Jan Guillou kan bare noget med lix-tal. Siderne flyver af sted, sætningerne er ukomplicerede uden at være simple. Fortællingen er let tilgængelig uden at være plat. Det er en værdifuld kunst. Selve fortællingen vil måske ikke gå over i verdenslitteraturen, men pyt med det – karaktererne er troværdige og spændingskurven holder hele vejen igennem, selv om ”Dandy” ikke er lige så handlingsmættet som forgængeren ”Brobyggerne”.

Vi følger nordmanden Sverre, der forlod sine brødre, efter de som fattige fiskerknægte var blevet uddannede på verdens fineste ingeniøruddannelse i Dresden i 1901. Sverre flygter til England med sin kæreste, den højadelige Lord Albert. Det victorianske hykleri er et let offer for Jan Guillous pen, og fordømmelsen udebliver da heller ikke.

Vi følger Sverre til Norge, hvor han søger at forsones med sin religiøse mor, og vi følger ham til Østafrika, hvor den britiske imperialismes grusomheder bliver blotlagt. Langs jernbanesporene ligger enorme mængder af hvide knogler, som Sverre tror, stammer fra nedskudte dyr. Det gør de ikke. Det er indiske arbejdere, der døde som fluer under jernbanebyggeriet og de britiske koloniherrers kyniske misregimente. Nogle kritikere har skoset Guillou for at være for ”germansk”, altså for positiv over for Tyskland i forhold til England, men kritikken rammer ved siden af. Det, som Jan Guillou sætter fingeren på, er de forbrydelser, som det 20. århundredes sejrherrer har foretrukket at glemme. På den måde leverer han faktisk et værdifuldt bidrag til den folkelige erindring om de victorianske verdenserobrere.


Sverre folder sig ud som kunstner, og i romanen møder vi det sprælske kunstnermiljø i tiden op til Første Verdenskrig. Vi møder Henri Matisse, Virginia Woolf og Paplo Picasso. Vi møder også intellektuelle koryfæer som John Maynard Keynes og Bertrand Russell. Det er lige til en film.

Som selvstændigt værk hæver ”Dandy” sig aldrig op til de samme højder som forgængeren, men den lever fint i dens slipstrøm. Jan Guillou har erklæret, at han vil bruge resten af sit forfatterliv på denne serie om det 20. århundrede, og de to første bind er helt sikkert et lovende anslag.


guillou
Illusionerne om, at de tekniske fremskridt i sig selv skulle gøre krig en umulighed, bliver atter taget op i ”Dandy”, ligesom den blev i forgængeren. De søde, men farlige illusioner bringer mindelser om idéerne hos folk som Negri og Hardt, der argumenterede for, at kapitalismens globalisering ville gøre verden mindre militaristisk. Disse illusioner blev på dramatisk vis skudt ned af USA’s fosforbomber under invasionen af Irak i 2003, ligesom den blinde fremskridtstro i ”Dandy” omkommer i skyttegravenes massemord. Handlingen leder hele vejen igennem op til dette buldrende, blodige crescendo.

Jan Guillou lover med ”Dandy” en fortsættelse, hvor vi vil følge facsismen i Tyskland. Strækmarch og hagekors. Børnene, der vil være unge i 1930’erne er allerede kørt i stilling. Det bliver uden tvivl endnu en dramatisk omgang med lix-tal i sparkehøjde.

Jan Guillou: Dandy – Det store århundrede II. Oversat af Anders Johansen
257 sider. 299 kroner. Modtryk.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.