De bagvedliggende, udtrykkelige eller underforståede forestillinger om, hvad der er godt eller skidt, rigtigt eller forkert, som bliver dannet i os som individer – og som ligger til grund for vores handlinger – kaldes værdier.

Men allerede her dukker der en masse spørgsmål op, som man måske, fra tid til anden, går rundt og stiller sig selv. F.eks.: "Hvor kommer disse værdier fra?", "Lever alle mennesker efter de samme værdier?", eller "Hvad er de sande værdier?".

Mange spørgsmål af denne type, som man går og bikser med i sin hverdag, er der faktisk allerede nogle af verdenshistoriens allerstørste filosoffer og videnskabsfolk der har behandlet. F.eks. gamle grækere som Platon og Aristoteles eller nyere tyskere som Hegel, Marx og Engels.

For det første er der det helt grundlæggende spørgsmål om, hvor værdierne og hele den menneskelige bevidsthed kommer fra.

Historisk og arkæologisk forskning har for længst bevist, at menneskene siden den tidlige stenalder har gennemgået adskillige udviklingsstadier med dertilhørende vidt forskellige bevidsthedsniveauer og værdinormer.

De store tænkere var dog delte på spørgsmålet om, hvorfor og hvordan verden har udviklet sig. I grundtræk var de delt i to lejre: Idealisterne og materialisterne.

De gamle grækere og bl.a. Hegel var idealister. De troede, at verden var skabt af en idé. En idé, der var uafhængig af den menneskelige hjerne eller anden materie, og som gennem en vilje udførte handlinger, altså en slags gud eller ånd. De forklarede verdens skabelse og udvikling som et udtryk for denne idés vilje.

I modsætning til disse stod bl.a. Marx og Engels. Marx og Engels mente ikke, at idéer og tanker kunne eksistere uafhængigt af materien, men at de var et produkt af materielle, kemiske reaktioner i en levende organismes hjerne. De mente, at den menneskelige bevidsthed var bestemt af de materielle forhold, som menneskene består af og omgives af.

På den måde forklarede de, at den menneskelige bevidsthed og menneskenes værdier har ændret sig, i takt med at samfundet og teknologien har ændret sig. Disse tanker udviklede de i form af, hvad der senere blev kaldt "den dialektiske materialisme".

Dog hævdes det stadig fra mange sider, at der i menneskets natur skulle være indbygget faste værdier som f.eks. egoisme og grådighed eller solidaritet og kærlighed. Men dette er ikke rigtigt. Menneskeheden har gennemgået mange faser med meget forskellige bevidsthedsniveauer og værdinormer. Der findes altså ikke en definition, der hedder: "Sådan er menneskets natur".

Vi marxister mener, at mennesket er et produkt af det samfund og de omgivelser det lever i. Men det betyder ikke, at det kun går den vej. Det er det sociale liv, der bestemmer menneskers bevidsthed, men menneskers bevidste handlinger kan aktivt gribe ind og ændre samfundet og dermed de rammer, der udvikler vores bevidsthed. Derfor giver det mening at kæmpe for nogle andre værdier end dem, det kapitalistiske samfund står for og frembringer hos folk. Vi mener ikke at man kan bygge et velfungerende og lykkeligt samfund op på værdier som grådighed, egoisme, konkurrence, og andre værdier, som præger det kapitalistiske samfund.

Ud over de psykologiske effekter det har på folk, der er tvunget til at leve i et sådant samfund, som fx aggressivitet, fremmedgørelse, mindreværdskomplekser, intolerance og andet, findes der også andre åbenbare problemer. I et samfund, hvor alle er i konkurrence, og hvor "de stærkeste overlever", er der selvfølgelig nogle, der klarer sig godt og er lykkelige, men der vil også altid være "tabere", som ikke vil klare sig godt og aldrig vil kunne blive helt lykkelige.

Derfor mener vi, at vi må skabe et andet samfund med nogle andre værdier. Et samfund, hvor alle kan være vindere. Et sådant samfund er muligt, dette forklarede Marx og Engels gennem deres historiske materialisme.

Marx og Engels mente, at kapitalismen udviklede en arbejderklasse, der gennem sin hverdag i samfundet og erfaringer med klassekampen ville opbygge en social bevidsthed – gennem det tætte arbejde på fabrikkerne og livet i byerne, i tæt kontakt og samkvem med andre mennesker. Kapitalismen ville samtidig pga. sine egne indre modsætninger udvikle sig til et stadie, hvor det ikke længere kunne skabe fremskridt og fremgang. Der ville opstå kriser, arbejdsløshed, krige og andre selvdestruktive symptomer. Løsningen på problemet var, at arbejderklassen gennem en revolution overtog styringen af samfundet og lagde grunden til et helt nyt slags samfund, det socialistiske.

Sådan en revolution er ikke en selvfølge. Lenin, en af lederne af den russiske revolution, sagde: "Enten skaber vi socialisme eller også ender vi i barbari". Han mente altså at kapitalismen var i stand til at ødelægge hele verden og menneskeheden gennem utallige kriser, krige og elendighed. Og hvis ikke arbejderklassen aktivt griber ind og tager over, så vil vi aldrig kunne løse de store problemer.

Derfor er det vigtigt, at arbejdere og unge tager aktivt stilling og arbejder hård for at ændre samfundet, hvis vi ønsker en demokratisk planlagt socialistisk økonomi, uden egoisme, grådighed og konkurrence, men med socialt ansvar, lighed og masser af solidaritet.