Intet er nemmere end at sværte en mands ideer og minde til, efter han er død og ikke længere kan svare for sig. Derfor må man udvise stor varsomhed, når man tager ideer op, som blev fremført af en, der nu er gået bort.

Ebbe Kløvedal Reich er død, 65 år. Vi behøver ikke her forsvare, at vi skriver om ham, fordi hans position inden for den borgerlige offentlighed i Danmark i sig selv retfærdiggør et nærmere kig på Ebbe Kløvedal Reich og de ideer, han repræsenterede. Formålet er her ikke at fælde dom over hans minde. Historien vil fælde sin egen dom over den store fortæller og alsidige forfatter. Vi ønsker ikke at diskutere Ebbe Kløvedal Reichs personlige egenskaber eller habitus, men derimod at se nærmere på de ideer, han repræsenterede, særligt hans filosofiske idealisme. Det er i øvrigt i god tråd med forfatterens borgerlige frisind og hans iver efter at diskutere historie, filosofi og ideer.

Ebbe Kløvedal kom fra en borgerlig baggrund, tog studentereksamen på Aurehøj Gymnasium, som altid har været et udpræget overklassegymnasium. Men omkring sin tid som værnepligtig i flyvevåbenet blev han antimilitarist og meldte sig ind i Det Radikale Venstre, som han nær var kommet i Folketinget for.

Det har ofte været i samfundets top, at de første tegn på samfundets generelle opløsning og degeneration har vist sig. De øverste klasser og lag har en tendens til at være de første, der opfatter, at samfundet ikke længere bevæger sig fremad og udvikler produktivkræfterne på en fremadskridende og harmonisk måde. Nogle fra disse lag kan blive bevidste om deres egen klasses rolle i samfundet, og nogle af disse kan stille sig på en anden samfundsklasses side imod deres egen, fordi den klasse, de tilhører, ikke kan spille nogen progressiv rolle. For eksempel var Engels søn af en fabrikant, men gik over på arbejderklassens side.
Imidlertid er dette undtagelsen. De fleste intellektuelle fra samfundets top vil eller kan ikke se deres egen klasses reaktionære rolle i samfundets udvikling, men føler den kun instinktivt. Derfor forfalder de til blind impressionisme, de lader sig føre af begivenhedernes gang, og springer hurtigt fra det ene standpunkt til det næste.

For marxister er det afgørende i samfundets udvikling, om den herskende klasse er i stand til at udvikle samfundets produktion og føre menneskehedens udvikling fremad. Da det romerske slavesamfund blev en hindring for udvikling af landbrug og manufaktur, havde slaveejerklassen udspillet sin historiske rolle og måtte med tiden give plads for nye jordejere og håndværkere under det feudale system. Det feudale samfund var ligeledes dømt til undergang, da den teknologiske udvikling, mekanisering og handel blev holdt tilbage af godsejernes herredømme og laugsystemet blandt håndværkerne. Den nye udvikling kunne kun sikres ved, at kapitalistklassen, eller borgerskabet om man vil, erobrede den politiske magt og eksproprierede de gamle magthavere.

Nu er også denne klasse en forhindring for videre udvikling af samfundets produktion og kultur. En tilstand, der afspejler sig i krige, arbejdsløshed og kulturel forarmelse. Alt dette er ABC for marxister, og det blev allerede forklaret i Det Kommunistiske Manifest for mere end 150 år siden. Men uden denne grundlæggende forståelse af, at samfundets tilstand bestemmes af, hvilke klasser, der kontrollerer produktivkræfterne, er man ideologisk fortabt og vil drive blindt rundt mellem tilfældige ideer og tankesystemer, heriblandt naturligvis også ideologiske kvaksalvere og religiøse mystikere.

Ebbe Kløvedal Reich blev i slutningen af 1960’erne involveret i det såkaldte ”ungdomsoprør”, et forspil til opsvinget i klassekampen, der kom et par år efter. Han blev aktiv i kampagnen mod atomvåben, Vietnambevægelsen, Folkebevægelsen mod EU og Christiania (hvor han endda bosatte sig i et halvt års tid i 1976). Han var også med til at oprette kollektivet Maos Lyst, hvor han tog navnet Kløvedal efter dalen i Tolkiens ”Ringenes Herre”, et rart sted, hvorfra alfer, dværge og hobitter drager ud for at bekæmpe det onde. En periode beskæftigede han sig også med astrologi og ”mystiske kræfter”.

Det er karakteristisk for Ebbe Kløvedal Reichs ideer, at de tager tanken og ideen som udgangspunkt, for derefter at beskæftige sig med den materielle virkelighed. Selv om han var erklæret grundtvigianer, forsøgte han at forlige det med Viggo Hørups radikalt-borgerlige ideer. Han tog Hørups motto ”del jer efter anskuelse” til sig, og denne tanke har hele tiden stået centralt i Kløvedals tankegods. I virkeligheden er kernen i denne tanke ikke så langt fra Grundtvigs idealisme, som vi senere skal se.
Når man siger, at folk skal ”dele sig efter anskuelse” virker det umiddelbart fornuftigt, fordi det kan virke naturligt at samle sig med de, man deler overbevisning med, og sammen med dem danner politiske partier. Men denne opfattelse forklarer ingenting.

I et samfund, der er baseret på den ene klasses ejerskab af produktionen, på den ene klasses overherredømme over de andre, giver en enkelt tanke eller ide først rigtig mening i samfundsmæssig betydning, når den sættes i sammenhæng med klasseinteresser. Det er i praksis, en tanke beviser sin sandhed. For marxister er det væsentlige spørgsmål ikke at dele sig efter ”anskuelser”, men at dele sig efter klasser og organisere sig for at forandre klasseforholdene. Derfor har arbejderbevægelsen indskrevet ”enhed skaber styrke” på sit flag – fordi arbejderklassen uden organisering ikke er andet end råmateriale for udbytning. Og fordi alle spørgsmål i et klassesamfund ikke kan besvares fuldstændig, uden at de ses i lyset af, hvilke klasseinteresser, der er på spil.

Der hvor Kløvedal gik galt i byen, da han tog Hørups støvede parole op, var på spørgsmålet om ideernes uafhængighed. Modsat hvad de filosofiske idealister hævder, opstår ideer ikke bare ud af den blå luft eller kommer fra et ”højere væsen”. Menneskelige ideer opstår som en reaktion på den ydre verden og de påvirkninger, den ydre (materielle) verden tilstøder menneskene. Desværre var det ikke den eneste gang, Kløvedal begik fejltagelser, som følge af hans filosofiske idealisme.

De idealistiske ideer, som Kløvedal repræsenterede, blev allerede slået tilbage af Marx i 1845 i ”Den tyske ideologi”, hvor vi kan læse om de idealistiske unghegelianere:
”Da menneskenes forhold, al deres gøren og laden, deres lænker og spærringer i unghegelianernes fantasi er produkter af bevidstheden, så retter de konsekvent det moralske postulat til menneskene, at de må udskifte deres nuværende bevidsthed med den menneskelige, kritiske eller egoistiske bevidsthed og derigennem udrydde det, som stiller sig spærrende i vejen for dem. Denne fordring om at ændre bevidstheden munder ud i en fordring om at fortolke det bestående anderledes, dv.s. anerkende det i kraft af en anden fortolkning. De unghehelske ideologer er trods deres angivelig ’verdensomrystende’ fraser de største konservative. De yngste af dem har fundet det rette udtryk for deres virksomhed, når de hævder kun at kæmpe mod ’fraser’.” (Marx, Ungdomsskrifter, s. 96-97)

Ebbe Kløvedal var en mand af sine meningers mod, og da han kunne se, at samfundet ikke udviklede sig til menneskehedens fælles bedste, forsøgte han at finde en udvej. Han vendte sig imod militarisme, imod Vietnamkrigen, imod EU (på dette spørgsmål vendte han senere 180 grader), imod fantasiløshed og indskrænkninger i kulturens frihed. Der er ingen, der kan sige, han ikke har været i sin bedste mening (som han har sagt højt). Desværre er selv den bedste mening ikke altid nok, hvis den bliver bygget på et forkert grundlag.

Kløvedals modstand mod militarisme var først og fremmest rettet som et angreb på ideen om militarisme i stedet for militarismens materielle årsager, som skal findes i imperialisternes kamp om markeder, råstoffer og indflydelsessfærer. Ligeledes var modstanden mod det borgerlige samfunds fantasiløshed rettet som et angreb mod konforme ideer, og ikke imod de ejendomsforhold, som tilskynder til ideer om altings uforanderlighed og konformitet.
Sådan er den idealistiske tilgang til tingene; konflikterne i verden opfattes som en konflikt mellem ideer i stedet for virkelige, levende kræfter. Og derfor ender idealismen i en blindgyde. Den impressionistiske idealist opfatter tingenes umiddelbare fremtoning, deres overflade, som sandheden. Derved undgår man spørgsmålet om indre modsætninger, om bagvedliggende materielle årsager og derved også om løsningen på problemet. Den impressionistiske idealist ender med at halse efter den ene halve idé efter den anden uden et generelt billede eller nogen egentlig forståelse, fordi løsningen på de tankemæssige problemer (som idealisten opfatter dem), bliver jagten på ”den rene idé”, den ”ultimative tanke”, ”det højeste væsen”, eller slet og ret: Gud.

Kløvedals idealisme viste sig også ved, at han hyldede Grundtvigs ideer uden egentlig at sætte disse ideer ind i de samfundsforhold, som de blev født af. Grundtvig stod (sammen med Kold) i spidsen for højskolebevægelsen, som en Luthersk oplysningsbevægelse til at uddanne borgerskabet og bønderne i fritænkning. Fritænkningen, det frie ord og det borgerlige frisind vandt frem i 1800-tallets Danmark og afspejlede det underliggende vilkår; den kapitalistiske økonomiske frie konkurrence, der vandt frem i disse år på bekostning af feudaltidens snævre rammer og despoti.

Grundtvig sagde, at ”sproget skaber det, det nævner.” Det er en meget præcis beskrivelse af det idealistiske tankegods. For idealisten eksisterer ideen først, og derefter den materielle virkelighed (hvis de overhovedet vil anerkende dennes eksistens). Under alle omstændigheder er det ideen om verden, der for idealisten er det vigtigste. Det var det for Grundtvig og for Kløvedal.

Kløvedals jagt på ”den rene idé” førte ham som nævnt mange steder hen: han stiftede bekendtskab med borgerlig radikalisme, kinesisk stalinisme (maoisme), anti-europæisk nationalisme, astrologi og psykedeliske eksperimenter. Og han endte som grundtvigiansk kristen. Gennem hele hans politiske og filosofiske løbebane er det karakteristisk, at han med relativ stor lethed er gået fra det ene standpunkt til det næste (selv om han personligt nødig ville erkende fejltagelser i fortiden), og at han har ladet sig bære frem af umiddelbare indtryk. Da klassernes forhold skærpedes og historiens pendul svingede mod venstre i slutningen af 1960’erne, svingede Kløvedal og en række andre småborgerlige intellektuelle med, uden at være bevidst om, ad hvilken vej, de gik. Da stalinismen, astrologien og de psykedeliske eksperimenter ikke tilbød frelse for den urolige sjæl, gjorde Bibelen, Luther og Grundtvig. Det kunne ikke gå anden vej for idealisten Kløvedal.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.