Det amerikanske præsidentvalg er et højdramatisk udtryk for kapitalismens blindgyde. Det viser behovet for et kommunistisk alternativ.
Endnu engang udspiller det højspændte drama “præsidentvalg i USA” sig for fuld smadder på skærmene til alles underholdning, foragt og forvirring. Ligesom i sidste valg står amerikanske arbejdere endnu en gang med valget mellem pest eller kolera i form af to kandidater, der repræsenterer hver deres fløj af den amerikanske herskende klasse. De kan således vælge mellem den rabi- ate demagog Donald Trump på den ene side og systemets kvinde Kamala Harris på den anden.
Denne gang er situationen dog langt mere ophedet og tilspidset. Vreden ulmer i den amerikanske befolkning, og det politiske etablissement står mere magtesløst, senilt og miskrediteret end nogensinde før. Kun 12 procent af amerikanerne har tillid til Kongressen, tilliden til medierne ligger på 10 procent, og kun 9 procent af unge amerikanere mener, at landet bevæger sig i den rigtige retning. Der var derfor lagt op til et tumultarisk præsidentvalg, og selvom det endnu ikke er afsluttet, har valget allerede været det mest turbulente i moderne amerikansk historie.
En tumultarisk første akt
Valget i verdens mægtigste land startede ud som en dyst mellem de to mest upopulære politikere i nyere tid. På den ene side havde vi Biden, som bl.a. skulle forsvare sin støtte til Israels folkemord i Gaza og, forsøge at overbevise vælgerne om at hans økonomiske politik har været en succes, selvom 49 procent af amerikanerne siger at de er økonomisk dårligere stillet nu, end for få år siden. På den anden side stod den reaktionære demagog Trump, der på opportunistisk vis puster til vreden i samfundet, for at fremme sine egne interesser.
Efter Bidens katastrofale optræden i debatten mod Trump den 27. juni blev det tydeligt for toppen af det Demokratiske Parti og størstedelen af borgerskabet, som han repræsenterer, at de stod overfor et knusende nederlag i præsidentvalget i november. De er klar over, at en ny periode med Trump i Det Hvide Hus vil bringe endnu mere ustabilitet og yderligere underminere tilliden til deres system og alle statens institutioner. Biden blev derfor presset til at trække sig til fordel for vicepræsident Kamala Harris.
Samtidig med at Biden blev kastet under bussen af sit eget parti, blev Trump forsøgt myrdet til et af sine rallys, hvor en kugle snittede hans øre. USA var få centimeter fra det totale kaos, som uden tvivl ville være blevet udløst, hvis kuglen havde ramt sit mål.
Trumpismens rødder
Trump er forhadt blandt store dele af den amerikanske befolkning – hvilket attentatforsøget kun bevidner – men han nyder samtidig en udbredt opbakning. I Danmark er der mange, som undrer sig over hvorfor en mand som Trump, der er klimabenægter, sexist, milliardær og racist, er så populær blandt en så stor del af den amerikanske befolkning. Der har ligefrem været en tendens i den offentlige debat i Danmark til, at man har udskældt de amerikanere, som støtter Trump, for at være dumme, latterlige, og racistiske.
Det er imidlertid umuligt at forstå årsagen til Trumps popularitet, hvis ikke man samtidig forstår den krise, som amerikansk kapitalisme befinder sig i. I årtier har amerikansk kapitalisme kun leveret en forværring af levestandarderne for den amerikanske arbejderklasse, særligt siden finanskrisen i 2008. Den amerikanske arbejderklasse lever i stigende fattigdom, og hele 78 procent af amerikanere lever lønseddel til lønseddel uden en opsparing at falde tilbage på.
Amerikansk kapitalisme er ikke længere i stand til at sikre det store flertal en værdig tilværelse, og det har skabt et berettiget had og mistillid til systemet blandt amerikanske arbejdere og unge. Flere og flere afviser etablissementets midterpolitik, fordi det kun tilbyder mere af det samme, og søger i stedet et mere radikalt alternativ. Det er altså den herskende klasse og deres kriseramte system, som er årsagen til polariseringen i samfundet og Trumpismens opståen. I fraværet af et revolutionært, anti-kapitalistisk alternativ, er det lykkedes Trump at blive en katalysator for den voldsomme vrede og utilfredshed, der er over etablissementet og den rådne status quo.
Kamala Harris - systemets kvinde
Ligesom resten af det Demokratiske Parti, forstår Harris ikke den vrede mod systemet og ønsket om forandring, der sitrer i den amerikanske befolkning. Harris står heller ikke betydeligt bedre i meningsmålingerne end Biden gjorde, for hun er en del af det samme forhadte etablissement og forsvarer det samme kriseramte system. Hvis hun bliver valgt, vil hun fortsætte den præcis samme kurs som Biden gjorde under sit embede, en kurs som kun tjener kapitalisterne på arbejderklassens bekostning.
Harris kommer med moralske fordømmelser af Trump, men disse moralske fordømmelser klinger mere hult i manges ører, når det kommer fra en, der støtter Israels folkemord i Gaza. Da den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, den 24. juli holdte tale i den amerikanske kongres, blev han mødt af pro-palæstinensiske demonstranter, som Harris fordømte og stemplede som Hamas-sympatisører.
Hvis Kamala Harris vinder valget i november, vil det i øvrigt ikke betyde afslutningen på trumpismen. Harris vil fortsætte med at føre den herskende klasses politik, som hver dag gør livet mere og mere utåleligt for den amerikanske arbejderklasse, og dermed miskreditere systemet yderligere og øge polariseringen i samfundet.
Bekæmp Trump, vælt kapitalismen
Vi accepterer ikke præmissen om, at vi skal vælge mellem kapitalisternes partier, demokraterne eller republikanerne, mellem pest eller kolera. Der er en tredje mulighed: en selvstændig, revolutionær klassepolitik. Det er det eneste, som kan besejre Trump og alt det reaktionære skidt, han repræsenterer, og flere og flere amerikanere drager den samme konklusion.
Hele 66 procent af amerikanske vælgere mener, at der er behov for fundamentale ændringer i hele det amerikanske økonomiske system, og 63 procent mener, at der er behov for et nyt parti i USA. Flere er endda begyndt at identificere sig som kommunister, eller at sympatisere med kommunistiske ideer. Ifølge en undersøgelse af Fraser Institute er 20 procent af unge i USA enige i, at kommunisme ville være det ideelle økonomiske system.
Flere og flere radikaliseres af kapitalismens krise og begivenhedernes hammerslag. Arbejdere og unge har erfaret, at det er dem, som taber, uanset hvilket af borgerskabets to partier som vinder præsidentvalget i november, og at det derfor er nødvendigt med en revolutionær omvæltning af hele systemet gennem en socialistisk revolution.
