I starten af juli kom det frem, at Dansk Arbejdsgiverforening er ved at lægge sidste hånd på et forslag til, hvordan man kan reducere antallet af arbejdsskader og -ulykker. Det foreslås bl.a., at virksomheder, der indfører et „godkendt styringssystem for sikkerhed“, fredes af myndighederne og slipper for besøg af Arbejdstilsynet.

Det, det drejer sig om for DA, er altså egentligt at reducere Arbejdstilsynets rolle. Firmaerne kan sagtens selv klare det med sikkerheden og arbejdsmiljøet - det er nu engang dem, der har bedst forstand på det, og de har jo slet ingen interesser, der gør, at de kunne finde på at se stort på arbejdernes sikkerhed. Når antallet af arbejdsulykker er steget med 15% siden 1994, og en bygningsarbejder bliver dræbt hver måned af at gå på arbejde, så skyldes det jo først og fremmest, at Arbejdstilsynet kommer rendende i tide og utide og forstyrrer, så de kære arbejdsgivere ikke kan få gjort alt det gode ved arbejdsmiljøet, som de så gerne ville.

Ikke uventet har Venstre og de Konservative meldt ud, at de vil gennemføre DA’s forslag, hvis de får regeringsmagten efter næste valg. Det vil Socialdemokratiet ikke - ledelsen er godt tilfreds med det nuværende Arbejdstilsyn, der eksisterer, men ofte ikke gør noget reelt ved problemerne af frygt for at udfordre de store virksomheder.

Når arbejdsgiverne kræver et arbejdsgiverarbejdstilsyn i arbejdsgivernes interesse, så kræver vi socialister det modsatte: et arbejderarbejdstilsyn, der styres af arbejderne selv, og som har beføjelser til at lukke virksomheder, indtil sikkerheden er i orden og forholdene er, som arbejderne på virksomheden demokratisk beslutter, at de skal være. For er der nogen, der har forstand på, hvordan virksomheden skal fungere, er det arbejderne selv. Lad os kæmpe for, at vores parti kommer til at slås for vores krav, ligesom de borgerlige slås for arbejdsgivernes.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.