Denne artikel om kunst, surrealisme og revoltion blev skrevet i Anledning af Andre Bretons død.

Vi fejrer i dag [dvs. 28. september] årsdagen for Andre Breton’s død. Andre Breton, som prøvede at forbinde kunst med revolutionær politik, var en af de mest iøjnefaldende repræsentanter for den litterære surrealisme, og samarbejdede i en periode med Leon Trotskij. I dag, hvor det kapitalistiske system er endt i en blindgyde, har krisen i systemet, forårsaget af den ekstreme senile degenerering, konsekvenser for alle livets aspekter og ytringer.

Produktivkræfterne stagnerer, arbejdsløshed og lav beskæftigelse berører millioner, og uligheden stiger til et uhørt niveau. Krig og terrorisme er ikke længere undtagelser, men normen. Elementer af barbari er begyndt at vise sig i selv de mest velstående og ”civiliserede” lande, som vi så det for nyligt i New Orleans [Orkanen Katrina, red.]. Det kapitalistiske systems fortsatte eksistens truer med at undergrave selve civilisationens og kulturens fundament. Hvordan skulle kunst og litteratur i en verden som denne forblive upåvirket?

Andre_Breton_Leon_Trotsky_Diego_Rivera_Mexico_1938
Ideen om at forbinde kunst med revolution – en ide først fremsat af Breton og Troskij – bibeholder derfor dens fulde vitalitet og sandhed. Surrealisme udtrykker et modsætningsfyldt (ulogisk) syn på virkeligheden. Den prøver at udtrykke de elementer af vold og grusomhed, der lurer under den borgerlige civilisationens tynde fernis. Det borgerlige samfunds høflige manerer og ”gode smag” er faktisk kun en facade, der skjuler den frygteligste lidelse, udnyttelse og undertrykkelse. Surrealismen sønderriver det høflige hykleris slør, og afslører den grimme og frastødende virkelighed, der ligger bagved den.

Paradoksal nok er det Salvador Dali, der var en krybende forsvarer for status quo, tilhænger af den politiske højrefløj, beundrer af Hitler og Franco, monarkist og lakaj for det rige establishment, som oftest forbindes med denne revolutionære skole. Luis Bunuel derimod var en ægte revolutionær. Han blev fyret for at lave en ateistisk film, som Dali typisk nok distancerede sig selv fra, hvilket Bunuel belønnede ham for med sine knytnæver.

dali
Ulig Dali var Bunuel imod etablissementet, religionen og kirken. Politisk stod han tæt på anarkismen - den overbevisning der måske mest nøjagtigt afspejler surrealismens syn på verden. Men med Breton kom surrealismen også tæt på marxismen. I 1937 skrev han et fælles manifest med Trotskij, kaldt ”Manifestet for en uafhængig revolutionær kunst” [Manifesto for an Independent Revolutionary Art]. Det bibeholder sin fulde gyldighed i dag. I den surrealistiske kunst er der også andre elementer: ideen om at alt er forbigående, ustabilt og omskifteligt. Det er grunden til hvorfor død og metamorfose [forvandling] spiller en så central rolle i surealismen. Her ser vi tilstedeværelsen af en grundlæggende dialektisk ide: ideen om konstant forandring, hvor ting bliver til deres modsætning, og hvor modsætninger ligger grunden for alting og hvor ting aldrig er, hvad de ser ud til at være.

Det er ikke et tilfælde, at surrealismen blomstrede i det katolske Spanien, Frankrig og Italien. Det er velkendt, at fanatisk katolicisme skaber sin modsætning i form af en magtfuld anti-gejstlig bevægelse. I alle store revolutionære situationer i disse land var der altid et udbrud af anti-gejstlig aktivitet. Et sådan fænomen kunne aldrig opstå i Nordeuropas protestantiske lande, hvor den borgerlige revolution har afgjort sit mellemværende med den katolske kirke for århundreder siden. Borgerskabet kolde logik har for lang tid siden forvist Kirkens irrationelle obskurantisme [fjendtlighed overfor oplysning, red.].

Luis_Bunuel
Surrealismen forsøger, som navnet antyder [”sur” betyder ”over” på latin], at gå udover overfladen, at trænge igennem det tilsyneladende og gribe fænomenets essens. Som modsætning hertil er det kolde, fantasiløse nordeuropæiske sind tildækket af en lang tradition for empirisk tankegang tilfreds med ”det givne”, med ”tingene som de er”. Men ”tingene som de er”, viser sig ofte at være noget helt andet end, hvad de ser ud til.

Ja, surrealismens verden er en underlig verden, hvori “normale” ting og forhold står på hovedet. Men i virkeligheden er det kapitalismen, der gør et hvert naturligt forhold til dets modsætning. Kapitalismen har ifølge sin natur en irrationel og modsætningsfyldt karakter. Disse modsætninger kan på en smart måde udtrykkes i den surrealistiske kunst. Men de kan kun løses gennem en virkelig socialistisk revolution.

Hvad er kunstnerens rolle i det nutidige samfund? Det er lettere at sige, hvad det ikke er. Det er ikke en virkelig kunstners rolle at forblive på sidelinien imens de store kampe om menneskehedens fremtid og sjæl udkæmpes. Kunst som adskiller sig selv fra samfundet og er ligeglad med dets skæbne, kan aldrig stræbe efter storhed. En sådan kunst sygner blot hen i historiens lavlande og udløb. Den kan aldrig nå højdepunkterne. Stor kunst må give sig i kast med store emner. En sand kunstner kan ikke være ligeglad med andre mænd og kvinders skæbne. Han eller hende er i sin natur revolutionær. Tryghedsnarkomaner og nikkedukker, som er tilfreds med at følge almenheden, vil aldrig skabe kunst og litteratur af betydning.

Kunsten har til opgave at tale direkte, heftigt og modigt imod undertrykkelse, udnyttelse, løgne og hykleri i alle deres udtryk. Den må pege på muligheden for et bedre liv og en bedre verden. Det er lige meget om, budskabet mangler klarhed, at det er ufuldendt og mangelfuldt, og at det kun behandler denne eller denne enkelthed. Kunst er ikke politik eller videnskab. Den har sin egen identitet, og taler med sin egen stemme. Mens kunsten indtager en lidenskabeligt holdning til de store spørgsmål, menneskeheden står overfor, må den altid være tro mod sig selv. Det er muligt for kunsten at være partipolitisk og revolutionær uden at degenere til ren propaganda. Kunst må være fri fra alle indskrænkelser. Den må ikke vedkende sig nogen herre, hvadenten det er Kirken eller Moskeen, staten eller storkapitalen. Kunstneren må være fri til at følge hans eller hendes egne følelser og overbevisning. En sådan kunstnerisk frihed er uforenelig med det kapitalistiske regime, hvor banker og monopolerbestemmer alting, fra produktionen af trøjer til produktionen af musik, billeder og litteratur, udfra interessen for profit fra. Kunsten vil kun blive fri i et samfund, hvor alle mænd og kvinder er frie, og hvor forholdet til penge erstattes af virkelige forhold til mennesker, dvs. socialismen. Kun i et samfund baseret på den demokratiske og harmoniske planlægning af produktivkræfterne kan mænd og kvinder opnå rationel kontrol over deres liv og skæbne. Kun i et sådan samfund vil kunsten endelig skille sig af med slaveriets åg og opnå status som menneskelig kunst.

I et klassesamfund har kunsten en klassekarakter. Den har tilbøjelighed til at blive fremmedgjort fra samfundet, og ses af de fleste folk som noget underligt, fremmed og fjernt. Kun ved at fjerne den materielle basis for fremmedgørelsen kan vi nedbryde den kinesiske mur, som adskiller kunsten fra samfundet.

Trotskij skrev engang: “Hvor mange Aristoteles’er vogter svin? Hvor mange svinevogtere sidder på troner?” Ved at nedbryde skellet mellem mentalt og manuelt arbejde vil socialisme en gang for alle åbne de døre, der engang spærrede for folkets adgang til kunst, videnskab, kultur og regeringsførelse. Det vil betyde en ny renæssance, som vil overskygge alle bedrifterne i det antikke Athen og det 15. og 16. århundredes Firenze. Udviklingen af kunstens fulde potentiale er uforeneligt med alle former for ensidethed, herunder national ensidethed. Surrealismen var en ægte international bevægelse, og afspejler tilstedeværelsen af fælles følelser og dilemmaer på verdensplan. Den foregreb allerede den fremtidige undervikling af en ægte verdenskultur og verdenskunst under socialismen. Europas store kulturelle arv har, ansigt til ansigt med yngre, mere dynamiske rivaler, for længst nået en blindgyde, der afspejler den europæiske kapitalisme lange forfald. Den gamle verden har ikke mere noget interessant at sige. Verdenshistoriens centrum har, som Trotskij forudsagde, flyttet sig fra Middelhavet til Atlanterhavet og er nu ved at flytte sig fra Atlanterhavet til Stillehavet, hvor hele verdens fremtid vil blive fastlagt.

De forældede grænser, der splitter menneskeheden, har for lang tid siden udlevet sin historiske brugbarhed. De er lige så meget barrierer for menneskelig fremgang, som de gamle feudale grænser var. De er bestemt til at blive fejet af vejen, og de vil blive fejet af vejen. Dette er specielt nødvendigt for Latinamerika, dette utrolige kontinent, der besidder alt, hvad der er nødvendigt for at skabe et paradis på denne jord, men som er blevet balkaniseret og reduceret til slaveri og fattigdom af 200 års kapitalisme.

I en socialistisk verden vil de latinamerikanske folks genialitet blive en væsentlig ingrediens i en fælles verdenskultur, når menneskeheden først overkommer dens opdelinger, og bliver én nok engang. De store traditioner hos mayaerne, aztekerne, inkaerne og alle kontinentets andre folk vil opleve en genfødsel på et højere niveau.

Hvad vil blive den nye socialistiske kunsts natur? Det er umuligt at sige, og det er ikke op til os at belærer fremtidige generationer. Kunsten vil altid adlyde dens egne iboende love, love som ikke svarer til forudfattede teorier, men afspejler hver generations behov og ønsker. Men én ting kan vi være sikre på. Der vil ikke være mangel på forskellighed. Hundreder af forskellige tankeskoler vil konkurrere og diskutere i en lidenskabelig demokratisk skole, der ikke bare vil involvere en håndfuld æstetiske snobber, men millioner af mennesker. Ud af dette vil der opstå en ny og overlegen kultur, der vil overgå alt, hvad vi hidtil har set. Det er den fremtid, som vi kæmper for. Og det er i denne kamp, at nutidens kunstnere må indtage deres retmæssige plads – i frontlinien i kampen for socialisme.

Vi vil slutte med et citat fra Breton-Trotskij manifestet:

“Vores mål:
Kunstens uafhængighed – for revolutionen.
Revolutionen – for kunstens fuldstændige frigørelse!"



Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.