For nylig krævede 20 medlemmer af den socialdemokratiske partitop at arbejdermuseet i København fjernede deres statue af Lenin. Siden har debatten rullet i dagblade og aviser landet rundt. Det er blevet sagt, at folk ikke ved hvem han var, og derfor legitimerer man indirekte etparti-diktatur og andre grusomheder, ved at vise statuen af Lenin på arbejdermuseet.

Men de største hyklere er i virkeligheden de som siger dette og samtidig mener at andre ikke ved nok om Lenin.
Lenin er en person som er blevet bagvasket og fordrejet af utallige tendenser i samfundet, som har haft interesse i at gøre Lenin til enten en grum diktator eller den stalinistiske
tradition der forvanskede Lenins lære. Men derfra og til at sige at han ikke høre hjemme på arbejdermuseet er godt nok langt.

Ved første øjekast kan det virke lidt besynderligt at 20 personer fra den øverste socialdemokratiske top reagerer så kraftigt på opstillingen af en statue. Man kunne måske forstå det hvis man havde genoplivet Lenin og man havde indsat ham som bestyrer af arbejdermuseet. Men her har vi at gøre med en statue, vist nok af kobber. Hvordan kan det være at den socialdemokratiske top reagerer så kraftigt på det?

Den eneste forklaring må være at man frygter, ikke så meget en statue, men de ideer som manden der er lavet en statue af repræsenterede. De socialdemokratiske ledere gentager en række påstande om Lenin som selv om de er gentaget ofte ikke desto mindre er meget forkerte. Lenin bliver fremstillet som en grusom diktator, men sandheden er at han var et fremtrædende medlem af det russiske socialdemokrati. Lenin ændrede ikke Socialdemokratiets politik. Tværtimod holdt han fast i den revolutionære linje som Marx og Engells stod for. Angrebene på Lenin vender sig mod lederne af den højreorienterede del af socialdemokrater selv. Men siger at han var leder af en voldelig revolution. Men højrefløjen i Socialdemokratiets egne forgangsmænd i Rusland i 1917 (mensjevikkerne) støttede selv en voldelig revolution. Denne forgik (efter vestlig tidsregning) i marts 1917, hvor et flertal af arbejdere, bønder og soldater lavede en voldelig revolution der nedkæmpede Zarens diktatur. Denne revolution var støttet af mensjevikkerne og foregik blandt andet under deres ledelse.

Man kan mene hvad man vil om Lenin, men man kan ikke fornægte at Lenin som den mest afgørende leder af bolsjevikpartiet, havde en kæmpe betydning for arbejderbevægelsen og ikke mindst hele det 20. århundredes historie. Havde det ikke været for Lenin og Trotskij havde den socialistiske revolution i Rusland 1917 aldrig sejret. Da Lenin ankom til Petrograd i 1917 var bolsjevikpartiet ledt af Stalin, Kamenev og Sinovjev der ligeledes redigerede bladet Pravda. På dette tidspunkt herskede der mensjevikiske tilstande i partiet, hvor man ukritisk støttede den provisoriske regering og ikke havde perspektiv for en videre socialistisk revolution.

Lenin indledte en hård politisk kamp mod denne tendens og fik bolsjevikpartiet på rette kurs. Man kan være både for og i mod Lenin, men man kan ikke benægte hans afgørende rolle i arbejderbevægelsens og det 20. århundredes historie. Der er desværre ikke plads til, på disse linier, at give en detaljeret beskrivelse af Lenins rolle og tilbagebevise utallige borgerlige og stalinistiske løgne imod ham.

Men sandheden er at Lenin, som leder af Bolsjevikkerne (den del af socialdemokratiet i Rusland der fastholdt Socialdemokratiets oprindelige revolutionære program) kun gennemførte den politik mensjevikkerne selv oprindeligt stod for. Nemlig: de store fabrikker under arbejdernes egen ledelse og kontrol, jorden til bønderne og stop for russisk deltagelse i det store folkemord som siden er blevet kaldt 1. verdenskrig. Den russiske revolution i november (efter vestlig tidsregning) blev gennemført efter krav fra repræsentanter fra flertallet af arbejder, soldater og bonde råd over hele Rusland. Revolutionen forgik yderst fredeligt.

Grunden til at mange blev dræbt skyldtes at repræsentanter fra godsejerne og kapitalisterne startede en borgerkrig. Dette blev desværre støttet af mensjevikkerne. Derfor blev deres blade forbudt, da de åbent støttede reaktionære kræfter der med vold ville genindføre kapitalens magt over arbejdet. Ville toppen af Socialdemokratiet i Danmark ikke skride ind overfor partier der åbenlyst støttede voldelige organisationer i Danmark? Det kan der vist ikke herske tvivl om.

Socialdemokratiets program snakker stadigvæk om indførelsen af demokratisk socialisme som dets endemål. Men efter over 130 år er det endnu ikke lykkedes. I stedet har vi desværre set Socialdemokratiet være med til at skære ned på velfærden. Dette har overalt skabt stor harme i det socialdemokratiske bagland og med god grund. Vi tror at det er dette der gør de socialdemokratiske topledere nervøse over en statue. For efterhånden er det ved at gå op for flere og flere at Socialdemokratiets ledelse ikke kan vise nogen vej frem for den menige arbejder, lærling og elev. Derfor bliver alt hvad der kan minde om et politisk alternativ set som en stor trussel. Vi forstår godt de socialdemokratiske lederes nervøsitet. Før eller siden vil der i arbejderbevægelsen blive krævet en politik der er ansvarlig overfor de ældre, unge, arbejdere og arbejdsløse, i stedet for en politik der er ansvarlig overfor kapitalisterne og bankerne. Dette alternativ, som Socialdemokratiet blev dannet for at fremføre, er beskrevet af Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Og nok så mange omskrivninger af arbejderbevægelsens historie eller nedrivninger af statuer vil ikke kunne stoppe det uundgåelige. Nemlig kampen for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program og danne et samfund hvor rigdommen demokratisk bliver kontrolleret af flertallet af befolkningen.

Det er let at lyve om historien, men det er langt svære at dokumentere sandheden. Vi bestræber os på snarest, at udgive et værk om Lenin og Trotskijs roller i den russiske revolution.
Indtil da må vi give vores læsere til takke med dette engelsksprogede
mesterværk: ”Lenin and
Trotsky – what they really stood for”