Biden og mange andre politikere siger at de bekymrer sig om klimaet, men der er ingen handling bag deres store ord. Foto: COP26, Flickr
I starten af november blev det højt profilerede COP26 afholdt. Under optakten kaldte mange det for menneskehedens sidste og bedste mulighed for at bremse klimaforandringer, heriblandt Storbritanniens premierminister Boris Johnson, der erklærede det som sit mål at “holde 1,5 i live”. Resultatet af mødet blev en aftale, der ikke er det papir værd, den er skrevet på, og målsætningen om 1,5 graders opvarmning er nu lagt i respirator.
Der har ikke været meget jubelråb at høre efter afslutningen på COP26. Selvom den estimerede temperaturstigning i år 2100 på 2,7 grader af nogle er blevet nedjusteret et par decimaler er intet fundamentalt set blevet løst eller konkretiseret.
De regeringsledere og politikere der forsøger at få COP26 til at fremstå som en sejr, bruger primært den begrundelse, at kul endelig er blevet nævnt i aftaleteksten. Men det illustrerer blot hvor uduelige verdenslederne er til at sørge for nogen som helst forandring. Ethvert skolebarn ved at fossile brændsler smadrer miljøet, men det er først nu at verdens ledere, hånd i hånd med repræsentanterne for den globale kapital, har taget sig sammen til at nævne dem ved navn. Dertil kommer at passagen om kul er så udvandet, at den reelt set ikke siger noget som helst. I aftalen lyder der at ”uformindsket brug af kul skal nedfases". Hvad det så end skal betyde, kan man kun gisne om. Det kan ikke overraske at formuleringen er så vag, for verden er, ligesom under tidligere klimatopmøder, opdelt i nationalstater, og alle regeringer skal fortsat tjene deres nationale kapitalistklasse. Det betyder at alle aftaler skal være så gennemhullede, at de ikke skader profitten.
I passagen om kul nævnes det også, at man skal udfase ”ineffektive subsidier” til fossile brændsler, hvor det lader til at være op til landene selv at definere, hvad ”ineffektivt” betyder. Statsstøtte til fossile brændsler er ingen bagatel, idet Det Internationale Energiagentur (IEA) estimerer at OECD-landene årligt giver 555 mia. dollars i statslige subsidier. Det er dog kun toppen af isbjerget, da nogle mener, at man også burde inkludere alle de menneskelige og miljømæssige omkostninger, som lige nu ikke bliver reflekteret i det beløb, der betragtes som statsstøtte. IMF har beregnet at global statsstøtte løber op i 6 billioner dollars. Denne massive statsstøtte til de udledende industrier er ikke tilfældig. Den hjælper nemlig med at reducere omkostninger og forbedre konkurrenceevnen på det internationale marked.
Hykleri
Eksemplerne på hykleri er talrige. Under optakten til COP26 indgik 40 lande en aftale om at udfase kul. Det originale udkast lagde op til at dette skulle ske inden 2030, hvilket er et nødvendigt mål for at nå målsætningen om maksimalt 1,5 graders opvarmning. Men det blev udvandet betragteligt i den endelige aftale. Udfasningen af kul skal nu ske i 2030’erne for udviklede økonomier og i 2040’erne for resten af verden. Således vil Tyskland først udfase deres kulkraftværker i 2038 og andre store kulforbrugere som Polen vil først gøre det i 2049.
Hos den frie verdens leder, USA, står det ikke meget bedre til. Blot fire dage efter COP26 solgte USA de mest værdifulde tilladelser til udvinding af olie og gas i landets historie, der skønnes at komme til at udlede 600 millioner ton CO2. Biden har endda inkluderet skatterabatter til kulkraftværker i sin finanslov, forudsat at de installerer udstyr til at indfange CO2. Hagen er at kraftværkerne først behøver at begynde konstruktionen af disse i 2032, altså efter kul allerede burde være blevet udfaset.
Til COP26 blev der også luftet et forslag om at eliminere udledning fra biler. Men forhåbningen fik en brat afslutning da hensigtserklæringen ikke engang kunne finde underskrifter fra fire af verdens fem største bilproducenter. USA, Tyskland og Kina, tre af de fire lande med den største bilindustri, nægtede også at underskrive.
100 lande, heriblandt Rusland, Brasilien og Kina, der tilsammen råder over 85% af verdens skove indgik på samme vis et løfte om at stoppe fældning af verdens skove. Men denne aftale er ikke ny, for den er magen til en aftale indgået i 2014, som forpligtede underskriverne til at halvere skovfældning i 2020 og eliminere det i 2030. Siden da er tabet af skov generelt kun taget til.
Igen og igen opfordrer verdens lande til at vi skal gå mere radikalt til værks, men hver gang løsningen rammer kapitalistklassens kortsigtede profitter, smutter de udenom. Reel politisk handling er umulig med verden opdelt i nationalstater, der alle skal pleje deres egen kapitalistklasses interesser og konkurrere på det globale marked.
Hvad må der gøres?
For at reducere CO2 i det nødvendige omfang kræver det 3.500 milliarder dollars om året i investeringer, og det meste af det i udviklingslande. Dette behov for at investere i omstillingen blev anerkendt i 2009 til COP15 i København, hvor man blev enige om, at man frem mod 2020 skulle donere 100 mia. dollars til udviklingslandene. Selvom det kun er en dråbe i havet sammenlignet med, hvad der er nødvendigt, kunne de udviklede lande ikke engang leve op til det. Kun 80 mia. dollars er blevet “doneret”, 74% af dem i form af lån. Når man sammenligner disse summer, der på papiret kan virke store, blegner det i forhold til hvad USA bruger på eksempelvis sit militær. Her sidder pengene løst. Blot i 2020 løb denne udgift op i hele 767 mia dollars. Kapitalismen er så modsætningsfyldt at bare et land på få år bruger mere på destruktionsmidler, end hvad den bruger på at sikre menneskehedens overlevelse.
Pengene og teknologien der kan realisere den grønne omstilling eksisterer. Lige nu er verdens viden, ressourcer og kapital i hænderne på store internationale firmaer, som kun bekymrer sig om profit. Men der er ikke meget profit at hente i at omstille til grøn energi, og derfor sidder de på hænderne, mens de venter på at andre gør noget. Derfor er det nødvendigt at omstyrte kapitalismen, placere kontrollen over økonomien i arbejderklassens hænder, og derved frigøre dens enorme uudnyttede potentiale. Kun med en demokratisk planlagt økonomi kan vi producere efter menneskelige og miljømæssige behov.
