Lars T. Lih er en canadisk historiker, som har skrevet en ny biografi om Lenin, der netop er blevet oversat til dansk og udgivet af Forlaget Solidaritet. Der er tale om en kort, præcis og letlæselig bog – i Morten Riis' stilsikre oversættelse - med fokus på Lenins politiske idéer.

Lih tilhører ikke rækken af borgerlige historikere, som udgiver de forudsigelige anti-kommunistiske propaganda-værker, hvis eneste formål er at tilsmudse ethvert forsøg på radikal samfundsomvæltning. Han har heller ikke noget at gøre med den stalinistiske skole af Sovjet-beundrere, som altid forsøgte at skabe et billede af Lenin som den perfekte landsfader, der fejlfrit og resolut marcherede frem imod oktoberrevolutionen.

Den historiske Lenin

Lih adskiller sig fundamentalt fra begge lag af historikere – han forsøger at grave ”den historiske Lenin” frem og genopdage hans originale tankesæt, de mange problemer i kampen for revolutionen og læren af det. Den indgangsvinkel er yderst beundringsværdig, men den gør også, at vores forventninger er en del højere, end til andre værker. Efter endt læsning sidder denne anmelder tilbage med blandede følelser.

De første kapitler hører utvivlsomt til de bedste. Den simple, men fængende fortælling om Lenins ungdom, om hans bror Alexander som blev henrettet efter et forfejlet attentat imod zaren, om den ”lidelsesfulde vej” til marxismen, er flot genfortalt og giver os en grundig indsigt i hvordan Lenin blev marxist.

Befriende er det også, at Lih ikke falder i den gængse fælde, når han behandler den passage i skriftet ”Hvad må der gøres”, som så mange biografister har forsøgt at hænge op som et bevis på at Lenin var autoritær. Citatet, som blev skrevet i en tilspidset polemisk sammenhæng, handlede om nødvendigheden af et parti med professionelle revolutionære, men hos de borgerlige og socialdemokratiske historikere, har man taget citatet frem for at understrege, at Lenin ikke troede på arbejderklassens evne til at lede revolutionen.

Her ”finder” man, ifølge oktoberrevolutionens modstandere, den oprindelige ”synd”, pessimismen, som baner vejen for det elitære ”bolsjevik-kup” i 1917. Lih undsiger disse opfattelser, ved at fremhæve Lenin som urokkelig optimist. Han forklarer ordet ”konspiratorisk” i dets rette sammenhæng, ved at se det som et budskab om simpelthen at undgå arrestation. Han følger Lenins tanker, hans inspiration fra Kautsky og hans tiltro til den industrielle arbejderklasses lederskab.

Store huller
Dér hvor bogen begynder at skuffe fælt, er især udredningen af oktoberrevolutionen, den absolut vigtigste begivenhed i Lenins liv. Lih udreder udmærket for oktoberrevolutionens basale forløb, men han tilegner ikke én eneste linje til de interne magtkampe i Bolsjevikpartiet. Det faktum, at Lenins april-teser om nødvendigheden af arbejderklassens magtovertagelse, skabte enorm furore og uro i Bolsjevikpartiet – og at flertallet oprindelig var lodret imod dem, overser Lih fuldstændig.

I sin anbefalelsesværdige bog, Leninism under Lenin, har den franske historiker Marcel Liebmann beskrevet med stor detaljerigdom, hvordan Lenin måtte turnere rundt i alle afdelinger og regionsforsamlinger, for at vinde flertal for april-teserne. Modstanderne inkluderede så prominente folk som Kamenev, Zinovjev og til at starte med også Stalin.

Også selve magtovertagelsen er mangelfuldt fremstillet. Den kendsgerning, at Lenin fra sit eksil i Finland i august begyndte at tro at alt var tabt, bliver igen ignoreret. En ellers ikke ubetydelig detalje, som viste, at Lenin også var et menneske, der kunne tvivle og at ingen garantier kan gives i revolutionær politik. Hans tætte samarbejde med Trotskij – den praktiske og militære leder af opstanden – glemmes og den detaljerede debat om hvordan magten skulle tages – igennem sovjetterne eller partiet, er ligeledes fraværende.

Afslutning
De første år efter revolutionen skildrer Lih med mere held. Hans forklaring på den røde terror imod kulakkerne er ikke moralistisk, men materialistisk og vi får også en god fornemmelse for de enorme udfordringer, som bolsjevikkerne stod overfor efter revolutionen. Lenins store begejstring for den tyske revolutions udbrud i november 1918 og hans satsning på den internationale revolution står i centrum.

I bogens afsluttende del, forsøger Lih at give et indblik i Lenins sidste skrifter, fra 1922 og frem til sin død. Problemet her er igen, at han gør det uden at opstille den præcise kontekst for artiklerne. Lih vælger ikke at behandle de mange breve og diktater, som f.eks. lenins testamente, de rbl.a. retter en hård kritik imod Stalin, og begrunder det med at ”det præcise formål med disse hemmelige tekster er meget svære at bestemme og har resulteret i langstrakte kontroverser”.

Som læser kan man ikke andet end at undre sig over det udsagn. Det virker som om, at Lih forsøger at undgå at analysere Lenins sidste dokumenter, fordi historisk research har bevist at han ubetinget støttede Trotskij i kampen mod Stalin, i den strid der allerede var under opsejling.

Lenins egne tekster fra denne periode viser, hvor bekymret han var for udviklingen i partiet og staten. I et forsøg på at smide bureaukrater og karrieremagere ud af partiet, havde man oprettet RABKRIN, den såkaldte arbejder- og bondeinspektion, som en slags kontrolinstans. Men i spidsen for RABKRIN var Stalin, som hurtigt skulle vende tingene helt på hovedet, udnytte dette organ til at smide ærlige partimedlemmer ud og sætte uduelige levebrødspolitikere i deres sted.

Det var det, som Lenin med stor kraft kritiserede i sin 1922-artikel, Hellere mindre, men bedre. Nogle af dem der blev ofre for Stalins magtbestræbelser var lederne af partiets afdeling i Georgien. I en typisk storrussisk, chauvinistisk stil, havde Stalin ekskluderet dem fra partiet uden ret til appel. Lenin skrev eksplicit til Trotskij, at de skulle danne en blok for at forsvare de georgiske kammerater på kongressen og han bad desuden Trotskij om at repræsentere hans synspunkter i sagen om at forsvare statsmonopolet på udenrigshandel, som Stalin fraktionen ville opgive.

Lih forbigår alt dette og vi kan kun gisne om hvorfor. Det virker ikke bare unuanceret, men også utroværdigt for en historiker, som hævder at fremstille Lenin i sin fulde figur. I Lih\'s fremstilling bliver Lenins tekster bare nogle generelle kommentarer om bøndernes rolle, om nødvendigheden af at Rusland holder ud som verdens eneste arbejderstat og om bureaukratiets kulturelle underskud. Hele den intense magtkamp og den syge mands desperation over ikke at kunne intervenere, er tydeligt i Lenins mange noter, men hos Lih er de helt væk.

Alt i alt må man sige, at Lihs biografi kan anbefales for de indsigtsfulde dele om den unge Lenin, men hvis man vil have det fulde billede er det nok mere givende at læse Lenins egne skrifter, ikke mindst Moshe Lewins antologi ”Lenins sidste kamp” (Politisk Revy, 1977).


Lars T. Lih: Lenin, Forlaget Solidaritet, 2012. 280 sider. Pris 100 kr. + porto. Kan købes hos Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.