IMT våbenBillede: Марксистская_Тенденция

Denne udtalelse fra IMT blev først publiceret på marxist.com den 1. marts.

Krigens første offer er sandheden. Det er også tilfældet med den den russiske militære intervention i Ukraine. Marxister er nødt til at kunne skære igennem vævet af løgne og krigspropaganda og analysere den virkelige baggrund for konflikten; hvad der har skabt den; og de virkelige interesser der ligger bag de involverede parters påskud og begrundelser. Frem for alt må vi gøre det fra et standpunkt i henhold til arbejderklassen i alle landes interesser.

Mens vi er modstandere af Ruslands intervention i Ukraine, er vi det af vores egne grunde, som vi vil forklare her, og som intet har at gøre med de prostituerede mediers forargelige ramaskrig. Det siger sig selv, at vores væsentligste pligt er at udstille amerikansk og vestlig imperialismes afskyelige løgne og hykleri.

De fordømmer højlydt Ruslands intervention af Ukraine på grundlag af, at det krænker “national suverænitet” og “folkeretten”.

De udtalelser lugter langt væk af hykleri. Amerikansk imperialisme er med sin europæiske lakajer netop dem der har en lang og blodig fortid med at krænke national suverænitet og den såkaldte folkeret.

I deres jagt på imperialistiske ambitioner har de aldrig holdt igen med at bombe og invadere suveræne stater (Irak), slagte civile (Vietnam) og organisere fascistiske militærkup (Chile) og politiske attentater (Allende, Lumumba). De er de sidste i verden, der er berettiget til at tude os ørene fulde om fredens dyder, demokrati og humanitære værdier.

Al snakken om ukrainsk suverænitet strider imod den kendsgerning, at landet i stigende grad har været under amerikansk dominans siden Euromajdan-bevægelsens sejr i 2014. De centrale dele af den økonomiske og politiske magt har været i kløerne på et korrupt oligarki og deres regering, som er en marionet og en brik i spillet for amerikansk imperialisme.

IMF dikterer Ukraines økonomiske politik, og den amerikanske ambassade spiller en central rolle i udformningen af landets regeringer. I realiteten er den aktuelle krig i høj grad en amerikansk-russisk konflikt, der udspiller sig på Ukraines territorium.

NATO’s aggression

Efter Sovjetunionens fald var Rusland alvorligt svækket på den internationale scene. Trods alle løfterne om det modsatte udnyttede amerikansk imperialisme denne kendsgerning til at bevæge sig længere mod øst og udvide NATO helt op imod Ruslands grænser.

I denne kontekst følte amerikansk imperialisme sig almægtig, og herrerne i Washington kunne udråbe “Den ny verdensorden”. Amerikansk imperilisme intervenerede i det tidligere Sovjets indflydelsessfærer, som Jugoslavien og Irak. Rusland måtte lide under ydmygelsen fra NATO’s krig mod Serbien. Det blev efterfulgt af en lang række “farvede” revolutioner med formål om at indsætte pro-vestlige regimer; udstationeringen af tropper i Østeuropa, efterfulgt af militærøvelser tæt ved Ruslands grænser; og utallige andre provokationer.

Men alting har sine grænser. Den russiske herskende klasse, hvis interesser Putin repræsenterer, nåede et punkt hvor de sagde fra. Det var i 2008 med krigen i Georgien, som havde til sinde at blive en del af NATO.

Rusland benyttede sig af at amerikansk imperialisme stod i stampe i Irak, og indledte en kort og brat krig der tilintetgjorde landets hær (som var blevet oplært og udstyret af NATO), hvorefter de trak sig ud efter at have vundet støttepunkter i den abkhasiske og nordossetiske republik, som brød væk fra Georgien.

Euromajdans omstyrtelse af Janukovitj-regeringen i Ukraine markerede en yderligere fremrykning af USA og NATO’s interesser – denne gang i Ruslands historiske grænseland. Det var én provokation for meget, og Rusland reagerede i 2014 ved at annektere Krim – et område der hovedsageligt består af en russisktalende befolkning, hvor også den russiske flåde ligger i havn i byen Sevastopol. De ydede også militær assistance til oprørerne i borgerkrigen mellem det russisk-talende folk fra Donbass og det højreorienterede, nationalistiske regime i Kiev. Vesten protesterede, implementerede sanktioner, men der var ingen alvorlige konsekvenser for Rusland.

nato bombing novi sad Image Darko Dozet Wikimedia CommonsNATO bombning af Jugoslavien. Billede: Darko Dozet Wikimedia Commons

I 2015, efter det blev klart at USA ikke var parate til udstationere landtropper i Syrien, intervenerede Rusland på Assads side, og afgjorde udfaldet af borgerkrigen. Syrien var af stor betydning for Rusland da det er det eneste sted med en russisk flådebase i Middelhavet. Udfaldet af krigen var et mindre nederlag for amerikansk imperialisme i et område, der er strategisk vigtigt for dem.

Nu har Putin øjnet endnu en mulighed for yderligere at styrke Ruslands magt. USA har netop lidt et pinligt nederlag i Afghanistan. Rusland var i stand til at være mægler i en fredsaftale mellem Azerbaijan og Armenien i 2020; intervenerede for at støtte op om Lukashenko i Hviderusland i 2020-21; og intervenerede militært i Kazakhstan i begyndelsen af 2022.

Forstærkede provokationer fra Zelenskij-regeringen spillede en udslagsgivende rolle. Efter Janukovitj blev væltet i 2014, skubbede den ukrainske regering på i forhold til spørgsmålet om medlemskab af NATO og EU. Denne intention blev cementeret i grundloven fra 2020. Zelenskij, først komiker siden præsident, blev valgt i 2019 i kraft af at være en outsider, én der ville gøre rent bord i den politiske verden, sætte ind overfor oligarker, såvel som slutte fred med Rusland.

Imidlertid, under pres fra det yderste højre og tilskyndet af Washington, førte han den modsatte politik.

Spørgsmålet om NATO-medlemskab blev igen opprioriteret og presset på for. Rusland ser dette som en trussel. Det kunne hævdes at det ikke er tilfældet, og at andre lande som grænser op mod Rusland allerede er en del af NATO, men det er ikke det, der er pointen. Den aktuelle situation er et resultat af en årtier lang periode, hvor vestlig imperialisme har skubbet på for at omringe Rusland, som nu skubber igen.

Var invasionen uundgåelig?

På dialektisk vis forandrer kvantitet sig til kvalitet. For at bruge sproget fra fysikkens verden var der indtruffet et kritisk punkt, hvor et fjendtligt udbrud var på dagsordenen.

Der er dog altid forskellige muligheder, selv i krig. Hvis Putin kunne have nået sine mål uden at skulle gøre sig den ulejlighed at invadere, med alle de risici og omkostninger der er til følge, ville han naturligvis have foretrukket at gå den vej. Sådan en mulighed eksisterede ganske vist til at begynde med, og det virkede for os som den mest sandsynlige hypotese.

Der var nogle indikationer på, at USA var parate til at give visse indrømmelser. Og hvorfor ikke? Når alt kommer til alt, har Biden offentligt sagt, at spørgsmålet om ukrainsk NATO-medlemskab ikke var på dagsordenen i den nære fremtid. Men til sidst gik tingene en anden vej.

Putin brugte truslen om militær indgriben (selvom han nægtede, at han ville føre den ud i livet) for at tvinge amerikansk imperialisme til forhandlingsbordet. Hans krav var ganske klare: Intet NATO-medlemskab til Ukraine, et stop for NATO’s østlige fremstød, og sikkerhedsgarantier i Europa.

putin biden Image kremlin.ruVestens afvisning af blot at overveje Putins krav, tvang Putin til enten at gøre alvor af sine trusler, eller at blive ydmyget. Billede: kremlin.ru

Disse krav stemte fuldkommen overens med russisk kapitalismes interesser, og var derfor diametralt modsatte Washingtons. Amerikansk imperialisme var af den grund ikke parate til at rykke sig en tomme over for Ruslands krav, men de var heller ikke parate til at indsætte landtropper for at forsvare Ukraine. Truslerne om sanktioner gjorde uden at være ledsaget af militær handling intet for at afskrække Putin.

Ting har deres egen dynamik. Da Putin ikke fik de ventede indrømmelser, var han tvunget til at handle. Det var slut med at lege kispus.

Hvad var årsagen til amerikansk imperialismes hårdnakkede afvisning af at give nogle indrømmelser? De ville ikke ses som, at de føjede sig for trusler. Det ville have undermineret amerikansk imperialismes autoritet på verdensplan. Det samme gjorde sig gældende for Putins synspunkt.

Vestens hårdnakkede afvisning af blot at overveje Ruslands krav stillede ham i en position, hvor han enten kunne gøre ord til handling eller krybe til korset. Det afgjorde de efterfølgende begivenheders gang.

Putin havde, som en mand der spiller skak, allerede taget højde for vestlig imperialismes uvillighed til at intervenere direkte med tropper i Ukraine, og han havde allerede taget sanktionernes omkostninger med i sine betragtninger. Med en mægtig styrke på 190.000 tropper allerede stationeret ved grænsen til Ukraine var hans næste træk afgjort på forhånd.

Enhver aggressionskrig kræver til hver en tid en grad af retfærdiggørelse. Som foder til den offentlige mening i Rusland udnyttede Putin den ukrainske beskydning af Donetsk, hvilket han karakteriserede som “folkedrab”. Det er en overdrivelse, men det bør ikke forkastes så let, som imperialisterne har gjort det.

Det ukrainske militærs brutale undertrykkelse af det russisktalende folk i Donbass er ikke til at stille spørgsmål ved. Over de sidste otte år er omkring 14.000 mennesker blevet dræbt i den konflikt, og langt størstedelen har været civile fra Donetsk-regionen. Det anslås at cirka 80% af raketterne er blevet affyret af den ukrainske hær.

Putin kastede handsken ved at anerkende Donbass-republikkerne og ved at sende tropper ind for at understøtte beslutningen. Det var tegnet til at indlede et militært angreb mod Ukraine.

Hvad er grundene til Putins handlinger?

I alt dette forfølger Vladimir Putin naturligvis sine egne interesser. Ved at oppiske hysteri håber han at genvinde den popularitet, han har mistet i nyere tid på grund af den økonomiske krise, angrebene på arbejdere, pensioner, demokratiske rettigheder osv.

Det virkede i 2014 med annekteringen af Krim, og han tror, han kan gentage tricket.

Han ønsker at fremstå som en stærk mand, der står op mod Vesten og forsvarer russerne, hvor end de er. Han optræder som forsvarer af den russiske befolkning i Donbas. Det er falsk. Putin er ligeglad med Donbas-befolkningens situation.

Han har brugt Donetsk- og Luhansk-republikkerne som brikker for at nå sine mål i Ukraine. Det var den virkelige betydning af Minsk-aftalerne.

I virkeligheden har han illusioner om imperialistisk storhed. Han ser sig selv i rollen som en slags zar, der følger linjen fra det russiske imperium før 1917 og dets reaktionære storrussiske chauvinisme. Ideen om at sådan en mand skulle kunne spille nogen som helst progressiv rolle i Ukraine, er fuldstændig latterlig.

Russisk imperialisme

Rusland er ikke et svagt land domineret af imperialismen. Langt fra. Rusland er en regional magt, hvis politik kun kan beskrives som imperialistisk. Den egentlige årsag til Ruslands krig i Ukraine er forsøget på at sikre indflydelsessfærer og russisk kapitals nationale sikkerhedsinteresser.

En håbløs formalist ville måske indvende, at Rusland ikke besidder alle de træk, som Lenin har oplistet i hans berømte bog Imperialismen som kapitalismens højeste stadie. Måske ikke, men det betyder absolut ikke, at Rusland ikke er imperialistisk. Svaret på den indvending kan findes i Lenins samme bog.

Lenin beskriver Rusland som "et land der er yderst tilbagestående økonomisk set, hvor den moderne kapitalistiske imperialisme så at sige er indviklet i et særligt tæt netværk af prækapitalistiske relationer." (egen oversættelse) Men samtidig inkluderer han det tsaristiske Rusland som en af de fem førende imperialistiske nationer. Dette på trods af, at tsar-Rusland var økonomisk tilbagestående, og aldrig eksporterede en kopek af kapital.

Rusland i dag er ikke længere det samme tilbagestående, underudviklede land, som det var før 1917. Nu er det et udviklet industriland, hvor der er en høj grad af koncentration af kapital, og hvor banksektoren (der selv er meget centraliseret) spiller en nøglerolle i økonomien.

putin tank hall Image kremlin.ruRusland er ikke en svag magt, men en regional stormagt, med imperialistiske ambitioner. Billede: kremlin.ru

Dette ændres ikke af, at gas og olie spiller en nøglerolle i Ruslands økonomi. Desuden er disse ressourcer ikke under udenlandske multinationale selskabers kontrol, men er i hænderne på russiske oligarker. Ruslands udenrigspolitik er i høj grad drevet af behovet for at sikre markeder for dets energieksport (især Europa) og midlerne til at levere dem.

Det er rigtigt, at Rusland ikke kan placeres på samme niveau som USA. USA er stadig uden sammenligning verdens dominerende imperialistiske magt. Til sammenligning er Rusland en lille eller mellemstor imperialistisk magt. Dets økonomi er ikke på niveau med USA's og ikke engang de europæiske imperialistiske magters.

Men ingen fornuftig person kan benægte, at Rusland er en regional imperialistisk magt med ambitioner i Centralasien, Kaukasus, Mellemøsten, Østeuropa og Balkan.

Rusland arvede fra Sovjetunionen et atomarsenal, og har i de senere år investeret meget i at modernisere sin hær. Det er blandt de fem lande med størst militærudgifter i verden, hvilke er vokset med 30 procent i de seneste år, og det er også det land i verden med tredjestørst militærudgifter i forhold til BNP (4,3 procent).

Ruslands krig i Ukraine er en reaktionær imperialistisk krig, som vi ikke kan støtte. Det vil have de mest negative effekter i Ukraine, Rusland og internationalt. Det er af disse grunde, at vi er imod Ruslands krig mod Ukraine.

Denne krig skaber nationalt had mellem folk, der længe har været forenet af tætte broderskabsbånd, hvilket yderligere giver næring til reaktionær ukrainsk nationalisme på den ene side og reaktionær storrussisk chauvinisme på den anden, og som sår uhyrlig splittelse i arbejderklassen langs nationale, etniske og sproglige linjer.

Hovedgarantien mod denne nationalistiske gift er, at de russiske arbejdere opretholder en uforsonlig holdning af proletarisk internationalisme, står fast mod den chauvinistiske gift, og bekæmper Putins reaktionære politik, både hjemme og i udlandet. Den position, som den russiske afdeling af IMT har taget, er en model i det henseende.

På deres side, må arbejderne i Ukraine, mens de modsætter sig russisk aggression, forstå, at deres land er blevet skammeligt forrådt af dem, der hævdede at være deres venner og allierede. De vestlige imperialistiske gribbe skubbede dem bevidst ind i en krig, og stod derefter tilbage og så til med foldede arme, da Ukraine sank ned i et blodigt morads. For så vidt de efterfølgende har lovet begrænsede våbenforsyninger, men selvfølgelig ingen tropper, er det et kynisk forsøg på at holde konflikten i gang for at fange de russiske styrker i et kviksand og forårsage maksimale tab på begge sider, som et middel til at score billige propagandapoint mod Rusland.

Snakken om sanktioner, den krigeriske retorik om at "kæmpe til enden", mens de nægter at sende en eneste af deres egne soldater til at kæmpe i Ukraine, krokodilletårerne over de stakkels ukraineres lidelser osv. – alt dette kan på ingen måde skjule den klare kendsgerning, at Ukraine er blevet behandlet som en brik i et kynisk spil om magtpolitik.

Ukrainere! Åbn jeres øjne og forstå, at jeres land er blevet ofret på imperialismens blodige alter! Og indse, at jeres eneste sande venner er verdens arbejdere!

Konsekvenser på verdensplan

Krigen i Ukraine vil få dybtgående konsekvenser på verdensplan. USA er verdens dominerende imperialistiske magt og den mest kontrarevolutionære kraft på planeten. Men den nuværende krise har afsløret USA-imperialismens underliggende svaghed.

Dens magt er gradvist blevet udhulet af verdenskapitalismens generelle krise, som kommer til udtryk i kolossal ustabilitet, krige og omvæltninger, der dræner så store mængder blod og guld, som det er umuligt for selv den rigeste nation på jorden at holde oppe.

Det katastrofale resultat af de militære besættelser af Irak og Afghanistan har udstillet denne svaghed for alle. Det var et af de elementer, der fik Putin til at indlede en krig i Ukraine. Han regnede med, at amerikanerne ikke ville gribe militært ind, og han havde ret.

Efter nederlag i en række udenlandske eventyr, som var ruinerende dyre og ikke løste noget, har den offentlige mening i USA ikke længere nogen appetit på militære eventyr. Bidens hænder var effektivt bundet.

Dette vil blive taget til efterretning af Kina, som nu er dukket op som en magtfuld rival til den amerikanske imperialisme. Landet har konfronteret USA i mange dele af verden, og betragtes i Washington som en langt større trussel end Rusland.

Kina er ikke længere den svage, økonomisk tilbagestående, dominerede nation, det var i 1949. Det har en stærk industriel base, og er nu en formidabel militærmagt. Det skjuler ikke sine planer med Taiwan, som det siger, at det ønsker at genforene med Kina gennem fredelige forhandlinger, men hvis det ikke er muligt, måske vil gennem militære midler.

Den ukrainske affære har været en nyttig lektie for Beijing om begrænsningerne af amerikansk militær magt. Og selvom det ikke ønskede at provokere sine handelspartnere i Vesten ved åbent at støtte Rusland – og derfor undlod at stemme ved afstemningen i FN’s Sikkerhedsråd – har det gjort det helt klart, at det bebrejder USA for at presse på for ukrainsk medlemskab af NATO.

Kina har tydeligvis indgået en aftale med Rusland for at opveje effekterne af sanktionerne (en anden grund til, at de vil slå fejl). Den ukrainske affære vil uden tvivl føre til en tættere blok mellem de russiske og kinesiske imperialister i den kommende periode – en udvikling, som Washington må frygte, som Djævelen frygter vievand.

Splittelser mellem amerikansk imperialisme og dets europæiske allierede

Konflikten i Ukraine mellem USA's og Ruslands interesser har også bragt splittelsen mellem Washington og dets europæiske allierede op til overfladen, især Frankrig og Tyskland. Traditionelt har det franske borgerskab altid forsøgt at opretholde en foregivelse af at have en vis uafhængighed, ved at udvikle sine egne atomvåben og dyrke sin egen imperialistiske indflydelsessfære i Afrika og andre steder. I denne konflikt forsøgte Macron at spille en selvstændig rolle. Dels var han motiveret af det kommende præsidentvalg, men Paris og Berlins position er også baseret på økonomiske interesser.

Europa er stærkt afhængig (40 procent) af import af russisk gas. Dette er især tilfældet for Tyskland, som importerer 60 procent af sin naturgas fra Rusland, samt har vigtige investeringer der. Det er den egentlige årsag til Tysklands modvilje mod at tage skridt, der vil forværre konflikten, og modviljen mod at implementere sanktioner mod Rusland.

Major russian gas pipelines to europe Image Samuel Bailey Wikimedia CommonsEuropa er stærkt afhængig af russisk gas. Billede: Samuel Bailey Wikimedia Commons

I det øjeblik den nuværende konflikt slutter (som den må på den ene eller anden måde), vil disse sanktioner og mange andre stille og roligt blive opgivet, da den skadelige virkning på den europæiske økonomi – i første omgang på Tyskland – vil være for smertefulde at fastholde. På trods af alle påstande om det modsatte kan Tyskland ikke finde passende alternative kilder til olie og gas til bæredygtige priser.

Tyskland er en imperialistisk magt i sig selv, og landets udenrigspolitik er dikteret af den tyske kapitals interesser, som ikke nødvendigvis stemmer overens med den amerikanske kapitals. Tysk kapital kontrollerer Europa gennem EU's mekanismer. I 30 år har det haft en politik med at udvide sin indflydelse til Østeuropa og Balkan (det spillede en afgørende rolle i den reaktionære opløsning af Jugoslavien), og dets udenrigshandel forbinder landet tæt med Kina.

Efter at være blevet besejret i Anden Verdenskrig, blev der sat grænser for, hvor meget Tyskland fik lov til at genopbygge sit militær. Den tyske herskende klasse var altid forsigtig med ikke at blive opfattet som at de spillede en direkte rolle i udenlandske imperialistiske militæreventyr, selvom Tyskland var en del af NATO. Den modvilje blev brudt for noget tid siden. Tyskland sendte under en grøn udenrigsminister tropper til Jugoslavien i 1990'erne, og mens landet gik imod invasionen af Irak i 2003, sendte det tropper til Afghanistan.

Nu har tysk kapital brugt krigen i Ukraine som undskyldning for at indlede et massivt program for øgede militærudgifter. Det er uundgåeligt, at enhver imperialistisk magt må matche sin økonomiske magt med en tilsvarende militær magt.

Selvfølgelig er den amerikanske imperialismes hovedfjende ikke Rusland, men Kina, og der har været et klart skift-til-Asien-politik fra Washingtons side. I denne konflikt har Kina stillet sig på Ruslands side. Samtidig er Kinas interesser ikke helt de samme som Ruslands. Kinesisk imperialisme forsvarer kinesiske kapitalisters interesser, herunder beskyttelse af deres eksportmarkeder i Vesten. Af denne grund ønsker Kina ikke at fremstå offentligt som værende ansvarlig for Ruslands handlinger, selvom det selvfølgelig støtter dem.

Der er absolut ingen udsigt til en ny verdenskrig mellem USA og Rusland, og heller ikke mellem USA og Kina, delvist, netop på grund af truslen om atomkrig, men også på grund af den resolutte modstand mod en sådan krig fra massernes side. Kapitalisterne fører ikke krig for patriotisme, demokrati eller andre højtravende principper. De fører krig for profit, for at erobre udenlandske markeder, kilder til råstoffer (olie) og for at udvide deres indflydelsessfærer.

Men en atomkrig ville betyde gensidig ødelæggelse af begge sider. De har endda opfundet en sætning til at beskrive dette: MAD (mutually assured destruction, gensidigt sikret ødelæggelse). At en sådan krig ikke ville være i bankernes og kapitalisternes interesse er indlysende.

Økonomiske konsekvenser

Et andet vigtigt aspekt af spørgsmålet er effekterne af krigen i Ukraine og de vestlige sanktioner mod Rusland på verdensøkonomien.

Allerede i slutningen af 2019 var verdensøkonomien på vej mod en ny afmatning. Da vi vender tilbage til en form for normalitet efter pandemiens chok, er situationen ekstremt skrøbelig. Ikke alle lande har endnu genoprettet deres præ-pandemiske produktionsniveauer. Verdensøkonomien er gennemboret af mange modsætninger. Ethvert chok kan tippe den ud i recession.

Krisen i Ukraine har allerede ført til en kraftig stigning i energipriserne, som kan blive endnu værre. Dette bidrager til inflationspres på verdensøkonomien og til andre faktorer, der allerede arbejder hen imod et stagflationsperspektiv, dvs. økonomisk stagnation kombineret med høje priser. Nogle borgerlige økonomer beregnede, at denne konflikt kunne slå 0,5 procent af BNP-væksten i eurozonen og Storbritannien i 2023 og 2024. Dette på et tidspunkt, hvor prognosen for væksten allerede er mager.

Situationen kan hurtigt blive meget værre. Sanktioner rammer allerede den russiske økonomi. De seneste rapporter indikerer et stejlt fald i rublens værdi, hvilket har tvunget centralbanken til at hæve renten. Der er sket en kraftig stigning i inflationen, og skarer af ængstelige mennesker trækker deres penge ud af bankerne. Moskvas børs blev også lukket.

Disse resultater blev mødt med begejstring af vestlige kommentatorer, som ignorerede det faktum, at deres egne aktiemarkeder registrerede store tab, og priserne også eksploderede her. De umiddelbare virkninger på Rusland vil dog snart aftage, og noget, der ligner ligevægt, vil blive genoprettet. Det samme kan ikke siges om verdensøkonomien.

Men sanktioner er et tveægget sværd. Vi kan med sikkerhed forvente, at Rusland vil gøre gengæld for sanktionerne. Det vil bruge truslen om at afbryde gasforsyningen til Europa, og Medvedev har allerede truet med at ekspropriere vestlige interesser i Rusland.

Arbejderbevægelsens position

Krig tester alle arbejderbevægelsens tendenser, og som man kunne forvente, har reformisterne og socialdemokraterne skyndt sig at slutte sig til deres egen herskende klasse, som de mest ivrige forsvarere af sanktioner mod Rusland. Venstrereformisterne i Vesten har delt sig i forskellige lejre: nogle slutter sig åbenlyst til den herskende klasse under parolen "Hands off Ukraine"; andre er sunket ned i magtesløs pacifisme, og opfordrer til en tilbagevenden til "folkerettens" mytiske regeren, og håber, at "diplomati" kan forhindre krig.

I Rusland har kommunistpartiets ledelse, som man kunne forvente, kapituleret over for deres egen herskende klasse og fuldt ud støttet Putins imperialistiske intervention. Andre på venstrefløjen er fulgt i hælene de de liberale, der repræsenterer en anden del af den herskende klasse.

Revolutionære marxisters position bør være klar: et principielt klassebaseret standpunkt over linjen "arbejderklassens hovedfjende er herhjemme". Der må ikke være nogen tillid til NATO og de vestlige imperialistiske gangstere, og det gælder især for arbejdere og socialister i Vesten.

Kampen mod den reaktionære bande i Kreml er alene de russiske arbejderes opgave. Revolutionæres i Vestens opgave er at kæmpe mod deres eget borgerskab, mod NATO og mod amerikansk imperialisme – den mest kontrarevolutionære kraft på planeten.

Vi kan ikke støtte nogen af siderne i denne krig, fordi det er en reaktionær krig på begge sider. I sidste ende er det en konflikt mellem to grupper af imperialister. Vi støtter ikke nogen af dem. Befolkningen i det fattige, blødende Ukraine er ofrene i denne konflikt, som de hverken har skabt eller ønsker.

Det eneste alternativ til reaktionens karneval og krigens lidelser for de ukrainske arbejdere og unge, er en politik med klasseenhed mod de ukrainske oligarker såvel som mod USA og russisk imperialisme. Det nationale spørgsmål i Ukraine er ekstremt kompliceret, og ethvert forsøg på at styre landet på grundlag af nationalisme (det være sig ukrainsk eller pro-russisk), vil uundgåeligt resultere i landets opløsning, etnisk udrensning og borgerkrig, som vi allerede har set.

I sidste ende betyder kapitalismen, i sin epoke af senilt forfald, krig og økonomisk krise. Den eneste måde at sætte en stopper for dens rædsler er ved, at arbejderklassen tager magten i det ene land efter det andet, og fejer dette rådne system væk. Til det er der brug for en revolutionær ledelse – en som er solidt baseret på principperne for socialistisk internationalisme. Dagens mest presserende opgave er derfor det tålmodige arbejde med at opbygge marxismens kræfter, at opbygge den Internationale Marxistiske Tendens.

London, 28. februar 2022

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]