Politiske film er ved at komme på mode igen. Michael Moores dokumentarfilm var starten på bølgen og nu kræver en flere mennesker film, der handler om noget og har et budskab. Store oscarnominerede film som "Crash", "Münich", "Good Night, and Good Bye", "The Constant Gardner" og for nyligt "Syriana" rejser samfundskritiske spørgsmål og debatterer emner som racisme, terrorisme, kommunistforfølgelser, selvcensur og kynisk imperialisme.

At politiske film nu, også i USA, bliver mainstream, er et klart tegn på, at klassekampen spidser til. Verdens grelle tilstand – ude som hjemme – får dagligt flere og flere til at stille spørgsmålstegn ved det bestående samfund og måden det fungerer på. Man så fuldstændig det samme i slutningen af 60'erne og i 70'erne, hvor fx den vietnamkritiske "Deer Hunter" vandt en Oscar for bedste film i 1972.

Ikke i storkapitalens interesse

De store kapitalistiske filmselskaber er dog ikke meget for at lave film, der reelt handler om noget og de byder på ingen måde udviklingen velkommen. Mange af de ovenfor nævnte film er lavet på mindre uafhængige filmselskaber. De større er først sprunget med, når de var sikre på at kunne gøre en god forretning. George Clooney har for eksempel sagt, at Warner Brothers kun gav ham lov til at lave de politiske film "Good Night, and Good Bye" og "Syriana", fordi han samtidig lovede at lave Ocean's filmene, der begge var klassiske og ukritiske, men sikre blockbustere. "Filmstudierne sidder jo ikke ligefrem og siger " det må vi lave ", vel", som Clooney siger.

Kunst er under kapitalismen blevet til en vare lige alt andet. En vare hvor det eneste vigtige i sidste ende er om filmselskaberne kan tjene penge på den. Og vi taler ikke småpenge. Warner Brother havde i 2005 et overskud på næsten 19 mia. kr. Paradoksalt nok kan disse kapitalister nu også tjene penge på præcis de spørgsmål, som almindelige mennesker stiller til lige præcis konsekvenserne af kapitalismen.

Kunst og klassekamp

Kunst kan dog kun blive ægte menneskelig og kritisk ved at være fri fra alle indskrænkelser. Den må ikke vedkende sig nogen herre, hvad enten det er kirken eller moskeen, staten eller storkapitalen. Det er svært at sige præcis hvorledes de store filmselskaber direkte eller indirekte udøver deres censur, men i forbindelse med Moore's "Fahrenheit 9/11" så vi at Disney, der havde rettighederne, helt åbenlyst nægtede at udgive filmen. Den blev først udgivet efter at rettighederne til filmen, som følge af hårdt pres, var blevet solgt videre.

"Syriana" er, ligesom Michaels Moores film, blevet kritiseret af blandt andre Berlingske Tidendes filmanmelder for at være for ensidig. Stor kunst må selvfølgelig altid balancere på grænsen mellem på den ene side at fremvise en meningsfyldt og interessant synsvinkel på verden og på den anden side undgå at forfalde til propaganda. I et klassesamfund har kunsten dog altid en klassekarakter, og når for eksempel "Syriana" bliver kritiseret for at være ensidig, handler det mest af alt om, at den herskende klasse mener, at den rejser nogle spørgsmål om den amerikanske imperialisme, som man helst bare skulle have ladet ligge i det skjulte.

At rejse sådanne spørgsmål er dog en af kunstens fornemmeste opgaver. Marx forklarede for længe siden, at selv om modsætningen mellem arbejdere og kapitalister er økonomisk, og det revolutionære mål i sin kerne er en ændring af de økonomiske forhold, så bliver mennesket først bevidst om denne kamp og fører den kamp igennem kunst og kultur. Klassekamp er også kulturkamp.

Spørgsmålene stillet – svarene mangler

Ingen af overnævnte film vil gå over i historien pga. deres kunstneriske udførsel, selv om det da bestemt alle sammen velskruede og spændende film med mange gode skuespillerpræstationer. Heller ikke de svar, disse film giver, vil sikre dem en plads i historiebøgerne. Faktisk har de alle det til fælles, at de ikke tør give, eller bare antyde, noget der ligner et svar på de spørgsmål de rejser.

"The Constant Gardner " viser hvor skruppelløse medicinfirmaerne opfører sig i Afrika og hvordan afrikanerne ufrivilligt bruges som forsøgsdyr, men med hovedpersonens selvmordsaktion bliver konklusionen, at det i sidste ende ikke kan lade sig gøre at kæmpe imod. Ed Murrow og co. må i " Good Night, and Good Bye " erkende at man, i tv-direktørernes øjne, kun kan afsløre republikanernes løgne, når de bliver så tykke som McCarthys. Det stiller de sig måske ikke helt tilfredse med, men de affinder sig med det.

Heller ikke "Syriana" når et skridt videre. Det vises klart og tydeligt hvordan, at det er den amerikanske imperialisme, der på grund af olieinteresser både har skabt og opretholder de mellemøstlige regimer og hvordan at mangel på mad og arbejde presser almindelige mennesker ud i religiøs fundamentalisme og en tragisk selvopofrelse til nytteløs terrorisme. Filmen kritiserer den korrupte amerikanske statsadministration og erhvervstop, men der knyttes ikke an til en sammenhæng med den måde samfundet generelt set fungerer på. I stedet er filmens egentlige helt en idealistisk amerikansk forretningsmand, der vil hjælpe den demokratisk sindede og reformvenlige prins Nasir Al-Subaai. Det går selvfølgelig galt, men det drages der ikke nogen konklusioner af.

At den brede kunst kun er nået til at stille spørgsmålene og konstatere problemerne, afspejler direkte klassekampens udvikling. Lige nu ophobes modsætningerne og utilfredsheden stiger. Vi står overfor en eksplosion i klassekampen og arbejdere i alle lande vil kræve en anden verden – det vil de også udtrykke gennem musik, litteratur og film.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.