Beskrivelsen af den kapitalistiske økonomi og dens virkemåde har gennem tiden indtaget en central plads i marxismen. Marxister ser produktionen og det økonomiske liv som grundlaget for, hvordan samfundet er indrettet. Så hvis arbejdere og unge vil forstå det samfund, de lever og arbejder i, og kæmpe for at ændre det, er det nødvendigt at vide noget om, hvordan økonomien fungerer - hvorfor kommer der mere stress og øget pres, hvorfor er der arbejdsløshed, hvorfor kommer der økonomiske kriser, hvordan bliver arbejdsgiverne rige, tjener profit osv.

Arbejdere, der kæmper for retfærdige krav, mødes ofte af arbejdsgivernes "eksperter", der fortæller dem, at økonomien er sådan og sådan skruet sammen, så derfor kan de lige så godt opgive deres krav. F.eks. dukker der jævnligt artikler op i aviserne om, at lønstigninger fører lige lukt til inflation, og at arbejderne derfor ikke skal kræve så meget - det sker gerne, når overenskomstforhandlingerne er i gang. De borgerlige "eksperters" opgave er at tilsløre den udnyttelse, arbejderklassen udsættes for under kapitalismen, og "bevise" kapitalismens overlegenhed. Vil man holde hovedet koldt i deres strøm af "teorier" og bekæmpe disse "teoriers" indflydelse i arbejderbevægelsen, må man stå klart fast på den marxistiske forståelse af det kapitalistiske samfund og dets økonomi. Denne artikel vil forsøge at give en kort indføring i marxismens grundlæggende økonomiske teori.

Kapitalismens forudsætninger

Det kapitalistiske samfund er et klassesamfund, der bygger på den lille klasse af arbejdsgiveres ejendomsret til fabrikkerne, virksomhederne, maskinerne osv. og deres udbytning af det store befolkningsflertal, arbejderklassen. Den første betingelse for at kapitalismen kan eksistere, er at der findes en stor klasse af besiddelsesløse arbejdere - det betyder ikke, at de ikke kan eje en cykel eller et køleskab, men at de ikke er ejere af produktionsmidler, dvs. de bygninger, maskiner osv., som man skal bruge i produktionen. Derfor er arbejderen nødt til at sælge det, han har - dvs. hans evne til at arbejde, hans arbejdskraft - til en arbejdsgiver, en kapitalist. Kapitalistklassen er den klasse, der har koncentreret produktionsmidlerne i sine egne hænder, og som i kraft af det kan ansætte arbejdere til at drive produktionsmidlerne og lave varer, som kapitalisten kan tjene penge på. Nogle mener, at "arbejderklassen ikke findes mere" - angiveligt fordi andelen af industriarbejdere er mindre end før. Men om man står ved et samlebånd eller sidder bag en computer er for så vidt ligegyldigt - det, det handler om, er det forhold man har til produktionsmidlerne og om man får sin indkomst ved lønarbejde.

Historisk set er denne tilstand langtfra blevet opnået på fredelig vis - bønder blev tvunget væk fra landet, de blev berøvet alle eksistensmidler, så de blev nødt til at gå ind i de tidlige kapitalisters fabrikker og blive lønarbejdere. Denne adskillelse mellem arbejder og produktionsmiddel er grundlaget for kapitalismen, og den kan ikke overkommes for arbejderklassen som helhed under kapitalismen. I vore dage kræver det enorm kapital at købe f.eks. en fabrik med moderne maskiner - lige gyldigt hvor længe en arbejder sparer op, kan han aldrig selv blive kapitalist. For arbejdere er lønnen blot et middel til at overleve - til at betale huslejen, mad, tøj og få hverdagen til at hænge sammen. Arbejderklassen har altså ikke nogen individuel vej til bedre forhold - vejen frem ligger i sammenhold og fælles kamp imod arbejdsgiverne for bedre vilkår.

Varer og værdi

Umiddelbart ser det ud, som om at ting bliver produceret for at tilfredsstille folks behov - og selvfølgelig er ethvert samfund nødt til at gøre dette. Men under kapitalismen er produktionen en vareproduktion, dvs. at ting bliver først og fremmest produceret for at blive solgt og derved give kapitalisten profit. Jagten på profit er kapitalismens drivkraft og det er den kapitalistiske produktions altoverskyggende funktion.

Alle varer har en brugsværdi for folk, de skal være brugbare for nogle, ellers kunne de ikke blive solgt. Hvad folk har brug for, er imidlertid et vidt begreb, og kapitalisternes reklamefolk er eksperter i at skabe behov, hvor der ikke var nogen før. Men alle varer har også en bytteværdi (også bare kaldet værdi), dvs. en vare har en vis værdi i forhold til andre varer, som den byttes imod,som oftest med penge som mellemled. Hvad er det der afgør denne værdi? Hvad er det, alle varer har til fælles og som gør, at man kan sætte dem i bytteforhold til hinanden?

Det eneste, der går igen i alle varer, er at de på den ene eller den anden måde er produkter af menneskeligt arbejde. Der er brugt arbejdskraft på at fremstille varen, og vi kan sige, at der er lagt så og så mange timers arbejdskraft i en vare, og det er det, der bestemmer dens værdi. En vare, der har taget 1 time at producere er dobbelt så meget værd som en vare, der har taget en halv time at lave. De råmaterialer, der skal bruges, regnes med på samme måde. Hvis læderet til en sko har taget 1 time at lave, og selve skoen så tager 2 timer at lave, så har det taget 3 timer i alt - råmaterialerne repræsenterer blot arbejdskraft, der er brugt tidligere. På samme måde med de maskiner, der skal bruges. En maskine har en vis værdi afhængig af den tid, det har taget at lave den, men hver gang den bruges, bliver den slidt, og afskrives med en tilsvarende værdi - dvs. den overfører bare sin værdi til den nye vare, måske en halv times værdi i tilfældet med skoen. Så i alt vil skoen have taget 3½ time at producere.

Derudover må man regne med, at faglært arbejdskraft tilfører en vare mere værdi end ufaglært - fordi der tildligere er brugt mere tid på at producere den faglærte arbejdskraft i form af uddannelse, øvelse osv.

Desuden må man ikke tro, at alt det her med den brugte arbejdstid betyder, at en vare bliver mere værd, bare fordi man gør sig langsom om at lave den. Hvis man laver en vare med forældede maskiner f.eks. og derfor er tyve timer om den, så vil man finde ud af at man på markedet kun kan få det samme for den som for en tilsvarende vare produceret på en bedre udstyret fabrik med moderne maskiner, hvor det måske kun har taget én time. Så for at være helt præcis må man sige, at en vares værdi er afhængig af mængden af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, som er lagt i varen - dvs. den tid, det tager at lave varen vha. samfundets gennemsnitlige teknik med gennemsnitligt kvalificeret arbejdskraft.

Varens pris

Denne værdilov bestemmer altså varens værdi, og det er den, der styrer varens pris. Som udgangspunkt er varens pris det samme som værdien, men i praksis er prisen altid over eller under værdien. Denne stigen og falden skyldes forskellige påvirkninger, fra de store kapitalistiske monopoler, og fra udbud og efterspørgsel. Hvis der er mange varer af en bestemt slags på markedet og ikke så mange, der vil købe dem, vil prisen falde under værdien, og hvis der modsat er få varer, men mange der vil have dem, så vil prisen stige.

Mange borgerlige økonomer mener, at udbud og efterspørgsel er det eneste, der bestemmer en vares pris, men de kan ikke forklare, hvorfor priserne altid svinger om et bestemt niveau. Hvad det niveau er, bliver ikke afgjort af udbud og efterspørgsel, men af den mængde arbejdskraft, der er brugt på varen. En lastbil vil f.eks. altid være dyrere end en blikspand.

Merværdi og profit

Også når vi kommer til profitten, har de borgerlige økonomer mange sjove forklaringer. Nogle mener f.eks., at kapitalisterne får profit ved at købe billigt og sælge dyrt. Det lyder måske umiddelbart fornuftigt, men det er det ikke. Det kunne forklare, hvordan én kapitalist kunne få profit, nemlig ved at snyde alle de andre på den måde, men det kan ikke forklare, hvordan kapitalistklassen som helhed tjener profit. Der er ikke nogen kapitalist, der kun sælger ting, han skal også først købe ting, maskiner osv. - dvs. det han ville tjene ved at sælge dyrt til nogle andre, ville han tabe igen, når han skulle købe noget af disse.

Marxister ser profitten som en integreret del af den kapitalistiske produktion. Det er det, der er formålet med produktionen og det opnås ved kapitalistens udnyttelse af arbejderens arbejdskraft.

Arbejdskraft er en vare, der styres af de samme regler som andre varer. Dens værdi bestemmes af den tid, det tager at "producere" den - dvs. det der skal til for at arbejderen og hans børn osv. kan leve og være sund og rask så han kan arbejde for kapitalisten igen næste dag, og så børnene kan vokse op og blive til en ny generation af arbejdere. Hvor meget dette rent faktisk er, varierer fra sted til sted, og med tiden, og med hvor meget arbejderklassen selv har formået at tilkæmpe sig.

Men bare fordi en arbejder skal have måske 100 kr. i timen for at opretholde en normal levestandard, betyder det jo ikke at han kun kan lave værdier for 100 kr. i løbet af den time. Når arbejderen indgår sin kontrakt med kapitalisten, giver han kapitalisten lov til at bruge hans arbejdskraft i et bestemt tidsrum til gengæld for en bestemt betaling. Men arbejdskraften har den unikke egenskab, at det er den eneste vare, der kan producere ny værdi ud over dens egen værdi. Det er derfor kapitalisten overhovedet vil købe den.

At en arbejder får 100 kr. i timen forhindrer ham ikke i at producere værdier for 200 eller 1000 kr. i timen. Forskellen mellem hans løn og det, han producerer i alt, kaldes merværdien, og den tilfalder kapitalisten i kraft af at det er ham, der ejer fabrikken. Ud af merværdien skal kapitalisten så måske betale f.eks. leje til en anden kapitalist, der ejer lokalerne, og renter til en tredje kapitalist, der har lånt den første pengene til at købe maskiner for - og resten er så kapitalistens profit.

Merværdi og profit er altså ikke andet end arbejderklassens ubetalte arbejdskraft.


Konstant kapital og variabel kapital

De produktionsmidler, der bruges i produktionen, kaldes konstant kapital - det er maskinerne og råmaterialerne. Ordet konstant bruges, fordi de ikke tilfører ny værdi, de overfører blot deres værdi til den nye vare. Hvad angår råmaterialer er det helt tydeligt, at de bliver forbrugt, men går igen i det færdige produkt. Det samme gælder maskinerne, der langsomt men sikkert bliver slidt ned - deres værdi bliver dagligt mindre, men den forsvinder ikke. Den overføres til den nye vare, der bliver produceret på dem. Men der er altså ikke tale om ny værdi, kun den samme værdi, som er lagt i maskinerne af de arbejdere, der har lavet dem.

Arbejdskraften kaldes derimod variabel kapital, fordi den kan tilføje ny værdi til varen.


Merværdirate og profitrate

Arbejderklassens arbejde kan deles i to dele: nødvendigt arbejde, dvs. den del som er nødvendig for at dække lønnen, og merarbejde, dvs. det arbejde der bliver lavet ud over hvad lønnen kræver og som danner grundlag for merværdien og profitten.

Merværdiraten er forholdet mellem merarbejdet og det nødvendige arbejde, dvs. mellem merværdien (M) og lønudgifterne, dvs. den variable kapital (V). Altså M / V. Merværdiraten viser tydeligst udbytningsgraden.

Profitraten er derimod merværdien i forhold til alle kapitalistens udgifter, altså både i forhold til variabel og konstant (K) kapital, dvs. M / K+V.

Profitratens tendens til at falde

Nu er det sådan, at der på kapitalismens "frie" marked finder en benhård konkurrence sted mellem de forskellige kapitalister. Under pres fra konkurrenterne er alle kapitalister tvunget til hele tiden at revolutionere produktionsmidlerne og øge produktiviteten - altså udvikle og bruge ny teknologi og nye maskiner osv. Men det betyder, at K, den konstante kapital, stiger. Derfor er der i kapitalismen en tendens til, at profitraten falder. Hvis K'et i regnestykket M / K+V bliver højere, må resultatet (profitraten) blive mindre.

Arbejdsdagen

For at holde profitraten oppe må kapitalisten altså hele tiden prøve at øge merværdiraten (altså hæve M og sænke V i regnestykket), dvs. øge merarbejdets andel af arbejdsdagen i forhold til det nødvendige arbejde. Det kan han gøre på flere måder: ved at forlænge arbejdsdagen, enten direkte eller gennem forskellige tricks som nye skiftehold, gøre arbejderne mere "fleksible" osv. (nu arbejder en ud af tre SID'ere f.eks. mere end 37 timer om ugen, en ud af ti endda mere end 48). Ved at øge produktiviteten, så lønomkostningerne dækkes hurtigere (dvs. ved øget pres). Ved at afvise lønstigninger eller forsøge at skære ned.

Kapitalisten gør ikke alle disse ting, fordi han nødvendigvis er ond, men fordi logikken i det kapitalistiske system gør, at han bliver nødt til det. Arbejdere og kapitalister har fundamentalt modsatte interesser: Hvis profitten skal stige, går det ud over arbejdernes fohold og deres andel af produktionen, hvis lønnen skal stige, går det tilsvarende ud over merværdien og dermed kapitalistens profit. Kampen om overskuddet af produktionen er klassekampen, og den må kæmpes indtil grundlaget for kapitalisternes udbytning, nemlig selve det kapitalistiske system, kan fjernes helt og grunden lægges til en ny socialistisk orden, hvor hele samfundet ikke skal styres af kapitalisternes profitjagt, men hvor arbejderklassen selv demokratisk råder over produktionen og overskuddet til alles fælles bedste.