Denne lange baggrundspjece, skrevet af den britiske marxist og historiker, Alan Woods, blev oprindeligt skrevet som svar på en række henvendelser som vores internationale tendens modtog fra forskellige religiøse grupper, som samtidig kaldte sig marxister. I dette svar forklares religionens historiske og nutide rolle, hvordan marxister filosofisk adskiller sig fra dem og hvorfor det er nødvendigt med en klar forståelse af samfundet, hvis vi skal ændre det

Marxisters mål

Marxisters mål er at kæmpe for den socialistiske omdannelse af samfundet på nationalt og internationalt niveau. Vi mener at det kapitalistiske system for lang tid siden har udspillet sin historiske rolle og er blevet til et ekstremt undertrykkende, uretfærdigt og umenneskeligt system. Udbytningens endeligt og skabelsen af en harmonisk socialistisk verdensorden, baseret på en rational og demokratisk styret plan for produktionen, vil være det første skridt i skabelsen af ny og højere form for samfund, hvori mænd og kvinder vil forholde sig til sig selv som mennesker.

Vi mener at det er et hvert menneskes pligt at støtte kampen mod sådan et system, der medfører usigelig elendighed, sygdom, undertrykkelse og død for millioner mennesker verden over. Vi hilser uforbeholdent enhver progressiv person, uanset deres nationalitet, hudfarve eller religiøse overbevisning, velkommen til at deltage i denne kamp. Vi hilser også muligheden for en dialog mellem marxister og kristne, muslimer og andre grupper velkommen.

Men for at kunne kæmpe effektivt er det dog nødvendigt at udarbejde et seriøst program, en seriøs politik og et seriøst perspektiv, der kan garanterer succes. Vi mener at kun marxisme (videnskabelig socialisme) giver et sådan perspektiv.

Spørgsmålet om religion er komplekst og kan gribes an fra mange forskellige synsvinkler: en historisk, en filosofisk, en politisk osv. Marxisme begyndte som en filosofi: dialektisk materialisme. Denne filosofi bliver forklaret rigtig godt i bøger såsom Engel’s Anti-Dühring og Ludwig Feuerbach. Reason in Revolt - Marxist philosophy and modern science giver en omfattende moderne redegørelse for de samme ideer. Dette er startstedet for afklaringen af marxismens syn på religionen.

Filosofisk materialisme og videnskab

Marxister baserer sig på filosofisk materialisme, som udelukker tilstedeværelsen af enhver overnaturligt væsen, eller noget udenfor for eller ”over” naturen. Der er i virkeligheden ikke brug for sådanne forklaringer på livet og universet – mindst af alt i dag. Naturen indeholder sine egne forklaringer og den indeholder dem i stor overflod.

Videnskaben har bevist at menneskeslægten har udviklet sig – ligesom alle andre arter – over millioner af år, og at livet sig har udviklet sig fra uorganisk stof. Der kan ikke være en hjerne uden et centralnervesystem og der kan ikke være et centralnervesystem uden en materiel krop, blod, knogler, muskler osv. Omvendt må kroppen opretholdes af mad, der stammer fra de materielle omgivelser. De seneste opdagelser inden for genealogien i ”Human Genome Projekt” [et internationalt projekt der har til formål at afdække menneskets genetiske arvemasse – se ww.oml.com] har fremskaffet uomtvistelig beviser for et materialistisk synspunkt.

Afsløringen af genomets lange og komplekse historie, der i så lang tid har været skjult for os, har fremkaldt diskussioner om menneskeslægtens historie og skabelses processen. Utroligt nok, her i det første årti af det 21. århundrede, bliver Darwins ideer udfordret af den så kaldte kreationist bevægelse i USA, som vil have at amerikanske skolebørn skal lære at Gud skabte verden på seks dag, at manden blev skabt af støv og at den første kvinde blev skabt ud af et af hans ribben.

De sidste opdagelser har endegyldigt afsløret kreationismens absurditet. Det har i omfattende grav tilbagevist ideen om at alle arter blev skabt hver for sig, og at mennesket, med sin evige sjæl, blev skabt specielt for at tjene gud. Det er nu bevist at mennesker ikke er unikke skabninger. Resultater fra ”Human Genome Projekt” giver afgørende beviser på at vi deler vores gener med andre arter – at ældgamle gener hjalp os til at blive til dem vi er. Mennesker deler deres gener med arter der fortaber sig i tidens tåger. Faktisk kan en lille del af vores genetiske arv spores tilbage til primitive organismer, såsom bakterier. I mange tilfælde har mennesker præcis de sammen gener som rotter, mus, katter, hunde og selv bananfluer. Faktisk har videnskabsfolk fundet cirka 200 gener som mennesker deler med bakterier. På denne måde er det afgørende bevis for evolutionen kommet frem i dagens lys. Sagt lige ud: Ingen guddommelig indgriben er krævet.

Liv efter døden?

Så hvorfor har religionen, til trods for al denne videnskabelige udvikling, stadig et tag i millioners sind? Religion tilbyder mænd og kvinder trøst ved et liv efter døden. Filosofisk materialisme benægter muligheden for en sådan ting. Sindet, ideer, sjælen – alle er de produkter af materie organiseret på en bestemt måde. Organisk liv opstår, på et stadium, ud af uorganisk liv og ligeledes udvikler simple livsformer – bakterier, enkelt cellede organismer osv. – sig til komplekse former såsom en rygrad, et centralnervesystem og en hjerne.

Ønsket om at leve uendeligt er mindst lige så gammel som civilisationen – sandsynligvis endnu ældre. Det er noget i vores væsen, som modsætter sig ideen om at ”jeg” en dag må ophøre med at være. Og at faktisk opgive denne vidunderlige verden med solskin og blomster, vinden i mit ansigt, lyden af vandet og samværet med mine elskede, for altid – for at træde i intethedens uendelige rige – er svært at bære eller bare forstå. Derfor har mennesker allerede fra tidernes morgen søgt en indbildt forbindelse til en ikke-materiel åndeverden, hvor – tror man – en del af mig vil leve videre. Dette var faktisk en af de mest kraftige og vedvarende budskaber i kristendommen: ”Jeg kan leve efter døden”.

Problemet er at det liv de fleste mænd og kvinder lever i nutidens samfund er så hårdt, så utåleligt eller i det mindste så meningsløst, at ideen om et liv efter døden ser ud, som den eneste måde at give det nogen som helst mening. Vi kommer tilbage til dette altafgørende spørgsmål senere. Men lad os i mellemtiden analysere den præcise mening med ideen om et liv efter døden. Og i dét øjeblik hvor den underlægges en seriøs analyse smuldrer den til støv.

Problemet blev forstået for lang tid siden, af blandt andre den græske neoplatoniske filosof Plotinus, som sagde om udødelighed: “Den er ubeskrivelig, for hvis du siger noget om den gør du den konkret [particular].” Den samme ide forefindes i indiske skrifter om sjælen: ”Selv’et må beskrives ved Nej, Nej, (neti, neti). Han er ubegribelig, for han kan ikke begribes.” (se A.C. Bouquet, Comparative Religion, p. 162). Således er sjælen, for filosoffer og teologer, kun en “nat hvor alle kør er sorte” som Hegel ville have sagt. Og alligevel taler folk uden udannelse, til hverdag, med sikkerhed om emnet sjælen og livet efter døden. De tror det er som at vågne op efter have sovet og være lyksaligt genforenet med gamle elskede og leve lykkeligt til deres dages ende.

Sjælen antages at være immateriel. Men hvad er liv uden materie? Ødelæggelsen af den fysiske krop betyder enden på livet for det individuelle væsen. Det er sandt at de trillioner af individuelle atomer som udgør kroppen ikke forsvinder, men dukker op igen i nye kombinationer.

På den måde er vi alle udødelige, fordi materie hverken kan skabes eller destrueres. Ganske vist er der spiritualister som insisterer på at de hører stemmer selvom intet fysisk væsen er til stede. Forklaringen på dette er ret simpel: hvis der er en stemme, må der være stemmebånd – ellers ved vi ikke hvad en stemme er! Prøv hvis du vil, du kan ikke adskille et eneste fænomen ved vores menneskelige livsaktiviter fra den materielle krop.

Den almindelige forestilling om “livet efter døden” er i mere eller mindre grad en forsættelse af det liv vi har levet på jorden (da vi ikke kan kende til andre). Efter at sjælen har forladt kroppen, ”vågner” den tilsyneladende op i et smukt land, hvor vi mirakuløs bliver genforenet med vores elskede, til et liv med evig lykke hvor sygdom og alderdom er forvist. Det er tilstrækkeligt er stille spørgsmålet konkret, for at se at dette er umuligt. Hvis vi tænker over alle de ting der gør livet værd at leve: spise god mad, drikke god vin (eller, for englændere, en god stærk kup te), synge, danse, omfavne, elske osv., er det med det samme klart at alle disse aktiviteter er uadskillelige fra kroppen og dens fysiske egenskaber. Også intellektuelle ”morskaber” såsom at tale, læse, skrive og tænke er ligeledes bundet tæt til kropslige organer. Det samme er sandt for at ånde, eller en hver anden af de aktiviteter, som vi i deres helhed kalder liv.

I virkeligheden ville en tilværelse, hvor smerte og afsavn var fraværende, være ulidelig for mennesker. En verden hvori alting var hvidt, ville faktisk være det samme som en verden hvori alting var sort. Fra en streng medicinsk synsvinkel, har smerte en vigtig funktion. Det ikke kun et onde, men en advarsel fra kroppen om at alt ikke er vel. Smerte er en del af det at være menneske. Ikke kun det: smerte og glæde står i et dialektisk forhold. Uden tilstedeværelsen af smerte, kunne glæde ikke eksistere. Don Quixote forklarede Sancho Panz at den bedste sauce var sult. Ligeledes slapper vi langt bedre af efter en periode med kraftig anstrengelse.

På den same måde er død en integreret del af livet. Liv er ikke tænkeligt uden død. Vi begynder at dø i det øjeblik vi bliver født, for i virkeligheden er det kun døden af trillioner af celler og deres erstatning af trillioner af nye celler, som udgør livet og den menneskelige udvikling. Uden døden kunne der ikke blive noget liv, ingen vækst, ingen ændringer, ingen udvikling. Derfor er forsøget på at forvise døden fra livet – som om disse ting kunne blive adskilt – det samme som at komme til stadium med absolut uforanderlighed, uforanderlig, statisk ligevægt. Men det er kun et andet navn for – død. For der kan ikke være noget liv uden forandring og bevægelse.

Med hvad skade gør det at tro på et andet liv? Ikke så meget, kan det se ud som om. Og dog, er det ikke uønskeligt at fejluddanne mænd og kvinder og opmuntre dem til at bygge deres liv op omkring en illusion? I samme grad som vi lægger alle illusionerne bag os og ser verden som den virkelig er og os selv som vi virkeligt er, kan vi erhverve den nødvendige viden til at ændre verden og os selv.

Hvad vi er som individuelle personligheder hænger nøje sammen med vores materielle kroppe og har ikke eksistens separat fra disse. Vi bliver født, vi lever og vi dør, præcis ligesom alle andre levende organismer i universet. Hver generation må leve dens liv og gøre klar for den nye generation, som er bestemt til at tage vores plads. Stræben efter udødelighed, den forestillede ret til at leve for evigt, er i bund og grund egoistisk og urealistisk. I stedet for at spilde tiden med at stræbe efter en ikke-eksisterende ”anden verden”, er det nødvendigt at gøre denne verden et passende sted at leve i. For, for det store flertal af mænd og kvinder som bliver født ind i denne verden, er spørgsmålet ikke om der er et liv efter døden, men snarere om der er et liv før døden?

Viden om, at dette liv er flygtigt, at vi og vores elskede ikke altid vil være her, skulle langt fra være en årsag til modløshed, men inspirerer os til et lidenskabelig kærlighed til livet og en brændende ønske om at gøre det bedre for alle. Vi ved at alle blomster er født kun for at visne og på en måde giver blomstringens flygtighed, den en tragisk skønhed. Men vi ved også at naturen blomstrer på ny hvert forår og at den uendelige cyklus af fødsel og død, som er essensen alle levende ting, er hvad der giver livet dets bittersøde smag, at det komedie og tragedie, latter og tåre som giver livet dets rige mosaik af menneskelige følelser, som det jo er. Dette er vores uundgåelige skæbne som mennesker. For vi er mennesker, ikke guder, og må accepterer vores menneskelige vilkår. Vi har den ulempe i forhold til guderne at vi er dødelige. Men vi har også den store fordel i forhold til dem at vi virkeligt eksisterer i kød og blod, hvorimod de blot er fantasiens ulegemlige påfund.

Pessimistisk konklusion?

Materialisme som filosofi har en lang og ærefuld historie. De tidlige græske joniske filosoffer var alle materialister. Ifølge Platon blev, Anaxagora, en af de mest bemærkelsesværdige blandt dem og mentor for Peracles, beskyldt for ateisme. Protagoras (ca. 415 f.v.t.) siger med en sofists normale ironi: ”I sagen om guderne har jeg ikke været i stand til at opnå viden om deres eksistens eller deres ikke-eksister, eller hvilken form de har; for mange ting hindre opnåelsen af denne viden, både sagens uklarhed og det korte menneskelige liv.” (citeret i A.C. Bouquet, Comparative Religion, s. 105-106).

Diagora, en samtidig, gik videre. Da nogen ledte hans opmærksomhed på votivtavlerne [votiv er latin for: skænket til guder] i templet, opført af en takkefuld overlevende fra et skubbrud, svarede han: ”Dem som druknede satte ikke tavler op”.

Betyder den materialistiske opfattelse et pessimistisk eller nihilistisk syn på livet? Tværtimod. Den første betingelse for et helt og tilfredsstillende liv her på jorden er at vi indtager et sandfærdigt syn på tingene. En af de mest sublime og menneskelige syn på livet, som der nogensinde er blev fremsat, er Epicurus’s filosofi - det antikke geni der, sammen med Democritus og Leucippus, opdagede at verden bestod af atomer.

Epicurus (341-280 fvt.), hvis eftermæle i århundreder er blevet bagvasket af kirken, ønskede at befri menneskeheden fra smertens pinsler og specielt frygten for døden. Han havde et munter og optimistisk syn på livet. På dagen for hans egen død, skulle han efter sigende have bemærket: ”Det er en god dag at død”.

Stoikerne, der prædikede om en slags universelt broderskab hvori alle ville være medlemmer af et stort fællesskab troede at, siden universet er uforgængeligt, så må alle folks sjæle overleve døden, men ikke som individer. Men siden der ikke kan ske os noget, udover hvad der er i naturens gang og indretning, så skal døden ikke frygtes. Det var en stoiker som først sagde at ”alle mennesker er frie”. Stoicismen havde, igennem Epectetus og Marcus Aurelius’s skrifter, en stor indflydelse på kristendommen. Alligevel troede stoikerne ikke rigtigt på gud overhovedet (de brugte ordet theos, men på en helt anden måde end i forhold til kristendommens gud) og erklærede at den vise mand var lige i forhold til Zeus. Deres mål var ikke at komme i himlen, men at leve et godt liv, hvilket de identificerede som apatheia, hvorved der ikke menes apati, men kontrol over følelserne.

Faktisk ser det ud som at de fleste af antikkens folk har været ligeglade med spørgsmålet om hvad der skulle ske med dem efter døden. ”Livet” efter døden for grækerne var et specielt lidet indbydende sted, en grå trøstesløs verden af plaprende ånder. Egypterne havde et mere indbydende syn på dødsverdenen, hvori der ville være mad og vin, musik, nøgne dansende piger og hvori alle ens behov ville blive tilfredsstillet af en hær af slaver. Men så var efterverdenen for egypterne også et monopol for den herskendes klasses, hvis monomentale grave viser den samme pralende rigdom og luksus de havde nydt i livet. Faktisk var det sådan i Kina og alle andre tidlige klasse samfund, at udsigten til et liv efter døden var forbeholdt aristokratiet, høvdingen, kongen og/eller krigeren. Det var bare et andet privilegium som den herskende elite nød, eller snarere, bare en forsættelse efter døden af de privileger som de nød i livet – privileger som masserne på ingen måde havde del i.

Med kristendommen bliver himlen endelig demokratiseret – alle bliver lukket ind – men kun for en pris. Denne pris er, mere eller mindre, at ofre ens liv i denne verden i forventning om bedre ting forude. Det er rigtigt at denne verdens rige bliver truet med frygtelig straf for deres synder. Dette har måske bekymret nogle. Men generelt så den herskende klasse med overraskende sindsro på fremtidens mulige helvedes ild og foretrække at vie sig selv til rolig nydelse af deres rigdomme og de gode ting i livet, og imens lade fremtiden tage sig af sig selv. For de fattige, derimod, er den passive accept af denne smertens og lidelsens verden i denne tårnenes dal, prisen for løftet om en fremtidig lyksalighed hinsides graven. Dette løft har ledt utallige millioner af mænd og kvinder i glemmebogen, som udtømte dem selv i et liv med uendelige mængder hårdt arbejde og fysisk og mental pine.

For nogen folk ser dette måske retfærdigt ud. Men for os ser det mere ud som utilsløret bedrageri og røveri. ”Tag dette håb fra det almene folk og hvad vil de have tilbage?”. Sådan lyder de vel bespiste sofisters argument. Svaret er: De ville have sandheden og biblen siger at sandheden skal gøre os fri. Så længe mænd og kvinder ser mod himlen, er de ude af stand til at fæstne deres blik på de reelle problemer som plager dem og deres virkelige fjender. De vil bytte deres udsigt til egentlig glæde og fuldbyrdelsen af deres menneskelige potentiale for den falske udsigt til et ikke-eksisterende liv efter døden. Det vil sige at de vil have ofre dem selv som menneskelige væsner, præcis som fortidens gamle blodtørstige religioners rituelle ofre. Virkelige liv bliver ødelagt af hensyn til en illusion.

Kærligheden til livet er den filosofiske materialisme virkelige kendetegn og nødvendiggør en lidenskabelig lyst til at ændre den verden vi lever i og forbedre vores medmænd og medkvinders liv. Hvor religioner lærer os at kigge mod himlen, siger marxismen at vi skal kæmpe for et bedre liv på jorden. Marxister mener at mænd og kvinder burde kæmpe for at forvandle deres liv og skabe et ægte menneskeligt samfund, som ville give menneskeheden muligheden for at løfte sig selv op på dens sande stadie. Vi mener at mænd og kvinder kun har ét liv og at de burde vie dem selv til at gøre dette smukt og tilfredsstillende. Man kan sige at vi kæmper for et paradis her på jorden, fordi vi ved der ikke er andre. Hvis vi lever og kæmper for en verden der er egnet til at leve i, forbereder vi en bedre fremtid for vores børn og børnebørn. Og selvom alle individer har en begrænset levetid, forsætter menneskeheden, og vores individuelle bidrag til menneskehedens sag lever efter vi er holdt op med at være til. Vi kan opnå udødelighed, ikke ved at fornægte naturens love, men i fremtidige generationers hukommelse – den eneste udødelighed som dødelige har ret til at hige efter.

Derfor er der en dybtgående forskel mellem marxisme og alle former for religion. Betyder dette at vi ikke kan enes om at kæmpe og arbejde sammen for en bedre verden? Ikke på nogen måde. Alle er fuldt ud berettiget til at have de synspunkter om skæbnen som venter os efter livet, som han eller hun vil. Men disse forskellige opfattelser – vigtige som de er fra en filosofisk synsvinkel – skulle ikke på nogen måde forhindre os i at gå sammen i kampen mod undertrykkelse og uretfærdighed herpå jorden. Det er kun et spørgsmål om at enes om et grundlæggende program for en socialistisk omdannelse af samfundet og hvordan dette kan gøres i praksis. Vi har tid nok til at diskuterer de andre sager!
Religionens verden er en mystificeret verden, en fordrejet opfattelse af virkeligheden, Men, som alle ideer, har disse ideer deres oprindelse i den virkelige verden. Desuden er de et udtryk for modsætninger i klassesamfundet. Dette faktum er meget klart i ældste religioner.

Den babyloniske gud Marduk bekendtgjorde at hans hensigt med at skabe mennesket var for at de kunne tjene guderne, ”for at befri dem” – hvilket betyder at udføre simple opgaver i forbindelse med tempelritualer og for at skaffe mad til guderne. Her ser vi en refleksion i religionen af virkelighedens klassesamfund, hvor menneskeheden er opdelt i to klasser; de urørlige høje guder (den herskende klasse) og ”brændehuggerne og vandbærerne” (de arbejdende klasser). Det er meningen at opstille en ideologisk (religiøs) retfærdiggørelse for minoritetens slavebinding af majoriteten. Og dette var et meget reelt livsfaktum i alle antikke (og moderne) samfund: at præsteklassen var friet for behovet for at arbejde, og i virkeligheden nød meget virkelige privilegier som gudernes fysiske repræsentanter på jorden.

Under behandlingen af babyloniske skabelsesmyter (hvorfra 1. Mosebog er udledt) observerer S. H. Hooke: ”Vi har allerede set Lahar og Ashnan’s myte som endte med at mennesket blev skabt for at tjene guderne. En anden myte [...] beskriver måden hvorpå mennesket blev skabt. Selvom den sumeriske myte er ret forskellige fra redegørelsen i den babyloniske skabelsesberetning, er begge versioner stadig enige om at mennesket blev skabt for at tjene guderne, pløje jorden og fri guderne fra at skulle arbejde for at leve”. (S.H. Hooke, Middle Eastern Mythology, s. 29.)

Således opstår religionen i dens egentlige betydning (som i modsætning til tidligere klasseløse samfunds magi, totemisme og animisme) ud af opdelingen af samfundet i modstanderklasser og er et udtryk for de uløselige modsætninger som kommer fra dette. I den tidligste periode forblev en tåget erindring om et tidspunkt hvor alle var lige i live. Det ses i mytologien i ideen om en ”guldalder” og det optræder i biblen i form af Edens Have. Disse ideer udtrykker en følelse af tab og en længsel af en tabt lyksalig verden. Religionen prøver at overvinde denne modsætning, at blødgøre dens stik og forlig mænd og kvinder med virkelighedens lidelse og udbytningen ved at præsenterer det som Guds vilje eller som et resultat menneskets svigten i at adlyde Gud eller begge. Underkast dig! Adlyd! Offer dig! Så vil alt blive godt. I virkeligheden er det er en voldelig adskilles af menneskeheden fra sig selv – denne menneskehedens fremmedgørelse, som kun kan blive overvundet ved afskaffelsen af klassesamfundet og genoprettelsen af virkelige humane bånd imellem mennesker.

Det psykologiske forhold mellem mennesker og guddommene, som de selv skaber, fortæller os en hel masse og menneskehedens egentlige tilstand. Det er ikke nogen hemmelighed at et givent samfunds guddomme er intet andet end en refleksion af det samfund, dets produktions måde, sociale relationer, moral og fordomme. Som vi pointerede i Reason in Revolt: ”Det var ikke gud der skabte mennesket i hans egen billede, tværtimod skabte mænd og kvinder gud i deres eget billede. Ludwig Feuerbach sagde at hvis fugle havde en religion, så ville deres Gud have vinger.” Religion er en drøm, hvori vores ideer og følelse opstræder som separate eksister, skabninger udenfor os selv. Det religiøse sind skelner ikke mellem subjektivt og objektivt – det har ingen tvivl; det har evnen, ikke til at skelne andre ting fra sig selv, men til at se dets egne opfattelser som selvstædige væsner uden for sig selv. Dette blev allerede forstået af folk som Colphon’s Xenophanes (565- ca. 470 f.v.t.), som skrev ”Homer og Hesiod har tillagt guderne enhver dåd som blandt mænd er skamfuld og vanærende: stjæle, utroskab og bedrageri… Etiopierne gør deres guder sorte og braknæset og Thracianerne deres gråøjet og rødhåret… Hvis dyr kunne male og lave ting, ligesom mennesker, ville heste og okser også forme guder i deres eget billede”.

Men disse guder er ikke blot aftrykte kopier af virkeligheden, men virkeligheden set med religionens briller – en fremmedgjort, mystisk og omvendt verden hvor alting står på hovedet. De er alt det mennesket gerne ville være, men som det ikke er. De har alle de egenskab som mennesker ønsker sig og stræber efter, men uvægerlig ikke kan have. På den måde repræsenterer religionen en længsel efter det uopnåelige. Men denne religiøse følelse indeholder også et andet element: en dyb længsel efter en bedre verden og et bedre liv. Når den sulte og undertrykte bonde råber efter hans gud, råber han på retfærdighed og anråber herigennem verdens uretfærdighed, ubarmhjertighed og umenneskelighed.
Denne tro på lighed og et fællesskab bestående af troende udtrykkes tit i form af primitiv kommunisme, ligesom med de tidlige kristne, om hvem vi har talt.

Massebevægelserne som blev kaldt til live af disse overbevisninger i bade Islams og kristendommen tidlige periode rystede verden. Men, pga. af fraværelse af den nødvendige udvikling af produktionsmidlerne, blev menneskeheden tvunget til at slide og lide for endnu to tusinde år under klasseslaveri. Drømmen om lighed og broderskab var ødelagt. Bagved enhver godsejer – og senere kapitalist – stod ikke bare den jordiske monark med hans soldater, politifolk og fangevogtere, men også de spirituelle politifolk og fangevogtere. Modstand mod status quo var strafbart, ikke kun med ild og sværd, men også med bandlysning og evig pinsel. Tvivlende på muligheden for at få retfærdighed i menneskenes verden, overgiver mennesket sig selv til tanken om at retfærdighed kan blive fundet – på den anden siden af graven.

Vi taler her om mænd, fordi i den store majoritet af den skrevne historie, har samfundet været domineret af mænd og kvinder har været reduceret til rollen som slavernes slaver. Således må manden være godsejerens, kongens og guds tjener og kvinden må være hendes mands tjener – manden som er hendes herre og mester. For mange kvinder var religionens trøst den eneste måde at lindre lidelsen som slaveri medfører. Dette forklarer hvorfor kvinder i så mange samfundet er meget tæt forbundet til religionen. Uden den ville deres liv være aldeles uudholdelige. Det er ligesom et narkotisk middel der lammer sanser og gør dem uimodtagelige for smerte. Men det fjerner ikke årsagen til smerten eller forbedrer kvindernes skæbne. Tværtimod. Selvom kristendommen i begyndelsen tilbød kvinder nyt håb og hånligt blev beskrevet af dens romerske fjender som en ”slavernes og kvindernes religion”, er den i praktisk mærket af et intenst kvindehad.

Mandens oprindelige synd siges at have årsag i en kvinde, Eva.
De mest naturlige forhold mellem mænd og kvinder har været undertrykt og forbandet som dødelige synder. St. Augustine beskrev den seksuelle akt som ”ophobet evig fortabelse”. Den passende plads for kvinden er at lide i opvartningen af manden, en situation billedligt overbragt af den sorgfulde Jomfru. Man kan ikke forvente lykke på denne jord.

Generationers religion har sat sejlet på kvindernes ulykkelige skæbne. Og hvad der er sandt for kristendommen er lige så sandt, eller mere sandt, for andre religioner. Der er en gammel jødisk bøn. ”Velsignet er du, Herre, som ikke har skabt mig som en kvinde”. I visse muslimske lande har kvindeundertrykkelsen taget en ekstrem form – som i Iran, og endnu værre i Afghanistan. I Indien har hinduiske traditioner i århundreder dømt enker til at ofre dem selv på deres mænds ligbål. Kvindernes frigørelse er således i direkte modsætning til religion.

I de fleste af de store verdensreligioner, Kristendommen, Islam, Buddhisme, Sikhisme er der – i det mindste i deres oprindelse – et element af kritik af verden og alle dens mekanismer, forbundet med en drøm for en bedre verden, hvori der hverken vil være rige eller fattige, undertrykkere eller undertrykte og hvori alle mænd og kvinder vil være brødre og søstre.

I både kristne kirker og islamiske moskeer, er illusionen oprethold ved ”kirkesamfundet” eller et broderskab af alle troende, som alle er ”lige for Guds syn og så videre”. Men den følgende dag vender den rige kristne eller muslimske boss tilbage til at udbytte, stjæle fra og fornærme og snyde hans medtroende arbejdere, ligesom før. Når man pointerer denne skamløse modsætning mellem teori og praksis, ryster de trist deres hoveder og mumler noget om menneskets mangelfuldhed i denne syndefulde verden,

Kristendommens oprindelse

Religionens rolle i samfundet har igennem århundrederne og årtusinderne ændret sig mange gange. Der er vigtigt at vi forstår de store religioners oprindelse og historiske udvikling. Oprindeligt var både kristendommen og islam de fattiges og undertrykkets revolutionære bevægelser. Lad os tage kristendommen. For ca. 2000 år organiserede de tidlige kristne en massebevægelse bestående af samfundets fattigste og mest underkuede. Det er ikke et tilfælde at romerne beskyldte de kristne for at være en ”bevægelse af slaver og kvinder”. Som Engels skrev: ”Kristendommens tidlige historie har tydelige ligheder med den moderne arbejderklassebevægelse… Begge bliver forfulgt og plaget, deres tilhængere er foragtede og de bliver pålagt speciallove, de første som menneskehedens fjender og de sidste som statens, religionens, familiens og den sociale ordens fjender. Og på trods af al forfølgelsen, endog ansporet af den, kæmpede de sejrende videre. (Marx og Engels, On Religions, s. 281.)

At de tidlige kristne også var kommunister bliver øjeblikkeligt klart når man læser Apostlenes Gerninger [Femte bog i Det Nye Testamente]. Kristus selv opholdte sig blandt de fattige og fordrev og jævnligt angreb de rige. Det er ikke en tilfældighed at hans første gerning da han kommer til Jerusamlem var at drive vekselererne ud af templet. Han sagde også ”en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!” (Lukas, 18:25). De tidlig kristne var på de fattiges side og tog deres parti mod de rige og magtfulde.

I Jakob bog læser vi: “ Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! I har dømt og dræbt den retfærdige, mod jer er han værgeløs. Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær. (Jakobs brev 5:1). Dette er klassekampens stemme, uden nogen ”hvis’er” og ”men’er”. Der er mange af denne slags fremstillinger i biblen.

Den tidlige kristnes kommunisme ses også i det faktum at al rigdom fælles i deres fællesskaber. Alle dem som ville slutte sig til skulle først opgive alle hans eller hendes jordiske rigdomme. I Apostlenes Gerninger læser vi: ” De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet ["koinonia", hvilket vil sige, kommunisme], ved brødets brydelse og ved bønnerne… Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov.” (Apostlenes Gerninger 2:42-45)

Og igen: “ Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt... Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. (Apostlenes Gerninger 4:32-35)

Selvfølgelig havde denne kommunisme en naiv og primitive karakter. Men dette er ikke måden man skal se på dens tids kvinder og mænd, der var meget modige folk, der ikke var bange for at ofre deres liv i kampen mod den modbydelige romerske slavestat. Men kommunismens egentlige mål (som er et klasseløst samfund) var umuligt på denne tid, da de materielle betingelser ikke var til stede. Marx og Engels var de første der gav kommunismen en videnskabelig karakter. De forklarede at massernes egentlige frigørelse afhænger af produktivkræfternes (industri, landbrug, videnskab og teknologi) udvikling, som vil skabe de nødvendige betingelser for en general nedsættelse af arbejdsdagen og give alle adgang til kultur, som den eneste måde at ændre den måde folk tænker og opfører sig overfor hinanden.

I den tidlige kristendoms tid var de materielle vilkår ikke udviklet tilstrækkeligt til at tillade sådan en udvikling og derfor forblev de tidlige kristnes kommunisme på et primitivt stadie – forbrugsstadiet (uddelingen af mad, klæder osv.) og ikke rigtig kommunisme som baserer sig på fælleseje af produktionsmidlerne. Uden en videnskabelig forståelse af samfundets udvikling, var de tidlige kristne, trods deres kolossale revolutionære sjæl og heltemod, ude af stand til at virkeliggøre deres idealer. Deres kommunisme var af en utopisk karakter og dømt til at fejle.

Kristendommen og kommunisme

I kirkens tidlige år forsatte dens repræsentanter med at udtale sig efter bevægelsens originale – dvs. kommunistiske - synspunkter. St. Clements skrev: ”Brugen af alle de ting der findes i denne verden burde være fælles for alle mænd. Kun den meste åbenbare synd får folk til at sige til hinanden, ”Dette tilhører mig og det dig”, da dette er kilden til al strid mennesker imellem.”

Dette er en korrekt observation og fastslår åbenlyst at klassekampens oprindelse ("stirden mennesker imellem") er den private ejendomsrets eksistens. Udryddelsen af strid blandt mennesker forudsætter således afskaffelsen af den private ejendomsret. St. Basil den Store udtrykte en lignende ide: ”Hvad er det for ting du kalder ”dine”? Hvilken ting er du i stand til at kalde din? Fra hvem har du fået den? Du taler og opfører dig som en der tilfældigvis er kommet tidligt til teatret og uden hindring tager alle sæderne, beregnet til resten af publikummet, i din besiddelse, modstår andres entré til tiden og forbyder dem at sætte sig, krævende enlig ret til den ejendom som i virkeligheden var tiltænkt fælles brug. Og præcis på denne måde handler de rige”

Ligeledes, St. Gregory: “Derfor, hvis en ønsker at gøre sig selv til herre over al rigdom, eje det og udelukke hans brødre selv i tredje og fjerde led (generation), sådan en usling er ikke længere en bror, men en umenneskelig tyran, en grusom barbar, eller snarere, et glubsk bæst hvis mund altid er åben for at fortære, til hans eget bedste, de andre kammeraters mad.”

Og St. Ambrose: “Naturen tilbyder sin rigdom til alle mennesker i fællesskab. Gud har godtgørende skabt alle ting for at alle levende væsners i fællesskab kan glæde sig over dem, og jorden for at den skal tilhøre alle. Det er naturen selv det har skabt fællesskabets ret, mens det kun er uretfærdig bemægtigelse der har skabt den private ejendoms ret.”

Og St. Gregory den Store. “Jorden hvorfra vi alle er kommet er fælles for alle og derfor tilhører den frugt som jorden frembringer uden sondring alle” – til hvilket St. Chrysostom tilføjede: ”Den rige mand er en tyv”.
Disse linjer er nok til at illustrere den tidlige kristendoms revolutionære rødder. De tidlige kristne var forberedte på at udholde den mest grufulde tortur i forsvar for deres tro, og herved trodsede de staten og den herskende klasse og omkom i arenaen. Baggrunden for denne grumme forfølgelse af denne, de fattiges og udstødtes bevægelse, var at den udgjorde en trussel til den eksisterende samfundsorden. Men ingen af disse metoder havde held til at tilintetgøre bevægelsen, som fik ny styrke fra deres martyrers blod.

Dog skiftede alt, grundet manglen på materiale basis for introduktionen af et klasseløst samfund, efterhånden til sin modsætning. Almindeligvis kom kirkens ledere, startende med biskopperne, som faktisk var kasserere, under pres fra den herskende klasse og staten og lidt efter lidt bevægede de sig væk fra bevægelsens oprindelige kommunistiske overbevisning. Igennem forståelse af umuligheden af at besejre de kristne, skiftede den herskende klasse sin taktik. Måden hvorpå de øverste lag af kirken blev fordærvet af kejser Konstantin kan ses i den følgende passage fra en tidlig kirkehistoriker, Eusenbius, som beskriver rådet i Nikæa 325 e.v.t, dirigeret af kejseren selv, ”som en guds budbringer”.

For at citerer Eusenbius: “Forholdene ved banketten var ubeskriveligt prægtige. Afdelinger fra livvagterne og fra andre tropper omgav paladsets indgang med dragne sværd og forbi disse mænd begav guds mænd sig fremad uden frygt ind i de inderste kejserlige ejendomme. Nogle var kejserens egne ledsagere ved bordet, andre hvilede sig på bænke på hver sin side.
Man kunne have troet det var et billede af Kristus’ rige og drøm snarere end virkelighed” (T. Ware, The Orthodox Church, s. 27.)

Disse metoder er alt for velkendte for socialister og fagforeningsfolk i dag. Det er præcis de som metoder hvorved fagforeningslederne og arbejderbevægelsens ledere bliver påvirket af borgerlige ideer og bliver fordærvet og opsuget i systemet. Bevægelsens top bliver inviteret til dyre middage og fester hvor de mænger sig med de rige og kendte. Lige siden rådet i Nikæa, har kirken været den fremmeste tilhænger af rigdom, privileger og undertrykkelse.

Imperiets fordele ved dette forræderi var håndgribelige. De tidlige kristne afviste at anerkende staten eller tjene i hæren. Nu var dette omvendt. Kirken blev en af statens vigtigste støtter og forfulgte glubsk enhver som stillede spørgsmålstegn ved dens nye doktriner. Da Arius af Alexandria afviste Nicene-trosbekendelsen, blev hans støtter (adrianerne) halshugget. Over 3,000 kristne blev dræbt af deres medkristne – mere end i de tre århundreder med romersk forfølgelse. På denne måde blev de fattiges og undertryktes kirke forvandlet til det vigtigste middel i deres slavebinding.

Hvordan man tilgiver synd… og tjener penge

Efter noget tid blev den kristne kirke – via dens øverste lag - en del af staten. I hele kirkens efterfølgende historie har den udnyttet menneskelig svaghed og frygt for døden til at slavebinde menneskehedens sind og i denne proces tilrane sig enorm magt og enorme rigdomme, i skarp kontrast til den stakkels galilæiske oprørers lærdom, i hvis navn den angiveligt talte. Fra at være de fattiges og undertryktes revolutionære bevægelse, blev det reaktionær bastion og de rige og magtfuldes talerør – en situation som har varet ind til vore dage.

Kirkens historie er den fuldstændige og absolutte negation af dens tidlige ideer, overbevisninger og traditioner. Om pavedømmets historie – en historie om skændsel og kriminalitet uden sidestykke – er der blevet skrevet talrige bind. Vi begrænser os her til kun et enkelt eksempel som sammenfatter den reelle situation og viser den afgrund som adskiller denne reelle situation fra de hykleriske myter. I år 1517 lancerede Paven Leo X Taxa Camerae for at kunne sælge afladsbreve, hvorved ens sjæl kunne blive reddet for en beskeden sum penge. Der var ingen forbrydelse så slem at der ikke kunne blive givet syndsforladelse vha. denne simple udvej. Blandt 35 artikler læser vi:

“1. Den gejstlige som begå kødelige synd, hvorvidt det er med nonner eller med hans kusiner, niecer eller døtre, og i et ord, med nogen kvinde overhovedet, skal frikendes imod betalingen af 67 pund og 12 shillings.

”2. Hvis den gejstlige, udover utugtens synd, søger søger synsforladelse for synder imod naturen eller bestialitet, skal han betale 219 pund og 15 shillings. Men hvis han blot har begået unaturlige synder med drenge og bæster, og ikke med kvinder, skal han kun betale 131 pund og 15 shillings.

”3. Den præst som berøver en kvinde hendes uskyld skal betale 2 pund og 8 shillings.

“4. Den none som ønsker at opnå værdighed og syndsforladelse efter at have givet sig selv til en eller flere mænd samtidigt eller efter hinanden, hvad enten inden for eller uden hendes kloster, skal betale 131 pund og 15 shillings

”7. Den voksne kvinde som søger syndsforladelse for at blive fri for alle retssager og for at have rigelig dispensation til at fortsætte hendes utilladelige relationer skal betale paven 87 pund og 3 shillings. På samme måde skal hendes mand betale samme sum, hvis han har begået incest med sine børn, skal han betale en ekstra samvittighedsbetaling på 6 pund.

”8. Syndsforladelse og sikkerhed for ingen forfølgelse af forbrydelser med voldtægt, røveri eller brændstiftelse, skal koste den skyldige 131 pund, 7 shillings.

“9. Syndsforladelse for simple mord begået af en lægmand kan opnås imod 15 pund, 3 pence.

“10. Hvis morderen har forårsaget døden for to eller flere mænd den same dag, skal han betale som han kun havde dræbt én.

”11. Den ægtemand som har behandlet sin kone skidt skal betale til kanslerens kiste 3 pund, 4 shillings, hvis han har dræbt hende, skal han betale 17 pund, 15 shillings – hvis han har dræbt hende for at ægte en anden, skal han betale 32 pund og 9 shillings ekstra. De som har hjulpet ægtemanden med hans forbrydelse skal blive syndsforladt ved betalingen af 2 pund hver.

”12. Han som har druknet sit barn skal betale 17 pund og 15 shillings [det er kun to pund mere ende for at dræbe en fremmed], og hvis faderen har dræbt barnet med moderens samtykke, skal de betale 27 pund, 1 shilling, for syndsforladelse.
Abort, kunne også blive syndsforladt:

“13. Moderen som har destrueret hendes eget barn, fjernet det fra hendes livmoder, og den ægtemand som har bidraget til forbrydelsen, skal betale 17 pund, 15 shillings hver. Han som letter aborten af et barn som ikke er hans eget, skal betale en pund mindre.

”For mordet på en broder eller en søster, moder eller fader, skal der betales 17 pund, 5 shillings.
Men hvis en biskop eller prælat af de højere grader af hierarkiet bliver myrdet, går prisen drastisk op – til 131 pund, 14 shillings for første forseelse og halvdelen for resten. (15). Derudover, hvis en morder ”har dræbt mange præster ved forskellige lejrligheder, skal han betalte 137,6 shillings for det første drab, og halvdelen for resten.” (16)

Men langt værre end mord, voldtægt eller barnemord var den frygtelige forbrydelse: kætteri – hvilket er det samme som at have andre ideer end den officielle kirkes. Selv hvis en kætter bliver omvendt, skal han eller hende betalte 269 pounds, hvorimod ”en søn af en kætter som er blevet brændt eller hængt eller henrette på anden måde, kan ikke blive rehabiliteret hvis han ikke betaler 218 pounds, 16 shillings og 9 pence.” (19)

Listen forsætter med bedrageri, smugleri, manglende betaling af gæld, spisning af kød på helligdage, uægte sønner af præster som ønsker at indtage en kirkelig stilling og tilmed eunukker som ønsker at bliver præster (som under punkt 33, skal betale ikke mindre end 310 pounds, 16 shillings).

På trods af denne skændsel af en kynisk liste, bliver Pave Leo X af katolske historikere beskrevet som hovedperson i ”pavedømmets mest brillante og måske mest farlige periode i kirkens historie.” (Se: P. Rodriguex, (1997). Mentiras fundamentales de la Iglesia católica. Bacelona: Ediciones B., Anexo, s. 397-400)

Religion og revolution

I hvert eneste land har kirken igennem århundreder stået på undertrykkernes side mod de undertrykte. De engelske godsejere virkede i tæt samarbejde med den etablerede (protestantiske) kirkes prædikanter. I Frankrig, Spanien og Italien var præsterne godsejernes foragtelige tjenere og senere kapitalisterne. Imidlertid har klassemodsætninger i samfundet hyppigt kommet til udtryk i en religiøs forklædning, hvilket ikke burde overraske nogen med kendskab til historisk materialisme.
Om dette emne skrev Trotskij: “Religiøse ideer opstår, præcis ligesom alle andre ideer, på baggrund af materielle forhold i livet og vigtigst af alt på baggrund af klassemodsætninger, kun gradvist river de sig fri og lever på konservatismens kraft længere end de behov der skabt dem og forsvinder først fuldt og helt efter store sociale kriser og chok.” (Trotskij, Brailsford and Marxism, On Britain, vol. 2, s. 167)

Til forskellige tider, har forskellige religioner, kirker og sekter spillet forskellige roller, som, i sidste ende, afspejlede forskellige og tilmed modsætningsfyldte klasseinteresser. Den første røre i den store opstand mod feudalismen var udfordringen den romersk katolske kirkes magten og autoritet, som vandt genlyd hos masserne. En katolsk historiker bemærker at ”en revolutionær sjæl af had til kirken og præsteskabet havde tag i masserne i forskellige dele af Tyskland… De skriver ”død over præsterne!”, hvad længe er blevet hvisket i al hemmelighed, var nu dagens slagord.” (Citeret i W. Manchester, A World Lit only by Flame, s. 161)

Tidlige udbrud som lollardernes i England og hussitternes i Tyskland gødede jorden for Luther’s Reformation. I alle disse bevægelser var der en kommunistisk tendens, som vendte tilbage til de tidlige traditioner i kirkens udgangspunkt, og blev i hvert eneste tilfælde brutalt undertrykt. Under den engelske bondeopstand i 1381, reporterer krønikeskriveren Froissart om en bevægelse af anderledes tænkende fattige præster ledet af John Ball, som fremsatte kommunistiske ideer i bibelsk forklædning med hans berømte slogan:

"When Adam delved and Eve span, Who was then the gentleman?"

”Da Adam gravede og Eva spand Hvem var da gentlemanen?”

I perioden med borgerskabets fremkommen, afspejlede den protestantiske religion det spirende borgerskab mod den rådnende feudalisme. Her spillede den utvivlsomt en progressiv rolle. Protestantismen var delt fra dens fødsel i den sekstende århundred. Pga. denne turbulente tids kraft opstår der en række nye sekter, som repræsenterede forskellige klasse og underklassers ideer og mål: Anabaptister, Mennonitter, bohemer, kongregationalister, presbyternanerer, unitarister. Venstrefløjen repræsenterede en klart kommunistisk tendens, som med Thomas Müntzer og anabaptisterne i Tyskland. Müntzer, en tidligere lutheraner, som brød med Luther og appellerede til bønderne om at lave oprør. Trods den revolutionære betydning af hans aktivitet, var Luther bitter fjendsk over for de tyske bønders revolutionære bevægelse som hans lære satte i bevægelse. Han tilskyndede aristokratiet at knuse bevægelsen i det mest voldelige sprog. Dette blev gjort. De fleste kristne prinser nedslagtede næsten 100.000 bønder. I Sazony alene blev mere end fem tusind mænd henrettet. Ca. 300 blev sparet efter at deres kvinder indlod sig på at smadre hjernerne ud på to præster som var anklaget for at have opildnet opstanden. Derefter blev Müntzer selv tortureret næsten til døde og halshugget.

Den hellige Inkvisitions – modreformationens Gestapo – aktiviteter er også for velkendte til at retfærdiggøre mange kommentarer. I det spansk besatte Holland, blev der indført dødsstraf for en mand der havde en bibel i sit hus. Dømte kættere blev brændt levende, men hvis de tilstod angrede, viste Inkvisitionen nåde: mændene blev halshugget og kvinderne begravet levende. Men hvad der er mindre kendt er protestanternes undertrykkelse af folk med en anden mening end statskirken. Calvin, som styrede et teokratisk diktatur i Geneve, fik Michael Servetus brændt levende, lige da han var ved at opdage blodets cirkulation. Servetus tryglede om nåde – ikke for sit liv, men for at blive halshugget. Bønnen blev afvist og han blev ristet i en halv time.

Den engelske og franske revolution

Under den engelske revolution i det 17. århundrede, fandt den mest revolutionære fløj, der afspejlede de lavere lag af samfundet, håndværkere, arbejdere, dvs. det spirende proletariat, sit udtryk i en religiøs form. Bevægelsens venstrefløj var organiserede i en række radikale og demokratiske protestantiske sekter såsom Det femte monarkis mænd, Ranterne og Anabaptisterne.

I den givne historiske kontekst havde disse bevægelse en progressive og revolutionær karakter. De afspejlede de første forvirrede tiltag til bevidsthed, hos en klasse som endnu ikke var udviklet fuldt ud. Efter genindsættelsen af Stuarterne i 1660 efter republikken, dukkede disse radikale plebejiske tendenser op igen i dæmpet form som religiøst anderledes tænkende. Forfulgt af monarkiet, med begejstret støtte fra den etablerede (anglikanske) kirke, emigrerede mange af dem til Amerika, hvor deres revolutionære kræfter blev sublimeret i opgaven med at udforske et nyt kontinent. Igennem årene har de fuldstændig tabt deres revolutionære og radikale oprindelse. Nogle af dem, som for eksempel Kvækerne, har stadig nogle svage elementer af de gamle ideer, dog i en ekstremt tynd form, som ikke kolliderer med en vellykket udøvelse af erhvervsinteresser. Men de fleste er blevet til bastioner for reaktionen og forsvare vildt højrefløjssager. I Latinamerika er de evangelistiske sekter, sjovt nok, blevet reaktionens choktropper og forsvarer militante diktaturer, mens den romersk katolske kirke, i hvert fald de menige medlemmer, i en vis udstrækning har hældt mod de fattiges og undertryktes sag.

På den tid hvor den franske revolution fandt sted, over et århundrede senere, havde massernes bevidsthed udviklet sig til en grad hvor religionen overhovedet ikke spillede nogen rolle i deres tænkning. Det tætte forhold mellem kirken og enevælde staten var åbenlys for alle. I perioden optil stormen på Bastillien, havde materialistiske filosoffer såsom Diderot og Holbach arbejdet indgående på at ødelægge religionens åndelige Bastillie. Den franske revolution udslettede kirken fuldstændigt.

Den jakobinske stat var officiel ateistisk, selvom Robespirerre prøvede at skjule dette faktum med figenbladet ” det højeste væsen”, som ikke overbeviste nogen som helst, måske på nær lige Robespierre selv. Selvom det franske folk blev regnet for brændende katolikker, forsvandt religionen praktisk talt i Frankrig efter revolutionen (på nær lige i de mest tilbagestående og reaktionære egne såsom Vendée). Faktisk hadede det meste af befolkningen præsterne som de rigtigt nok så som den herskende klasses agenter. Først hen imod enden af det 19. årh., specielt efter Pariserkommunen, hvor det franske borgerskab fik et chok, begyndte de sidst nævnte at indgyde en reaktionær religiøs vækkelse, ved at bruge tricks såsom de producerede ”mirakler” ved Loudes.

I den russiske revolution var tingene endnu mere klare. Selvom den russiske arbejderklasse trådte ind på historiens scene i januar 1905, med en præst som leder, bærende religiøs ikoner, var alt dette hurtigt fejet bort efter massakren den 9. januar, hvor den kristne zar beordrede hans kosakker til at åbne ild mod de ubevæbnede folk, der var kommet for at protesterer imod ham. Efter dette, spillede religionen ikke nogen rolle i bevægelsen, som blev organiseret og ledet af marxister. Efter Oktoberrevolutionens sejr var kollapset i kirkens indflydelse endnu hurtigere og mere fuldstændig end den havde været i Frankrig.

“Den ortodokse kirke,” skrev Trotskijl “blev, skønt den ikke havde overkommet den primitive bondemytologi, med tiden til zarens instrument. Præsten gik hånd i hånd med politibetjenten og enhver udvikling af sekterisk afvigelse blev mødt med undertrykkelse. Dette var baggrunden for at den ortodokse kirkes rødder i den folkelige bevidsthed viste sig at være så svage, specielt i industricentrerne. Samtidig med at den russiske arbejder i hans overvældende antal sammen med bonde malkepigen rystede det bureaukratiske gejstlige system af sig, rystede han også al religiøs tænkning af sig. (Sammesteds, s. 164)

At alt det gamle møg: nationalisme, antisemitisme, fascisme, monarkisme – og sammen med alle disse værdifulde ting zarisme – religion og overtro, kom tilbage umiddelbart efter USSR’s kollaps, viser tydelige på hvilken måde stalinismen satte samfundets bevidsthed tilbage. Disse levn fra den middelalderlige barbarisme spredte sig som en pest gennem den syge og nedbrudte russiske krop og herved blev ”markedets” virkelige natur udstillet og det faktum at borgerskabet i Rusland ikke kan tilbyde noget udover en udsigt til økonomisk, social og kulturelt forfald.

Kirken og socialisme

Arbejderbevægelsens opståen i det sidste årti af det 19. årh. og perioden før 1. Verdenskrig præsenterede den religiøse institution for en udfordring. Uden undtagelse har kirken placeret sig selv på undertrykkernes side og i opposition til socialismen og arbejderbevægelsen. For at forhindre spredningen af socialistiske ideer i arbejderklassen, tog den katolske kirke tiltag for at splitte arbejderbevægelsen, ved at starte separate katolske fagforeninger, kvinde- og ungdomsorganisationer, for at konkurrerer med socialdemokratierne. Faktisk kopierede kirken deres organisatoriske metoder fra socialdemokratierne.

Præstevældet – altid så tjenstvillig i forhold til de rige og magtfulde – så på socialisme og arbejderbevægelsen med utilsløret mistro og fjendskab. Pave Leo XIII understregede i hans encyklika om arbejdet Vatikanets fjendtlighed overfor socialisme.

“Socialisterne, arbejdende på den fattiges mands misundelse af den rige, søger at afskaffe den private ejendomsret og vedholder at personlig ejendom burde være alles fælleseje. De er eftertrykkeligt uretfærdige, da de vil bestjæle den retmæssige besidder… Hvis en mand udlåner hans styrke eller hans industri, gør han dette for at tjene til livets ophold, med det formål at erhverve sig en virkelig ret, ikke bare til hans løn, men også til hans frie rådighed over den. Investerer han denne løn i jord er det kun hans løn i en anden form…

“Det er præcis i denne magt af rådighed at ejerskab eksisterer, hvad enten det er et spørgsmål om jord eller ejendom. Socialister… slår til mod enhver lønmodtager, for de fratager ham hans ret til at råde over hans løn. Enhver man har, ved naturens lov, retten til at besidde hans egen ejendom.

“Det er i retten til at eje ting, ikke bare for brug lige nu og her, ikke til ting der forsvinder når de er blevet brugt, men til sådanne ting hvis brugbarhed er permanent og stabil.

“… Mennesket kommer før staten og han har hans naturlige rettigheder før enhver af statens rettigheder… Når en mand bruger hans hjerne og hans krops styrke til at vinde naturens frugter, gør han herved den del af naturens mark som han pløjer, den del hvorpå han sætter et aftryk af hans egen personlighed, til hans egen. Dette kan ikke være anderledes end at denne del skal være hans egen, fri fra indtrængen udefra…”

Pave Leo XIII skrev også: “Kristent demokrati, af den grund at det er kristen, må være baseret på den guddommelige tros principper i dets bestræbelser efter forbedringer for masserne. Derfor er retfærdighed helligt i det kristne demokrati. Det må stå fast på at retten til at erhverve og besidde ejendom ikke må bestrides, og det må værne om de forskelle og grader som er uundværlige i en hver velorganiseret stat. Det er derfor klart at det ikke er noget fælles mellem socialistisk og kristent demokrati. De afviger ligeså meget fra hinanden som den socialistiske sekt afviger fra den kristne kirke.”

Som James Connolly, den store irske marxist og revolutionære martyr, hvis polemikker med den katolske kirke er klassiske socialistiske erklæringer, kommenterede: ”Hvis en af drengene på de nationale skoler ikke kunne ræsonnere mere logisk end det, så ville han side i tossehjørnet alle hans skoledage. Forstil dig en præst som forsvarer godsejervældet som Fader Kane og Paven gør ved at sige; ”Ham der har dyrket en mark over vinteren og foråret har ret til at beholde sin egen høst som han har tjent”, og samtidig forstiller sig at han fremsætter et argument i mod socialismen.

Socialister forslår ikke at han man blander sig i nogens ret til at beholde hvad han har tjent”, de kræver eftertrykkeligt at sådan en mand, bonde eller arbejder, ikke skal tvinges til at opgive størstedelen, eller noget overhovedet, af ”hvad han har tjent”, til en ubeskæftiget klasse, hvis medlemmer hverken arbejder hårdt eller længe , men som ved skånselsløs brug af magt, plyndring og snyd, har sat sig på landets rigdomme” (J. Connolly, Selected Writings, s. 78-9.)

Den 21. September 1958 skrev Pave Pius den XII: “Mangfoldigheden af klasser svarer fuldt til Skaberens plan”. Hvilket er det samme som at sige at kirken ser klassesamfundet som værende fast, evig og af guddommelig herkomst. Sammenlign bare dette til St. Clement udtalelse (allerede citeret ovenfor) som skrev: ”Brugen alle ting i denne verden, burde være ens for alle mennesker. Kun den mest åbenbare synd får en til at sige til en anden, ”Dette tilhører mig, og det dig”, da dette er kilden til al strid mennesker imellem.”

Pius den XII synspunkt er helt på linje med linjerne fra den gammle anglikanske hymne ”Alle lysende og smukke ting”, der indeholder de velkendte linjer:

“Den rige mand i hans, den fattige mand ved hans port:
Han [Gud] skabte den høje og den lave og gav dem deres ejendom”
["The rich man in his castle, the poor man at his gate:
He [God] made the high and lowly and ordered their Estate".]
Dette er helt typisk for kirkens attitude i de sidste århundreder: et åbenlys forsvar for status quo og opdelingen af samfundet i klasser.

Senere, som et resultat af arbejderbevægelsens vækst og den uimodståelige udvikling i retning af socialisme, blev den katolske kirke tvunget til at modificere dens standpunkt. Pave Johannes den XXIII – den mest intelligente af alle paverne i det 20. århundrede – indtog et mere progressivt standpunkt. Men under den nuværende pave har det forandret sig fuldstændigt.

Kirken i dag

“Viser hvert minut af dit praktiske liv ikke løgnen i din teori? Anser du det som forkert at appellere til domstolene hvis du bliver snydt? Men apostlene skriver dette er forkert. Tilbyder du din højre kind når du bliver slået på den venstre, eller forbereder du dig ikke på angreb? Dog forbyder evangeliet dette [...] Omhandler ikke de fleste af dine retssager og majoriteten af den borgerlige lovgivning ejendom? Men er du ikke blevet fortalt at dine rigdomme ikke er af denne verden.” (Marx og Engels, On Religion, p. 35)

Kirkens aktivitet i det moderne samfund er baseret på de mest åbenbare modsætninger og hykleri, som Marx pointerede i den ovenfor citerede passage. Den tidlige kristne kirkes revolutionære traditioner har absolut ingen sammenhæng med den nuværende situation. Lige siden det 4. århundrede e.v.t, da den kristne bevægelse blev kidnappet af staten og gjort til redskab for undertrykkerne, har den katolske kirke været på de riges og magtfuldes side mod de fattige. I dag er hovedkirkerne ekstremt rige institutioner, tæt forbundet med storkapitalen, og modtagere af store summer fra staten, både i muslimske og kristne samfund.

Indtil for nyligt i Spanien blev den katolske kirke, udover dens store rigdomme i land, bygninger og fra bankkontoer, understøttet af staten med midler fra de skatter alle borger betalte, om de var religiøse eller ej, selvom den ekstraskat ikke var blevet diskuteret med det spanske folk. Det samme skete i de andre lande, hvor kirken havde indgået en aftale med staten, hvorved de havde fået etableret en privilegeret og lukrativ position. Lige meget hvad man synes om religion, er en sådan tilstand en åbenlyst utålelig krænkelse af demokratiet. Og selvom de spanske skatteydere nu har retten til at vælge om de vil eller ikke vil donere penge til kirken, så er faktum at kirken stadig er i en privilegeret position til at få adgang til offentlige fonde.

I Middelalderen erklærede den katolske kirke at åger (udlån af penge med renter) var en dødssynd, nu ejer Vatikanet en storbank og besidder enorm rigdom og magt. The Church of England, er, udover dens utallige andre erhvervsinteresser, en af de største jordejere i Storbritannien. Det ville være let at vise at det forholder sig ens over alt. Ligeledes er det heller ikke et fænomen der er begrænset til den kristne religion. Koranen forbyder også åger, men i de såkaldte islamistiske lande kan man finde storbanker ejet af muslimer. Det er sandt at de søger tilflugt i alle mulige forskellige tricks for at skjule dette faktum, men den samme rente bliver stadig presset ud af folk.

Politisk har kirkerne systematisk støttet reaktionen. In 1930’erne velsignede katolske biskopper Franco’s hære i deres kampagne for at smadre de spanske arbejdere og bønder. Den spanske fascistiske presse offentliggjorde jævnligt billeder af prælatter der gav fascisthonnør. Pave Pius den XII støttede Hitler og Mussolini. Paven forblev også tavs om de millioner som blev udslettet i de nazistiske dødslejre, og selvom Vatikanet officielt var neutralt i Anden Verdenskrig, er deres nazi sympatier veldokumenterede. G. Lewy skriver:

“Fra begyndelsen til slutningen på Hitlers styre, blev biskopperne aldrig trætte med at formane de troende om at acceptere regeringen som den legitime autoritet, overfor hvem man skulle visse lydighed [...] Efter det forfejlede attentatforsøg på Hitler i München den 8. November 1939, sendte kardinal Bertram, på vegne af det tyske bispesæde, og kardinal Faulhaber, på vegne af de bayerske biskopper, et telegram for at konegratulere Hitler. Den katolske presse overalt i Tyskland talte, efter instrukser fra Reichspresskammeret om at det var et mirakuløs forsyn der havde beskyttet der Führer.” (G. Lewy, The Catholic Churvh and Nazi Germany, NY, 1965, s 310-11).

“På to vigtige punkter viser de tyske dokumenter en slående enighed,” skriver Saul Freidhandler, ”For det første ser det ud som om at den uafhængige pave havde en forkærlighed for Tyskland, som det ikke ser ud til blev mindsket pga. af naziregimet, som der ikke blev lagt afstand til før 1944; for det andet, Pius den XII frygtede en bolschevisering af Europa mere end alt andet og håbede, ser det ud som om, at Hitler-Tyskland, hvis dets stridigheder med den vestlige alliance blev bilagt, ville blive den altafgørende fæstningsvold mod enhver sovjetisk fremrykning mod vest.” (Saul Friedhandler, Pius XII and the Third Reich, A Documentation, NY, 1958, s. 236, min kursivering, AW.)

I ideernes historie har kirken altid spillet en meget reaktionær rolle. Galileo Galilei blev tvunget til at afsværge sine ideer under trusler om tortur fra den Hellige Inkvisition. Giordano Bruno blev brændt på bålet. Charles Darwin blev ubarmhjertigt forfulgt af det religiøse establishment i England for at driste sig til at udfordre den alment accepterede ide, at det var gud som havde skabt verden på seks dage.

Helt op til i dag bliver evolutionsteorien angrebet af det religiøse højre i USA, som vil have at man i de amerikanske skoler skal lære om 1. Mosebog frem for om evolutionsteorien. I USA er det religiøse højre en velfunderet bevægelse, der prædiker for reaktionære sager. For nogle få år siden lovede Texas oliemagnaten Nelson Bunker Hunt ”mere end 10 millioner dollars til Campus Crusade for Christ’s mere end 1 milliard store fond [fund drive]. Den Kristne Friheds Stiftelse [The Christian Freedom Foundation], en ”uddannelses lobby” er grundlagt af J. Howard Pew, grundlæggeren af Sun Olie Company og andre ”andre forretningsmænd som går ind for det frie virksomhedssystem”. Der er mange andre eksempler som viser det tætte forhold mellem det religiøse højre og storkapitalen. Disse rige forretningsmænd investerer ikke sådanne summer for ingenting.

Religionen bliver her eksplicit brugt som et reaktionært våben.

Kreationistbevægelsen i USA omfatter millioner af folk og er – utroligt nok – anført at videnskabsmænd, herunder nogle genetikere. Dette er et soleklart eksempel på kapitalismens forfalds intellektuelle konsekvenser.

Det er et slående eksempel på den dialektiske modsætning i forsinkelsen af den menneskelige bevidsthed. I det mest teknologisk avancerede land i verden, er millioner af mænd og kvindernes tankegang sunket til det rene barbari. Deres bevidsthedsniveau er ikke meget højere end da man ofrede krigsfanger til guderne, kastede sig i støvet for udskårede afgudsbilledet og brændte hekse på bålet. Hvis denne bevægelse sejrede, ville vi, som en forsker for nylig fremstillede det, være tilbage i den mørke middelalder.

På sociallovgivningsområdet og specielt på kvinderettighedsområdet har den romersk katolske kirke altid spillet en reaktionær rolle. De nægter stadige kvinder retten til at kontrollere deres egne kroppe ved at nægte retten til skilsmisse, svangerskabsforebyggelse og abort. Den nuværende pave Karol Woijtyla er helt entydig på dette spørgsmål. Den vedvarende modstand fra kirken mod kunstig svangerskabsforebyggelse er specielt forfærdelig i forhold til AIDS. Selv i 1999 viste en Gallup meningsmåling blandt amerikanske katolikker at 80% af lægmændene og 50% af præsterne anerkendte kunstig svangerskabsforebyggelse, mens en meningsmåling lavet af Univeristy of Maryland viste at to ud af tre af alle katolikker var enige i at deres samvittighed var i modstrid med paven, de burde følge deres samvittighed. Lignede statistikker kan fremføres for andre udviklede lande.

I politikkens verden er den nuværende pave en udtalt reaktionær og en marxismens og socialismens fjende. Han blev hjulpet til magten af Opus Dei – den berygtede katolske mafia som har sine fangarme ude i alle hjørner af det politiske liv i Italien, Spanien og andre lande.

Lenin om religion

Engels pointerede i hans forord til ”Borgerkrigen i Frankrig” at ”i forholdet til staten, er religionen en fuldstændig privat sag”. Som en kommentar på dette skrev Lenin i 1905: ”Staten må ikke bekymre som med religion; religiøse samfund må ikke været bundet til staten. Alle må have frihed til at praktisere hvilken som helst religion vedkommende ønsker eller overhovedet ikke praktisere nogen religion, dvs. være en ateist, som alle socialister normalt er.” (Lenin, On Religion, s. 8)

Men i forbindelse med partiet pointerede Lenin at Engels anbefalede at det revolutionære parti skulle bekæmpe religion: ”Proletariatets parti kræver at staten skal erklære religionen for en privatsag, men det ser ikke på nogen måde kampen mod folkets opium – kampen mod religiøs overtro osv. – som en privat sag. Opportunisterne har fordrejet spørgsmålet så det ser ud som om at det socialdemokratiske parti opfatter religion som en privat sat.” (Ibid., p. 18)

Og han tilføjer: “den moderne religions rødder er nedstøbt i den sociale undertrykkelse af de arbejdende masser og i deres tilsyneladende fuldstændige håbløshed i forhold til kapitalismens blinde kræfter […] ingen mængde læsematerialer, hvor oplysende de end er, kan udrydde religionen” fra massernes bevidsthed ”før masserne selv lærer at kæmpe mod de sociale kendsgerninger som skaber religionen på en samlet, disciplineret og planlagt måde – indtil de lærer at kæmpe mod kapitalismens herredømme i alle dens former”. (Ibid., s. 14-15.)

Samtidig må marxister dog gøre alt som er muligt for at involvere alle arbejdere i kampen mod kapitalismen, herunder dem som er religiøse. Vi må ikke skabe barrierer mellem os selv og disse arbejdere, men opmuntre dem til at deltage aktivt i klassekampen.

Som vi allerede har set i 1905 i Rusland hvor arbejderklassen trådte ind på historiens scene med en præst som leder, bærende religiøse ikoner i deres hænder og en begæring til zaren – den ”lille Fader”. De stolede ikke på de revolutionære og tævede dem tilmed en gang imellem. Alle dette ændrede sig 24 timer efter massakren den 9. Januar. De samme arbejdere kom om natten den niende til de revolutionære og krævede våben. Så hurtigt kan bevidstheden ændre sit i begivenhedernes hede.

For resten undergik Fader Gapon, som havde organiseret begæringen og den fredelige demonstration og som havde arbejdet for zarens politi, selv en pludselig omdannelse efter den blodige søndag. Han argumenterede for en revolutionær afsættelse af zaren og kom tilmed på et tidspunkt tæt på bolsjevikkerne. Lenin skubbede ham ikke væk, men prøvede at vinde ham over, selv om Gapon vedblev at være religiøs.

Lenins fleksible attitude viste sig i hans attitude til strejker. Han advarede mod den sekteriske attitude i forhold arbejdere som var religiøse, men som deltog i strejker: ”At prædike ateisme på et sådan tidspunkt [dvs. under en strejke] og under sådanne forhold, ville bare være at hjælpe kirken og præsterne, som ikke vil ønske noget mere end at de arbejdere der deltog i strejkebevægelsen blev delt efter deres religiøse tro. (Ibid., s. 16.)

Dette er sagens kerne. Vi kæmper for enheden i arbejdernes organisation uden nogen former for opdeling: religiøs, national, sproglig eller racemæssig. Vores opgave er at samle alle de undertrykte og udbyttede i en hær mod borgerskabet.

Marxister har aldrig gjort anerkendelsen af ateisme til en del at partiprogrammet. Den type nonsens har altid været anarkismens kendetegn. Det sker tit at en arbejder som stadig er troende kommer i kontakt med bevægelsen, bliver overbevist om det generelle program og er ivrig i at kæmpe for socialisme, men ikke i at fraskrive sig religionen. Hvilken attitude skal vi have? Vi skal bestemt ikke skubbe ham væk. En sådan arbejder ønsker ikke at gå med i bevægelsen for at vinde støtter til religion, men for at kæmpe for socialisme. Sandsynligvis vil han på et tidspunkt se modsætningen mellem hans politiske og religiøse synspunkter og gradvist droppe religionen. Men spørgsmålet er meget følsomt og skal ikke fremskyndes. Som Lenin forklarede, så er marxister ”absolut imod den mindste krænkelse af disse arbejderes religiøse tro. (Ibid., s. 17.)

Det er en helt anden sag når en middelklasse intellektuel søger at fordreje bevægelsens ideologi, det var situationen da Lenin skrev om religion. En gruppe ultravenstre bolsjevikker (Bogdanov, Lunacharsky, osv.) prøvede at revidere marxismen ved at introducere nogle mystisk filosofiske ideer. Lenin kæmpede ganske korrekt imod denne trend.

Religionens fremtid

Hvad er religionens fremtid? I dette spørgsmål vil der, selvfølgelig, være en dybdegående forskel på hhv. marxisters og kristnes og andre religioners opfattelser. Naturligvis er det ikke muligt at se ind i fremtiden som med en krystalkugle, men man kan sige det følgende. Selvom marxisme fra en filosofisk synsvinkel er uforenelig med religion, er vi stadig imod enhver form for forbud eller undertrykkelse af religion. Vi står for individets fuldstændige frihed til at have en hvilken som helst religiøs tro eller ingen overhovedet.

Hvad vi siger er, at der skal være en radikal adskillelse mellem kirke og stat. Kirkerne må ikke blive støttet direkte eller indirekte fra skatter, ligeledes bør der ikke undervises i religion i statsskolerne. Hvis folk vil have religion, bør de opretholde deres kirker udelukkende gennem deres menigheders bidrag og prædike deres doktriner i deres egen tid. De samme grundlæggende observationer gælder for islam eller enhver anden religion.

Vi regner med at dialogen om religion vil fortsætte, men den må ikke få lov til at utydeliggøre vores epokes fundamentale problemer. Vores første og altovervejende opgave er forene kampen for alle dem der vil sætte en stopper for kapitalens diktatur, som holder menneskeheden i en slaveritilstand. Socialisme vil tillade fri udvikling af mennesket, uden de materielle nødvendigheders begrænsninger.

I århundreder har organiseret religion været brugt af udbytterne til at bedrage og trælbinde masserne. Med jævne mellemrum har der været oprør mod denne situation. Fra Middelalderen og til i dag, er der blevet protesteret mod kirkens underordning under de rige og magtfulde. Vi ser også dette i den nuværende tid. Arbejdernes og bøndernes lidelser, menneskehedens martyrdom under kapitalens infame despoti, forbitrer vide lag af folk, hvoraf mange ikke er bekendte med den marxistiske filosofi, men som er parate til at kæmpe imod uretfærdighed og udbytning. Blandt disse er mange hæderlige kristne og tilmed lavere dele af præsteskabet, som dagligt oplever massernes lidelser.

Den frigørelses teologien er et udtryk for den revolutionære situation i Central- og Latinamerika. De lavere dele af præsteskabet berørt af de undertrykte massers lidelser og taget deres plads i kampen for et bedre liv. Kirkehierarkiet, som i hundreder af år har udviklet en veltilpasset forbindelse til de rige jordejere, banker og kapitalister, bekæmper den nye trend eller tolererer den modstræbende. Således har klassekampen banet sig vej i den romansk katolske kirkes egne rækker.

På samme made er de marxistiske ideer begyndt at få et ekko blandt muslimer, samtidig med at de undertrykte masser i Mellemøsten, Iran, Indonesien begynder at gå i aktion for at forbedre deres liv og kigge efter et kampens program der kan vælte deres undertrykkere.

Hvad der er brug for er afskaffelsen af kapitalismen, godsejervældet og imperialismen. Uden det er ingen vej fremad mulig. Det eneste program der kan sikre en sejr i denne kamp, er det revolutionære marxistiske. Et udbytterigt sammenarbejde mellem marxister og kristne (og muslimer, hinduer, buddhister, jøder og andre religioners tilhængere) i kampen for at omforme samfundet er absolut mulig og nødvendig, på trods af de filosofiske forskelligheder der skiller os. Hæderlige kristne er dybt stødte over den forfærdelige undertrykkelse som majoriteten af menneskeheden lider under. Camillo Torres, en tidligere colombiansk præst, erklærede engang: ”Jeg har smidt præstekjolen for at blive en rigtig præst. Det er enhver katoliks pligt at blive revolutionær: det er enhvers revolutionærs pligt at gennemføre revolutionen. Katolikken som ikke er revolutionær lever i dødelig synd.”

Disse er de værdige efterfølgere for de tidlige kristne revolutionære som stod for jordens fattiges, synderne og de undertryktes sag og ikke var bange at give deres liv i kampen mod undertrykkelse. De er de moderne martyrer hvis minde burde respekteres af alle som holder af frihedens og retfærdighedens sag. Mellem 1968 og 1978 blev over 850 præster, nonner og biskopper arresteret, tortureret og dræbt i Latinamerika. Salvadoraneren Jesuit Rutilio Grande blev før han blev dræbt citeret for at sige: ”Nu til dags er det farligt […] og i praksis ulovligt at være en ægte kristen i Latinamerika.” Trykket ligger på ordet ”ægte”.

Et alternativt liv?

Selvom organiseret religion har tabt grund inden for de sidste år, er religiøse ideer ”kommet tilbage til overfladen” i form af en forvirrende række af sekter og kulter, hvor af nogle tilbyder en ”alternativ livsstil”. I den grad at dette udtrykker en voksende utilfredshed med det kapitalistiske system, dets inhumane, sjæleløse syn på livet, den tomme kommercialisering af alle dele af livet, den grove materialisme, den uendelige og over alt gennemtrængende puklen for penge, voldtagelsen af miljøet osv., blandt en del af ungdommen, kan det repræsentere det første skidt mod en øget bevidsthed. Men så begynder problemerne. Det er ikke nok bare at afvise kapitalisme. Det er nødvendigt at tage konkrete skridt for at afskaffe den.

Et fællestræk for alle disse “alternative” bevægelser – New Age osv. – er at de baserer sig selv udelukkende på en individuel form for frelse. Ad denne vej er ingen udvej muligt. Og i sidste instans præsenterer de der forsvarer dette såkaldte alternativ, overhovedet ikke noget alternativ. Kapitalisme kan leve ganske lykkeligt med nogle få mennesker som beslutter sig for at ”droppe ud”. Det udgør ingen trussel imod den, da magtens herrer fortsætter med at kontrollere samfundslivet som før.

Selv dem som hævder at “droppe ud” finder ud af at de i praksis ikke kan droppe ud. De er tvunget til at bruge penge, købe livsnødvendigheder i butikker, fylde deres gamle biler op på moderne benzinstationer, hvor de køber deres produktioner fra de store olieselskaber, som hærger og forurener miljøet, skubbes af politiet fra det ene område til det andet– ligesom resten af os.

Ideen om at det er muligt at vende ryggen til samfund og politik er en illusion. Bare prøv at gøre det! Og du vil se at politik en dag kommer til dit hus og ringe på (hvis den ikke slår døren ind først).

Forsøget på at finde en individuel løsning er i bund og grund reaktionær fordi den eneste måde hvorpå man kan bekæmpe kapitalismen og den borgerlige stat er ved at forene arbejderklassen og organisere den i en revolutionær bevægelse. At trække sig ud af dette, på den ene eller anden, er at placere sig selv under kapitalens magt og hjælpe til med at sikre den eksisterende samfundsorden i al fremtid.

For at tildække nøgenheden påstår fortalere for New Age at de står for specielle spirituelle værdier som – de forestiller sig – afsondrer dem fra ”ordinære” dødelige og placerer dem i en direkte forbindelse med overnaturlige ting, som er ovenover al forståelse. På denne måde følger de sig bedre end resten af menneskeheden, som ikke er indviet i de store mysterier.

I virkeligheden er disse ideer ikke overlegne i forhold til ordinære dødeliges, men snare dybt underlegne. Den først regel for en som forsøger at ændre samfundet er at forstå det og leve i det. Ved at prøve på at vende ryggen til samfundet, er alt hvad man opnår at blive fuldstændig kraftesløs i forhold til det eksisterende samfund og uigenkaldeligt uden håb give afkald på enhver mulighed for at ændre det. Ad denne vej ligger ikke et alternativ, men bare mere af det samme – for altid.

Religionen og kapitalismens krise

Religion er hvad marxister kalder falsk bevidsthed, fordi den leder vores forståelse væk fra denne verden mod noget hinsides, om hvilket vi intet kan vide og om hvilket det tilmed er nytteløst at stille spørgsmål. Hele videnskabens historie udgår fra to fundamentale antagelser: a) Verden eksisterer uden for mig selv og b) Jeg kan forstå denne verden og selv hvis der er ting som jeg ikke kender til nu, er jeg i det mindste i stand til lære om dem i fremtiden. At skabe en grænse hinsides hvor menneskets viden formodes at trænge ind er at åbne en dør for alle mulige former for mysticisme og overtro. På trods af dette har menneskeheden i mere end 2000 år kæmpet for at opnå forståelse af den selv og den verden vi lever. I al den tid har religionen været det videnskabeliges fremskridts fjende, dette er ikke tilfældigt. I den grad som fremskridtet for den videnskabelige tankegang har gjort os i stand til at forstå ting som tidligere blev set som ”mystiske”, er religionen bliver skubbet tilbage og befinder sig nu i en desperat retrætekamp for at redde sig selv.

I videnskabens kamp mod religionen – dvs. kampen mellem rationel og irrationel tænkning – står marxismen helhjertet på videnskabens side. Men der er mere i det end det. Hele meningen med at erhverve sig viden om verden er at ændre den. Den grundlæggende mening med al menneskelig historie for de sidste 100.000 år – og mere – er menneskehedens uophørlig kamp for at vinde kampen mod naturen, at kontrollere dens egen skæbne og derved blive frie. Religionens rødder lige i en fjern fortid, hvor mennesket kæmpede for at befri sig selv fra dyreverden hvorfra de selv kom. For at skabe mening med naturfænomener som var uden for deres kontrol, blev mennesket nød til at søge tilflugt i magi og animisme – de tidligste former for religion. På sin tid repræsenterede de et skridt for den menneskelige bevidsthed. Dette barnlige stadie skulle man have lagt bag sig for længe siden, men det menneskelige sind er uendeligt konservativt og klynger sig til begreber og fordomme som for længst har mistet al baggrund for eksistens.

I klassesamfundet har begrebet om at “elske din næste” en hul klang. Markedsøkonomien med dens opsynsmands-moral om at ”hund spiser hund”, ”at tiggeren er min nabo”, osv. gør det ikke bare til et svært, men et umuligt udsagn. For at ændre mænd og kvinders adfærd og psyke er det først nødvendigt at ændre den måde hvorpå de lever. Med Marx’s ord, ”socialværen bestemmer bevidstheden”. Hele verden er styret af en håndfuld gigantiske monopoler som plyndrer jordkloden, voldtager planeten, ødelægger miljøet og dømmer utallige millioner til et liv i uudholdelig elendighed og lidelse.

De damer og herre der sidder i bestyrelserne for disse multinationale virksomheder er for det meste praktiserende kristne, med et mindre antal af jøder, muslimer, hinduer og folk med andre overbevisninger. Men kapitalismens virkelige religion er ingen af disse. Det er mammon dyrkelsen, rigdommens gud. Kapitalismen vender op og ned på menneskelige relationer. Det er blevet så forskruet og fordrejet at vi betegner en mand som værende ”en million dollars værd” – som talte vi om handelsvare. På fjernsyn refereres til aktiehandlen, markedet og dollaren og pundet som var de levende væsner (”Pundet fik det en lille smule bedre i dag”). Dette er fremmedgørelse: døde ting (kapital) ses som levende og levende ting (mennesker, arbejde) ses som døde, triviale og meningsløse.

Menneskelig udvikling har en aftagende såvel som en opstigende linje. Det moderne kultur niveau og den moderne civilisation, der er bygget op over tusinder af år er stadig meget svag. Under den ligger alle barbariets brudstykker. Tvivler man på dette, burde man studere Nazitysklands historie, eller de seneste begivenheder på Balkan. I dets progressive periode stod borgerskabet på rationalitetens side – ja og også på ateismens. Nu, under kapitalismens forfald, optræder irrationelle trends overalt – selv de mest avancerede ”kultur”-stater. Hvis det ikke lykkes arbejderklassen at ændre samfundet, vil alle fortidens fremskridt være truet og den fremtidige menneskelige civilisation vil ikke længere være sikret.

De ødelæggelser som kapitalismens har påført hele verden har skabt utallige uhyrligheder. I dens senile forfald har den også givet grobund for en spirende religiøsitet og mystiske tenders af den mest degenererede slags. Religionens reaktionære rolle kan ses overalt i verden i dag, fra Afghanistan til Nordirland. På alle sider ser vi fundamentalismens grimme misfoster: ikke kun i islamisk fundamentalisme, men kristen, jødisk og hinduiske fundamentalisme. Budskabet om broderkærlighed og håb bliver lavet om til fortvivlelse, had og indbyrdes blodbad. Ad denne vej er intet muligt udover barbari og tilintetgørelsen af kulturen og den menneskelige civilisation.

Baggrunden for disse uhyrligheder er ikke så meget religionen selv, som overfladiske iagttagere prøver at fastholde, men kapitalismens og imperialismens forbrydelse, som knuser hele lande og samfund og ødelægger samfundet og familiens struktur, uden at putte noget i dets sted, mens folk ser med frygt på fremtiden og er fortvivlet over nutiden, søger de trøst i de formodede ”evige sandheder” om en ikke-eksisterende fortid. Væksten i den såkaldte religiøse fundamentalisme er bare et konkret udtryk for det kapitalistiske samfunds blindgyde, som driver folk til fortvivlelse og sindssyge. Men som vi ser i Iran og Afghanistan, er løfterne om en religiøs himmel på jorden en tom drøm, og ender i et mareridt.

Religion kan ikke forklare noget af det der sker i verden i dag. Dens rolle er faktisk slet ikke at forklare, men kun at trøste masserne med drømme og balsamere deres sår med falske løfter. Men man vågner altid fra en drøm, og selv den sødeste balsams virkninger tager efter lidt af, og skaber derved en smerte mere intenst end nogensinde før. Religion er en falsk form for bevidsthed, hvad der virkelig er brug for er en virkelig bevidsthed – et videnskabeligt syn på universet og vores plads der i. Den første præmis for at vinde vores frihed som mennesker er et radikalt brud med drømme og vilje til at se verden som den er og os selv som vi er: dødelige mænd og kvinder, der kæmper for et værdigt liv for mennesker her på jorden.

Menneskeheden fremgjort fra sig selv

Fra ældgammel tid er mænd (og stadig flere kvinder) blevet oplært i en kryberiets ånd. Vi har lært at tænke at vi er svage, afmægtige, at vi lige meget, hvad ingen forskel kan gøre, at ”mennesket forslår, men Gud fordeler”. Den fremherskende ide er fatalistisk. Der kan intet blive gjort ved de store problemer vi står over for. Denne form for fatalistisk accept, for krybende tilbedelse af status quo, ligger dybt i alle religioner. Kristne anbefales at hvis nogen slår ham i ansigtet, skal han bare vende den anden kind til, ordet islam betyder ”underkastelse” og profeterne i det gamle testamente forsikrer os at ”alting er ligegyldigt ”. Fra denne magtesløse stemning kommer behovet for et højere væsen, der er alt det vi ikke selv er. Mennesket er dødeligt; Gud er udødelig, Mennesket er svag: Gud er stærk: Mennesket uvidende om universets mysterier; Gud er alvidende osv.

Troen på at mennesker bliver nød til at kigge til himlen efter frelse, lægger også til grund for troen på mirakler. Dette er på ingen måde begrænset til de uudannede klasser. Man finder lignede former for overtro blandt folk der forudsiger økonomien og aktiehandlere, der kun på et højere niveau gentager mentaliteten hos den gambler der holder en kaninfod i den ene hånd mens han kaster en terning med den anden. I biblen bliver de sultne fodret, de blinde så, de lamme gik… - alt sammen ved en guddommelig mellemkomst. Nu til dags kræver der ikke de supernaturliges indblanding at udføre sådanne mirakler. Den moderne videnskabs og teknologis fremskridt tillader os allerede at gøre alle disse ting. Det er kun de kunstige bånd, som den private ejendomsret til produktionsmidler og profitsystemet, der forhindrer os i at udbrede disse fordele til alle mænd, kvinder og børn på planeten.

Efterhånden som mænd og kvinder bliver i stand til at kontrollere deres egne liv og udvikle sig selv som mennesker, tror marxister at interessen for religion – det er søgen efter trøst i livet efter døden - vil aftage helt naturligt. Selvfølgelig vil troende være uenige i denne forudsigelse. Tiden vil vise hvem der har ret. I mellemtiden burde uenigheder om sådanne emner ikke forhindre hæderlige kristne, hinduer, jøder eller muslimer som ønsker at deltage i kæmpen mod uretfærdighed i at slutte sig sammen med marxisterne i kampen for en ny og bedre verden.

For et paradis i denne verden!

“Hvis jeg skulle begynde helt forfra, ville jeg […] prøve at undgå at lave den og den fejl, men mit livs hovedforløb ville forblive uændret. Jeg skal dø som en proletarisk revolutionær, en marxist, en dialektisk materialist og altså en uforsonlig ateist. Min tro på menneskehedens kommunistiske fremtid er ikke mindre brændende, i virkeligheden er den mere sikker, end den var i min ungdom. Troen på menneskets og dets fremtid giver mig en modstandskraft som ingen religion kan give mig.” (L. Trotsky, Stalin, NY 1967, p. 54.)

I hans bog, Metafysikken, har Aristoteles en vidunderlig dybsindig kommentar, da han siger at mennesket begynder at filosofere når livsnødvendighederne er tilvejebragt. Ved at udrydde mænd og kvinders gamle afhængighed af materielle ting, vil socialismen etablere grundlaget for en radikal ændring i den måde hvorpå vi tænker og opfører os. Trotskij foregriber hvad der vil ske i et klasseløst samfund:

"Under socialismen vil samfundet være baseret på solidaritet. Alle de følelser som vi forkæmpere for revolution på nuværende tidspunkt er bange for at navngive – så meget er de blevet ødelagt af hyklere og vulgære folk – såsom objektivt venskab, kærlighed for ens nabo, sympati, vil blive den socialistiske digtnings kraftfulde budskab." (Trotskij, Literature and Revolution, s.60.)

Klasseundertrykkelsens og slaveriets kæder er ikke kun materielle, men også psykologiske og spirituelle. Det vil tage tid, selv efter afskaffelsen af kapitalismen, at udrydde slaveriets psykologiske og moralske ar. Mænd og kvinder som er blevet formet hele deres liv efter kryberiets ånd vil ikke befri deres sind og sjæle fra de gamle fordomme med det samme. Men når først de sociale og materielle betingelser tillader mænd og kvinder at gå ind i et ægte menneskeligt forhold, vil deres adfærd og måde at tænke ligeledes ændres. Når den dag kommer, vil folk ikke længere have brug for politimænd – hverken af den materielle eller spirituelle slags.

De gamle græske sofister som var meget indsigtsfylde filosoffer, fastholdte at “mennesket er måleenheden for alle ting”. I et klasseløst samfund, ville det virkeligt forholde sig sådan. Men der hvor mænd og kvinder kontrollere deres egne liv og skæbne på en fuldt ud bevidst måde, hvor er der så plads til det overnaturlige? I stedet for at koncentrere al deres tørst efter et indbildt liv efter døden, vil folk koncentrere al deres energi i at gøre dette liv så smukt og tilfredsstillende som det overhovedet kan blive. Dette er den egentlige mening med socialisme: at virkeliggøre hvad der altid har været potentielt.

I denne højere form for menneskeligt samfund vil mænd og kvinder rejse sig i deres fulde højde. De vil rense vores verden for al fattighed, had og uretfærdighed. De vil genoprette vores planet til dens naturlige pragt, dens floder, have og åer vil blive rene igen og hele livets vidunderlige diversitet vil blive beskyttet og værnet om. De forstoppede og overfyldte byer vil blive revet ned og genopbygget med al den kærlige omsorg og artistiske kreativitet som menneskets burde strø om sig i deres miljø. Havenes dybder vil blive undersøgt og opgive deres sidste hemmeligheder. Sidst, men ikke mindst, vil vi strække vores hænder mod himlen – ikke i bøn, men i rumskibe som vil bringe menneskeheden til de yderste egne af vores galakse og måske videre. Når mænd og kvinder nyder sådanne ubegrænsede udsigter til menneskelig fremgang, som vi kan nå ved vores egen indsats og midler, uden hjælp fra ånder, hvilken plads vil der være for at søge tilflugt i religion? Folk vil opgive de gamle synspunkter i den grad de opdager at de ikke længere har brug for dem.

I biblen kan vi finde ord af stor visdom, som i Korintherbrevene hvor vi læser: ”Da jeg var barn talte jeg som et barn, jeg forstod som et barn, jeg tænkte som et barn. Da jeg blev en mand puttede jeg disse barnlige ting til side”. Det forholder sig på samme måde med vores art. Når menneskeheden endeligt opfylder dens skæbne og er i stand til på dens egne to fødder og leve livet fuldt ud, vil den ikke længere have brug for religionens støtte, en overnaturlig skabning at bede til eller falsk trøst i andet liv udover dette, Når det tidspunkt kommer, vil menneskeheden kaste religionen fra sig, med samme lethed som voksne dropper de eventyr som de elskede så højt i deres barndom, men nu har mistet deres brugbarhed.

London
22. Juli, 2001

 

Yderligere information