Både højrefløjen og socialdemokraterne har brug for racisme for at lede utilfredshed væk fra dem selv. Billede: Revolution
Den 11. september afholdte Sverige valg til sit parlament, Riksdagen. Det blev den mest racistiske, nationalistiske og virkelighedsfjerne valgkamp i mands minde, og den nye regering afspejler selvsamme politik: Forvær arbejdernes forhold, og skyd skylden på indvandrerne. Men alverdens racistiske hetz kan ikke skjule de voldsomme problemer, arbejderklassen står overfor. Vi må forberede os til klassekampen.
Stillet over for en afgrundsdyb krise i kapitalismen har det svenske borgerskab et desperat behov for at betro den politiske magt til trygge hænder. De etablerede partiers kollaps kunne derfor ikke komme mere ubelejligt.
Siden 1900-tallets begyndelse har det Moderaterna [søsterparti til de danske konservative folkeparti, red.] været den herskende klasses vigtigste politiske våben. Nu er de pillet ned fra piedestalen, som de har siddet på siden 1979, som Sveriges næststørste parti.
De dele af borgerskabet, som er betænkelige ved den vrede, en regering med det nationalkonservative Sverigedemokraterna kan fremkalde, har forfærdede set til, mens Socialdemokraterna og Moderaterna har mistet endnu mere af deres vælgerbase. Socialdemokraterna vandt ganske vist lidt i forhold til sidste valg, men ser dog ud til at have fået det næstdårligste valg siden indførelsen af almindelig stemmeret [1919, red.].
Tiltroen til de ‘fornuftige’ og ‘besindige’ politikere i den såkaldte ‘politiske midte’ kan nærmest kaldes kollapset. Midterpartierne Centerpartiet, Liberalerna og Kristdemokraterna har alle tabt i forhold til sidste valg, og Miljöpartiet har fået endnu et usselt valg.
Det er ikke svært at se hvorfor. De tilbyder intet alternativ til den førte politik. I de kommuner og regioner [Sveriges nylige valg gjaldt både Riksdagen og kommunerne, red.] man har været med og styret, har man gennemført store nedskæringer og privatiseringer. I Vilhelmina, hvor Centerpartiet har været drivkraften bag nedlæggelsen af landsbyskoler, har partiet mistet 18% af stemmerne, og mønsteret går igen i kommune efter kommune.
De eneste, som har fået et godt valg med fremgang, er Sverigedemokraterna, som til forskel fra de gamle partier endnu ikke anses som ansvarlige for de årtier af forværringer, som har ramt arbejderklassen.
Øgede klasseskel
Siden 1980’erne er klasseskellene øget dramatisk i Sverige. Sverige er gået fra at være et af verdens mest lige lande til at være dét land i verden hvor dollarmilliardærer har de største formuer i forhold til økonomien som helhed. Overalt ser man følgerne af kapitalismens krise: I plejesektoren, uddannelsessektoren, boligmarkedet og arbejdsmarkedet.
Under pandemien svarede overtiden for sygeplejersker ved de fem største hospitaler til hele 450 heltidsstillinger, og i år er overtiden bare vedblevet at stige. Ni ud af ti bor i kommuner med boligmangel, og iflg. en ny rapport fra Arbetet [uafhængigt nyheds- og kulturmedie fra sv. LO, red.] er arbejdsløsheden mere end tre gange højere i særligt udsatte områder sammenlignet med resten af landet.
Oveni ser vi stigende inflation, realkreditrenter og elpriser, som risikerer at udløse en ny recession. Iflg. Stockholms Handelskammer vil 1,1 mio. husstande få elregninger på SEK 85.000 [DKK 60.000, red.] fra oktober til marts. Alene inflationen og renteforhøjelsen kan føre til øgede omkostninger for husholdningerne på SEK100 mia. [DKK70 mia., red.], hvis boligrenten når 4%.
Denne uholdbare situation illustreres godt af, at hver 5. person i Sverige angiver at være ude af stand til at kunne klare en uforudset udgift på 12.000 kr. Det er derfor ikke overraskende, at mængden af el-restancer i fogedretten er steget med 20% på kun seks måneder, og at udlån hos Pantbanken [statslig pantelånervirksomhed, red.] slår alle tidligere rekorder, når mange tvinges til at låne for at betale månedens regninger.
Men intet af dette har været i fokus under valgkampen. Løsningerne på disse store problemer brillerede ved sit fravær i alle debatter. Selv dele af middelklassen begynder at få svært ved at få økonomien til at gå op, og mange indser, at politikernes forslag om økonomisk kompensation kun er spredte lappeløsninger. Flere og flere spørger unægteligt sig selv: Hvad betyder det, hvem jeg stemmer på?
Som en landmand, der fik chancen for at stille et spørgsmål til partilederne i Aftonbladets valgdebat, sagde:
“Ingen kom med et godt svar. Der taltes meget om dyr energi, og hvordan man kan gøre den billigere. Men selv om den er helt gratis, ville det ikke slå til på det nuværende omkostningsniveau. Den hjælp, landbruget har fået, er udelukkende kunstigt åndedræt til et døende erhverv. Ingen af partierne havde noget klart svar på det. Hvis det er det bedste, de formår, er det ikke nok. Hvis vi fortsat skal have et svensk landbrug, kræves der andet end ord. Vi kan ikke drive landbrug på idealistisk basis.”
To blå blokke: Racismen som ledemotiv
Som vi før har forklaret, stod vælgerne over for to blokke med borgerlig politik. Socialdemokraterna og Vänsterpartiet [svarer nogenlunde til Enhedslisten, red.] lovede ganske vist at ‘tilbageerobre kontrollen med velfærden’. Men Socialdemokraterna har været ved magten 20 af de seneste 28 år og har aldrig gået fra ord til handling.
Hele valgkampen blev domineret af en konkurrence mellem Socialdemokraterna, højrefløjens traditionelle partier og Sverigedemokraterna om hvem, der kan gøre livet værst for flygtninge og alle, som bor i udsatte områder [Utsatta Områden, svarer til en mellemting mellem visitationszoner og danske områder omfattet af ghettoloven, red.], i jagten på at vise, hvem der kan være den hårdeste negl mod bandemedlemmer.
Jo dybere i valgkampen vi kom, des giftigere retorik og mere ekstreme forslag kom der fra partierne. Liberalerna foreslog at to-årige skal kunne sprogtestes og derefter tvangsfjernes af staten, hvis deres svenskkundskaber bedømmes utilstrækkelige. Sverigedemokraternas retspolitiske ordfører, Tobias Andersson, tweetede et foto af et Tunnelbanetog i Stockholm prydet med en Sverigedemokrat-reklame: “Velkommen til indvandrere toget. Du er i besiddelse af en enkeltbillet. Næste station, Kabul”.
Sverigedemokraternas forslag har indeholdt raids ved daggry for at fange flygtninge uden opholdstilladelse, udvisning af hele familier hvis én person har begået kriminalitet, og ‘asocial livsstil’ (læs: arbejdsløs eller sygemeldt) som grund til udvisning. Kristdemokraternas Ebba Busch ville naturligvis ikke stå tilbage og har kritiseret politiet for, at de ikke skød med skarpt mod optøjerne efter Rasmus Paludans tourné i Sverige. Hun ville se “mindst hundrede sårede islamister, hundrede sårede kriminelle, hundrede sårede uromagere”.
Socialdemokraterna har for sin del allerede gennemført store dele af sit 34-punkts program mod bandekriminalitet, hvor det bla. undersøges, om der er muligheder for at give politiet ret til at anvende ‘hemmelige tvangsmidler’ (overvågning, aflytning, dataovervågning) selv uden konkret mistanke. De midlertidige indskrænkninger af asylretten i 2015 er blevet permanente, og nye regler er blevet indført, fx. tillægget til EBO-loven [Lagen om Eget Boende, §3, stk. 3 i den svenske asyllov, LMA, red.], hvor asylsøgere bosatte i udsatte områder mister retten til understøttelse.
Kronen på værket er fhv. integrationsminister Anders Ygemans, soc.dem., bemærkninger om, at Sverige burde tage ved lære af de danske ghetto-love, med grænser for hvor stor andelen af beboere med udenlandsk baggrund eller lavindkomst må være i et område. Dette ville naturligvis kræve flytninger uden lige, men formålet med sådanne udtalelser er ikke at løse nogen problemer (andet end for ministre, som er bange for at miste deres jobs). Formålet er, ligesom for andre partier, at høste stemmer ved at skjule deres egen arbejderfjendtlige politik.
Liberalernas Johan Pehrson var usædvanligt ærlig i et interview i Sveriges Radio om, hvorfor hans parti var begyndt at samarbejde med Sverigedemokraterna:
“Jeg kan blot konstatere, at partierne på yderfløjene er vokset, mens vi andre partier har været ude af stand til at løse centrale samfundsproblemer, så det tenderer at være sådan, at der findes partier, som vokser, som siger, at alt typisk er indvandrerne skyld, andre at det er de riges skyld.”
Desværre er der dog ingen, der siger, det er de riges fejl. Både Socialdemokraterna og højrefløjen har gennemført store forringelser, som har bidraget til at øge klasseskellene gennem de sidste 40 år. Og hverken højrefløjen eller Socialdemokraterna vil mindske de klasseskel, eftersom det indebærer, at man skal tage penge fra kapitalisterne. De er begge indstillede på at føre den politik, der gavner svenske kapitalisters interesser.
De seneste års regering, Socialdemokraterna i samarbejde med Miljöpartiet, Centerpartiet og i stor udstrækning også Vänsterpartiet har været den mest højredrejede S-ledede regering nogensinde. De har sænket skatterne, indskrænket strejkeretten, fået en forringelse af ansættelsestrygheden presset igennem og planlagt at indføre markedsbestemte huslejer. Nu fører de Sverige ind i NATO, opruster det svenske militær, udviser kurdere til Tyrkiet og øger våbeneksporten. Samtidig har Magdalena Anderssons største budskab i valgkampen været behovet for brede forlig. Der har ikke været ét eneste område, som hun ikke har villet villig til at indgå et forlig med Moderaterna om.
Der er enorm misfornøjelse med borgerlig politik og højredrejningen af Socialdemokraterna, men der er ingen partier, som er klar til at fremføre et alternativ til den. Derfor må både de borgerlige og Socialdemokraterna bruge racismen for at bortlede utilfredsheden fra sig selv. For at arbejderne ikke skal indse, at problemerne kommer af kapitalismen og politikernes borgerlige politik, gør de deres bedste, ivrigt tiljublede af deres lakajer i medierne, for at ophidse én del af arbejderklassen mod en anden: dem med udenlandsk baggrund.
Det siger sig selv, at dette ville gavne Sverigedemokraterna, som for første gang er blevet det næststørste parti efter Socialdemokraterna. Det bliver kun mere og mere uforståeligt for mange arbejdervælgere, hvorfor Socialdemokraterna er så ivrige for at samarbejde med Moderaterna, mens det er utænkeligt at samarbejde med Sverigedemokraterna, når de i alt væsentligt har antaget deres politik og retorik.
Mange arbejdere har konkluderet, at man simpelthen ikke kan stole på de andre partier. Nogle har købt den racistiske propaganda om, at det er ‘omkostningerne ved indvandringen’, som er skyld i nedskæringerne i velfærden. Andre er tilsyneladende så vrede på Socialdemokraterna og deres højredrejning, at de er gået over til Sverigedemokraterna, hvilket kunne ses i Uppdrag Granskning [tv-program], afsnittet ‘De nya Socialdemokraterna’. At Sverigedemokraterna står for en endnu værre borgerlig politik har de endnu ikke indset.
Med denne uhørt nationalistiske og racistiske hetz er det ikke bemærkelsesværdigt, at det nystiftede parti, Nyans, har fået et stort gennembrud i storbyernes forstæder. I kommunevalget viser foreløbige tal, at Nyans har fået 31% i valgdistriktet Rosengård Centrum i Malmø og 25% i Svarte Mosse i Gøteborg.
Nyans er et parti, som bevidst henvender sig til muslimer og prøver at vinde tilhængere på den ekstreme islamofobi, de udsættes for i hverdagen, med forslag om separate badetider for kvinder, forbud mod at brænde Koranen og forbud mod tegninger af profeten Muhammed. De stiller også venstrefløjskrav om flere billige lejligheder og prøver på denne måde at føre sig frem som et ‘venstreorienteret’ parti, til trods for at deres grundlægger er tidligere medlem af Centerpartiet.
Dette er ét af mange udtryk for den øgede polarisering, som grundlæggende set har sine rødder i de øgede klasseskel og skærpelsen af modsætningerne mellem klasserne, men som får forvirrede og reaktionære udtryk pga. fraværet af et venstrefløjs alternativ.
Vänsterpartiets højredrejning straffes
Utilfredsheden med den borgerlige politik gjorde, at Vänsterpartiet havde alle forudsætninger for at opnå stor fremgang. Sidste sommer opnåede Vänsterpartiet et topresultat på 13,3%. Hvorfor? Fordi de for én gangs skyld satte foden ned i spørgsmålet om fri huslejefastsættelse ved nyopførelser og faktisk holdt, hvad de lovede. Det viser, hvad folk vil have: Et parti med klare krav, som står fast på sin politik. Men V-ledelsen drog den modsatte konklusion.
Venstrepartiet fremførte en tandløs og udvandet valgkampagne. Billede: Frankie Fouganthin
I stedet for at vende sig til arbejderklassen tales der om samarbejde med industrien, investeringer og svensk konkurrenceevne. Man har gjort alt for at lægge afstand til de antikapitalistiske dele i partiprogrammet. I TV4 Nyhetsmorgon tidligere på året forklarede partiets leder Nooshi Dadgostar, at partiprogrammet var ‘forældet’ og derfor ‘definitivt ikke dét, vi går til valg på’, noget hun senere gentog i SVT’s partilederdebat 28. august. Deres kampagne var den mest intetsigende og udvandede nogensinde med valgplakater som ‘Nooshi 2022: Andre lover, vi agerer’ eller ‘Med modet til at forandre’. Og jo nærmere valget, des mere har man talt om at være i regering med Centerpartiet.
“Ingen røde linjer og ultimatummer”, “jeg vil sætte mig ned og forhandle”, “jeg bliver naturligvis nødt til at give køb på ting”, sådan lød det, da Dadgostar blev interviewet i Dagens Nyheter om at sidde i regering med Centerpartiet.
Den hårde tone, da man væltede regeringen, er som bortvejret, og med den vælgernes tilslutning. De ses ikke mere som et alternativ til den herskende politik og straffes derefter. Fra topresultatet på 13,3% er tilslutningen halveret til 6,7%, et dårligere resultat end ved valget 2018.
Skridt for skridt har de nedtonet deres krav eller helt ophørt med at tale om dem. Krav som seks timers arbejdsdag uden lønnedgang eller forbud mod vikarbureauer fremsættes ikke mere. Spørgsmålet om øget velfærd tillod de Socialdemokraterna at skrotte. Selv om Dadgostar ofte kritiserede privatiseringen af sundhedsvæsenet, skolerne og ældreplejen i debatterne, var det uvist, hvilke konkrete forslag, de ville fremlægge. Det selvindlysende havde været at kræve nationalisering af alle private virksomheder i velfærdssektoren uden kompensation til ejere, som er blevet millionærer og milliardærer på at plyndre pleje, skole og omsorg for ressourcer, som burde være gået til børn, syge og ældre.
Også når det gælder de høje elpriser havde man kunne forvente krav om genregulering af elektricitetsmarkedet og en afslutning på det kaos, som markedet har skabt. Men Vänsterpartiet er ikke mere villige end Socialdemokraterna til at tage kapitalisternes ejendom fra dem. At 100 selskaber står for 70% af verdens Co2 udledning burde bruges som argument for at nationalisere dem under arbejderkontrol og for behovet for en planøkonomi til at løse klimakrisen. For Dadgostar bliver det i stedet et argument for at give flere penge til kapitalisterne til omstilling af deres produktion.
Under både pandemien og krigen i Ukraine har Vänsterpartiet lydigt sluttet op bag regeringens retorik om nødvendigheden af national samling. På papiret er Vänsterpartiet stadig imod et NATO-medlemskab. Men samtidigt har de gjort scenen klar for et sådant ved højlydt at slutte op bag den anti-russiske og USA-venlige propaganda. I stedet for at forklare, at svensk kapitalisme har sine egne imperialistiske interesser i konflikten med Rusland, og afsløre NATO, stemte man for at sende våben til Ukraine og øgede militærbevillinger. Da tre rigsdagsmedlemmer for Vänsterpartiet protesterede mod den indgåede aftalen med Erdogan ved at stå og posere med flagene fra de kurdiske organisationer PKK’s, YPG’s og YPJ, lagde Dadgostar afstand til deres handling ved at sige, hun ikke havde godkendt den.
Denne højredrejning er nu blevet straffet. Sandt nok øgede partiet sin støtte marginalt i storbyerne. Men potentialet var langt større, ikke mindst i forstæderne. Stemmerne, som gik til Nyans, kunne være gået til Vänsterpartiet. Overfor den uhørte racistiske hetz burde Vänsterpartiet have været dét parti, som ledede modoffensiven. Men V-ledelsen gjorde det til en politisk strategi under valget at være stort set tavse på det punkt i forsøget på at få stemmer i landdistrikterne. Dette mislykkedes totalt. I stedet tabte Vänsterpartiet, mens Sverigedemokraterna fik stor fremgang i de tidligere så stærke røde kredse i Norrland.
Resultatet af højredrejningen i Socialdemokraterna og Vänsterpartiet er, at arbejderklassen stod uden alternativer til den racistiske gift under valget.
Kæmp for socialisme!
Sverige går ind i en tid med krise, ustabilitet og klassekamp. Mange arbejdere vil blive ramt hårdt af den økonomiske krise med stigende elpriser, inflation og renter. Mange familier har allerede svært ved at få økonomien til at løbe rundt. Allerede i januar omtalte en pensionist den uholdbare situation for Göteborgs-Posten:
“Jeg må fryse og spise dårligere. For min nyopererede mand er kulden det værste – når vi vågner, er der under 18 grader i lejligheden. Men vi har ikke råd til at have tændt for andet end elementet i badeværelset […] Jeg tager brusebad hver fjerde dag. Og alligevel er elregningen på 4000 kr.”
Dette er kun begyndelsen. I denne situation har arbejderklassen ikke andet alternativ end at kæmpe tilbage. Arbejderbevægelsens ledelse har med rekordfå strejker det seneste årti længe gjort alt for at holde igen med klassekampen, men konsekvensen er, at de også har mistet mere og mere af den autoritet, de engang havde. Den autoritet blev opbygget i efterkrigstiden, da kapitalismen faktisk formåede at levere arbejderklassen forbedringer. De seneste årtier har LO-ledelsen i stedet hjulpet kapitalisterne med at holde lønstigningerne nede, mens Socialdemokraterna har gennemført forringelser og nedskæringer. Den mindskede tiltro til arbejderbevægelsen har foreløbig hovedsageligt udtrykt sig på en forvrænget måde gennem den øgede støtte til Sverigedemokraterna.
Black Lifes Matter demonstrationerne i 2020 viser, at folk har fået nok af politikernes racistiske propaganda. Billede: Teemu Paananen, Unsplash
Men det er kun et spørgsmål om tid, før utilfredsheden koger over, og ledelsen bliver ude af stand til at holde klassekampen tilbage. Allerede nu taler LO’s cheføkonom om, at det bliver svært at holde lønkravene tilbage under forhandlingerne på grund af pres nedefra. I særdeleshed hvis vi ikke længere har en socialdemokratisk ledet regering, men en borgerlig regering med Sverigedemokraterna som det største parti, som er indstillet på at gå til frontalangreb på arbejderklassen: Med flere nedskæringer, privatiseringer og kampe mod arbejderklassen – kombineret med en enorm racistisk hetz.
Denne hetz har allerede ført til en del modreaktioner, som vi så det under Black Lives Matter-demonstrationerne i sommeren 2020 og på forvirrede måder med optøjerne
i forbindelse med Rasmus Paludans tourné i foråret og tidligere optøjer i forstæderne. Det er kun en forsmag på, hvad der er i vente. Racismen er bourgeoisiets og politikernes fornemste redskab til at bortlede opmærksomheden fra kapitalismens problemer. En situation, hvor Sverigedemokraterna står med taktstokken – i eller udenfor regeringen – vil fremprovokere en modreaktion, vi endnu ikke har set mage til. Vreden bobler under overfladen blandt arbejdere i forstæderne.
Racismen kan heller ikke fungere som lynafleder for evigt. Racistisk hetz kan ikke betale elregninger, fremtrylle lejligheder med lav husleje eller forhøje pensionerne. Før eller senere gør klasseinteresserne sig gældende.
Moderaternas leder Ulf Kristersson er sikkert håbefuld ved sandsynligheden for at få chancen for at styrke sin personlige prestige som leder af den mest højreorienterede regering i nyere tid. Men hans karakteristisk selvtilfredse smålatter kan snart blive fejet bort af en alvorlig hovedpine. Med en stadig hårdere krise kan opgaven at regere med støtte fra både Sverigedemokraterna og Liberalerna meget vel vise sig at blive et umuligt regnestykke. Flere regeringskriser står på dagsordenen.
Hvis de senere år var præget af en øget ustabilitet, så er det intet sammenlignet med de kommende år. Det “rolige, stabile Sverige” bliver forvandlet til sin modsætning.
Grunden til det er den blindgyde, det kapitalistiske system befinder sig i. Ingen af de store problemer, vi ser idag, kan finde nogen løsninger inden for kapitalismen. Klimakrisen, velfærdskrisen og en stigende fattigdom nødvendiggør kapitalismens afskaffelse. Der findes kun én udvej, som ikke er på arbejderklassens bekostning, og det er en socialistisk revolution. Kapitalismen vil fortsat gå fra krise til krise, og i hvert nyt stadie vil det blive verdens arbejdere og fattige, som betaler prisen. Valget, vi står overfor, er socialisme eller barbari.
I den periode af klassekampen, vi går imøde, er et virkeligt revolutionært alternativ nødvendigt for at vise vejen ud af det mørke, kapitalismen indebærer. Det er dét, vi bygger i Revolution og IMT. Der er ingen tid at spilde. Gå med os i kampen!
