”En slaveejer, som med list og vold smeder en slave i lænker, og en slave, som med list og vold bryder kæden - lad ikke de usle eunukker fortælle os, at de to står lige overfor en moralsk domstol.” – Leon Trotskij, Deres moral og vores.

Quentin Tarantinos nyeste film har skabt en del kontrovers. Endnu engang handler det om filmens groteske portrættering af vold. Der kan siges en del om Tarantinos brug af slapstick-pistolsvingeri, men det falder uden for denne anmeldelse. Det positive aspekt ved denne vold er, at den minder os om den omfattende vold, der ligger i vores historie og som er indbygget i vores samfunds struktur. Store kunstværker tager altid udgangspunkt i livets faktiske forhold og portrætterer på en eller anden måde denne virkelighed sammen med en nogle gange utopisk historie om overvindelse af denne virkelighed.

Django tager direkte udgangspunkt i hjertet af USA’s historie: slaveriet og kampen imod det. Tarantino vil ikke blot udstille volden for at minde os om, hvor slem den er (eller var) og levere et hult, moralistisk og pacifistisk budskab om, at ”vold er ondt”.

Filmen foregår i 1858, to år inden den amerikanske borgerkrig. Django (Jamie Foxx) er en slave, der nemt kunne flygte til nordstaterne, hvor han kunne blive fri. Men han vælger at blive for at befri sit livs kærlighed Broomhilda (Kerry Washington). Han følges med dusørjægeren King Schultz (Chrisopher Waltz), der fortæller ham historien bag Broomhildas navn: det tyske heltekvad Vølsungesagnet eller Niebelungenlied, hvor hleten Siegfried gennemgår mange farer for at befri sin elskede Brynhild (som Broomhilda er opkaldt efter).

Her beslutter Django sig for at blive en Siegried. Han lærer at bruge et våben, og han rejser mod det gods, hvor den brutale Calvin J. Candie (Leonardo Di Caprio) holder Broomhilda i slaveri, tortur og prostitution.

I filmens slutning kunne Django med lethed løbe bort med Broomhilda. Men han går i gang med at brænde hele godset og dræbe alle, der er medskyldige i undertrykkelsen. Han befrier alle de sorte undtagen en Onkel Tom-karakter, som har tjent Candie i en menneskealder og tidligere forhindret, at Broomhilda blev befriet. Han må brænde sammen med den orden, han har tjent, for ”her hører han til.”

De, som beklager Djangos vold bør mindes om, at selv den formelle afslutning på slaveriet ikke var resultatet af parlamentariske kompromiser, hvilket Stephen Spielbergs seneste film Lincoln hævder. Det var ikke præsident Lincolns imødekommenhed, men hans beslutning om at udkæmpe en blodig borgerkrig, der rev slaveriet op med rode. Endnu mere væsentlig var bevæbningen af 200.000 sorte, der kæmpede under nordstaternes flag og eksproprierede plantagerne i syd. Efter mordet på Abraham Lincoln blev denne proces standset af det amerikanske borgerskabs kompromiser.

Django Unchained er en klassisk heltehistorie, som baserer sig på store kunstneriske traditioner som nordiske eventyr og spaghetti-westerns. De folk, der kun kan føle afsky ved det blod, der flyder i Django Unchained, udviser den umenneskelige evne til at kigge den anden vej, når de står over for den meget voldelige verden, vi lever i. De er som filmens Lady Candie, der – omgivet af grotesk vold, slaveri og tortur – kan spille Beethoven på harpe på samme måde som nazi-officererne spillede klassisk musik efter at have fyldt gaskamrene. I stedet bør man inspireres af den humane, elskende og modige Django, der kæmper imod et udbyttende system, som i sig selv kræver så megen vold.

Yderligere information