Ifølge instruktør Michael Moore tegner den nye film Bowling for Columbine et portræt af USA som "en nation, der lader til at være fast besluttet på at skyde først og spørge bagefter" her i begyndelsen af det 21. århundrede. Det må være en film for sådan nogle som os, tænkte vi, og det viste sig at holde stik. Udover at det er en film, der virkelig får tag i én, og som af og til er tragisk alene ved at vise fakta, som de er, så er Bowling for Columbine frem for alt en meget humoristisk og seværdig dokumentarfilm om den amerikanske våbenindustri, og dennes forbindelse til den amerikanske udenrigspolitik.
Tit kan satire slet ikke hamle op med virkeligheden. Bowling for Columbine begynder med en scene, hvor en skeptisk Michael Moore åbner en bankkonto i en bank i Michigan, som giver alle nye kunder en gratis riffel. Til sin egen store overraskelse forlader den meget sympatiske Moore snart efter banken med denne besynderlige velkomstgave. Han melder sig også ind i Michigan-militsen for en dag – det er en gruppe mennesker, der mener, at "hvis man ikke er bevæbnet, så er der tale om pligtforsømmelse". Han får også Charleton Heston, leder af National Rifle Association, til at sige, at ophævelsen af raceadskillelsen er den væsentligste grund til volden i USA! Moore nævner i forbigående, at mordene på gymnasiet i Columbine skete samme dag som USA's mest intensive bombardement i Kosovo. Filmen peger også på de utallige amerikanske interventioner i udlandet og på den amerikanske finansiering af og støtte til islamisk fundamentalisme, inklusiv folk som Osama bin Laden.
Men det er også på sin plads med nogle kritiske bemærkninger. Moore er ude af stand til at demonstrere forbindelsen mellem ophøjelsen af våben i USA og den individualistiske tilgang til sociale, moralske og politiske spørgsmål. Nu til dags er "the Land of the Free" alt for ofte bare et dække for et hyper-individualistisk kapitalistisk samfund, hvor alle hver for sig skal prøve at nå deres uopnåelige "American Dream". Våbnene styrker blot tendensen til at lede efter individuelle løsninger på problemer, der i virkeligheden angår os alle sammen. Det er heller ikke et tilfælde, at i det land, hvor det er mest udbredt at eje våben, er det også meget let at lukke fabrikker, fyre arbejdere og lave sociale nedskæringer. På trods af flere bemærkelsesværdige passager er instruktøren ikke helt i stand til at analysere disse mere komplicerede historiske og sociale spørgsmål tilfredsstillende. Der er en meget morsom tegnefilm om USA's historie – helt i South Park-stil – med i filmen, men den mister noget af sin værdi, når den kommer med den absurde påstand, at amerikanerne har våben pga. deres historiske frygt for de sorte!
En af de bedre dele af filmen er der, hvor Moore undersøger de konkrete forhold, der var, da en seks år gammel dreng skød en lille pige i en skole i nærheden af Flint, Michigan. Moore viser, hvordan drengens mor var blevet afskåret fra understøttelse, hvordan hun måtte arbejde under nogle af statens programmer, og hvordan hun på den måde visnede helt væk.
"Det er ikke så underligt, at der er så meget vold i de fattige områder", har Moore udtalt i et interview, "for der er så mange statslige voldshandlinger imod de fattige. I filmen ser man den enlige mor, der bliver fjernet fra sine børn under et slags aktiveringsprogram. Hun skal køre langt i bus hver dag og kan aldrig være sammen med børnene, fordi hun skal arbejde for sin understøttelse. Og se så – hendes seksårige søn, der bor hos onklen, finder en pistol og tager den med i skole – og imens sidder hun i bussen, så hun kan komme hen og betale af for sin understøttelse".
Moore stiller korrekt spørgsmålet, hvorfor sådan en historie aldrig bliver fortalt. "Hvorfor snakker vi ikke om den slags vold? For mig at se er det en voldshandling fra statens side imod den her kvinde. De er lønslaver. De busser der er moderne slaveskibe, der transporterer dem ned til Auburn Hills, hvor de rige bor, og hvor de kan arbejde for dem hele dagen og så blive kørt tilbage igen". (Kilde: San Francisco Bee, 25. oktober, 2002)
På trods af alle jokesne og de vittige bemærkninger, som der bestemt ikke er noget galt med, så er Moore faktisk bedst i rollen som "virkelighedsinstruktør". De rå scener fra de hærgede boligområder i Flint, som engang var en by med en vigtig bilindustri, men som blev til en spøgelsesby, da kapitalen trak sig ud og afindustrialiserede området, er uden tvivl meget skarpe. Det er i denne sump af fattigdom og social ulighed, at man finder de virkelige, dybereliggende årsager til den meningsløse vold. Læg dertil en forskruet presse, der blæser alle mulige småforbrydelser stort op, mens den generelt tier om den virkelige kriminalitet (den slags, der begås af fine folk i jakkesæt), og så bliver det straks lettere at forstå, hvorfor folk er så hurtige på aftrækkeren.
