Denne artikel blev skrevet til vores særavis i forbindelse med SUF-landsmødet i april 2006, hvor 15 SUF-medlemmer stod til eksklusion. Se artikeloversigten, læs den i pdf eller bestil den her. Læs mere om sagen her

Socialistisk Standpunkt beskyldes for at arbejde illoyalt i bevægelserne, det gælder især elevbevægelsen. Vi ser os dog selv som loyale overfor medlemmerne, og det er rigtigt at det nogle gange kan komme i konflikt med ledelsen.

Bevægelserne skal samle bredt, alle dem hvis interesser den varetager, på tværs af politiske overbevisninger. Grunden til at man har oprettet f.eks. elevorganisationer, er at de skal kæmpe for elevernes krav og varetage deres interesser. Spørgsmålet må være, hvordan vi bedst sikrer, at der ikke skæres ned, at alle kan få en god og gratis uddannelse. Først er det nødvendigt at forstå hvorfor der skæres ned, hvis vi vil være i stand til at bekæmpe og stoppe nedskæringerne.

Klassesamfundet trænger ind overalt
Danmark er et kapitalistisk samfund – et klassesamfund. På den ene side er en lille gruppe folk, der ejer produktionsmidlerne, kapitalistklassen; og på den anden en langt større del, der er nødt til at arbejde for kapitalisterne, og dermed skaber de værdier folk har brug for i tilværelsen, arbejderklassen. Disse to grupper har grundlæggende forskellige interesser, når det gælder arbejdsforhold, uddannelse, velfærd – ja kort sagt alt. Og kampen om velfærd, arbejdsforhold osv. er en kamp mellem klasserne – klassekamp. Den borgerlige regering varetager kapitalisternes interesser.

Elevkamp er klassekamp
Også kampen for god og gratis uddannelse er en del af klassekampen. Arbejderne har en interesse i et godt uddannelsessystem, der giver lige muligheder for alle. De er det store flertal og de har en interesse i at deres børn får både de faglige og økonomiske muligheder for at tage en uddannelse. Kapitalisterne derimod har en interesse i skattelettelser, og at uddannelsen bliver formet efter erhvervslivets interesser, så de selv kan tjene endnu mere på os, når vi en gang skal ud på arbejdsmarkedet. Det er også derfor de går imod reelt elevdemokrati, da dette jo højst sandsynligt vil dreje uddannelsen væk fra erhvervslivets ønsker.

Det er også derfor vi siger at elevbevægelsen ikke kan være apolitisk eller tværpolitisk. Enten står man på den ene eller den anden side i klassekampen. Hvis vi skal have stoppet nedskæringer og sikre velfærd må vi forstå denne interessemodsætning. Vores opgave som socialister er tålmodigt at forklare, at det hænger sådan sammen, samtidig med at vi deltager i de daglige kampe. Det er i disse kampe at det store flertal gennem erfaringer vil få øjnene op for klassemodsætningerne.

Revolutionær perspektiv og praksis
Vi deltager i de daglige kampe, og fremfører vores revolutionære perspektiv. Et revolutionært perspektiv vil sige hele tiden at søge at højne bevidstheden og radikalisere og politisere kampene. Når regeringen lægger nedskæringerne ud i amterne må vi forklare at det er regeringen der står bag nedskæringerne, og at vi må kæmpe samlet nationalt. Regeringen skærer ned fordi den vælger at give skattelettelser til erhvervslivet i stedet for, og fordi erhvervslivet ikke har interesse i gode og gratis uddannelser.

Kampene må samles nationalt og bredes ud. Vi må kæmpe samlet alle elever og studerende, og vi må udover stadiet med endags demonstrationer. Vi må have de offentligt ansatte med – de tager pengene et sted og giver til et andet – vi vil ikke lade os splitte. Men også resten af arbejderklassen må med i kampene. Det er deres børn der rammes når der skæres ned på uddannelser, og det er dem der har den reelle magt at sætte bag ordene. Når de strejker går samfundet i stå, når elever og studerende strejker, får vi ingen undervisning. Det er ledelsernes opgave at fremføre dette perspektiv – de må gå forrest ikke bagerst.

Et godt perspektiv er dog ikke nok. Man må også kæmpe sammen med bevægelsernes almindelige medlemmer, ogvinde respekt og vise hvad ens perspektiv vil sige i praksis. Vores perspektiv skal ikke fremføres som et ultimatum folk skal følge, men som vores forklaringer på problemerne – og gennem debat forsøge at vinde flertal. Eleverne er udmærket i stand til at tænke selv. Vores revolutionære politik vil i en (måske lang) periode være i mindretal. Gennem erfaringer med kamp, lærer flere og flere af bevægelsernes almindelige medlemmer, at kampen er uendelig, hvis ikke den kædes sammen med en generel kamp for et socialistisk samfund. Eleverne vil med tiden se at de revolutionære er de eneste der konsekvent forsvarer medlemmernes interesser.

Bevægelserne er dynamiske
Eleverne og deres holdninger er ikke en fasttømret ting, men udvikler sig konstant gennem erfaringer.
Indtil slutningerne af 90’erne var demonstrationer og fagbevægelse fy-ord i elevbevægelsen. Efterfølgende blev demonstrationer hverdag, kampen gik fra at være rettet mod amterne til at være rettet mod regeringens generelle nedskæringer på uddannelse og samarbejdet med fagforeninger blev til en vis grad en selvfølgelighed. I Frankrig er processen, som vi beskriver på modsatte side, nået endnu videre og her kæmper eleverne direkte skuldre ved skuldre med store dele af arbejderklassen og kræver ufortrødent regeringens afgang.

At fremføre et revolutionært perspektiv er dog ikke noget man kan gøre ene mand. Derfor mener vi, at SUF må koordinere sit arbejde i elevbevægelsen (og fagbevægelsen). Det vigtigste arbejde laves ude blandt de ”almindelige” elever ude på skolerne – det er her flertallet skal vindes, og her vi skal vise, vi er de bedste til at kæmpe. Hvis SUFs over 800 medlemmer koordinerede deres aktivitet ude på landets uddannelsessteder, kunne vi have en afgørende indflydelse – ikke gennem kup, men gennem diskussion og kamp for bedre forhold!