Foto: Wikipedia
Tidligere på måneden offentliggjorde et uafhængigt panel nedsat af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sin rapport om den internationale reaktion på COVID-19-pandemien. Overraskende nok placerer rapporten skylden for krisen præcis, hvor den hører til: hos det borgerlige samfunds politikere og kapitalistiske ledere. I denne periode med udbredt barbari og uhørt lidelse viser WHO-rapporten den brutalitet, der findes i den herskende klasses reaktion på pandemien, og hvor nemt den kunne have været undgået.
Den mest slående del af WHO-rapporten er nok dens statistikker. Op til 125 millioner mennesker er blevet kastet ud i ekstrem fattigdom det seneste år; mindst 17.000 sundhedsarbejdere er døde af COVID-19; efterspørgslen på hjælp til voldsramte er femdoblet, og op til 90% af alle børn har ikke kunne gå i skole under nedlukningerne.
Ikke desto mindre viste rapporten, at vi ikke alle er »i samme båd«:
»Virusset har vendt bunden i vejret på samfund, bragt verdens befolkning i alvorlig fare og udstillet dybe uligheder. Opdeling og ulighed imellem og inden for lande er blevet skærpet, og indvirkningen har været stærk hos mennesker, som allerede er marginaliserede og underpriviligerede… Det mest nedslående er, at de, der havde mindst før pandemien, har endnu mindre nu.«
Ulighed er en integreret del af kapitalismens fundament, og pandemien har gjort livet uendeligt meget værre for dem, som systemet allerede havde ladt i stikken.
En nylig undersøgelse foretaget af The Economist overskygger dog disse allerede forfærdende afsløringer. Undersøgelsen viser, at der under pandemien har været mellem 7 og 13 millioner flere dødsfald end normalt. Som om det ikke var slemt nok, så har forskerne estimeret, at der stadig dør omtrent 33.000 mennesker af COVID-19 hver dag (mere end det tredobbelte af det antal, der rapporteres af nationale regeringer), hvilket betyder, at det totale antal af dødsofre nemt kunne overstige 20 millioner om mindre end et år.
Selv de mest konservative estimater af dødsfald forårsaget af pandemien er af en størrelsesorden, der minder om første og anden verdenskrig. Mens kapitalisterne og det borgerlige samfunds politikere klapper hinanden på skuldrene og afventer det lovede økonomiske opsving, betaler arbejderklassen med ufattelige mængder af elendighed og sorg.
Men sygdomme er da uundgåelige? Der er vel intet, vi kunne have gjort for at undgå de værste konsekvenser af pandemien og redde millioner af liv? Rapportens svar lægger ikke fingrene imellem:
»Det står klart… at verden ikke var klar og havde ignoreret advarsler, som resulterede i omfattende nederlag: Et udbrud af SARS-COV-2 blev en altødelæggende pandemi… Siden H1N1-influenza-pandemien i 2009 har mindst 11 højtstående paneler og kommissioner lavet specifikke anbefalinger i 16 rapporter om at forbedre det globale pandemiberedskab… på trods af de konsekvente beskeder om, at væsentlig forandring var nødvendig for at sikre global beskyttelse mod pandemitruslen, blev størstedelen af anbefalingerne aldrig implementeret«.
Sygdom er uundgåelig, men en pandemi som denne var ikke. Den ukontrollerede verdensomspændende spredning af det dødelige virus og de unødige lidelser og millioner af dødsfald, der har fulgt med, skyldes regeringer og politikeres ligegyldighed over for de advarsler, de har modtaget. I 2016 estimerede Commission on a Global Health Risk Framework for the Future, at en tilstrækkelig beredskabsplan til at mindske omfanget af en pandemi ville koste USA 4,5 mia. dollars årligt. Dette er kun 0,5% af, hvad den amerikanske regering bruger på sit militær hvert år. Alligevel blev ingen plan implementeret. Det var ikke, fordi verdens regeringer ikke vidste, hvordan de skulle forberede sig på en pandemi. Det borgerlige samfunds politikere og regeringer verden over valgte ikke at bruge bare en brøkdel af deres budgetter på at redde millioner af liv.
Selv da pandemien rasede over hele kloden, fortsatte regeringer med at sætte profit før menneskeliv. De store medicinalvirksomheder var langsomme til at begynde deres forskning, lige indtil de blev overøset med milliarder fra statskasserne. Frugterne af vaccineforskningen, som kun var mulig takket være statsinvesteringerne, er blevet tilbageholdt som medicinalvirksomhedernes private intellektuelle ejendom. I maj 2020 opsatte WHO det såkaldte COVID-19 Technology Access Pool, som efter sigende skulle give rigere lande muligheden for at dele data og ressourcer med hinanden og især med de fattigere lande. På trods af dette har organet, et år efter det blev etableret, ikke modtaget nogen bidrag overhovedet.
Eftersom at medicinalvirksomhederne ikke er villige til at investere i en øgning af produktionen, har vi set en tilstand af hastværk og kaos i nationernes forsøg på at overbyde hinanden for at få vaccinedoser, hvor rigere lande hamstrer på bekostning af de fattigste lande. Frem for at fremlægge en international plan for at udrydde sygdommen er nationale bander af kapitalister styrtet frem for at få “deres” befolkning vaccineret, således at de kan genåbne økonomien – uden at tage i betragtning, at denne sygdom ikke respekterer nationale grænser.
Skylden for det seneste års rædsler ligger ikke kun hos det borgerlige samfunds politikere. WHO-rapporten forklarer, at virksomheder, der producerer nødvendige forsyninger og medicinsk udstyr, åbenlyst udnyttede situationen til deres egen fordel. I marts 2020 var produktionen af medicinsk udstyr 40% under, hvad der var brug for. Dette er i sig selv en kriminel fiasko for den kapitalistiske produktion, men det tillod kapitalisterne at udnytte situationen gennem »hamstring, prisstigninger og bedrageri«. Kapitalisternes villighed til at maksimere profitterne og udnytte de basale behov hos de laveste lag i samfundet på alle tænkelige måder udstiller kapitalismens barbari mere tydeligt end nogensinde før.
Desuden påpeger rapporten, at viljen til at holde virksomhederne åbne og profitterne høje ikke blot var årsag til spredningen af virusset, men betød, at arbejderklassen blev ramt hårdest af pandemien:
»Frontlinjens karakter og graden af risici for arbejdere afspejler en indkomstulighed både imellem og inden for lande. Mens de, som kunne, og som havde råd til det, har arbejdet hjemmefra under krisen, har andre, overvejende lavindkomstarbejdere, holdt fødevareforsyninger, transport og leverancer i gang og risikeret at blive smittet«.
I lande, hvor andelen af løsarbejdere er højere, har nedlukninger haft en ringere effekt på smitteraterne. Bedre løn, jobsikkerhed, sygeorlov og andre basale arbejderrettigheder er forbundet med lavere smitterater. Men disse er alle kommet i anden række efter profit, og det ville være tåbeligt at tro, at noget så ubetydeligt for kapitalisterne som millioner af arbejderes dødsfald ville kunne få dem på andre tanker. Mens den herskende klasse har søgt tilflugt i deres luksusyachter og penthouselejligheder, har arbejderklassen været overladt til at bære byrden uanset truslen mod deres liv.
Alt dette var muligt at undgå. De utallige dødsfald, de millioner af mennesker sendt ud i fattigdom, ophobningen af rigdom i toppen, mens masserne står over for armod. Pandemien var ikke blot et produkt af en række inkompetente fejltagelser, den var fundamentalt set resultatet af den herskende klasses bevidste manøvrer for at forsvare profitter på bekostning af menneskeliv.
WHO-rapporten opstiller en række krav, herunder forbedret finansiering af pandemiforebyggelse og mere internationalt samarbejde i produktionen af vacciner og medicinsk udstyr. Imidlertid må vi stille spørgsmålet: Hvordan kan vi stole på, at det selvsamme system, der skabte dette rod, er i stand til løse det? De grundlæggende årsager til de ødelæggende konsekvenser af pandemien, der skitseres i WHO-rapporten, skal ikke findes i politikernes uduelighed, men i de to barrierer, som kapitalismen har opsat mellem os og elimineringen af COVID-19: Den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten.
Indtil der gøres op med disse, vil private medicinalvirksomheder fortsætte med at betragte vacciner som en kilde til superprofitter. Ja, de gnider sig allerede i hænderne med udsigten til, at COVID-19 aldrig bliver udryddet, således at de kan fortsætte med at score kassen ved at producere boosterinjektioner i al evighed.
Og de imperialistiske lande gør kun det absolutte minimum med hensyn til at tage sig af en altødelæggende bølge af infektioner i Afrika og Latinamerika på trods af den fare, det udgør for hele verden. Mange lande kommer ikke til at se færdiggørelsen af vaccinationskampagnerne i årevis, mens der er et overskud af doser i vesten.
WHO-rapporten udstiller den herskende klasses kriminelle adfærd og demonstrerer på tragisk vis, hvordan det hele kunne have været undgået. Men rapporten drager ikke de nødvendige konklusioner fra sine egne resultater. Skal vi undgå nye pandemier, kræver det et opgør med kapitalismen.
