Da jeg sad i det biografsæde, jeg kom en time inden forestillingen for at få, med mine Buddy Holly-agtige 3D briller, kan jeg huske, at jeg sagde ”wow”. Men det var ikke et wow i den sarkastisk overdrevne form. Det var et virkeligt ”wow”. Jeg følte vitterligt ”spænding, interesse og tilfredsstillelse”, sådan som ordbogen sagde, jeg skulle. Pile fløj forbi mit hoved, dragelignende væsener kredsede om de mest moderne, menneskeskabte flyvemaskiner, enorme vilde dyr angreb lejesoldater, der var bevæbnede til tænderne. Det var, som en ven senere sagde, en intens opsummering af de mange historiske eksempler, hvor erobrere er blevet besejret af de, der skulle erobres. Jeg kunne ikke blive andet end rørt.
Kassesucces
Jeg taler naturligvis om James Camerons Avatar. Især den scene, hvor den lokale befolkning, Na’vierne, smider de invaderende styrker – den amerikanske storkapital og deres lejesoldater – væk fra deres planet. Avatar er en dundrende succes, der allerede i december havde indspillet over en milliard dollars på verdensplan. Aldrig tidligere i historien er et så kompromisløst antiimperialistisk budskab blevet leveret til så mange folk i så mange dele af verden.
Mytteri
Filmen følger en tidligere marinesoldat, der er lammet, som går fra at være agent for invasionsstyrkerne til at blive leder af de invaderede. Denne ændring i bevidstheden, der deles af flere karakterer, er nøglen til plottet, selv om det ikke er blevet nævnt ofte i anmeldelserne. Vi har at gøre med en gruppe, der bliver forrædere. En videnskabsmand griber en riffel og angriber sine chefer. En lejesoldat stjæler sin helikopter, maler den i oprørernes farver og angriber sine overordnede officerer. Vi kan se disse ændringer udvikle sig fra begyndelsen, og de tilføjer et interessant lag til et plot, der er blevet kritiseret for at være ”for simpelt”. Langt fra at være simpel, er den verden, som James Cameron skaber, surrealistisk. Plottet gør en i stand til at leve sig ind i denne verden uden at blive fortabt i flashbacks, kunstfærdige kameravinkler og talrige andre fristelser, der uden tvivl meldte sig undervejs.
Avatar og Irak
Filmens succes er ikke gået ubemærket hen. De sædvanlige fortalere for imperialismen har været temmelig kritiske. Dette er ikke nogen overraskelse, da de stadig ikke har forstået den enkle lektie, som historien har forsøgt at lære dem igen og igen. For at sige det kort: hvis man forsøger at dominere et folks land og ressourcer vil man, uanset hvilket dække, man gemmer sig bag, blive mødt af modstand. Disse folk venter stadig på, at den irakiske befolkning skal modtage dem med blomster.
Antiimperialisme
På den anden side har nogle venstredrejede kommentatorer også haft problemer med filmen. Ligesom børn, der sender frække beskeder rundt i klasseværelset, har de været ude på at chokere hinanden ved at øge kritikken i hver anmeldelse. Heldigvis går disse sekteriske skriblerier ubemærket forbi det generelle publikum, der forbinder sig med de store emner i filmen, og biograferne har længe haft udsolgt.
Avatar har god mulighed for at blive den bedst sælgende film nogensinde (i USA ligger den stadig nummer to efter Titanic, en anden, langt værre, film af James Cameron, red.) Det vil sige, at en film, der taler for desertering og væbnet modstand imod et kapitalistisk drevet militært samfund er den mest populære film nogensinde. Det synes jeg er ret så fedt.
