Et særligt markant aspekt ved valget var den lave valgdeltagelse på 63,91 procent, næsten 10 procentpoint lavere end de 73 procent i 2018. | Foto: nick.mon
Søndag den 25. september blev det, der beskrives som den “mest højreorienterede” regering siden Anden Verdenskrig, valgt i Italien. Fratelli d’Italia [Italiens brødre], ledt af Giorgia Meloni, blev det største parti, med 26 procent af de afgivne stemmer. Hvordan forklarer man denne stigning i opbakning til et parti, der i 2018 kun fik 4,3 procent af stemmerne og kun havde 32 parlamentsmedlemmer og 18 senatorer?
Lad os først se på de rå fakta. Centrum-højrekoalitionen fik 43,82 procent af stemmerne mod centrum-venstres 26,2 procent. PD [Partito Democratico] er med kun 19,11 procent faldet under den vigtige psykologiske grænse på 20 procent. Med 15,33 procent klarede Femstjernebevægelsen sig bedre end forventet, selvom de fik et langt værre resultat end i 2018. Ligaen, ledet af Salvini, led et tungt nederlag med kun 8,8 procent, og klarede sig bare marginalt bedre end Berlusconis Forza Italia, som vandt 8,1 procent. Italienske Venstre/Grøn fik 3,64 procent, og en række mindre partier formåede ikke at komme over spærregrænsen på 3 procent. Dette inkluderer den eneste rigtige venstrekoalition, Folkeunionen (som har Rifondazione Comunista som en af sine komponenter), der skrabede elendige 1,43 procent sammen.
Den endelige magtbalance i både parlamentet og senatet er endnu ikke afgjort på grund af det komplicerede valgsystem. Det ser dog ud til at Melonis koalition vil få et flertal på omkring 235 ud af 400 parlamentsmedlemmer, og 115 ud af Senatets 206 medlemmer. Fratelli d’Italias egen andel vil være 118 parlamentsmedlemmer og 66 senatorer, hvilket betyder, at Meloni konstant vil være nødt til at gå på kompromis med Ligaen og Forza Italia, hvilket kan vise sig at være en ustabil koalition, eftersom hvert parti søger at vinde på bekostning af sine koalitionspartnere. Financial Times har endda omtalt Meloni og Salvini som “frenemies” eftersom de konkurrerede om at vinde den samme vælgergruppe og på baggrund af deres uenigheder om offentlige udgifter og krigen i Ukraine.
Lav valgdeltagelse
Et særligt markant aspekt ved valget var den lave valgdeltagelse på 63,91 procent, næsten 10 procentpoint lavere end de 73 procent i 2018. Hertil skal lægges dem, der mødte op, men afgav en blank eller ugyldig stemme, hvilket i 2018 udgjorde over 3 procent (dette års tal er endnu ikke tilgængeligt, men kan være højere), hvilket ville bringe det samlede antal italienske vælgere, der ikke støtter noget parti op omkring 40 %. Dette understreger den voksende afstand mellem et enormt lag af befolkningen og alle de eksisterende partier. Når man sammenligner det nuværende valgresultat med 1976, hvor stemmeprocenten var på 93 procent, så får man en idé om den udvikling, der har fundet sted.
Giorgia Meloni har tidligere udtrykt sympati for Mussolini. Billede: German Federal Archive
Melonis valgsejr har fået nogle på venstrefløjen til at frygte, at Italien bevæger sig i retning af fascisme på grund af Giorgia Melonis tidligere åbent udtalte sympati for Mussolini. Tilbage i 1996, da hun var 19 år gammel, sagde hun fx dette til en fransk tv-kanal:
»Jeg synes, Mussolini var en god politiker. Alt, hvad han gjorde, gjorde han for Italien. Der har ikke været andre politikere som ham i løbet af de sidste halvtreds år.«
Siden da har hun imidlertid modereret sine udtalelser noget. Hun sagde således sidste måned:
»Den italienske højrefløj opgav fascismen for årtier siden og fordømmer utvetydigt dens mangel på demokrati og de berygtede antisemitiske love.«
Spørgsmålet er dog ikke, hvorvidt Meloni personligt har sympati for Mussolini eller ej. Faktum er, at Fratelli d’Italia ikke er et fascistisk parti, i gang med at indlede en march mod Rom, fjerne det parlamentariske demokrati og indsætte et et-partidiktatur. Ethvert forsøg på at bevæge sig i den retning ville fremprovokere en stærk reaktion fra arbejdere og unge i Italien, og den italienske herskende klasse ville stå over for revolutionær opstand. Vi må også pointere, at med en valgdeltagelse på knap 64 procent, udgør de afgivne stemmer til Fratelli d’Italia kun 16 procent af den samlede vælgerskare, dvs. hver sjette italiener. Det er derfor vigtigt at have sans for proportioner, når man ser på tallene.
Giorgia Meloni har over en længere periode flyttet sig politisk og bevæget sig mod en mere “ansvarlig” position. Hun har endda modereret sin holdning til EU. Hun puster til den eksisterende anti-EU-stemningen, men jo tættere hun er kommet på regeringsmagten, jo mere er hun faldet i hak med kapitalistklassens behov. Faktisk er et af de ord Meloni har gentaget mange gange, siden hun vandt valget, “ansvar”. Spørgsmålet vi må stille os selv, er: ansvar over for hvem? Hun sender et klart budskab til det italienske borgerskab og til EU om, at Italien under hendes ledelse vil forblive inden for EU og vil føre en politik i overensstemmelse med kapitalismens behov. Hun var ikke den herskende klasses foretrukne politiker, men hun siger til dem: »I kan stole på mig.«
Vi må også huske på, at Meloni har siddet i regeringen før. Hun var minister for ungdomsanliggender i Berlusconi-regeringen i 2008, og hun stemte senere for de pensionsnedskæringer, som den teknokratiske Monti regering fremlagde i 2011. Nu hævder hun selvfølgelig at præsentere noget nyt. Men hvad står hun for?
Hun er en ærkereaktionær højrefløjspolitiker. For eksempel har hun i de senere år udtrykt sin modstand mod en lov, der forbyder politibetjente at bruge tortur under afhøringer; hun er imod homoseksuelle ægteskaber; hun er imod at give statsborgerskab til børn af immigranter født i Italien; hun opstiller immigration som en trussel mod “italiensk identitet”; hun har givet udtryk for klare islamofobiske synspunkter og ønsker at etablere en flådeblokade af Libyen; hun vil begrænse retten til abort og så videre. Hun støtter også fuldt ud NATO’s krigsindsats i Ukraine og dets sanktioner mod Rusland, sanktioner der i virkeligheden skader den italienske økonomi. Netop dette vil være en kilde til spændinger mellem Meloni og hendes allierede Salvini og Berlusconi, som begge hælder til at indgå et kompromis over Ukraine i håbet om at lette noget af det økonomiske pres.
Forklaring på Fratelli d’Italias valgsejr
Så spørgsmålet må være: hvordan lykkedes det hende at lede Fratelli d’Italia til sådan en valgsejr? Svaret er ganske enkelt: hendes parti var det eneste rigtige oppositionsparti i det sidste parlament. Draghi, den tidligere præsident for Den Europæiske Centralbank, blev tilkaldt for at lede en bred koalition bestående af PD, Femstjernebevægelsen, Ligaen, Forza Italia, Renzis Italia Viva og nogle mindre partier, med et tilsyneladende solidt flertal på 562 parlamentsmedlemmer ud af i alt 629. Støttet af EU var hans opgave at stabilisere Italiens økonomi af hensyn til national og international kapitals interesser.
Men livet for almindelige italienere er blevet værre for hvert år der er gået. Italiens offentlige gæld er blandt den højeste i de avancerede industrialiserede lande, hvilket tvinger enhver regering til at søge måder at betale den på, og det er altid arbejderklassen, der betaler. Inflationen nærmer sig de 9 procent, samtidig er landets lønninger blandt de laveste i Europa. Såkaldte fleksible arbejdsforhold er blevet indført, hvilket har øget usikkerheden for millioner af arbejdere, som står uden faste arbejdskontrakter.
I mellemtiden har privatiseringer eroderet fortidens sejre. Sundhedsvæsenet er blevet forringet, transportvæsnet er blevet forværret, uddannelser er massivt underfinansieret, og der er en generel følelse af utilpashed, en følelse af, at »vi ikke kan blive ved med at leve sådan her.« Pandemien øgede presset; mens inflation og den tiltagende økonomiske krise, sammen med virkningen af krigen i Ukraine, med energiregninger, der skyder i vejret, har forstærket denne følelse yderligere. Draghi er blevet en hadet mand blandt mange lag i samfundet. Det forklarer hvorfor alle de partier, der deltog i hans regering, klarede sig så dårligt i valget.
Hvad vi ser er, at ethvert parti der regerer Italien, er blevet opslugt af den krise, de skal administrere. Partier kommer med løfter om at gøre livet bedre for flertallet, men kapitalens logik betyder, at de hurtigt må opgive deres løfter. Samme skæbne venter Meloni, som vil ende med at blive forhadt af mange af dem, der lige har stemt på hende. Denne vinter vil blive meget svær for arbejderfamilier, og hun har ingen måde at lindre smerterne.
Intet alternativ på venstrefløjen
Tragedien ved hele situationen er, at der ikke er nogen troværdig kraft på venstrefløjen, der kunne have tilbudt et alternativ. Ansvaret for dette forhold falder på skuldrene af den reformistiske venstrefløj – især de tidligere ledere af det gamle kommunistparti. Også lederne af Rifondazione Comunista må tage deres del af ansvaret.
Også lederne af Rifondazione Comunista må tage deres del af ansvaret for, at der i italiensk politisk ikke eksisterer et venstreorienteret alternativ. Billede: Partito della Rifondazione Comunista
Da det gamle italienske kommunistparti (PCI) splittede i to i 1991, bevægede flertallet sig hurtigt mod højre og dannede Det Demokratiske Venstreparti (PDS), som derefter blev til Det Demokratiske Parti (PD). Mindretallet dannede Rifondazione Comunista, som blev set som det mest venstreorienterede parti i parlamentet, og nåede et højdepunkt med 8 procent af stemmerne ved valget i 1996. Med begrundelse om at “stoppe højrefløjen”, besluttede dets ledere at støtte den Prodi-ledede centrum-venstre koalitionsregering, og i 2006 gik Rifondazione Comunista faktisk med i den anden Prodi-regering, og påtog sig dermed ansvaret for regerings arbejderfjenske politik.
Dette førte til det katastrofale resultat i 2008, hvor partiet mistede alle sine parlamentsmedlemmer, og har aldrig kommet sig siden. Marxisterne forklarede igen og igen, at klassesamarbejde ville være katastrofalt for partiet, men dets ledere nægtede at lytte. De har sidenhen betalt prisen.
Så stort var vakuumet på venstrefløjen tilbage i 2018, at Femstjernebevægelsen var i stand til at udfylde tomrummet og blive det største parti i parlamentet. Millioner af italienere satte deres lid til bevægelsen i håb om, at den ville bringe forandringer. Men under pres fra kapitalistklassen dannede Femstjernebevægelsen først en koalitionsregering med Ligaen og endte senere i koalition med PD under Draghi. Bevægelsen lovede meget men leverede lidt.
Conte, den nuværende leder af Femstjernebevægelsen og tidligere premierminister, kunne se skriften på væggen, og indså, at det var på tide at trække deres støtte til Draghi eller blive smadret ved valget. Han udtrykte derfor en position om ikke at sende våben til Ukraine – et meget populært krav i Italien – selvom han efterfølgende endte med at stemme for regeringens politik på dette spørgsmål. Han forstod, at han var nødt til at trække mod venstre, hvis han ville redde sin politiske karriere.
Der er et yderligere element i Contes evne til at undgå en absolut valgkatastrofe. Femstjernebevægelsen har promoveret sig ved at have indført en “Borgerløn”: en form for dagpenge til de allerfattigste, som ikke eksisterede, før de tiltrådte. Dette er det eneste positive krav, som de indfriede. Men den højreorienterede koalition ledet af Giorgia Meloni har lovet at afskaffe borgerlønnen, som i øjeblikket modtages af 3,5 millioner italienere.
Den nye regering vil derfor komme i konflikt med millioner af italienere, som lider under konsekvenserne af den nuværende krise. Meloni har lovet at regere for “alle italienere”, og hun taler om at forene Italien. Hun vil opnå det stik modsatte. Hun vil ramme de fattige; hun vil angribe kvinders rettigheder; hun vil ikke gøre noget for de unge. Hun vil grave den reelle klassekløft, der eksisterer i landet, dybere og skærpe polariseringen.
Kommende kampe
Efter valget vil arbejderklassen finde sig selv fuldstændig blokeret på den politiske front. Nogle af dem, som blev desillusioneret af Femstjernebevægelsen, har søgt til den eneste opposition i parlamentet, Fratelli d’Italia. Men Meloni vil ikke bringe de forandringer, som deres vælgere søger. Hendes parti er et utilsløret pro-kapitalistisk, borgerligt parti, og vil varetage borgerskabets interesser. Det vil meget hurtigt blive klart, at massen af arbejdere og unge ikke kan forvente noget positivt fra parlament.
Det betyder, at vejen er kridtet op for, at arbejderklassen kan vende sig fra den politiske front til den industrielle. Vi kan derfor forvente spontane massebevægelser af unge og kvinder, hvis der skulle komme forsøg på at angribe retten til abort eller andre provokationer. Stående over for et overvældende borgerligt flertal i parlamentet vil masserne ikke have andre muligheder end at ty til strejker; både legale og illegale, og til protester, og de unge vil være et centralt element i dette. Højrefløjen har vundet i parlamentet, men det forbereder blot en ny fase i klassekampen.
Fredag den 23. september gik tusindvis af unge mennesker på gaden og protesterede over problemerne med klimaændringer – som Italien er blevet særligt hårdt ramt af – og blandt unge er der er en fornyet tørst efter radikale ideer.
Det forklarer, hvorfor et lag af unge i dag leder efter kommunistiske organisationer. De ser den nuværende krise i det kapitalistiske system og forstår, at det må væltes. Under de nuværende forhold forbereder “kontrarevolutionens pisk”, med Marx’ ord, en enormt modreaktion fra arbejderklassen. Og under disse forhold dedikerer marxisterne deres energi til at opbygge revolutionens kræfter.
Denne artikel blev først bragt på marxist.com. Herværende udgave er forkortet. Klick her for at læse artiklen på engelsk i sin oprindelige længde.
