Artikel bragt i den trykte udgave af Socialistisk Standpunkt. Tegn abbonnement her.


Ved Hans Scherfigs død skrev Anders Bodelsen om sin kollega, at denne sandsynligvis var århundredets mest læste danske forfatter – både her i landet og i udlandet. Hans Scherfigs bøger er oversat til utallige sprog. Det er ganske enkelt en af de mest betydelige danske forfattere nogensinde. Uanset hvad man mener om Scherfigs litterære stil (som i denne skribents øjne er intet mindre end genial), kan man ikke komme uden om, at han, målt i popularitet og udbredelse, placerer sig i samme klasse som Ludvig Holberg, Johannes V. Jensen, Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen.


506489

Og dog. Selv om Hans Scherfig i litterær kvalitet og popularitet står højt over de fleste andre, har han aldrig været elsket af samfundets top. Det borgerlige Danmark og alle kulturlivets ”gode samfundsstøtter” har aldrig kunnet komme overens med Scherfigs budskaber. Da Det Danske Akademi i 1973 tildelte ham deres Store Pris, sagde han i sin takketale, at han følte ”den samme taknemmelighed som en mand må føle, når han modtager en redningsvest efter at være kommet i land.” Parnasset tilgav aldrig Scherfig hans ukuelige forsvar for socialismen. Scherfig glemte til gengæld aldrig, at alle ”ansvarlige” kræfter i Danmark fandt det let at tilpasse sig nazisterne under besættelsen og ikke mælede et eneste ord til forsvar for de hundredvis af danske kommunister, der ulovligt blev interneret og overladt til tyskernes nåde. Det er det, Frydenholm handler om. Romanen er ikke en roman i klassisk forstand. Det er et anklageskrift mod samfundets top. Mod den danske overklasse og de socialdemokratiske politikere, der klappede hælene sammen og velvilligt adlød de høje herrer i Berlin.

Fra boheme til socialist
Hans Scherfig kom – som barn af en højere middelklassefamilie – i Metropolitanskolen som barn. Livet på skolen blev senere udødeliggjort i ”Det forsømte forår”, som vi vender tilbage til. Senere blev han indskrevet på zoologi og dansk på Københavns Universitet. På universitetets frokoststue omgikkes han blandt andre Kai Moltke, Jens August Schade, Sigfred Pedersen og Carl Madsen. Sidstnævnte forblev Scherfigs nære ven gennem årtier indtil det dramatiske brud i 1975, hvor Carl Madsen – med Scherfigs stemme – blev ekskluderet af DKP.


Det studentikose boheme-miljø var ganske vist kreativt, men i længden også alt for skabagtigt for Scherfig. I flere digte har han skildret livet på frokoststuen, der blev levet aldeles afsondret fra verden udenfor. Et af dem lyder sådan her:


På frokoststuen mødes verdens genier
og sidder og ser på hinanden

fra 11 til 4


Unge studenter og tykke studiner

ser på de store genier.

Genierne drikker 10 kopper kaffe

og sidder og tier.


Scherfig kom også i denne tid i kontakt med socialismen, men det var først efter en rejse til USA, at han antog den kommunistiske opfattelse.


Kapitalismens kulturløshed
Under sit ophold i New York blev Scherfig slået af det fortravlede liv, som prægede byens folk. Stresskultur og junglelov. Ligesom Leon Trotskij afskyede Scherfig den udbredte brug af tyggegummi, som han fandt tåbelig, formålsløs og stressende. Om stresskulturen skrev han:


”Man jager af sted i Subwayen om Morgenen. Man arbejde mekanisk. Man sluger Maden staaende – altid den samme Sandwich og de samme Retter, i Automatkafeterier eller Drug stores, alle nøjagtig ens. Der er ikke Tale om noget Maaltid, man omsætter de nødvendige Kalorier på den hurtigst mulige Maade. Hjem igen i Subwayen, og saa Film og Radio – evig den samme Narkose. Man er mæt, man fryser ikke, og Filmen og Bladene og Underholdningen gør, at man aldrig faar Skrubler, aldrig tænker. Man har alle rimelige Fornødenheder, Bil og Sportskampe og Tyggegummi og Ugeblade med Filmstjerneromaner, Boxeres Privatliv og Billeder af dejlige Kvinder og Ben.”

(Citeret fra Arne Hardis, Idealisten, s. 62.)


Kritikken af den moderne kapitalismes kulturløshed kunne være skrevet i dag. Men springet fra kultur-kritik til kommunisme skete først, da Scherfig kom i kontakt med bladet New Masses og John Reed-klubben, der var en klub af intellektuelle kommunister.


USA gav Scherfig en lektion i, hvad kapitalismen betyder. Han mødte massearbejdsløsheden og deltog i 1. maj-demonstrationen i New York i kriseåret 1930, som med stor voldsomhed blev angrebet af politiet. Han oplevede den systematiske politibrutalitet, som det amerikanske politi også i dag er berygtet for. Scherfig skrev et rammende digt om ”New York’s finest”:

Hans Scherfigs maleri af politiets overfald på 1. maj-demonstration i New York

Amerikansk Politi!
7 Fod
høje
røde irske Skurkefjæs

Revolver Patroner Knipler

Stærke glubske Tandsæt

Grov Tiltale

Sjofle Bemærkninger.

En Betjent er gerne hadefuld

Og en Betjent har altid Ret.

Giv ham Svar paa Tiltale

Og han flækker dit Hode

Og du kommer i aarelangt Fængsel

For Mishandling af Politiet.

Og giv ham en Dollar

Og du kan spytte ham i Ansigtet.


(Citeret i Arne Hardis, Idealisten, s. 64.)


Da Hans Scherfig vendte hjem til Danmark, meldte han sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti.


Samfundet som morder
Et af de mest karakteristiske kunstgreb, som Scherfig benytter sig af, er det, som Anders Bodelsen har kaldt den falske loyalitet. Fortælleren er tilsyneladende loyal over for personerne, men reelt spidder han dem på det morsomste. I ”Den forsvundne fuldmægtig”, der udkom i oktober 1938, foldede han for første gang for alvor denne kunst ud. Weekendavisens Arne Hardis har bemærket, at romanen lige så godt kunne have hedet ”Den døde mand” – hvis det altså ikke var fordi, det netop var titlen på Scherfigs første roman fra 1937. Pointen er, at det borgerlige samfund allerede har dræbt mennesket Teodor Amsted længe før det fingerede selvmord på Amager Fælled. Samfundet havde gjort ham til et vanemenneske med død sjæl. Som menneske – et legende, nysgerrigt og fantasifuldt væsen – var han for længst dræbt. Forældrene, skolen, universitetet, arbejdspladsen og ægteskabet var morderne.


Da Scherfig i 1940 udkom med ”Det forsømte forår”, var det en bombe. Statsradiofonien standsede en oplæsning af bogen i radioen med den begrundelse, at den var et ”angreb på nulevende personer”. Den virkelige, ikke formulerede, årsag var naturligvis, at romanen var et angreb på højtstående personer og selve det, vi i dag kender som den sorte skole. Magtens overgreb på værgeløse børn. I bogen læser vi:


”Skolen har sine egne love og sin egen retspleje, som er forskellig fra den, der gælder i verden udenfor. Legemets ukrænkelighed er ikke anerkendt herinde, hvor de ærværdige traditioner råder.


- Kommer du for sent? Så må du jo have en lussing! – råber den inspektionshavende lærer morgenfrisk, når en discipel kommer løbende forpustet, efter at uret på kirken er begyndt at slå.


Og læreren er en lærd mand. Han har videnskabelige interesser. Han har skrevet en udmærket ordbog og mange udgaver af fortræffelige lærebøger. Han har foretaget rejser i udlandet og tilegnet sig kultur og europæisk dannelse.


Og den kundskabsrige mand har påtaget sig at slå dem, der kommer for sent. Måske kunne hans job være passet af en mand med mindre videnskabelig uddannelse. Men det kunne ikke have været passet mere samvittighedsfuldt. ”


Idealisterne
I efteråret 1941 – under den tyske besættelse – skulle Scherfigs roman ”Idealister” være udkommet. Men færdiggørelsen blev brat afbrudt, da forfatteren blev arresteret og fængslet af det danske politi som led i deres klapjagt på kommunister. Hans Scherfig blev senere løsladt af helbredsmæssige årsager, og i 1942 burde bogen endelig være udkommet. Men Gyldendal modtog et telefonopkald fra Udenrigsministeriet, der havde gennemlæst manuskriptet og fastslog, at bogen ikke kunne udgives, sådan som tiderne var. Efter besættelsen har der været en myte om, at det var nazisterne, der censurerede bogen, men det er kort og godt usandt. Virkeligheden er, at det var det danske udenrigsministerium – og dermed Staunings regering – der forbød bogen.


Ironien ved hele affæren var, at Scherfig efterfølgende gennem forfatteren Louis von Kohl modtog et tilbud om at udgive bogen i det Hitlers Tyskland. Nazisternes tolerance rakte altså længere end den tilsvarende hos den danske regering.


Scherfig har selv sagt, at bogen – der først udkom i 1945 – er ”dårligt komponeret”. Man skal være ualmindelig kritisk for at nå den konklusion, men ikke desto mindre kom romanen til at tjene som forløber for det monumentale værk ”Frydenholm”, der udkom i 1962 og til dato er det vigtigste dokument om besættelsestidens Danmark.


Idealisterne i bogen spiser råkost, går i sandaler og holder spiritistiske seancer. De er velmenende, sympatiske og helt igennem gode mennesker. Men ifølge Scherfig glemmer de det helt afgørende element, der hedder klassekampen. Alle de gode intentioner bliver til intet, hvis ikke man tager højde for, at samfundet er opdelt i klasser med modstridende interesser – og at det er nødvendigt at tage den økonomiske og politiske magt fra kapitalistklassen.


Forbrydelsen
Man kan uden at overdrive sige, at ”Frydenholm” fra 1962 er Hans Scherfigs livsværk. Det er et monument, som vil stå til evig tid som en skamstøtte over det borgerlige Danmarks knæfald for nazismen. Scherfigs foretrukne form – kriminalromanen – har altid en forbrydelse, der skal opklares, og en forbryder, der er ansvarlig.

Frydenholm med omslag af Scherfig selv

I ”Frydenholm” består forbrydelsen i, at den danske regering i 1941 fængslede hundredvis af kommunister og i 1943 udleverede dem til tyskerne. Den danske kapitalistklasse og dens medhjælpere i Socialdemokratiets top begik beviseligt ikke denne forbrydelse, fordi tyskerne havde vredet armen om på dem – nej, de begik forbrydelsen med den allerstørste velvillighed og ihærdighed.

I Frydenholm citerer Scherfig ordret fra et interview, Stauning gav til den svenske avis Aftonbladet. Her fremgår det, at Stauning ikke anså Hitlertysklands fremgang som nogen ulykke, men derimod som en kendsgerning, som man måtte indrette sig under, og som også kunne betyde god lykke for den danske befolkning.

Han citerer også en leder fra dagbladet Politiken, der lovpriste ”folkefællesskabet” mellem de ariske brødre i Nordeuropa.

Hvis man kan beskylde Scherfig for noget, er det, at Frydenholm er for mild og for tilbageholdende i sin kritik af det nazificerede danske borgerskab. Men faktum er, at romanen reelt ikke er fiktion – den er en nøjagtig genspejling af tingenes virkelige tilstand i årene 1939-46. Sammen med Carl Madsens ”Vi skrev loven” er den formentlig det vigtigste dokument om besættelsestiden.


Pagt mellem Stauning og Hitler
I det danske udenrigsministerium oprettede man under besættelsen det såkaldte ”østrumsudvalg”. Det var et organ, der skulle studere mulighederne for dansk landbrug og industri i Østeuropa, når det først var renset for de mennesker, der boede der. Når polakkerne, balterne, ukrainerne, hviderusserne og andre folkeslag var blevet myrdet af Hitlers horder, ville de danske kapitalister og godsejere stå klar til at udnytte mulighederne for ekspansion. Oprettelsen af dette ministerielle udvalg siger alt om den danske overklasses forhold til fascismen. Reelt var Danmark ikke Nazitysklands fjende, men dets allierede. Dette forhold varede ved indtil det danske borgerskab i 1943 indså, at Sovjetunionen havde knækket nakken på Hitlers militær.

Indtil regeringen trak sig tilbage i 1943, var Socialdemokratiets top helt med på at samarbejde med Hitler. De accepterede uden modstand, at danske arbejdsløse blev tvunget til Tyskland for at arbejde i krigsindustrien. I Frydenholm er den utålelige fagforeningsformand Rasmus Larsen en fremragende repræsentant for den officielle socialdemokratiske politik under besættelsen.


Det danske Gestapo
Det er dokumenteret, at politiets afdeling D – som vi i dag kender som PET – i oktober 1940 forærede en liste med 71 navngivne kommunister til det tyske Gestapo. Det var tydeligvis en venlig gestus fra den ene politimyndighed til den anden. Man ønskede at vise sin samarbejdsvilje og at man skam var klar til at slå til mod kommunisterne. ”Bare sig til – vi er klar på jeres befaling,” var den utvetydige besked til vennerne i Gestapo.


De danske politikere allierede sig med Nazityskland i kampen mod Sovjetunionen. Det kom blandt andet til udtryk i oprettelsen af Frikorps Danmark, der opererede som en del af SS

Da tyskerne den 22. juni 1941 henvendte sig til det danske politi for at få interneret 71 navngivne kommunister, var listen en nøjagtig kopi (med fejl og det hele) af den, der befandt sig i Afdeling D’s kartotek. Men det beredvillige danske politi synes tilsyneladende, at nazisterne var for blødsødne over for kommunisterne. I hvert fald arresterede de ikke blot 71, men hundredvis af kommunister i en storstilet, landsdækkende aktion. Flere gange det antal, som Himmlers Gestapo havde forlangt.

Selv de to kommunistiske folketingsmedlemmer (der ellers er beskyttet af parlamentarisk immunitet) ville man arrestere. I Folketinget besluttede de at forbyde DKP. Fremtrædende medlemmer af Venstre gjorde det klart, at de længe havde ønsket et sådant forbud og udtrykte deres dybfølte glæde over, at de nu havde fået lejlighed til at gennemføre det. Det danske borgerskab fandt, at de nazistiske bajonetter ikke var en trussel, men en kærkommen hjælp. De ”upartiske” dommere fra Højesteret godkendte hele molevitten. De smed grundloven ud og skiftede den ud med ”Mein Kampf”, så snart det blev krævet af dem. Den kommunistiske advokat Carl Madsen har senere kaldt en lang række personer – dommere, politifolk og politikere – for ”mordere”, ”landsforrædere” og ”tilsølede i blod”. Ingen har nogensinde sagsøgt ham for injurier. Årsagen er klar nok: efter besættelsen ønskede de for alt i verden ikke, at en retssag skulle give anledning til at se nærmere på deres tjenstvillighed over for Hitlers rædselsregime.


Da samarbejdsregeringen trådte tilbage i 1943, var dens sidste handling at udlevere de internerede kommunister til de nazistiske bødler. Dermed blev politikerne løgn om, at interneringen var ”for at beskytte kommunisterne”, afsløret. 34 danskere, hvis eneste forbrydelse var, at de gik ind for på social retfærdighed og en verden uden krig, kom aldrig hjem fra de koncentrationslejre i Tyskland, som de danske politikere havde sendt dem til.


Retsopgøret blev væk
Da Anden Verdenskrig sluttede, hørte Danmark under ”engelsk indflydelse”. Det var blevet bestemt i forhandlinger mellem Stalin og Churchill. DKP’s ledelse, der trofast adlød Moskva, skulle derfor ikke arbejde for en socialistisk omvæltning i Danmark. Dette på trods af, at DKP i 1945 klart var blevet den danske arbejderklasses vigtigste parti i stedet for Socialdemokratiet, hvis ledere havde samarbejdet med tyskerne. Tilslutningen til kommunisterne var enorm, og DKP havde enorm autoritet på grund af partiets indsats i modstandsbevægelsen, hvor DKP havde været den vigtigste kraft.


Carl Madsen, der var DKP’s repræsentant i retsopgøret mod værnemagerne, ville trække sig ud i protest, da det stod klart, at der ikke ville blive et ægte retsopgør. Man ville lade de store fisk gå fri og i stedet dømme de små værnemagere hårdt for at give befolkningen en illusion om, at man tog det alvorligt. Men Aksel Larsen, der var formand for DKP, overtalte Carl Madsen til at blive. For DKP’s ledere var det efter besættelsen vigtigere at samarbejde med Socialdemokratiets top end at fremføre ren selvstændig, revolutionær politik og arbejde for en socialistisk revolution i Danmark.


Maleren Scherfig
Man kan med god ret sige, at maleriet var Hans Scherfigs egentlige fag. Det var under alle omstændigheder Scherfigs første kunstneriske udtryk.


Scherfig blev kendt og elsket for sine junglemotiver

Scherfigs junglemalerier hænger som reproduktioner i utallige danske hjem. Her nyder folk de smukke dyr og de gådefulde jungler, der er malet med Scherfigs glade strøg. Det element af leg, der findes i al kunst, træder her klart og levende frem – klarere end i Scherfigs litterære værker. Malerkunsten rummer i sig selv også en række kvaliteter, som det er svært at opnå med litteratur.

Scherfig sagde selv, at malerkunsten skal anskueliggøre, ikke skildre. Den skal udtrykke, ikke fortælle. Den skal ordne, ikke reklamere. Ligesom al anden kunst kan billedkunst ikke overleve, hvis den bliver bundet. Ironisk nok er størstedelen af den kunst, der blev produceret i Sovjetunionen fra 1930’erne og frem et fremragende eksempel på netop dette. Scherfig støttede helhjertet Sovjetunionen, men argumenterede reelt imod det kunstsyn, der herskede i USSR. Han forklarede – i en anden sammenhæng – at: ”man kan kræve af kunstnere, at de skal være revolutionære. Man kan kræve, at de skal være kommunister. Men lad os være fri for disse skiftende anvisninger på, hvad og hvordan vi skal male. Det kan vi godt selv finde ud af.”


Scherfig og stalinismen
Der er mange, der har kritiseret Hans Scherfig for hans forhold til stalinismen i Sovjetunionen og de østeuropæiske stater. Blandt kritikerne har der været fremtrædende socialdemokrater som Hartvig Frisch og Julius Bomholt. Men ingen af disse har moralsk ret til at kritisere Scherfig. Julius Bomholt var under besættelsen et kendt medlem af Dansk-Tysk Forening. Han vedblev at være medlem af foreningen frem til dens stilfærdige død i slutningen af krigen. Hartvig Frisch var medlem af Folketinget og stemte for det grundlovsstridige forbud mod DKP. Ingen af disse folk mælede et muk til forsvar for kommunisterne eller blot grundloven i 1941.


Bedre står det ikke til, hvis vi ser på senere eksempler. De borgerlige politikere, der har forsvaret angrebskrige og masse-myrderier i Irak og Afghanistan har ingen ret til at kritisere, at en forfatter har forsvaret et system, selv om det på mange måder var monstrøst. For ni år siden så vi, at forfatteren Jens Christian Grøndahl åbent forsvarede Irak-krigen, der kostede hundredtusindvis af døde og drev millioner på flugt.


Man kunne også spørge, hvor de danske forfatteres forsvar for ytringsfriheden er i dag, når det kommer til den kurdiske TV-station Roj TV. Eller for den sags skyld Anton Nielsen, der sidste år blev fængslet for at donere penge til den palæstinensiske befrielseskamp.


De fremskridt i de stalinistiske stater, som Hans Scherfig betragtede og forsvarede, er helt berettigede. Han udtrykte det selv således, at han havde tillid til et system, som ikke behøvede at destruere fødevarer af hensyn til profitten.


Fra et marxistisk synspunkt er problemet med stalinismen imidlertid ikke (udelukkende) et moralsk problem. Sagen er, at en planlagt økonomi kræver demokrati for at kunne fungere. Spørgsmål om revolutionær internationalisme og arbejderkontrol i den nationaliserede økonomi er praktiske spørgsmål. Man kan sige, at Scherfigs bindinger til stalinismen var hans største svaghed, men det er så afgjort en svaghed, der er til at tilgive. Selv med denne svaghed står han langt højere end alle denne verdens Jens Christian Grøndahl’er.


Arven efter Scherfig
Scherfigs sprog er tilsyneladende barnligt og troskyldigt. Men bag det let forståelige og usnobbede sprog gemmer sig en besk og skarp satire. Al den såkaldte ”satire” i fjernsynet i dag, der gør grin med de små i samfundet i stedet for de store, har intet med satire at gøre. Det er derfor formentlig ikke nogen overdrivelse, hvis man siger, at Scherfig ud over at være Danmarks største satiriker nogensinde (i skarp konkurrence med Holberg), også er den sidste egentlige satiriker, vi har haft her i landet.


Når Scherfig gjorde nar af skabagtige kunstner-typer og nogle af de, vi i dag nok ville kalde hipsters eller medlemmer af den ”kreative klasse”, var det aldrig for at gøre nar af kreativitet eller nysgerrighed. Det var for at gøre op med det, man kan kalde ”det retningsløse oprør”. Noget, der tilsyneladende er farligt og provokerende, men som i virkeligheden ligger helt indenfor det borgerlige samfunds normer og rammer.


Sprog er per definition fællesskab. Man kan ikke tænke sig et sprog uden et fællesskab. På samme måde er al kunst per definition en social gerning. Det er en meddelelse til andre. Kunstens budskab kan være af de mest mangfoldige arter. Men kunsten er i sit væsen uløseligt forbundet til fællesskab. Og som den store mester selv udtrykte det:


”Fællesskab er kommunisme. Med sindsro og tillid til fornuftens nytte ser vi ind i fremtiden. Vores verden er erkendelig, og det står i menneskets magt at forandre den. Vi venter ikke på undergangen. Vi har ingen angst for fremtiden. Vi agter selv at bestemme vores fremtid.”

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.