Sangene i operaen indeholder nogle fantastiske linjer, især dem som afrunder værket:
\"Denn die eine sind im Dunkel,
Und die and\'re sind im Licht,
Und mann siehet die im Lichte,
Die im Dunkel sieht mann nicht.\"
[\"For nogle folk lever i mørke og nogle folk lever i lys, du ser dem som lever i lyset, dem som leve! r i mørket ser du ikke:”]
 |
Selv kubisme afspejler noget om samfundet. Hvad afspejler det? Krige og revolutioner repræsentere store rystelser, som ændrer alting, ændrer folks liv – og deres bevidsthed. Kubisme afspejler en grundlæggende ændring i måden hvorpå folk generelt så verden. Før 1914 var der en lang periode med gradvist opsving i kapitalismen. Det var lidt lige som den periode, vi netop er gået igennem. Fu! ld beskæftigelse, velstand og ideen om at det kunne fortsætte for altid. Og så pludselig ødelægges drømmen, illusionen opløses af traumaet fra 1. Verdenskrig og den russiske revolution. Så kom den tyske revolution og den ungarske revolution og fascismens fremkomst i Italien. Alt sammen noget der rystede folks verden til småstykker. Psykologien for selv det mest konservative individ ændres. Hvordan kan dette ikke afspejles i kunsten?
Lad os for et øjeblik tænke over kunsten før 1. Verdenskrig. Den dominerende tendens var impressionisme, født i Frankrig i det sidste årti af det 19. århundrede. Personligt kan jeg godt lide impressionisme. Det gengiver ideen om en stille og fredelig verden, en verden af blomster og solskin og picnics på grasplænen. Efter 1. Verdenskrig hvordan kunne kunstnere gå tilbage til en verden som denne? Hvordan kunne de bare overveje det?
Hvis du ser på Picass’s tidlige maleri – den såkaldte blåperiode – ser du et meget medfølende portræt af marginaliserede fattige menneskers verden, lavet med teknisk perfektion og forståelse for masse. Jeg tænker på et maleri af en ung kvindelig akrobat på toppen af en stor bold. I forgrunden sidder en vældig mandlig atlet med store muskler på en stor massiv blok. På en eller anden måde ser pigen ud som om hun flyder, ser ud som om hun trodser tyngdekraften. Mens de andre figurer udtrykker at de har en vægt og en tyngdekraft trækker dem nedad.
Dette tekniske, næsten geometriske aspekt, får gradvist dets eget liv og skaber en ny skole. Den menneskelige figur er nu repræsenteret på en normal måde, som vi er vant til at beskrive som realisme. Den menneskelige form vises fra forskellige vinkler, som en måde som ikke ville være mulig i vores hverdags liv. Nogle! siger måske, at dette ikke er kunst. Folk er ikke sådan; hvordan kan du have en fod derover og en hånd derover, og et hoved der peger i begge retninger?
Men formålet med stor kunst er ikke bare at afbilledlige ting som de er – eller ser ud til at være – mere end det er filosofis opgave af portrættere ting som de er. Den virkelige opgave for både kunst og filosofi er at trænge igennem en tilsyneladende verden, fjerne masken og vise virkeligheden og folk som de virkelig er.
Som du ved var det ikke Picasso, som begyndte at splitte folk i deres bestanddele. I perioden fra 1914 til 1918 blev millioner af mænd i uniform hugget op i deres bestanddele af bejonetter og kraftige eksplosiver. Hvis kunst chokerer, er det meget mindre chokerende end samfundet i det 20. og 21. åhr.
Jeg tænker i sær på et maleri af Picasso, der kaldes “Portrættet af en dame”. Tag venligst i betragtning, at det ikke er portrættet af en kvinde, men af en dame. Det er en kvindelig person med kraftigt overdrevne kønsorganer, bryster osv., og hvis du ser på personen! har hun ingen hænder. Hvorfor har damen ingen hænder? Fordi at damen ikke behøver arbejde. En dame fra overklassens eneste funktion er præcis at være et reproduktivt dyr. Forresten skrev Picasso på et tidspunkt på døren til hans studie: \'Je ne suis en gentilhomme.\' [Jeg er ikke en gentlemen”]. Jeg kunne fortsætte, men det vil tage lidt for lang tid.
 |
Der har været militante kunstere i det 20. åhr., såsom Diego Rivera og andre. Og er det ! ikke vores ansvar – sammen med fagforeningsarbejde, ungdomsarbejde og andre former for arbejde – at prøve at nå de bedste af de moderne kunstere og forrfattere og gøre dem til arbejderklassens militante allierede? Jeg tror at kunst kan spille en revolutionær rolle, og vi må vise at vi er åbne og gerne vil have en dialog med de bedste kunstere: for at vinde dem til aktivt at tjene arbejderklassen.
Kunst og oktoberrevolutionen
Leon Trotsky skrev, at revolution er historiens lokomotiv. Og et fantastisk bevis på det er Oktoberrevolutionen selv. Den russiske revolution var på alle måder en jordrystende menneskelig frigørelse. Ikke kun befrielse af proletariatet, men befrielsen af kvinder, befrielsen af undertrykte nationaliteter, af jøder og ja, af selve kunsten.
Oktoberrevolutionien satte kunsten fri. I modsætning til bolsjevismens fjenders løgne, var der aldrig et forsøg fra bolshevikkernes side på at pålægge kunsten en partilinje. Årtiet efter oktober var år med lidenskablig og fri debat, eksperimenter og innovation. Sikken en strålende forsmaling af kunsterisk talent voksede frem i årene efter den russiske revolution, især i 1920’erne. Der var en fantastisk blomstrende kultur og kunst. Vi har digte af den store revolutionære digter, Mayakovsky, en bolshevik fra 1905 ! ash som blev kaldt for revolutionens trommeslager.
Efter oktoberrevolutionen begyndte der en fantastisk renaissance. I teatret med Meyerhold, i biografen med Eisenstein, som jeg personligt tror var den største filminstruktør i verdens historien, i musikken med Shostakovitch – en mand som aldrig ville have skrevet en eneste node musik uden den russiske revoluion, og som skrev hans første symfoni i 1928 i en alder af 26, hvis min hukommelse ikke svigter.
 |
Men den smukke og velduftende blomst blev samdret under stalinismens støvler. Meerholt døde i en koncentrationslejr, Babel døde i en koncentrationsle! jr. Mayakovsky begik selvmod, Medelshtamm døde i en koncentrationslejr, osv. Det var kun nogen af stalinismens forbrydelser på kulturområdet.
Kunst og socialisme
Nu har jeg talt ret længe og jeg har ikke dækket en fjerdedel af det jeg ville have dækket. Men jeg vil gerne afslutte med en ide om kunstens fremtid under socialismen. Vores hovedopgave, vores mest pressende opgave er at vælte kapitalismen fordi at kapitalismens fortsættelse ikke bare truer økonomien, men det er også en dødelig trussel mod perspektivet for den menneskelige civilisation og kultur. På trods af alle den menneskelige civilisations fantastiske fremskridt over de sidste 10.000 år, er menneskelig kultur og civilisation faktisk et ret tyndt lag.
Civilisation er faktisk ret skrøbelig og under kulturens tynde fernis eksisterer den primitive barbarismes kræfter stadig. Du så det med Hitlers Tyskland, og vi har set det for nyligt på Balkan. Hvis ikke arbejderklassen tager magten i sine hænder, er den menneskelige kulturs fremtid og civilisation i seriøs fare. Men der er stadig en anden side af dette spørgsmål.
Under moderne forhold vil den kolossale udvikling af produktivkræfterne, af videnskab og af teknologi gøre at en socialistisk revolution, i sær på verdensplan, hurtigt vil være til en kulturel revolution, ulig alt andet vi har set tidligere i menneskets historiet. En af kapitalismens største forbrydelser er den undertrykker almindelige menneskers opfindsomhed, kreativitet og potentiale. Flertallet af folk har aldrig mulighed for at udvikle sig selv frit. Trotskij sagde engang, ”Hvor mange Aristotles’er er svingedrenge?” og han tilføj! ede, ”Hvormange svinedrenge sidder der på troner?”.
I hundreder af år har kunst været de fås monopol. For det store flertal har den været til stede som noget mystisk, besværligt og aldeles utilgængeligt. Kunstneren præsenteres som et særligt menneske, med unikke evner fra fødslen, og ikke som resten af os. Nu afviser jeg langt fra, at der er et genetisk element som giver os en vist potentiale for udvikling. Det er klart, at ikke alle kan blive, lad os sige, en Mozart. Men denne påstand forklarer faktisk ingenting.
Mozarts genetisk arv gav ham tydeligvis potentialet for at blive en stor komponist. Men det miljø han voksede op i spillede en afgørende rolle i at realisere dette potentiale. Hans far var en velkendt komponist, Leopol Mozart som havde mange ambitioner for hans barn. Fra en meget tidlig alder ansporede han hans søn til at blive interesseret ! i musik. At Mozart, at barnet Mozart havde et potentiale til at blive en stor musiker, det er der ingen tvivl om. Men er der nogen som seriøst tror på, at hvis Mozart i stedet for at være bleven født som søn af en rig komponist, var bleven født som indisk bonde, tror du så, at han ville have skrevet symfonier? Selvfølgelig ikke.
En engelsk digter fra det 18. åhr.skrev følgende linjer:
\"Full many a gem of purest ray serene
The dark, unfathom\'d caves of ocean bear.
Full many a flower is born to blush unseen
And waste its sweetness on the desert air.\"
[Hvor mangen en ædelsten af den reneste, klare udstråling,
bæres ikke af de mørke bundløse havgrotter.
Hvor mangen en blomst fødes ikke til at stråle uset,
og spilde dens sødme på ørkenluften.]
Hvor godt udtrykker disse linjer ikke det kollosalle tab af menneskelig talent under kapitalismen!
Hvis du vil have en grundlæggende definition på socialisme, vil jeg give den til dig. Det er at virkeliggøre potentialet i menneskeheden. Hvis man ser på menneskehedens historie, er det slående, at antallet af genier, som Mozar, er ret få. Der er meget få. Ud af tusinder af millioner af mænd og kvinder som lever på vores planet siger jeg ikke, at alle kunne blive en Mozart – det ville være forkert. Men at der blandt disse folk findes potentielle genier indenfor mange forskellige felter, det er der ikke den mindste tvivl om.
Tænk bare tilbage på dine skoleår. Hvor mange børn i din skole, ved du under andre betingelser kunne været blevet lægere, forfattere, komponister, dansere, fodboldspillere, musikere? Og hvordan endte de? Vi starter alle ! ud med denne drøm, gør vi ikke? Men denne drømme bliver meget hurtigt, på basis af kapitalismen, presset ud af folk. De bliver brutaliseret til et punkt, hvor nogle bliver ligeom dyr. Potentialet inden i dem ødelægges fra en tidlig alder. Socialismens indre mening er at bringe menneskets potentiale tilbage til dets virkeliggørelse.
Kammerater, socialismens indre mening er ikke at kæmpe for brødkrummer, det er ikke det vi kæmper for. Det er kun det første skridt – et meget vigtigt skridt selvfølgelig. Biblen siger, ”Mennekset skal ikke leve af brød alene”. Og faktisk har mennesket aldrig levet af brød alene. Og i et socialistisk samfund vil mænd og kvinder blive frie fra fattigdom og vil have den nødvendige tid til at udvikle dem selv som frie mennesker. For første gang vil de være frie til at udvikle deres personlighed, at udvikle dem selv fysisk og mentalt.! e
Forestil dig bare den enorme mængde af potentielle kreative evner, som vil blive sat løs! Det vil få Renæssancens fremskridt til at ligne en meget lille affaire. Kunst vil for første gang i historien endnu gang blive en del af livet, og ikke skjult væk på et museum, Trotskij sagde at et museum var en koncentrationslejr for kunst. Kunsten må befries for dens fængsel og forbindes med liv.
Kunst og fremtiden
Ved begyndelsen af det 21. åhundrede står menneskeheden overfor et meget vigtigt spørgsmål – det om den såkaldte globalisering. Den har en kulturel dimension såvel som en øknomisk. Som marxister er vi selvfølgelig internationalister, vi må være frie for enhver form for nationalistisk fordom. Og Marx og Engels forklarede i det kommunistiske manifest, at kapitalismens udvikling ville skabe en tendens mod en verdensøkonomi, udfra hvilken der i sidste ende vil rejse sig en verdenskultur.
Til en vis grad er dette allerede sket. Over de sidste 20 eller 30 år, har der været en enorm forandring på verdensskala. Hvor end de går nu vil unge menneske praktisk talt over alt, i sær i de udviklede lande, og i stigende grad i de underudviklede land, have det samme tøj på, lytte til den samme musik og den er en generel tendens mod standardisering. Er dette godt eller skidt? Vi m \'e5 være påpasselige med ikke at tage et småborgerligt nationlistisk standpunkt til dette spørgsmål. For rydningen af banerne, fjernelsen af alt det skidt, må i sidste ende lede til en verdensomspændende menneskelig kultur under socialismen. Men under kapitalismen, er den globale “kultur” koget ned til er et grovt kulturelt overherredømme af hele planeten af en magtfuld imperialisme, som ødeægger alle andre kuluturer i profittens interesse. Og det kan ikke være godt.
Forresten var der nogen der nævnte ordene “arbejdermusik” og “arbejderkunst”. Faktisk findes der ikke noget sådan. Marx forklarede for lang tid siden, at de herskende ideer i alle epoker er den herskende klasses ideer. Og Trotskij forklarede, at proletariatet ikke kan skabe dets egen kultur før revolutionen pga. livsbetingelserne under kapitalismen. På den anden side vil der efter den socialistisk revolution ikke være nogen arbejderkultur, men en ægte menneskelig kultur, en socialistisk kultur.
Kammerater vi må hæve vores øjne og udvide vores horisont lidt. Vi må forstå at det nuværende rod, den nuværende krise, den nuværende nedbrydning af planeten, forbereder en ny civilisation. Igennem historien, når et socialt og øknomisk system går ind i en krise, som kapitalismen nu er i krise, udtrykker det faktum sig selv på mange måder! : som en krise i familien, som en krise i moralen, som en krise i religionen, som en krise i kulturen. Og alle disse elementer er nu til stede under kapitalismen.
Der er en general sygdom og en general opfattelse af forfald og forrådelse som også påvirker kunsten. Se bare på den kunst de producerer nu. Jeg tror at jeg er en meget frisindet person, jeg går indfor kunsteriske eksperimenter, jeg er også interesserede i nye ideer, men når du har en kunsterisk udstilling som viser et får, et dødt får i formaldehyd, og dettes præsenteres som kunst, så begynder jeg at undre mig.
Jeg mener at dette er et symptom på dekadance og folk betaler mange penge for det. Andre kunstere har også produceret kunstværker, hvor de har brugt deres egne ekstrementer. Det bliver – og jeg er fuldstændig seriøs – sat på markedet og jeg tror at det også laver ret mange penge. Nå men englænderne har et gammelt ordsprog: ”Hvor der er møg er der kobber”. Og i den dekadente kapitalismes kunstverden hvor der er ekstrementer er der penge. Borgerskabet vil som altid lave penge på alt.
Hvis kunst repræsenterer en form for spejl og det repræsenterer en form for spejl hvori samfundet kan se sig selv afspejlet, så er dette en meget nøjagtig afspejling af det borgerlige samfund i det 21. århundrede. Det repræsenterer en krise i kulturen og dens endelige nedbrydning. Men på en måde har selv denne kunst noget at sige til os, den fortæller os, at kultur under k! apitalismen ikke længere kan udvikles. Det er et meget seriøst budskab og derfor består opgaven som påfalder proletariaet – ligesom borgerskabets opgave i det 17. og 18. århundrede. – i at udrydde alt dette skrammel af vejen og forbedrede vejen for en ny social orden.
Jeg insisterer på, at dette er ikke kun et økonomisk spørgsmål, men fordi at kapitalisterne ikke kan bruge det kollosale potentiale, som eksisterer for udvikling af industri, landbrug, videnskab og teknologi, er det arbejderklassens opgave at overtage kontrollen med samfundet. Når først arbejderklassen har magten i dens hænder, så åbner der sig foran os, på basis af en socialistisk demokratisk planlagt økonoimi, et ubegrænset potentiale for menneskelig udvikling.
Det er hvad vi kæmper for. Vi kæmper ikke kun for proletariatets økonomiske frigørelse, vi kæmper for menneskehedens sjæl. Vi kæmper for et samfu! nd hvori alles potentiale kan udnyttes fuldt ud. Og befriet fra den nedgørende afhængighed af kapitalismens slaveri vil vi endelig hæve os selv op til at leve op til vores sande menneskelige statur og rækker ud efter stjernerne.
I en socialistisk samfund vil man bygge smukke byer og man vil nedrive de grimme forurenede, befolkede misfostre vores byer i dag er blevet, og opbygge påny. Folk kan og må have rettigheden til at leve i smukke huse og til at skabe ægte menneskelige forhold til at leve under. Hverdagslivet i hjemmet, på arbejdspladsen og selv på gaderne vil blive smuk. Arkitektur vil ikke længere være kunstens Askepot, men vil blive debateret hedt. Den vil genvinde den centrale position og prestige som den havde i det antikke Athen.
Kunst og kultur og videnskab vil blomstre som vi aldrig har set det før og frem for alt den højeste kunst, den aller vigtigste kuns, selve kunsten i at leve. At gøre livet smukt er det største af alle mål, for vi har kun ét liv. Som dialektiske materialister accepter vi ikke ideen om et liv efter døden. Det er op til os at sikre at folks liv ikke længere er tomme og menningsløse, men at alle er i stand til at leve livet fuldt ud og når tiden kommer, forlade det uden fortrydelse.
Det vil med Frederick Engels ord være “Menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.” Det er den sag vi kæmper for – den eneste sag som det er værd at kæmpe for. Inspireret og bevæbnet med disse ideer vil vi sejre.
Barcelona, juli 2001.
Efterskrift:
De nedenforstående linjer er kun en meget grov skitse af et meget stort og meget komplekst problem. For at yde emnet retfærdighed, ville jeg have brug for at indlede en hel dag, og vi ville have brug for at diskutere en hel uge. Men det er meget muligt, at vi i sidste ende vil udgive en bog om emnet, der vil behandle emnet, som det fortjener.
Den østrigske marxist Ernest Fischer stillede spørgsmålet om, hvad kunst betyder. Hvad er kunst? Og han foreslog, at menneskeheden i kunst stræber efter et fuldendt liv. Hvad betyder det? Under klassesamfundet er vil ikke fuldendte mænd og fuldendte kvinder. I det bedste tilfælde er vi kun halvt realiserede mennesker. Og selvom folk ikke rigtig forstår det, så føler de fleste, at de ikke fuldt ud opfylder deres potentiale her i livet. De forstår ikke hvorfor, men de føler, at der mangler noget i deres liv, eller rettere at ”jeg mangler noget”.!
For det store flertal af mennesker er det store spørgsmål ikke ”er der et liv efter døden?” Spørgsmålet er ”er der et liv før døden?” Det er den idé, som piner folk. Når de stopper op og tænker over deres liv, spørger folk sig selv: ”Er det alt der er? Er det virkeligt alt der er i livet?” Grunden til at de ser efter et liv efter døden, er at de ikke rigtigt har levet. Og det er her kunsten kommer ind. Kunsten tillader folk at drømme, den giver dem en breddere horisont. De drømmer at ting kan blive bedre, at livet kunne blive bedre.
Mænd og kvinder som ikke har nogen kærlighed i deres liv, går i biograffen og ser disse tossede kærlighedshistorier, fordi de higer efter ægte menneskelig kærlighed, følelser og lidenskab. De er tiltrukket af farver, fordi deres liv er farveløse. De er selv tiltrukket til stoffet relgion, fordi de le! ver i en sjæleløs verden. Jeg taler om masserne, jeg taler ikke kun om de interlektuelle. Mange folk går i biografen, mange folk ser disse forfærdelige programmet i fjernsynet, som i England kendes som sæbeoperaer. De er en meget dårlib erstatning for et rigtigt liv, som millioner af mennesker ser, fordi de ikke selv har noget liv.
I biografen eller foran fjernsynsskærmen ser de i en time eller sådan action, de ser ophidselse som giver dem en smule lettelse fra deres gennemsigtige, kedsommelige, grå kedsomhed, som er deres eksistens under kapitalismen. Det er her at kunsten er vigtig: det er en drøm som foreslår, omend svagt, at menneskeheden faktisk kan have et liv og den antager også, at mænd og kvinder i det inderste af deres hjerter stræber efter et andet liv – noget bedre end det de har nu.
Og det er derfor, at al kunst på en måde potentielt indholder kimen til revolution, fordi det repræsenterer en utilfredshed med det der er. Selvfølgelig må vi forstà 5 kunstens begræsninger, vi forstår, at for os er det ikke det grundlæggende kampområde. Det er kun et område mere, som vi må kommentere på og intervenere i, prøve at etablere en form for kontakt og dialog med de bedste kunstnere selvfølgelig.
Modsætningerne udtrykt igennem kunst kan ikke loses gennem kunst, fordi de er modsætninger i samfundet, som kun afspejles i kunsten, men kun kan løses i samfundet gennem revolutionær kamp. Derfor må jagten på frihed og sandhed i kunsten uundgåeligt føre til den sociale revolutions vej og marxismens ideer og program.
