmpe kampen for enhver forbedring, uanset hvor lille den end er, og alle veje der er mulige. Kun en dilettant vil nægte højere løn eller et bedre sundhedssystem. Præcis gennem disse kampe, og kampene for at omforme arbejdernes organisationer, fagforeningerne og partierne, lærer vi og bliver stærkere, og bringer den dag, hvor det er muligt endegyldigt at omdanne samfundet, tættere på.

Reformer under kapitalismen

Marxister kæmper for enhver reform, men forklarer samtidig, at så længe kapitalismen fortsætter, er ingen af disse fremskridt sikrede. Kun socialismen kan for alvor løse samfundets problemer.

Vore moderne anarkister, ”Reclaim the Streets” og andre, har ingen støtte blandt de organiserede arbejdere i Storbritannien. Nogle radikaliserede unge bliver imidlertid tiltrukket af deres holdning om ”direkte aktion”.

Der er et tomrum på grund af fraværet af en masseungdomsorganisation tilknyttet Labour [arbejderparti - red], der i kampen for et socialistisk program kunne tiltrække disse unge arbejdere og studenter. Når toppen af fagforeningerne ikke viser en vej fremad, og Labour-regeringen angriber unge mennesker, kan dette tomrum midlertidigt fyldes af grupper som Reclaim the Streets.

Men hvilke handlinger foreslår de? I deres pressemeddelelse fra 2. maj 2000 forklarer de: ”Vi protesterede ikke. I et ligegyldigt parlaments skygge plantede vi frøene til et samfund, hvor almindelige mennesker kontrollerer deres land, deres ressourcer og deres beslutninger. Haven symboliserede en tilskyndelse til at være selvstændig i stedet for at være afhængig af kapitalismen.”

Den kendsgerning at parlamentet er magtesløst over for tab af arbejdspladser eller ødelæggelsen af miljøet demonstrerer blot, at det tjener kapitalismens interesser. Men under pres fra neden er det muligt at gennemføre reformer til gavn for almindelige mennesker gennem parlamentet.

Det nytter ikke noget at erklære parlamentet for ligegyldigt og vende ryggen til det, når flertallet ikke er enige i dette og stadig ser til regeringen for at forbedre deres liv. Dette er en afspejling af sekternes holdning til Labour-partiet. Hvert eneste middel, der kan benyttes til at forbedre vores liv, må benyttes.

Selvstændighed”

I hvert tilfælde er denne ”selvstændighed” intet alternativ. Selvstændighed giver dig ikke elektricitet i huset, uddanner dine børn eller behandler dig, når du er syg.

Vi har ressourcer til at tilfredsstille alle samfundets behov, det eneste problem er, at vi ikke ejer dem. Individualisme (selvstændighed) kan ikke være noget alternativ til socialisme, hvor alle samfundets ressourcer står til vores rådighed, og vi ligeligt yder, hvad vi kan, til samfundet.

Guerilla-havedyrkning og dets beslægtede varianter, der er skudt frem forskellige steder, er intet andet end en aflægger af den gamle utopiske ide om at ændre samfundet ved eksemplets magt. Rødderne til denne ide ligger i filosofisk idealisme.

Filosofisk idealisme henviser til, at folks handlinger er en konsekvens af deres tanker, at ideer og ikke vores livsbetingelser bestemmer vores anskuelser. Når vi gennem en lang akkumulationsproces ændrer folks tanker, så vil vi leve anderledes, og kapitalismen vil ganske enkelt blive overflødig. Kapitalistklassen vil angiveligt sidde stille og se til, at deres system falder fra hinanden.

Mens de tror på en revolutionær kamp til at omstyrte kapitalismen, argumenterer anarkisterne for, at den må erstattes af … intet. Men uden et centralt apparat, hvordan vil togene køre til tiden, hvordan vil organtransplantation blive organiseret, hvordan vil verdens ressourcer blive kanaliseret, så sult permanent kan overvindes?

I deres avis fortæller Reclaim the Streets os, at ”De radikale sociale bevægelser, der i stigende grad samler sig, ønsker ikke at erobre magten, men at opløse den. De drømmer om mange autonome alternative former for social organisering, former der er direkte forbundet til lokaliteternes specifikke behov. Hvad der kan være alternativet til kapitalismen for folk, der bor i en boligblok i Croydon er fuldstændig anderledes end det, der passer for indbyggerne i Delhis slum.”

Det kan ikke være ligegyldigt for os, hvilken form et nyt samfund vil tage i forskellige lande eller endda forskellige regioner. Den økonomiske styrke, vi har skabt igennem århundreder, kan og skal blive brugt på en planlagt rationel og rationel vis til at udrydde sult, sygdom og analfabetisme. Den må bruges i hele samfundets interesser.

Det kan kun lade sig gøre gennem en demokratisk planlægning af samfundet, hvor ressourcerne kan bruges med respekt for planetens fremtid, bevarelse af ressourcerne, vores arbejdsforhold og levestandard. Om vi kan lide det eller ej vil det ikke udrydde hungersnød og sult at dyrke nogle få gulerødder på tomme jordstykker.

Vi har magten til at gøre netop dette, men kun hvis vi kombinerer ny teknologi, industri og talent fra den aktive deltagelse af millioner af mennesker.

Den økonomiske styrke, vi har skabt, kan sammenlignes med lynets ødelæggende kraft, utæmmet og anarkistisk under markedet, og dog forandrer elektricitet, organiseret i kabler og ledninger, vores liv. Industrien er ikke fjenden, ej heller maskinerne. Staten er, men kun som et symptom, ikke sygdommen selv. Det er kapitalismen og dets ejerskab over økonomien, dens styring af samfundet, som vi må udskifte.

Vor tids opgave er at forene arbejderklassens styrke og erfaringer og dens store organisationer med ungdommens kraft og energi på internationalt plan, på grundlag af en klar forståelse af, hvad kapitalisme er, hvad staten er og et program for at ændre samfundet. Det kræver en kombination af teori og handling. I denne kombination ligger marxismens styrke.

Hvis du ønsker at kæmpe imod kapitalismen, så gør det fuldt bevæbnet med et socialistisk program og perspektiv. Gå med os i kampen for den socialistiske omdannelse af planeten.

 

Yderligere information