Trotsky militantHvorfor blev det spanske proletariat besejret?

- råudkastet og de fragmentariske noter til denne artikel blev fundet blandt Trotskijs papirer kort efter hans død. Artiklen blev publiceret i bladet Fourth International, december 1940.

Hvor langt arbejderbevægelsen er blevet kastet tilbage kan måles, ikke bare i masseorganisationernes, men også i de ideologiske grupperingers tilstand, og de teoretiske undersøgelser som så mange grupper er optaget af. I Paris publiceres et tidsskrift Que Faire (Hvad der bør gøres), som af en eller anden grund anser sig selv for at være marxistisk, men som i virkeligheden befinder sig helt inden for rammerne af den erfaringsfilosofi som findes hos venstreborgerlige intellektuelle og de isolerede arbejdere som har tillagt sig alle de intellektuelles laster.

Som alle grupper, der savner et videnskabeligt fundament og som ikke har noget program eller tradition, forsøgte dette lille tidsskrift at gribe fat i POUM's frakkeskøder - det POUM som syntes at åbne den korteste vej til masserne og sejren. Men denne forbindelse til den spanske revolution gav et resultat som i første omgang virker helt uventet; tidsskriftet gik ikke fremad men tilbage. Faktisk ligger dette helt i sagens natur. Modsætningerne mellem småborgerlig konservatisme og den proletariske revolutions behov har udviklet sig ekstremt meget. Det er kun naturligt at forsvarerne og fortolkerne af POUM's politik blev kastet langt tilbage, både på det politiske og det teoretiske område.

I sig selv er Que Faire på ingen måde vigtig. Men det er af interesse som symptom. Det er derfor vi mener at det er værdifuldt at opholde os ved dette tidsskrifts bedømmelse af årsagerne til den spanske revolutions sammenbrud, for så vidt som denne bedømmelse meget klart viser de træk som nu er fremherskende inden for pseudomarxismens venstrefløj.

Que Faire forklarer

Vi indleder med et ordret citat fra en anmeldelse (i Que Faire) af kammerat Cassanovas pjece Den spanske borgerkrig og stalinismens forræderi:

"Hvorfor blev revolutionen knust? 'Fordi', svarer forfatteren (Cassanova), 'kommunistpartiet førte en forkert politik, som desværre blev fulgt af de revolutionære masser'. Men hvorfor helvede samledes de revolutionære masser, som forlod deres tidligere ledere, under kommunistpartiets faner? 'Fordi der ikke fandtes noget rigtigt revolutionært parti'. Vi får en ren tautologi serveret. En forkert politik fra masserne; et umodent parti er enten udtryk for et vist socialt styrkeforhold (arbejderklassens umodenhed, bøndernes manglende selvstændighed) som må forklares ved at udgå fra fakta som bl.a. Cassanova selv fremlægger; eller også er det produktet af visse ondskabsfulde enkeltpersoners eller gruppers handlinger, handlinger som ikke svarer til 'ærlige personers anstrengelser, personer der som de eneste kan redde revolutionen'. Efter at have famlet efter den første vej, den marxistiske, tager Cassanova den anden. Vi føres ind på den rene dæmonlæres område; skurken der er ansvarlig for nederlaget er overdjævelen, Stalin, støttet af anarkisterne og de andre smådjævle; de revolutionæres gud sendte ingen Lenin eller Trotskij til Spanien som han gjorde i Rusland i 1917".

Derefter følger konklusionen: "Dette er resultatet når man for enhver pris vil tvinge en kirkes forstenede ortodoksi på fakta". Dette teoretiske hovmod bliver endnu mere fremtrædende af det faktum, at det er svært at forestille sig, hvordan så mange banaliteter, vulgariteter og fejl af den direkte konservative bedsteborgerlige type kan presses ind på så få linjer.

Forfatteren til ovenstående citat undgår at give nogen forklaring på den spanske revolutions nederlag; han antyder blot at der kræves dybe forklaringer, som f.eks. "sociale styrkeforhold". At forklaringer undgås er ingen tilfældighed. Disse bolsjevismens kritikere er alle teoretiske kujoner, af den simple årsag at de ikke har fast grund under fødderne. For ikke at afsløre deres egen bankerot, jonglerer de med fakta og strejfer om med andres meninger. De begrænser sig til antydninger og halve tanker, som om de bare ikke har haft tid til at skildre hele deres visdom. Faktum er at de overhovedet ikke besidder nogen visdom. Deres hovmod er på grænsen til intellektuelt kvaksalveri.

Lad os trin for trin analysere vor forfatters antydninger og halve tanker. Ifølge ham kan forkert politik fra massernes side kun forklares med at den "afspejler et vist socialt styrkeforhold", nemlig arbejdernes umodenhed og bøndernes manglende selvstændighed. Den der leder efter tautologier kan ikke finde nogen mere åbenbar end denne. En "forkert politik fra massernes side" forklares med disse massers "umodenhed". Men hvad vil "massernes umodenhed" sige? Tydeligvis deres forkærlighed for en forkert politik. Præcis hvad denne forkerte politik bestod i og hvem der startede den, masserne eller lederne, det forbigår vor forfatter i tavshed. Ved hjælp af en tautologi lægger han ansvaret over på masserne. Dette klassiske trick fra alle forrædere, desertører og deres advokater er særligt modbydeligt i forbindelse med det spanske proletariat.

Forrædernes spidsfindigheder

I juli 1936 - for ikke at tale om en tidligere periode - slog de spanske arbejdere de officerers angreb tilbage, som havde forberedt deres sammensværgelse under folkefrontens beskyttelse. Masserne stablede militser på benene og skabte arbejderkomitéer, bolværket for deres fremtidige diktatur. Men proletariatets ledende organisationer hjalp borgerklassen med at knuse disse komitéer, at likvidere arbejdernes angreb på privat ejendommen og at lægge arbejdermilitserne under borgerklassens kommando. Desuden deltog POUM i regeringen og tog et direkte ansvar for dette kontrarevolutionens arbejde. Hvad betyder i dette tilfælde proletariatets "modenhed"? Naturligvis blot dette at det ikke lykkedes

for masserne, trods det at de havde valgt en rigtig politisk linie, at knuse socialisternes, stalinisternes, anarkisternes og POUM-isternes koalition med borgerklassen. Udgangspunktet for denne spidsfindighed er opfattelsen af en slags absolut modenhed, dvs. en perfekt tilstand hos masserne, hvor de ikke behøver en rigtig ledelse, og desuden er i stand til at sejre over deres egen ledelse. Der findes ikke og kan ikke findes en sådan modenhed.

Men hvorfor ska1 arbejdere som viser et sådant korrekt revolutionært instinkt, og en sådan overlegen kampevne, underkaste sig en forræderisk ledelse?, protesterer vore vise mænd. Vort svar er: der findes end ikke en antydning af underkastelse. Arbejdernes marchretning dannede hele tiden en vis vinkel med ledelsens retning. Og i de mest kritiske øjeblikke blev denne vinkel 180 grader. Ledelsen hjalp da direkte eller indirekte med til at slå arbejderne ned med våbenmagt.

I maj 1937 gjorde arbejderne i Catalonien oprør, ikke bare uden deres ledelse men også imod denne. De anarkistiske ledere - patetiske og foragtelige borgere billigt forklædte som revolutionære - har hundredvis af gange gentaget i deres presse, at hvis CNT i maj havde villet tage magten og oprette sit diktatur, kunne de uden besvær have gjort det. Denne gang taler de anarkistiske ledere ren og skær sandhed. POUM-lederne fulgte faktisk i halen på CNT, de tilslørede bare deres politik med en anden slags fraser. Det var takket være dette, og kun dette, at det lykkedes for borgerklassen at knuse det "modne" proletariats majoprør.

For at kunne gentage den hule udtalelse at de spanske masser bare fulgte deres ledere må man intet som helst have forstået om forholdet mellem klasserne og partiet, mellem masserne og lederne. Det eneste man kan sige er at de masser, som hele tiden forsøgte at sprænge sig frem til den rigtige vej, ikke fandt nogen ny ledelse som svarede til revolutionens krav. Vi har for os en yderst dynamisk proces, med revolutionens forskellige stadier som hurtigt afløser hinanden, med ledelsen eller forskellige dele af ledelsen som hurtigt deserterer til klassefjendens side. Men vore vise mænd indlader sig på en fuldstændig statisk diskussion: Hvorfor fulgte arbejderklassen i sin helhed en dårlig ledelse?

Den dialektiske metode

Der findes en gammel talemåde fra det evolutionistiske og liberale historiesyn: Ethvert folk får den regering det fortjener. Historien viser imidlertid, at ét og samme folk i løbet af en relativ kort periode kan få meget forskellige regeringer (Rusland, Italien, Tyskland, Spanien osv.), og desuden at rækkefølgen af disse forskellige regeringer overhovedet ikke går i én og samme retning: fra enevoldsmagt til frihed, som tilhængerne af den liberale udviklingslære troede. Hemmeligheden bag dette er at et folk består af fjendtlige klasser, og at klasserne selv består af forskellige og delvist modstridende lag, som kommer under forskellige ledelser; desuden kommer ethvert folk under indflydelse af andre folkeslag, som selv består af klasser. Regeringer udtrykker ikke den systematisk voksende "modenhed" hos et "folk", men er et produkt af kampen mellem forskellige klasser og de forskellige lag inden for én og samme klasse, og endelig effekten af ydre faktorer - alliancer, konflikter, krig, osv. Dertil kommer at en regering, når først den er blevet oprettet, kan bestå meget længere end det styrkeforhold som skabte den. Det er netop ud af denne modsætning at revolutioner, statskup, kontrarevolutioner osv. opstår.

Nøjagtig den samme dialektiske metode må anvendes når man behandler spørgsmålet om en klasses ledelse. Vore vise mænd, som efterligner de liberale, accepterer stiltiende antagelsen at enhver klasse får den ledelse den fortjener. I virkeligheden er ledelsen overhovedet ikke bare en "afspejling" af en klasse, eller et produkt af dens egen frie skaberevne. En ledelse formes under sammenstødene mellem de forskellige klasser eller friktionen mellem de forskellige lag inden for en given klasse. Når ledelsen først er opstået, så hæver den sig altid over sin klasse, og den bliver dermed modtagelig for påvirkning og indflydelse fra andre klasser. Proletariatet kan i lang tid "tolerere" en ledelse som allerede er fuldstændig degenereret, men som ikke endnu ikke har haft lejlighed til at vise denne degenerering i forbindelse med store begivenheder.

Der kræves et stort historisk chok for klart at afsløre modsætningen mellem ledelsen og klassen. Historiens mægtigste chok er krig og revolutioner. Netop af denne grund overrumples arbejderklassen ofte af krig og revolutioner. Men selv i de tilfælde hvor den gamle ledelse har afsløret sin indre korrumpering, kan klassen ikke uden videre improvisere sig frem til en ny ledelse, specielt ikke hvis den ikke fra en tidligere periode har arvet stærke revolutionære kadrer, som er i stand til at udnytte det gamle ledende partis sammenbrud. Den marxistiske fortolkning, dvs. den dialektiske, og ikke den skolastiske fortolkning, af forholdet mellem en klasse og dens ledelse, efterlader ikke sten på sten af vor forfatters legalistiske spidsfindighed.

Hvordan de russiske arbejdere modnedes

Han opfatter proletariatets modenhed som noget rent statisk. Og dog er en klasses bevidsthed under en revolution den mest dynamiske af de processer, som bestemmer revolutionens forløb. Var det muligt i januar eller endog i marts 1917, efter zarismens fald, at give et svar på spørgsmålet om hvorvidt det russiske proletariat var tilstrækkeligt "modnet" til at tage magten inden for otte eller ni måneder?

Arbejderklassen var på den tid socialt og politisk overordentlig blandet. I løbet af krigsårene var den blevet fornyet 30-40% med småborgere som ofte var reaktionære, med tilbagestående bønder, med kvinder og med unge. I marts 1917 var der kun et ubetydeligt mindretal inden for arbejderklassen som fulgte Bolsjevikpartiet, og desuden var der modsætninger inden for selve partiet. Det overvældende flertal af arbejderne støttede mensjevikkerne og de "socialrevolutionære", dvs. konservative socialpatrioter. Situationen var endnu mindre gunstig med hensyn til hæren og bønderne. Her til kommer desuden det generelt lave kulturelle niveau i landet, mangelen på politisk erfaring i proletariatets brede lag, specielt i provinserne, for slet ikke at tale om bønderne og soldaterne.

Hvilke aktiver havde bolsjevismen at trække på? I begyndelsen af revolutionen var det kun Lenin der havde en klar og nøje gennemtænkt revolutionær forestilling. De russiske partikadrer var spredte og i høj grad forvirrede. Men partiet havde autoritet blandt de udviklede arbejdere. Lenin havde stor autoritet blandt partikadrerne. Lenins politiske forestilling svarede til revolutionens faktiske udvikling, og hver ny begivenhed styrkede den. Disse bolsjevismens aktiver gjorde underværker i en revolutionær situation, dvs. under forhold med bitter klassekamp. Partiet rettede hurtigt sin politik ind i overensstemmelse med Lenins opfattelse, dvs. i overensstemmelse med revolutionens faktiske forlob. Takket være dette fik det stærk støtte fra titusinde udviklede arbejdere. Ved at basere sig på revolutionens udvikling lykkedes det partiet på nogle få måneder at overbevise flertallet af arbejderne om det rigtige i dets paroler.

Det lykkedes dernæst for dette flertal, som var organiseret i sovjetterne, at drage soldaterne og bønderne til sig.

Hvordan kan denne dynamiske, dialektiske proces forklares dækkende med en formel om proletariatets modenhed eller umodenhed? En kolossal faktor i det russiske proletariats modenhed i februar eller marts 1917 var Lenin. Han faldt ikke ned fra himlen. Han personificerede arbejderklassens revolutionære tradition. For at Lenins paroler skulle nå frem til masserne måtte der være kadrer, om end kun få i begyndelsen; kadrerne måtte have tillid til ledelsen, en tillid baseret på alle tidligere erfaringer. At udelade disse elementer af sine beregninger er helt enkelt at se bort fra den levende revolution, at erstatte den med en abstraktion, "styrkeforholdet": for revolutionens udvikling består netop af stadige og hurtige forandringer i styrkeforholdene, som påvirkes af forandringer i proletariatets bevidsthed, tiltrækningen af de tilbagestående lag til de udviklede, klassens voksende tiltro til sin egen styrke.

Den vigtigste drivfjeder i denne proces er partiet, præcis som den vigtigste drivfjeder i partiets mekanisme er dets ledelse. Ledelsens rolle og ansvar under en revolutionær epoke er enorm.

"Modenhedens" relativitet

Sejren i oktober er et godt vidnesbyrd om proletariatets "modenhed". Men denne modenhed er relativ. Få år senere tillod det selv samme proletariat at revolutionen blev kvalt af et bureaukrati, som opstod fra dets rækker. Sejren er slet ikke den modne frugt af proletariatets "modenhed". Det er nødvendigt at udnytte den revolutionære krises gunstige forhold til at mobilisere masserne; med det givne niveau af deres "modenhed" som udgangspunkt må man drive dem fremad, lære dem at forstå at fjenden ikke på nogen måde er almægtig, at han sønderrives af modsætninger, at der hersker panik bag den imponerende facade. Hvis det var mislykkedes for Bolsjevikpartiet at udføre dette arbejde, så havde der end ikke kunnet være tale om den proletariske revolutions sejr. Sovjetterne ville være blevet knust af kontrarevolutionen, og alle små vise mænd i alle lande ville have skrevet artikler og bøger om temaet at kun rodløse drømmere kunne drømme om proletariatets diktatur i Rusland, med et så lille og umodent proletariat.

Bøndernes hjælpende rolle

Lige så abstrakt, pedantisk og fejlagtig er henvisningen til bøndernes "manglende selvstændighed". Hvor og hvornår har vore vise mænd nogensinde i et kapitalistisk land set bønder med et selvstændigt revolutionært program eller evne til selvstændige revolutionære initiativer? Bønder kan spille en meget stor rolle i revolutionen, men kun som hjælpetropper.

I mange tilfælde handlede de spanske bønder dristigt og kæmpede modigt. Men for at vække hele bondemassen, måtte proletariatet optræde som forbillede ved et beslutsomt oprør mod borgerklassen, og indgyde bønderne tro på at sejren er mulig. Samtidig blev ethvert af proletariatets egne revolutionære initiativer lammet af dets egne organisationer.

Proletariatets "umodenhed" og bøndernes "manglende selvstændighed" er hverken endegyldige eller grundlæggende faktorer i historiske begivenheder. Bag klassernes bevidsthed ligger klasserne selv, deres antal, deres rolle i det økonomiske liv. Bag klasserne ligger et bestemt produktionssystem som igen bestemmes af niveauet af produktivkræfternes udvikling. Hvorfor så ikke sige at nederlaget for det spanske proletariat var bestemt af teknologiens lave niveau?

Personlighedens rolle

Vor forfatter erstatter den historiske proces' dialektiske betingelser med mekanisk determinisme. Derfor de billige og hånlige udtalelser om de gode og dårlige enkeltpersoners rolle. Historien er et forløb af klassekamp. Men klasser sætter ikke hele deres kraft ind automatisk og samtidigt. I løbet af kampen skaber klasserne forskellige organer som spiller en vigtig og selvstændig rolle, og som udsættes for deformeringer. Dette er også grunden til personlighedens rolle i historien. Det var naturligvis objektive årsager som skabte Hitlers enevoldsherredømme, men kun tykpandede "deterministiske" pedanter kan i dag nægte Hitlers enorme rolle. Lenins ankomst til Petrograd den 3. april 1917 fik Bolsjevikpartiet til at vende i tide, og medførte at det kunne lede revolutionen til sejr.

De kloge hoveder kan sige, at hvis Lenin var død i udlandet i begyndelsen af 1917, så ville Oktoberrevolutionen alligevel have fundet sted. Men det er ikke tilfældet. Lenin repræsenterede en af den historiske proces' levende elementer. Han personificerede erfaringerne og klarsynet hos proletariatets mest aktive del. Hans opdukken på revolutionens arena i tide var nødvendig for at mobilisere avantgarden, og give den en mulighed for at samle arbejderklassen og bønderne omkring sig. En politisk ledelse kan i afgørende øjeblikke med historiske omvæltninger blive en lige så vigtig faktor som hærledelsens rolle i kritiske øjeblikke i en krig. Historien er ikke en automatisk proces. Hvis det var tilfældet hvorfor så have ledere? partier? teoretisk kamp?

Stalinismen i Spanien

"Men hvorfor i helvede", spørger forfatteren som vi allerede har hørt, "samledes de revolutionære masser, som forlod deres tidligere ledere, sig under Kommunistpartiets faner?" Spørgsmålet er forkert stillet. Det er ikke sandt at de revolutionære masser forlod alle deres tidligere ledere. De arbejdere som tidligere havde forbindelse med bestemte organisationer, fortsatte med at holde fast ved dem, samtidig med at de iagttog og kontrollerede. Arbejdere bryder ikke så let med det parti som vækker dem til et bevidst liv. Desuden beroligedes de af tilstedeværelsen af en gensidig beskyttelse inden for folkefronten: eftersom alle var enige, måtte alt være i orden. De nye og friske masser vendte sig naturligvis til Komintern, som det parti der havde gennemført den eneste sejrrige proletariske revolution, og, håbede man, kunne garantere våben til Spanien.

Desuden var Komintern den mest ivrige fortaler for idéen om Folkefronten; dette gav tillid i uerfarne arbejderlag. Inden for Folkefronten var Komintern den mest ivrige fortaler for revolutionens borgerlige karakter; dette skabte tillid hos små- og til dels mellembourgeoisiet. Det var derfor masserne "samlede sig under Kommunistpartiets faner".

Vor forfatter stiller spørgsmålet som om proletariatet befandt sig i en velforsynet skoforretning og skulle vælge sig et par sko. Som vi alle ved, lykkes selv denne simple handling ikke altid. Hvad angår ny ledelse er udvalget meget begrænset. Kun gradvist, og kun på basis af deres egne erfaringer gennem flere udviklingstrin, kan massernes brede lag overbevises om at en ny ledelse er fastere, mere til at stole på, og mere loyal end den gamle. Ganske vist kan et svagt parti vokse hurtigt til et mægtigt parti under en revolution, dvs. når begivenhederne udvikler sig hurtigt. Men dette kan kun ske hvis det klart forstår revolutionens retning og råder over pålidelige kadrer, som ikke lader sig beruse af fraser og som ikke bliver skræmt af forfølgelse. Men et sådant parti må være til rådighed inden revolutionen, eftersom uddannelse af kadrer kræver lang tid og revolutionen ingen tid giver.

POUM's forræderi

Til venstre for alle andre partier i Spanien stod POUM, som utvivlsomt omfattede revolutionære proletariske elementer som ikke tidligere havde været fast knyttet til anarkismen. Men det var netop dette parti som spillede en skæbnesvanger rolle i den spanske revolutions udvikling. Det kunne ikke blive til et masseparti, fordi det så først måtte besejre de gamle partier, og disse kun kunne besejres ved uforsonlig kamp, ved skånselsløst at afsløre deres borgerlige karakter.

Samtidig med at POUM kritiserede de gamle partier, underordnede man sig dem i alle grundlæggende spørgsmål. POUM deltog i den "Folkelige" valgkoalition; gik med i den regering som likviderede arbejderkommitéer; deltog i kampen for at oprette denne regeringskoalition; kapitulerede gang på gang overfor den anarkistiske 1edelse; førte i samarbejde med denne en forkert fagforeningspolitik; og indtog en vaklende og ikke-revolutionær holdning til majoprøret 1937.

Fra determinismens synsvinkel i almindelighed er det naturligvis muligt at indse, at POUM's politik ikke var nogen tilfældighed. Alt i denne verden har en årsag. Imidlertid er den række af årsager, som skabte POUM's centrisme, på ingen måde kun en afspejling af det spanske eller catalanske proletariats tilstand. To årsagssammenhænge bevægede sig mod hinanden i en vinkel, og på et vist tidspunkt kom de i en uforsonlig konflikt.

Hvis man i sine betragtninger medtager tidligere internationale erfaringer, Moskvas indflydelse, virkningerne af en række nederlag, osv. er det muligt politisk og psykologisk at forklare, hvorfor POUM viste sig at være et centristisk parti. Men dette ændrer ikke dets centristiske karakter, og ændrer heller ikke det faktum at et centristisk part altid virker som bremse på revolutionen, altid løber panden mod en mur, og måske forårsager revolutionens sammenbrud. Det ændrer ikke det faktum at de catalanske masser var betydelig mere revolutionære end POUM, som igen var mere revolutionært end dets ledelse. Hvis man under disse forhold kaster ansvaret for en forkert politik på massernes "umodenhed", så indlader man sig på rent kvaksalveri, hvilket politisk bankerotte personer ofte tyer til.

Ledelsens ansvar

Den historiske forfalskning består i dette: at ansvaret for de spanske massers nederlag lægges over på de arbejdende masser, og ikke på de partier som lammede eller simpelthen knuste massernes revolutionære bevægelse. POUM's forsvarsadvokater nægter helt enkelt ledernes ansvar for derved at slippe for at bære deres eget ansvar. Denne impotente filosofi, som forsøger at affinde sig med at nederlag er et nødvendigt led i den kosmiske udviklings kæde, er helt ude af stand til at stille spørgsmål, og nægter at gøre det, om så konkrete faktorer som de programmer, partier, og personer som var nederlagets organisatorer. Denne skæbne- og nedværdigelsesfilosofi står i direkte modsætning til marxismen som den revolutionære handlings teori. Borgerkrig er en proces hvor de politiske opgaver løses med militære midler. Hvis resultatet af denne krig var bestemt af "klassernes styrkeforhold", så ville krigen selv ikke være nødvendig. En krig har sin egen organisering, sin egen politik, sine egne metoder, sin egen ledelse, som direkte bestemmer dens skæne. Naturligvis er "klassernes styrkeforhold" fundamentet for alle andre politiske faktorer, men akkurat som en bygnings fundament ikke mindsker betydningen af væggene, vinduerne, dørene og taget, så fjerner "klassernes tilstand" ikke vigtigheden af partier, deres strategi, deres ledelse. Ved at opløse det konkrete i det abstrakte stopper de kloge hoveder i virkeligheden halvvejs. Den "mest dybtgående" løsning på problemet ville have været at forklare at det spanske proletariats nederlag skyldtes produktivkræfternes utilstrækkelige udvikling. En sådan nøgle er tilgængelig for enhver idiot.

Ved at reducere partiets og ledelsens betydning til nul, fornægter disse kloge hoveder i det hele taget muligheden af en revolutionær sejr, for der findes ikke den mindste grund til af forvente mere gunstige forhold. Kapitalismen gør ikke 1ængere fremskridt, proletariatet øges ikke i antal; tværtimod er det hæren af arbejdsløse der vokser, hvilket ikke øger men reducerer proletariatets kampevne, og har en negativ virkning på dets bevidsthed. Ligeledes er der ingen grund til at tro at bønderne under kapitalismen er i stand til at opnå en højere revolutionær bevidsthed. Konklusionen på vor forfatters analyse er således fuldstændig pessimisme, en fjernelse fra de revolutionære perspektiver. For at yde dem retfærdighed bør det siges, at de ikke selv forstår hvad de siger.

Faktum er at de stiller helt urimelige krav til massernes bevidsthed. De spanske arbejdere og de spanske bønder gav alt hvad disse klasser kan give i en revolutionær situation. Vi tænker netop på millionernes og titals millionernes klasse.

Que Faire repræsenterer bare en af disse små skoler, eller kirker eller kapeller som, skræmt af klassekampens gang og den begyndende reaktion, publicerer deres små aviser og deres teoretiske studier i et hjørne, ude på sidelinjerne, isoleret fra den revolutionære tænknings virkelige udvikling, for slet ikke at tale om massebevægelsen.

Undertrykkelse af den spanske revolution

Det spanske proletariat blev offer for en koalition som bestod af imperialister, spanske republikanere, socialister, anarkister, stalinister, og på venstrefløjen POUM. Alle lammede de den socialistiske revolution som det spanske proletariat faktisk var begyndt at virkeliggøre. Det er ikke let at udrydde den socialistiske revolution. Ingen har nogensinde fundet på andre metoder end hensynsløs undertrykkelse, massakrer på avantgarden, henrettelse af lederne, osv. Naturligvis ønskede POUM ikke dette. Det ønskede på den ene side at deltage i den republikanske regering, og indgå som loyal fredselskende opposition i de regerende partiers almene blok; og på den anden side at opnå fredelige kammeratlige relationer på et tidspunkt, hvor det drejede sig om uforsonlig borgerkrig. Netop af denne årsag blev POUM offer for modsætningerne i sin egen politik.

Den mest konsekvente politik i den regerende blok blev fort af stalinisterne. De var den borgerlig-republikanske kontrarevolutions kæmpende avantgarde. De ville fjerne behovet for fascisme ved at bevise for den spanske og verdens borgerklasse, at de selv magtede at kvæle den proletariske revolution under "demokratiets" banner. Dette var kernen i deres politik. Den spanske Folkefronts bankerotte politikere forsøger i dag at kaste skylden på GPU. Jeg formoder at vi ikke kan mistænkes for at være for milde mod GPU's forbrydelser. Men vi kan klart se, og vi siger det til arbejderne, at GPU i dette tilfælde blot handlede som den mest beslutsomme afdeling i Folkefrontens tjeneste. Deri lå GPU's styrke; deri lå Stalins historiske rolle. Kun uvidende spidsborgere kan feje dette til side med dumme småvitser om chefdjævelen.

Disse herrer besværer sig ikke engang med spørgsmålet om revolutionens sociale karakter. Til gavn for England og Frankrig proklamerede Moskvas lakajer, at den spanske revolution var borgerlig. På dette bluf blev Folkefrontens forræderiske politik bygget, en politik som ville have været fuldstændig forkert, selv om den spanske revolution virkelig havde været borgerlig. Men revolutionen udtrykte lige fra begyndelsen sin proletariske karakter langt tydeligere end revolutionen i Rusland i 1917. I POUM's ledelse sidder i dag herrer som mener at Andrés Nin's politik var alt for "venstredrejet", at det eneste rigtige havde været at forblive i Folkefrontens venstrefløj. Den virkelige tragedie var at Nin, som førte sig frem med Lenins og Oktoberrevolutionens autoritet, ikke kunne beslutte sig til at bryde med Folkefronten.

Victor Serge, som ivrigt kompromitterer sig med en letsindig indstilling til alvorlige spørgsmål, skriver at Nin ikke ville underkaste sig ordrer fra Oslo eller Cyoacán. Kan en seriøs person virkelig begrænse spørgsmålet om en revolutions klasseindhold til ynkelig sladder? De kloge hoveder i Que Faire har intet som helst svar på dette spørgsmål. De forstår ikke selve spørgsmålet. Hvilken betydning har det faktum at det "umodne" proletariat grundlagde sine egne magtorganer, overtog fabrikker, og forsøgte at styre produktionen mens POUM af alle kræfter forsøgte at undgå at bryde med de borgerlige anarkister, som sammen med de borgerlige republikanere og de ikke mindre borgerlige socialister og stalinister angreb og kvalte den proletariske revolution! Sådanne "bagateller" interesserer åbenbart kun den "forstenede ortodoksis" repræsentanter. De kloge hoveder på Que Faire har i stedet et specielt apparat som måler proletariatets modenhed og styrkeforhold, uafhængigt af alle spørgsmål om revolutionær klassestrategi…

 

Støt Revolution! Tegn abonnement. 10 numre om året ind af brevsprækken, for kun 250kr!.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.