Der var meget furore, da det i april 1989 blev afsløret, at gerningsmændene bag et røveri imod et postkontor i Købmagergade i indre København et halvt år forinden, i virkeligheden var en gruppe maoistisk-inspirerede venstreorienterede, som i over ti år havde begået kriminalitet for at fremskaffe penge til PFLP, den palæstinensiske befrielsesfront.

Denne gruppe, som i mediernes søgelys blev opkaldt "Blekingegade-banden" efter gadenavnet på deres dæklejlighed på amager, har været emnet for talrige artikler, reportager og bøger. De fleste har båret præg af en til tider sygelig trang til sensationer og "afsløringer", som regel altid med en lettere skjult politisk undertone, der forsøger at skære venstrefløjen over én kam.

Man kunne fristende spørge sig selv, om Peter Øvig Knudsens nye bog, der så dagens lys i marts måned, blot var endnu ét skud på stammen, eller om den rent faktisk bød på noget nyt. Medierne har i hvert fald været helt oppe på dupperne og omtalt bogen med side op og side ned i Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands Posten.

Undertegnede må sige at han er positivt overrasket. Bogen er ikke blot yderst velskrevet, i et befriende levende sprog, men den indeholder også mange relevante informationer, ikke bare om de pågældende personer, men også om mere generelle politiske udviklinger i Danmark i 60'erne og 70'erne.

En generations politiske radikalisering
I stedet for at opblæse eller stigmatisere gruppens kriminelle aktiviteter, søger forfatteren at tage sit udgangspunkt i gruppens tidlige start i begyndelsen af 60'erne. Han forklarer KAK's (Kommunistisk Arbejdskreds, Blekingegade-bandens forgænger) opståen ud fra en lille, men voksende gruppe kommunisters utilfredshed med Moskvas reformistiske linje med "fredelig sameksistens", osv. Disse kommunister, anført af Gottfred Appel, blev inspireret af Kina og Mao. De så den kinesiske udenrigspolitik som et forsvar for ægte revolutionær internationalisme, som en modsætning til Sovjetunionens kompromis-stilling overfor Vesten. At Mao og Kina i virkeligheden langt fra var ægte revolutionære, men blot spillede deres eget bureaukratiske spil, var disse kommunister ikke klar over på daværende tidspunkt.

Samtidig følger man i de første par kapitler de ældre maoisters møde, med en gruppe unge radikaliserede gymnasieelever fra Gladsaxe. Disse unge, som især er centreret omkring Holger Jensen, var meget aktive og ihærdige. Forfatteren forklarer deres politisering, igennem tidlige protestbevægelser, bl.a. imod Oberst-kuppet i Grækenland 1967 og Vietnam-demonstrationerne de følgende par år, frem imod Verdensbankens topmøde i september 1970. Også de unges senere besøg i Palæstina, konfronterer dem med imperialismens brutale forbrydelser og har en stærk indvirkning på dem.

På den måde er bogen ikke fordømmende, men forsøger at forklare Blekingegade-bande-medlemmernes motiver for at handle, som de gjorde.


KAK og den bestukne arbejderklasse
De oprørske unge fra Gladsaxe kommer dog ind i et KAK, som i højere og højere grad præges af den såkaldte snylter-statsteori. Her har Øvig Knudsen en overraskende sober redegørelse for Gotfred Appels tankegods, som konkret udmønter sig i snylterstatsteorien. Denne teori som basalt set går ud på, at arbejderklassen i de vestlige lande er blevet bestukket (”købt og betalt”) af kapitalen, ved hjælp af de profitter, som imperialisterne har udsuget af de undertrykte i den tredje verden. Således mente KAK ikke, at der var noget revolutionært potentiale i den vestlige arbejderklasse og at kampen for socialisme uundgåeligt måtte have sit hovedfokus i de fattige ulande.

Kun hvis man forstår denne teori, kan man forklare gruppens noget specielle handlemåde. Dette udmønter sig også i en ekstrem sekterisme overfor resten af venstrefløjen, overfor fagbevægelsen og overfor den danske arbejderklasse generelt. Det er denne utroligt pessimistiske og arrogante indstilling, som kombineret med en manglende tro på arbejderklassens evne til at omdanne samfundet, gav grobund for bankkup, røverier, kidnapningsforsøg, m.v.

Også KAK’s ekstremt totalitære opbygning skildres godt i bogen. Mest af alt minder det interne regime om en diktatorisk sekt, hvor de almindelige medlemmer ikke kan få så meget som et ord indført.


Sensationslysten kammer over
Igennem bogen følger vi dels KAK’s og senere KA’s udvikling som gruppe og deres optrapning af kriminelle aktiviteter, med finansiel støtte til PFLP som øjemål. Vi ser hvordan de allerede fra midten af 70’erne begynder tyveri af et våbenlager, bedrageri med udbetaling af sygepenge og to millionrøverier.

Dog er der så afgjort afsnit i bogen, hvor sensationslysten kammer en smule over. Her tænker jeg især på kapitlerne om de internationale forbindelser, hvor Øvig forsøger omtaler et påstået internationalt terrorist netværk og i sin søgen forsøger han at sammenkæde Blekingegade-banden med grupper som De Røde Brigader i Italien, Rote Armee Fraction i Tyskland, Carlos-’sjakalen’, m.fl. Men Øvig mangler afgørende beviser for sit påståede internationale terrornetværk.

Det kan næppe betvivles, at der har eksisteret et samarbejde omkring nogle af PFLP’s internationale aktiviteter, men at det har foregået på den måde som Øvig fremstiller det, er ikke bevist, og Øvig kan kun fremstille indicier og halve formodninger som bevis. Samtidig tenderer han, efter min mening, til en lige lovlig firkantet fremstilling, hvor han overser afgørende forskelle på Blekingegade-bandens strategi og så på den som RAF og De Røde Brigader.


Stiller gode spørgsmål
Trods enkelte kritikpunkter, finder jeg Øvigs bog klart anbefalelsesværdigt for alle der interesserer sig for samfund og politiske bevægelser. Først og fremmest er den god, fordi den stiller os gode spørgsmål, om hvad og hvordan man kan og skal handle, i kampen for at ændre samfundet.

Jeg er ikke i tvivl om at medlemmerne af Blekingegade-banden, ligesom undertegnede, nærede et oprigtigt ønske om at omstyrte det kapitalistiske samfund og opbygge socialisme. Men det er aldrig nok at have gode intentioner. Vi må også se hvilke handlinger og metoder, der rent faktisk gavner det mål som vi ønsker at opnå. Ingen tvivl om at de palæstinensiske massers kamp imod den zionistiske stat er retfærdig, men alt andet end lige, må man sige, at PFLP’s taktik med isolerede guerilla-kampe ikke har ført til socialisme, endsige et stop for den nationale undertrykkelse.

Blekingegade-bandens mest afgørende fejl – som gik igen, hos de bevægelser de støttede i den tredje verden – var at de erstattede den marxistiske forståelse af arbejderklassen som den afgørende kraft for samfundsforandring, med troen på at en lille gruppe heltemodige aktivister kan klare ærterne. Det er en af de problematikker, som Øvigs bog åbner op for en diskussion af.

"Blekingegadebanden, Den danske celle", (1. bind), Peter Øvig Knudsen, Gyldendal, illustreret, 435 sider, 299 kroner.

Bind to, som vil omhandle perioden 1980-89 er planlagt til udgivelse i efteråret 2007.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.