To år er næsten gået siden det valg, Mette Frederiksen døbte "klimavalget". Med klimaloven lovede hele Christiansborg, at de nu ville lytte til de unge og handle. Men intet er sket. De unge der gik på gaden, er tilsyneladende blevet holdt for nar.
Klimaloven blev fejret af hele den parlamentariske venstrefløj, der både kaldte den ”definerende for vores tid” og den ”største politiske sejr”. Klimaloven er dog ingen sejr, men blot den seneste ventil, borgerskabet har benyttet for at lukke luften ud af en ellers voksende klimabevægelse. Et mål om 70 % reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050 lyder umiddelbart ambitiøst, men kradser man bare det mindste i overfladen, forsvinder glansen. Loven er nemlig blottet for konkret handling, og kreativ bogføring betyder, at målene kan nås uden reelle reduktioner. For eksempel skal reduktionen ske på de emissioner, der sker direkte i Danmark, og man medregner ikke emissioner i forbindelse med importerede varer. Medregner man nettoforskellen mellem eksporteret og importeret udledning, stiger udledningen i 2018 med 48 % fra 34,5 til 51,5 millioner ton CO2-ækvivalenter (Kilde: Ourworldindata.org). Der har været et næsten automatisk fald i den produktionsbaserede udledning, da størstedelen af industriproduktionen er rykket ud af landet, og det er derfor misvisende at basere sine reduktionsmål på de tal.
De konkrete forslag, der bliver diskuteret, rækker heller ikke længere end til afgifter på diverse forbrugsvarer, som selvfølgeligt rammer socialt skævt. En afgift på oksekød eller benzin vil ikke virke mod dem, der allerede har mere end nok. Det skriger til himlen, at man prøver at finde reduktionerne hos de grupper, der i forvejen udleder klart mindst. “Vi er alle i samme båd,” siger de, men faktum er, at de ligger på soldækket, mens vi knokler i maskinrummet. Det er ekstremt hyklerisk, at folketingspolitikere og kapitalister fortsat skal kunne leve som konger, mens vi på bunden må spise de brødkrummer, de skønner er nok til at pacificere os.
Ydermere indeholder klimaloven en hensigtserklæring om ikke at benytte CO2-kvoter, men de agter at benytte dem hvis målene ikke ser ud til at blive nået. Den eneste forpligtelse der følger med klimaloven, er, at den siddende regering jævnligt skal fremsætte ”indikative delmål”.
Hockeystaven
Et af disse delmål er den berygtede ”hockeystavs-model”. Vi skal lave færre reduktioner nu, og så på sigt, når teknologien er bedre, lave et kæmpe spring. Dette er med rette blevet kritiseret som ansvarsfralæggelse og udstiller rigtig fint, hvor tom hele klimaloven er. Tilgangen er håbløst ineffektiv. Den kumulative natur af udledningen betyder, at reduktioner skal være endnu større, hvis vi først påbegynder dem senere, og teknologien er der allerede i dag til at omlægge til grøn energi. Som grafen viser, er priserne på både sol- og vindenergi nu lavere end priserne på de fossile modparter, og det er kunstige tiltag skabt af magtfulde fossillobbyer, der forhindrer bredere udnyttelse. Profitmotivet kommer igen i vejen, da den lave mængde arbejdstimer forbundet med meget af den grønne energi betyder, at profitraten er meget lavere, da alle producenter har samme omkostninger til materialer og ikke har samme mulighed for at presse lønniveauet (Kilde: The Economist: “Wind and solar power are disrupting electricity systems”, 25.2.2017). Arbejdstimerne består udelukkende af opsætning og få reparationer. Det er i modsætning til ved fossile brændsler, hvor udvindingen fungerer som en kontinuerlig kilde til lønarbejderes merværdi.
Trafikudspillet – ”Danmark Fremad”
Det seneste skud på stammen er regeringens trafikudspil: ”Danmark Fremad”. Der er masser af flotte grønne ord, men indholdet kan, hvis man er gavmild, højst kaldes gult. Udspillet slår på at skabe et mere forbundet hovedstadsområde, der skal opnås gennem udvidelse af ringveje og motorveje, samt en mere effektiv offentlig transport. Vejene skal udvides med såkaldt ”klimavenlig asfalt”, og da der indregnes en større andel elbiler, anslår man, at udvidelsen ikke vil gå ud over den samlede klimaindsats. Flere studier viser dog, at udvidelsen af veje alt andet lige skaber større biltrafik, som nogen gange endda betyder, at transporttiden på strækninger forøges (Kilde: Næss, P., Mogridge, M., & Sandberg, S. (2001). Wider roads, more cars. Natural Resources Forum, 25 (2), 147–155). Ydermere består udvidelsen af det offentlige transportnet hovedsageligt af indførelsen af metrokørsel af S-tog ved at gøre dem førerløse. Dette har længe været planlagt og har altså ikke andet med det pågældende udspil at gøre, end at skulle virke som grøn rygdækning for en plan, hvis primære funktion bliver at skabe mere biltrafik. I udspillet er der også afsat 12,7 mia. til etablering af vej- og metrobetjening til det kommende boligområde ”Lynetteholmen”, der skal ligge på en endnu ikke bygget kunstig ø. Her bemærkes det, at man håber at kunne finansiere dette, gennem kommende indtægter fra Lynetteholmen. Det kunne tyde på, at man allerede har glemt finansieringsfiaskoen fra Ørestads-metroen, hvor salget af de offentlige grunde i Ørestaden (som skulle stige i værdi på grund af metroen) skulle kunne finansiere de lån, der blev taget til anlæggelsen.
Hvem har skylden?
Et ofte citeret studie har vist, at blot 100 store virksomheder er ansvarlige for 70 % af udledningen på verdensplan (Kilde: “Just 100 companies responsible for 71% of global emissions, study says”, Tess Riley, theguardian.com), og en borger i de rigeste 1 % udleder i gennemsnit 175 gange flere drivhusgasser, end en borger i de nederste 10 %. Samtidig med dette lancerer olieproducenter som Exxon ”Personal Carbon Footprint”-kampagner, så vi kan gå og slå hinanden i hovedet over, hvorvidt vi nu har låg på, når vi koger pasta. Denne bevidste individualisering er trængt ind ad alle sprækker og revner i klimabevægelsen og har fuldstændig taget kløerne af bevægelsen, der ellers kæmpede under parolen ”Systemforandring, ikke klimaforandring”. NGO’er og andre liberale kræfter fik påvirket bevægelsen så meget, at kravet i stedet blev en systembevarende klimalov, CO2-afgifter og individuelle handlinger.
Hvad må der gøres?
Det er tydeligt, at de nuværende tiltag ikke bringer os tættere på en løsning. Der skal mere til. Meget vedvarende energi er ustabilt, og der skal derfor en nytænkning til af hele energinettet, der skal kobles bredt og sørges for at forsyne de områder, der skiftevis ville mangle energi ved overskyede forhold eller mangel på vind. For at det kan realiseres, må der ske et opgør med profitmotivet og en afmontering af hele det kapitalistiske system, så vi demokratisk kan styre vores produktion af både energi, men også alt andet. Kun gennem en demokratisk planlægning af produktionen kan vi redde planeten og menneskeheden. Mindretallet på toppen skal ikke styre kursen længere. De har allerede vist, at de kun kører os i sænk. Det er kun arbejderklassen, der gennem sin rolle som den produktive klasse kan tage magten og redde sig selv og alle andre fra klimakatastrofen. Derfor er klimakamp stadig klassekamp.
