Denne artikel blev skrevet til vores særavis i forbindelse med SUF-landsmødet i april 2006, hvor 15 SUF-medlemmer stod til eksklusion. Se artikeloversigten, læs den i pdf eller bestil den her. Læs mere om sagen her

Spørgsmålet om hvordan revolutionen opnås må være det vigtigste spørgsmål for alle socialister. I Socialistisk Standpunkt mener vi, at de store (nu reformistiske) masseorganisationer i arbejderbevægelsen (dvs. arbejderpartierne, fagforeninger, elevbevægelsen o.l.), uden tvivl vil komme til at spille en stor rolle. Det er dem, det flertal, som vi skal have til at støtte revolutionen, i dag mere eller mindre sætter sin lid til og det er dem, der for eksempel vokser mest eksplosivt når oprøret bryder ud i Frankrig, selvom de højrereformistiske ledere ingen reelle svar har på problemerne.

I Socialistisk Standpunkt har vi intet særligt forhold til nogen organisation, det har vi derimod til ideer. Vi står helt fast på de marxistiske ideer, fordi vi mener at de repræsenterer de bedste erfaringer fra arbejderklassens kamp gennem tiden. Vi vil samle alle, lige meget hvor i arbejderbevægelsen de lægger deres arbejde, hvis de vil kæmpe for disse ideer.

At ville lave en revolution er en seriøs ting. At være revolutionær betyder, at man kæmper for et samfund uden krig, sult, stress og nedslidning – et samfund hvor alle kan få, hvad de behøver og mere til. Hvis det vi siger, rent faktisk skal blive til virkelighed (og det er absolut muligt og nødvendigt), så har vi et stort ansvar.

Hvad er en revolution egentlig?
En socialistisk revolution er på den ene side når arbejderne overtager produktionsmidlerne og demokratisk planlægger produktionen til samfundets bedste – den private ejendomsret ophæves. Men på den anden side karakteriseres en revolution også ved at masserne, det store flertal, begynder at deltage aktivt i politik – at deres bevidsthed indhenter den objektive situation.

Kapitalismen er ikke længere i stand til at sikre fremgang – det ser vi hver dag; sult, krig, nedskæringer, stress osv. Det er den objektive situation, og sådan har den sådan set været temmelig længe. Men bevidstheden halter efter begivenhederne hos det store flertal. Her ligger der en vigtig opgave for alle revolutionære socialister. Mange almindelige arbejdere og unge prøver at finde individuelle løsninger og tænker, at hvis de nu bare arbejder lidt over hver dag, bor hos venner og bekendte i en periode og hvis de bare anstrenger sig lidt mere, så skal det nok blive bedre. Sandheden er, at det gør det ikke, så længe kapitalismen eksisterer.

Situationen når et punkt hvor folk siger ”nu er det nok” – en situation som vi ser i Frankrig nu, og som også er ved at opbygges i Danmark, hvor bl.a. lærere, pædagoger og ikke mindst elever og studerende har sagt fra.

Men fra at sige Nu er det nok! Til at sige; vi må grundlæggende ændre samfundet! er der et spring – et spring hvor folk gennem kamp og erfaringer afprøver alle mulige udveje.
Det er ikke en udvikling i en lige linie, men en modsætningsfyldt udvikling.

Masseorganisationerne
Arbejderklassen har lige siden dens fremkomst med det kapitalistiske samfund, kæmpet for sine rettigheder og interesser. Som en del af denne kamp har de skabt både fagforeninger og politiske partier.

I Danmark dannede arbejderne først Socialdemokratiet som deres store parti, herfra udsplittede en del sig og dannede, bl.a. på baggrund af den russiske revolution, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), hvorfra senere SF og en række andre organisationer kom – en del af disse samlede sig senere igen med DKP til Enhedslisten. Så vi i dag har tre partier, der er udsprunget af arbejdernes kamp; Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Fagforeninger og partier undergår dog, ligesom arbejderklassen selv, en konstant udvikling – de er ikke fasttømrede størrelser.

Socialdemokratiet startede som et revolutionært parti, men der fandt temmelig hurtigt en bureaukratisering sted og man opgav det revolutionære mål, til fordel for en kamp, udelukkende rettet mod reformer. Den reformistiske udvikling førte bl.a. til at socialdemokratierne over det meste af Europa stemte for krigsbevillingerne til første verdenskrig. Dette førte til fremkomsten af kommunistpartier og den russiske revolution var med til at gøre dem til masseorganisationer.

Men udviklingen af stalinismen i Sovjet påvirkede hele den kommunistiske internationale, og førte til, at de blev et redskab for sovjets udenrigspolitik i stedet for revolution. Efter anden verdenskrig blev den revolutionære bølge slået ned, og i stedet kom et langt økonomisk opsving. Det var en periode, hvor velfærden kunne udbygges og levevilkårene blev bedre. Det var den periode, der gav Socialdemokratiet den autoritet, de stadig besidder i mange arbejderes øjne.

I en periode som den nuværende, hvor den kapitalistiske økonomi ikke tillader velfærdsforbedringer, bliver reformisterne til kontrareformister; i stedet for at forbedre velfærden skærer de ned.

Masseorganisationerne som alternativ
Som vi har set i Frankrig og andre steder ulmer der under overfladen en utilfredshed, som kan bryde ud i sociale eksplosioner. Vi lever i en periode, hvor klassekampen er sat på dagsordenen. Men hvordan kommer den til udtryk?

Når arbejderne går i kamp, vil de først og fremmest afprøve de organisationer de allerede kender, først og fremmest fagforeningerne, men også partierne. Det har vi set masser af eksempler på igennem historien. Et af nyere var valget i Spanien i 2003. Tre dage før valget eksploderede en bombe i Madrid, den højreorienterede regering lagde skylden på ETA, men det viste sig at være Al Qaeda der stod bag. Spanierne strømmede i protest ud på gaderne. På tre dage ændrede situationen sig drastisk; før stod det højreorienterede parti PP til genvalg, men Socialistpartiet (der svarer til Socialdemokratiet) endte med at vinde valget. Ikke fordi de havde gjort noget for at vinde, eller præsenteret et alternativ, men fordi de for arbejderklassens flertal stod som det umiddelbare alternativ. Det samme ser vi nu i Frankrig: Socialistpartiet ser ud til at kunne vinde næste valg på baggrund af de nuværende uroligheder. Selvom de ingen svar kan give.

Vi må vinde flertallet
Denne proces, hvor masserne i starten af en måske revolutionær periode tiltrækkes til de store reformistiske organisationer, kan vi ikke fornægte. Derimod må vi forholde os til den og se, hvad vi som revolutionære kan gøre for at vinde de kæmpende masser ud af de reformistiske højrelederes favntag.

På nuværende tidspunkt er langt det store flertal ikke revolutionære, for slet ikke at sige engagerede i politik. Men mange er medlemmer af, stemmer på et af de tre arbejderpartier eller overvejer at gøre det. Hvis vi skal vinde flertallet for revolutionen, må vi acceptere denne kendsgerning.

Der er ingen tvivl om at de nuværende ledelser for arbejderbevægelsen fører borgerlig politik. Helle Thorning-Schmidt kappes med de borgerlige om at fremføre ideer til hvordan der kan skæres ned på velfærden, hvilket har ført til det store fald i meningsmålingerne.

Men dette er ikke en fast ting. Socialdemokratierne verden over har før forrådt arbejderne, og alligevel er de senere gået frem. Når arbejderne begynder at bevæge sig ser de først til de store velkendte partier. Før de når revolutionære konklusioner vil de søge at løse problemerne på anden vis. Vi har før set hvordan det har betydet, at de reformistiske ledere har været i stand til at afværge revolutioner, eller ligefrem drukne dem i blod.

Vi kan ikke tillade at disse såkaldte arbejderledere får lov til at stå i spidsen for arbejderbevægelsen. De kan blive siddende i perioder med relativ stilstand, men når klassekampen blusser op, vil den også afspejles inde i alle arbejderorganisationerne, og der vil blive stillet spørgsmålstegn til de nuværende ledere.

For en arbejderregering på et socialistisk program
Som SUF’ere fører vi valgkamp for Enhedslisten. Men i Socialistisk Standpunkt mener vi ikke at dette kan stå alene. I dag får Enhedslisten omkring 4 pct. af stemmerne ved valg. Hvad gør vi indtil den dag Enhedslisten får absolut flertal? Hvordan får vi flertallet til at indse at en revolution er den eneste vej frem. Virkeligheden er, at flertallet ikke ser Enhedslisten alene, som et reelt alternativ til den borgerlige regering. Sandheden er også, at hvis de borgerlige væltes af pinden vil Enhedslisten højst sandsynligt fungere som parlamentarisk grundlag for en Socialdemokratisk/radikal regering.

Ledelsen af Socialdemokratiet bruger de Radikale som undskyldning for nedskæringer – men det er jo ikke en naturlov, at Socialdemokraterne skal danne regering med det borgerlige parti Det Radikale Venstre. Med parolen om en arbejderregering, vil vi vise at der er et alternativ til en SR-regering.

Det er den samme politik som når Enhedslisten er parlamentarisk grundlag for en SR-regering og når SUF går med i initiativet ”Ny regering nu”. Man må skelne mellem ledelsen og medlemmerne – ledelsen af Socialdemokratiet fører borgerlig politik, mens flertallet af de almindelige medlemmer ønsker ordentlige forhold, bedre velfærd osv. det er disse vi skal have i tale – men hvis vi bare kalder alle Socialdemokrater og SF’ere for ”borgerlige røvhuller”, er det svært at få dem i tale. I stedet må vi konkret kæmpe sammen med dem, og vise at deres ledelser i praksis fører nedskæringspolitik, men at der er et alternativ. Gennem fælles kamp kan vi vise at socialismen er den eneste vej til at sikre bedre velfærd.

Vi tror ikke på at vi kan omvende Helle Thorning og co. til at blive socialister, men vi tror på at flertallet af Socialdemokraterne, SF’erne osv. gennem kamp vil komme til den konklusion at socialisme er den eneste vej til at sikre velfærden – hvordan skulle vi ellers kunne tro på en revolution – hvis ikke vi tror på at flertallet vil blive revolutionære?

Derfor må vi sige: stem på jeres partier, giv dem magten, men gå samtidig ind i dem og kæmp for en politik for ordentlig velfærd. Lad os kæmpe sammen for de daglige krav, så må vi se hvem der i praksis kan skabe bedre forhold.

På den måde kan vi i praksis vise at lederne af de reformistiske partier har spillet fallit – og at den eneste måde at stoppe nedskæringer, krig, boligmangel og racisme er kampen for socialisme.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.