UPMUPM har 12 papirfabrikker i Finland, hvor alle ansatte har været i strejke i mere end 4 måneder, som særligt har ramt trykkerierne i Europa. | Foto: Henri KoskelaDen længste strejke i Finlands historie er nu slut, og arbejdsgiverne og arbejderne har indgået forlig. Forliget betyder, at arbejdsgiverne grundlæggende har gjort op med den finske forhandlingsmodel. Den finske model læner sig mere eller mindre op ad den danske model, og konflikten vidner om, hvordan det institutionaliserede klassesamarbejde er under pres, og at arbejdsgiverne er på krigsstien.

Strejken har været historisk af mange årsager. Først og fremmest på grund af strejkens omfang. UPM har 12 papirfabrikker i Finland, hvor alle ansatte har været i strejke i mere end 4 måneder, hvilket særligt har ramt trykkerierne i hele Europa. Men for arbejdsgiverne har det, frem for alt andet været en ideologisk kamp mod fagforeninger og kollektive overenskomstforhandlinger. Som den administrerende direktør for UPM, Jussi Pesonen, forklarede: »Det har været en investering i fremtiden«.

Generelt set minder den finske forhandlingsmodel mellem arbejdere og arbejdsgivere meget om den danske i den forstand, at den opererer med kollektive overenskomstforhandlinger. Men i marts sidste år meldte arbejdsgivere i teknologi- og skovbrugsindustrien ud, at de ikke længere ville være en del af de traditionelle arbejdsgiverorganisationer, og på den måde har de kunne vende de kollektive, landsdækkende overenskomstforhandlinger ryggen og har forsøgt at ophæve alle lokalaftaler og landsdækkende overenskomster til fordel for “virksomhedsbaserede aftaler”. Det vil sige, at arbejdsgiverne forsøger at gøre op med de traditionelle forhandlingsmodeller med det formål at angribe arbejderklassens lønninger, forhold og ikke mindst deres muligheder for organisering i højere grad, end hvad der tidligere har kunne lade sig gøre.

I konflikten har arbejdsgiverne i UPM haft en klar strategi. Det har været et forsøg på at spille arbejdere ud mod hinanden med opdelte overenskomstforhandlinger, som desuden også ville betyde, at det fremover vil være meget lettere for arbejdsgiverne at angribe lokalaftalerne. UPM forsøgte blandt andet at lave separate aftaler for funktionærerne, som blandt andet ville betyde, at de ville blive nægtet retten til tillidsrepræsentanter. Samtidig forsøgte UPM også, at hæve arbejdsugen uden lønkompensation, som ville have betydet en reel lønnedgang på op til 30 %!

Efter 4 måneders kamp hvor en håndfuld andre faggrupper i Finland har lavet sympatiaktioner for de strejkende papirfabrikanter, blev der indgået forlig d. 22. april. Generelt endte strejken i et massivt nederlag på trods af få indrømmelser særligt for perspektiverne om de fremtidige forhandlinger.

Funktionærerne vil komme til at indgå i aftalerne, og lønreguleringerne kommer til at læne sig op ad lokalaftalerne i lignende virksomheder. Arbejdsugen er blevet hævet med en halv time, men eftersom at kontrakterne nu er gået fra månedsløn til timeløn, foregår dette med lønkompensation for den øgede arbejdstid. Men fremover kommer store dele af lønnen også til at afhænge af “incitament”, som UPM kalder det. Det betyder, at det vil være nemt for arbejdsgiverne at bestemme mere over brugen af arbejdstiden, fordi arbejderne vil kunne blive presset til at arbejde hurtigere og hårdere. Desuden kan det på sigt lede til fyringer hos ansatte, som ikke vil underlægge sig arbejdsgivernes diktater om skifteordninger og brugen af arbejdstid.

Særligt i skandinaviske lande har arbejdsgiverne i mange årtier kunne læne sig op ad det institutionaliserede klassesamarbejde mellem arbejderrepræsentanter, stat og arbejdsgivere: kollektive overenskomster der er blevet aftalt gennem fredelige forhandlinger. Dette klassesamarbejde har altid været til arbejdsgivernes fordel, men det er muligt, at det ikke længere er nok for alle arbejdsgivere. UPM-konflikten kan være et udtryk for, at tiden med relativ stabilitet og “fred mellem klasserne” er ovre. I takt med at den internationale konkurrence skærpes, har en gruppe af arbejdsgiverne fundet det nødvendigt at gå væk fra dette institutionaliserede klassesamarbejde og føre en meget mere aggressiv offensiv mod arbejderklassen. Dette bør være en advarsel for alle fagligt aktive i den danske arbejderbevægelsen, som kan forberede sig på en fremtid med øget og mere bitter klassekamp.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.