Ved årtusindeskiftet var Island et forbilledligt kapitalistisk land. Det havde lav arbejdsløshed, lav regeringsgæld, rene energiprogrammer, programmer for bæredygtig produktion, et godt sundhedssystem og et godt udannelsessystem. Dets BNP lå på omkring 13 mia. dollars. Det blev lovprist af mange kapitalistiske lande for sin udviklingsmodel og blev set som et eksempel til efterfølgelse.

Men i år 2000 blev et aggressivt dereguleringsprogram indført og det betød et skift i Island i retning af de erhvervsmodeller, der var dominerende i det meste af resten af verden. I 2008 gik Island bankerot. Den finansielle sektor havde tabt mere end 100 mia. dollars, mere end syv gange det nationale BNP.
Det er en oversigt over dokumentaren “Wall Street indefra” [Inside Job] der for nyligt blev vist på BBC [og i Danmark på DR2]. Som en af interviewpersonerne kommenterede i forbindelse med den vej Island slog ind fra år 2000 og frem; ”Alt har konsekvenser.”

Selve dokumentaren er et krydsforhør af den finansielle krise i 2008. Den går rimelig indgående ind i at vise, hvad der skete og hvordan det skete.

Detaljeniveauet i undersøgelsen er prisværdigt og den er værd at se for alle, der ønsker at forstå, hvad der skete og hvad der ikke mindst stadig sker. På mange måder er den som en bog; der er så meget information presset ind, at hver gang man genser den, opfanger man noget, som man overså sidst. Der optræder en lang række interviewpersoner, der var til stede på daværende tidspunkt (og gør det klart, hvorfor visse personer der er under nærmere undersøgelse, afslog at deltage) hvorfra der er en række udsøgte citater: ”Når man tror, at man kan skabe noget ud af intet, er det svært at modstå.” og ”enorme private gevinster ud fra offentlige tab” er to, der særligt springer i øjnene.

Programmets indhold gennemgår krisen fra dens historiske rødder i dereguleringspolitikken og de involverede spillere og går over til at vise, hvad denne politik har ført til: ideen om at finansielle institutioner er “for store til at falde”. Den viser tydeligt, hvordan disse finansielle institutioner handlede og hvordan driften for større akkumulation af profit gjorde, at det traditionelle ansvar, der tidligere holdt systemet i skak, blev anset for at være irrelevant. Især analysen af væksten i de såkaldte subprime lån og husboblens brist er gode (især hvis man gerne vil vide, hvad ”credit default swaps” rent faktisk er!)

Dokumentaren dykker ned i den korruption, der var involveret i krisen, fra at fremhæve den øjensynligt uudtømmelige liste over forbrydelser, som de finansielle selskaber rent faktisk blev sigtet for før krisens udbrud til de mere subtile af slagsen, som hvordan subprime lånepakkerne kunne fastholde sin AAA kreditvurdering, der betegnede, at de blev anset for at være fuldstændig sikre investeringer for virksomheder og grupper (især for nogle pensionsfonde, der kun kunne investere i AAA vurderede investeringer).

Programmet lægger alle fakta på bordet, men drager, måske uundgåeligt, de forkerte konklusioner. Programmets underliggende tema antyder (og udtrykker nogen gange åbent), at reform er svaret på at overkomme krisen og komme tilbage til de ”gode gamle dage”. Det fremhæver dårlig ledelse af de største amerikanske bil- og industrifabrikker som grunden til, at de blev ”udkonkurreret af udenlandske konkurrenter”.

Sandheden er, at anarkiet hersker i den kapitalistiske produktionsmåde, hvilket fører til en massiv overproduktionskrise; der blev simpelthen produceret for mange varer, da individerne hverken havde råd til dem eller simpelthen ikke havde brug for dem. Det er herfra kreditten udspringer. Det udvider systemet i dag, på bekostning af morgendagen. Men nu er morgendagen oprundet og ingen kan betale. Denne måde at tænke på omfattede ikke blot almindelige arbejdere, men var til stede i hele systemet, der ledte efter kortsigtede kapitaliseringer frem for analyser af den lange sigt.

”Wall Street indefra” kommer med alle disse pointer i forskellig grad, men formår ikke at komme over den sidste forhindring. Dereguleringsprogrammet, den finansielle kapitals vækst, kredittens ekspansion for at overkomme overproduktionen, var ikke tilfælde eller tilfældige veje, som kapitalismen gik ned ad, ej heller et lune hos en politiker med en forkert ideologi. Tværtimod var de den eneste mulighed for et system, der frem for alt er gennemsyret af profittens akkumulering. Der er ikke en rar kapitalisme versus end ond kapitalisme, der er kun kapitalisme, og akkumulering er dens måde at fungere på. Det er derfor, at systemet ikke kan reformeres til at tjene alles behov og må omstyrtes for det menneskelige samfund og historiens fremme.

Med det sagt vil jeg varmt anbefale dokumentaren, der absolut er værd at se (gerne flere gange for at få al informationen med!), da den giver et solidt indblik i krisen. Bizart nok er den indtalt af ingen ringere end Matt Damon. Hvad mere kan man ønske sig!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.