Lad dette være en advarsel: der er stor sandsynlighed for, at du ville ønske, at du aldrig havde læst den bog, der er genstand for herværende anmeldelse. Sådan føler forfatteren til disse linjer det i hvert fald. Og det er positivt ment.

I ethvert værk – særligt indenfor den genre af populærvidenskab-filosofi-undersøgende-journalistik-samfundskritik, som vist især er populær i den angelsaksiske kulturkreds – er det muligt at finde svage punkter, som man nådesløst kan slå ned på. Det er også tilfældet med Jonathan Safran Foers seneste bog Om at spise dyr. Det er endda muligt at tegne konturen af en forfatter, der er en typisk newyorker-akademiker uden forståelse for hverken landbrug, industri eller fiskeri. Eller noget som helst andet uden for den Manhattanske sfære af gallerier, trendy cafeer og boheme-livsformer. Men alt dette ville være en grov karikatur.

Jeg nævner dette, fordi jeg ønsker at understrege, at jeg inden læsning af Om at spise dyr var overbevist baconentusiast og glad kødtilhænger. Det er jeg sådan set stadig, men bogen har rystet noget. Først og fremmest viser den – mere endnu; den dokumenterer og fastslår uden mulighed for tvivl (der er en enorm mængde kilder og 553 fodnoter i bogen) – at den kapitalistiske kødproduktion er en forbrydelse, at den in se er ødelæggende for menneskehedens sundhed og omgivelser. Det, man kan beskylde forfatteren for, er at han forveksler kødproduktion generelt med den specifikke kapitalistiske måde at producere dyr til fødevarebrug på. Det er nok så alvorligt – og klart Foers svageste side – men det overskygger på ingen måde de stærke sider, som bogen har.

Spild og svineri
Lad os se på nogle enkelte af de uhyrligheder, som bogen levende udpensler:

Tag for eksempel rejer Normen i forbindelse med rejefiskeri med trawl er, at mellem 80 og 90% af de dyr, der bliver trukket op af havet i trawlene ikke er rejer, men andre havdyr eller fisk, og de dør, bliver smidt over bord og bliver kaldt ”bifangst”. (En ret betydelig del af denne form for bifangst er udryddelsestruede arter.)

For hver pose med 500 gram rejer, er der 13 kilo andre dyr, der er blevet smidt døde tilbage i havet. Det er blot et af bogens mange eksempler på det enorme spild, der foregår i den markedsøkonomiske fødevareproduktion.

Skildringen af den skandaløse måde, hvorpå den kapitalistiske svineproduktion foregår på, er blandt de mest afskyvækkende og vredesfremkaldende i bogen:

(…) i 1995 lod Smithfield Foods-farmene hvert år mere end 9,5 millioner liter spild fra farmenes åbne gylledamme løbe ud i New River. Denne udsivning i floden i North Carolina var en af de største miljøkatastrofer af sin art og dobbelt så stor som det ikoniske olieudslip fra tankeren Exxon Valdez seks år tidligere, i 1989.

Der er klare eksempler på, hvordan kapitalisterne profiterer på at blæse på hensyn til mennesker og miljø. Den amerikanske landbrugsgigant Smithfield Foods fik alene i 1997 7.000 bøder for at dumpe slagteriaffald eller udlede gylle direkte i floder og vandløb. Altså tyve lovovertrædelser om dagen. Selskabet forurenede floden Pagan River, der løber ud i nærheden af Washington D.C. Bøden til selskabet lød på 12,6 millioner dollars – den største bøde nogensinde, der indtil da var givet ved et civilt søgsmål i USA. Men de 12,6 millioner dollars svarede på det tidspunkt til selskabets omsætning på ti timer. Foer skriver:

Til sammenligning kunne koncernens tidligere bestyrelsesformand, Joseph Luter III, som var manden bag denne meget bevidste miljøødelæggelse, i 2001 indkassere 12,6 millioner dollars alene i renter af sine private investeringer i værdipapirer.

Der er masser af sådanne eksempler, både i bogen og i virkelighedens verden til daglig. Så længe, landbrugsproduktionen bliver drevet efter profit i stedet for rationel, demokratisk planlægning, er det umuligt at komme miljøødelæggelser til livs.

Sundhedsfare
Det bliver værre endnu. I USA dør der 18.000 om året af MRSA, det vil sige meticillinresistent Staphylococcus aureus, det vil side gule stafylokokker, der er resistent over for meticcilin. Stærke beviser peger i retning af, at der er en sammenhæng mellem, hvor tæt man bor på en industriel farm, og om man får MRSA. Denne sygdom slår flere amerikanere ihjel, end aids gør. Dertil kommer, at 76 millioner amerikanere (en fjerdedel af USA’s befolkning) hvert år bliver syge af den mad, de spiser.

American Public Health Association, der er den største sammenslutning af læger og andre sundhedsansatte i USA, har med henvisning til en lang række sygdomme, som skyldes udledning af gylle og brugen af antibiotika i landbruget, opfordret myndighederne til at indføre et forbud mod opførelse af nye industrifarme.

Smittefare
Det anslås, at op til en fjerdedel af verdens befolkning i 1918 blev ramt af den spanske syge. Langtfra alle døde, men tallene var alligevel enorme. I USA døde 20.000 hver uge, da epidemien var værst. Der blev gravet massegrave for de døde, fordi epidemien var så hastig. Man regner med, at mindst 20 millioner – nogle skøn peger i retning af 50 eller endda 100 millioner – mistede livet til den spanske syge. Dette er interessant, fordi den spanske syge var en art fugleinfluenza – en art af de vira, der kan bevæge sig mellem mennesker, fjerkræ og svin. Det er indlysende, at sådanne sygdomsudbrud har ret meget at gøre med sundhedstilstanden hos verdens slagtedyr, ikke mindst i det industrielle landbrugs besætninger af fjerkræ og svin.

Mere end 95 procent af alle slagtekyllinger i USA er inficeret med kolibakterier (som tyder på smitte via fækalier), og mellem 39 og 75 procent af kødet er stadig inficeret med kolibakterier, når det når køledisken i supermarkedet. Mellem 70 og 90 procent er smittet med campylobacter.

En halv milliard slagtegrise bliver holdt i overfyldte svinestier og har praktisk talt fået ødelagt deres immunforsvar. For at sørger for, at slagtedyrene ikke bliver syge, selv om de kapitalistiske opdrætningsmetoder smadrer deres immunsystem, bliver de pumpet med antibiotika i rå mængder, som Foer beskriver:

I USA bliver der udleveret omkring 1,3 millioner kilo antibiotika til menneskelige patienter, men doseret ikke mindre end 8 millioner kilo til landbrugets slagtedyr – det er i det mindste hvad branchen selv oplyser. (…) forskere har selv regnet sig frem til, at det snarere må være omkring 13 millioner kilo antibiotika, der bliver tilført dyrene i ikke-behandlingsmæssigt øjemed.

En undersøgelse fra New England Journal of Medicine har vist, at den antimikrobiske resistens blev ottedoblet fra 1992 til 1997, og ifølge forskerne bag undersøgelsen skyldes denne voldsomme stigning hovedsageligt et øget forbrug af antibiotika i hønsefoder.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er det produktionen af kød, æg og mejeriprodukter, der er den absolut vigtigste årsag til den øgede forekomst af zoonotiske sygdomme, altså sygdomme som HN51 (fugleinfluenza), SARS og H1N1. En rapport fra WHO siger, at det kapitalistiske, industrielle landbrug fører til en forøget risiko for epidemier Ifølge sagkundskaben er der altså ingen tvivl om, at den kapitalistiske fødevareproduktion er til stor fare for hele verdens sundhedstilstand. Foers afsnit om dette emne er ren gyser-læsning, også selv om han kan have en tendens til at overdramatisere.

Slagtning
Alt efter temperament og smagsløg kan man overveje Foers budskab om at blive vegetar, eller i det mindste spise mindre kød – og købe sit kød fra mindre landbrug. Hans løsningsmodeller er der ikke meget bid i. Tværtimod bliver læseren overladt til sig selv, uden mulighed for politisk perspektiv. Det er i virkeligheden en meget pessimistisk konklusion, og som sådan er Foer en typisk middelklasse-intellektuel, der jamrer over verdens ondskab og ikke tilbyder anden løsning end individuel askese. Sådanne typer kan jamre alt, de ønsker, men kommer aldrig til at ændre noget som helst. Sådanne typer, om end sympatiske – lige fra Tolstoj til Bertrand Russell og altså også Foer – har aldrig ændret noget, netop fordi deres individualistiske fokus bedrager dem.

Nok om det. Videre! Scenerne fra slagtninger er levende beskrevet i bogen, og hensigten er klart, at man skal have ondt af dyrene – de køer, som får flået skindet af kroppen og skåret benene af, mens de stadig er ved bevidsthed, og de grise, der får savet benene af, mens de stadig er ved bevidsthed (et mere alternativt indslag er skildringen af de smerter, som fisk oplever – alt sammen rigtigt nok, men ikke noget, der får denne skribent til at stoppe sit lystfiskeri eller spise rødspætter med glad appetit).

En virkelig oprørende ting er skildringen af slagteriarbejdernes forhold. I USA har slagteriarbejderne – ofte underbetalte, illegale indvandrere – langt værre forhold, end de (også utålelige, men dog bedre) forhold, slagteriarbejderne har i Danmark. Ikke desto mindre er det tydeligt at se, hvilke barbariske tilstande, Danish Crown stræber efter at lænke arbejderne til.

I USA har slagteriarbejdere den højeste rate for arbejdsulykker i forhold til noget andet job – 27 procent om året. Denne erhvervsgruppe er også blandt de amerikanere, der oftest begår selvmord.

Den knusende række af argumenter og fakta i Foers bog er som en mursten igennem en rude. Det er en hård, knusende kraft. Den er ubarmhjertig i sit forsøg på at knuse og sønderbryde alle illusioner til det kapitalistiske landbrug. Som sådan er den et vigtigt bidrag til en socialistisk debat. Den viser – på trods af alle dårlige maskinstormer-træk, som utvivlsomt også er til stede i værket – at kapitalismen er ude af stand til at sikre fødevareproduktion på en måde, så man tager hensyn til menneskers sundhed, miljøets bevarelse, madens kvalitet og dyrenes velbefindende. Det kedelige ved bogen er, at man så nemt får kvalme-fornemmelser, næste gang man ser på udbuddet af kød i sit lokale supermarked.

Jonathan Safran Foer: Om at spise dyr. Oversat af Jan Hansen. 400 sider. 299 kr. Tiderne Skifter.