Skærmbillede 2020 10 01 kl. 09.08.36»Jeg er bekymret for vores økonomi, jeg er bekymret for… Hvad hvis Trump vinder igen? Hvad hvis Biden kommer ind? Jeg mener, det kommer til at blive den ene eller den anden og det skræmmer helvede ud af mig, fordi jeg vil ikke rigtig have nogen af dem« - En arbejderklassebedstemor og tidligere Trump-støtte fra det nordlige Wisconsin, interviewet til The Daily podcast.

På valgnatten under valget i 2016 skrev vi følgende: »Hvis Brexit kan ske, kan Donald Trump blive USA’s næste præsident«. Imod alle odds og til milliarder rundt omkring i verdens forfærdelse, var det præcis hvad der skete. I kølvandet på dette forklarede vi den grundlæggende forklaring for hans sejr. Først og fremmest understregede vi, at den eneste måde Trump og det system han repræsenterer kan bekæmpes, er at kæmpe for et klasseuafhængigt fundament imod kapitalismen.

Efter finanskrisen i 2008 markerede valget i 2016 et vendepunkt i det amerikanske politiske landskabs udvikling. Ikke nok med at det indvarslede den mest polariserede og turbulente periode i mands minde, markerede det også et nyt stadie i krisen hos den herskende klasse i USA. Ligesom med Brexit var det ikke meningen, at Trumps sejr “skulle ske”. Ingen af de store politiske strateger havde forventet, det og han var tydeligvis ikke den kandidat, som Wall Street ønskede. Men for millioner af trætte og vrede vælgere som lige havde gennemlevet otte års stagnation under Demokraterne, havde udsigterne til endnu en “status-quo”-Clinton-administration ikke kunnet inspirere. De “beklagelige” gav Washington og de liberale en stor fuckfinger.

Valget i 2016 var karakteriseret af liberalismens krise og krisen i det to-parti-system, som fejlede i at reflektere den sande stemning af utilfredshed i samfundet. Først og fremmest markerede det socialismens dramatiske fremkomst i mainstreamdialogen og i bevidstheden hos millioner af amerikanske arbejdere og unge.

Fire år er nu gået, og til trods for et hidtil uset niveau af akkumuleret klassevrede, har arbejderklassen stadig ikke sit eget parti. I en tragikomisk gengivelse af 2016 kapitulerede Bernie Sanders endnu engang til etablissementet. Den herskende klasse udåndede simultant et lettet suk, da han droppede ud af valgkampen. Ikke desto mindre fortsætter socialismens spøgelse med at dvæle over valget. Næsten halvdelen af amerikanerne inklusivt 70% af ungdommen siger, at de ville stemme på en socialistisk kandidat. Der har været mere snak om socialismens fremkomst - og mere re-agn fra den amerikanske præsident - end nogensinde før siden Sovjetunionens kollaps. Som resultat står Trump nu overfor endnu en Demokratisk Wall Street-kandidat. Det kan på ingen måde afvises, at han skulle slå oddsene og vinde endnu en periode. Men det betyder ikke, at intet har ændret sig siden sidste omgang. 

Vi lever i en betydeligt anderledes verden. Kapitalismens systemiske krise er altomfattende, og eroderer løbende al tillid til alle dens institutioner. Oplevelsen af den værste økonomiske krise i historien, den kriminelle håndtering af pandemien og den største og bredeste protestbevægelse i amerikansk historie har efterladt et uudsletteligt mærke i bevidstheden hos millioner - og det er kun begyndelsen. 

Lad os ikke glemme at Bernie havde entusiastisk støtte fra millioner, og virkede klar til at vinde den Demokratiske nominering - indtil partiet sammensmeltede omkring Biden. Tidligt i marts havde Sanders’ kampagne sit momentum, hvilket fyldte den herskende klasse med anger - mere end økonomien, Trump-administrationen og den voksende pandemi. Havde Sanders stillet op som uafhængig fra starten, eller efter at han blev kørt over og undermineret igen, havde valglandskabet set fundamentalt anderledes ud. Man skal bare forestille sig, hvad en modig og energisk arbejderklassekampagne for universel beskæftigelse, sundhedspleje og uddannelse kunne have været. En kampagne som mobiliserede millioner omkring en omfattende plan for at genopbygge infrastrukturen og bekæmpe klimakrisen, samtidig med at den forsvarede arbejderes job og lønninger. En kampagne som stillede socialisme og kampen imod racisme og politibrutalitet forrest.

Krise på krise

Selvom Trump gennemtvang en genåbning af økonomien uanset omkostningerne, har tilbagefaldet været reflekteret først og fremmest i aktiemarkedet og ikke jobmarkedet. Ja, BNP-væksten i tredje kvartal har været historisk høj, men det skyldes kun, at den var faldet så drastisk i den tidligere halvdel af året.

I virkeligheden er økonomien stadig 3,5 % mindre, end den var for et år siden. Millioner er stadig i arbejdsløshed, millioner er blevet kastet ud i desperat fattigdom, og en estimeret 9,9 millioner husholdninger er bagud med betaling af huslån eller husleje, og er i fare for at miste deres hjem.

Den nationale gæld forventes at overgå BNP’en for første gang siden anden verdenskrig. Det betyder, at alle arbejdere i USA vil være nødt til at producere et helt år uden at forbruge noget som helst - ingen mad, intet brændstof, ingen sjov, ingenting - og det ville stadig ikke være nok til, at tilbagebetale hele landets gæld. For slet ikke at tale om de billioner af dollars i kreditgæld, huslån, studielån, billån og meget mere.

Pandemien har nået nye højder i dagene op til valget med 50.000 mennesker indlagt, næsten ni millioner smittetilfælde og 230.000 dødsfald i USA indtil nu.

Som om det ikke skulle være nok, er der en dybtgående usikkerhed omkring, hvordan det Hvide Hus og det hyperpolariserede samfund vil reagere på valgresultatet - og hvorvidt resultatet vil være tydeligt i rette tid. Det er den overordnede situation, mens verden på det amerikanske borgerlige demokratis katastrofe.

Politisk rutsjebane

I 2016 efter to omgange med Obama, stillede den intenst hadede Donald Trump og Hillary Clinton op som præsident. Vi kender alle resultatet - en tynd sejr til reality-TV-stjernen. Fire år senere har vi en de facto folkeafstemning om den siddende præsident.

Trump lovede at tilbagetrække og erstatte Obamacare med noget bedre; at bruge billioner på infrastruktur, at genoplive produktionen og kulminerne, og tvinge Kina til at “spille fair” og få Mexico til at betale for muren ved grænsen. Han lovede at sætte “USA først” - men er kun lykkedes i at gøre USA til det land med flest smittetilfælde og dødsfald fra COVID. Det længste økonomiske boom i amerikansk historie braste sammen under hans tilsyn, og hans svar på pandemien har været en orwelliansk dystopi.

Og endnu engang forsøge han at præsentere sig selv som en løsgænger, som dygtigt gør brug af den antietablissementstemning som eksisterer. Selvom han lige nu er kongen af sumpen, kan han med god grund argumentere for, at han er en rigtig “outsider” i kampagnen. Han er, trods alt, den amerikanske redning, manden som gjorde landet “Great Again” - og den eneste som kan holde det sådan.

Og selvom mange af dem der stemte på ham, for længst har forladt ham grundet hans håndtering af pandemien og økonomien, har han stadig en stærk base i mange dele af landet. Mange tager hans ord om, at virussen er Kinas skyld for gode varer, at videnskabsmænd har ødelagt økonomien, og at horderne af vrøvlende socialister vil indsætte en stalinistisk tyran, hvis Joe Biden bliver valgt. Om han vinder eller taber, vil den dybtliggende vrede mod det liberale etablissement med hjælp fra medier fra den yderste højrefløj ikke gå væk lige foreløbig, og Trump vil fortsætte med at kapitalisere på det. 

Trump har indtil nu afvist, at han overlevere magten fredeligt i tilfælde af, at han skulle tabe valget. Det har ledt til en udmelding fra Pentagon, som har gjort det tydeligt, at militæret ikke vil intervenere i valget på den ene eller den anden måde. Afdelingen for indenrigssikkerhed og andre instanser havde lavet særlige forberedelser i tilfælde af civil uro. Forretninger i de store byer blokerer deres vinduer som forberedelse på en potentiel orkan af social opstand, og en “ikke-skalerbar” mur skal sættes op omkring det Hvide Hus. Det er en ekstraordinær situation.

Polarisering

Det amerikanske samfund har ikke været mere polariseret i mands minde. De sociale bevægelser i 1950’erne, 60’erne og de tidlige 70’ere skete i konteksten af en generel stigning i levestandarder. Nu har flertallet lidt under stagnation i årtier, mens milliardærerne har genereret astronomiske rigdomme.  

Mange kommentatorer taler om “to USA’er”. Vi får fortalt, at en slags “landdistrikterne mod byerne”-sektionalisme har splittet landet på uforenelig vis. Det skal gøres klart, at USA er et stort og varieret land med enorme regionale forskelle og med en bred vifte af overlappende og ofte antitetiske “amerikanske” kulturer og subkulturer. Men under overfladen er en forlænget og forvrænget klassepolariseringsprocess ved at finde sted. Grundet venstrefløjens svaghed, manglen på et masseparti med arbejderklassepolitik og arbejdsledernes kapitulation til de store virksomheder, er dette udtrykt skævt og modsætningsfyldt i de eksisterende store partier.

Ironisk nok forsøgte grundlæggerne af landet at undgå partisystemet. Men politiske partier repræsenterer klasser eller lag af en klasse i samfundet og i sidste ende også de økonomiske og sociale interesser for disse klasser og lag. Så længe klasser eksisterer vil partigængerpolitik og -partier i den ene eller den anden form, ikke kunne forbydes ved dekret, og vil finde en måde at udtrykke sig på.

USA er unik blandt avancerede industrialiserede lande, fordi det aldrig har haft et masseparti med arbejderklassepolitik af nogen signifikant størrelse eller varighed. At bygge sådan et parti er den største politiske opgave for vores klasse i den næste historiske periode. Det er en tårnhøj udfordring, men sådan et parti kan opstå meget hurtigere, end nogen kan forestille sig under bestemte forhold. 

Der er et kæmpe potentiale og et gabende vakuum for uafhængig klassepolitik. Den såkaldte politiske midte er blevet udhulet af kapitalistklassen, hvilket forklarer den voksende interesse for socialisme og kommunisme og væksten af den mere højlydte og ekstreme højrefløj. Det taler for sig selv, at magasinet Science vurderede, at amerikanere nu hader folk i det modsatte politiske parti mere, end de elsker “deres eget” parti.

Men denne polarisering er ikke kun udtrykt ideologisk eller i meningsmålingerne. På tidskendt amerikansk vis leder et voksende antal folk efter en udvej med våben i hænderne.

Højrefløjsmilitsers oplagring af våben til bekæmpelse af en ukontrolleret regering har inficeret landet i årtier. Vækst i våbensalg er også normalt inden et valg, eftersom våben- og ammunitionslobbyisterne fremprovokerer panikkøb ved at råbe højt om, at Demokraterne kommer og tager folks våben. Men det skift vi ser nu, er langt mere dybtgående.

Førstegangsvåbenkøbere er vokset siden starten af pandemien. Siden slutningen af 1990’erne har otte ud af de ti uger med højeste våbensalg været siden marts i år. Af forskellige grunde har et voksende antal af normale amerikanere - både til venstre og højre - ingen tillid til, at staten kan byde dem sikkerhed, og tror at den eneste måde at forsvare sig selv på, er at gøre netop det.

Denne stemning af angst og usikkerhed er en funktion af den generelle ustabilitet, som kommer fra den uendelige krise. Den som læner sig imod højre, tror på de sensationalistiske mediers dækning af begivenhederne i Portland og Seattle, og bekymrer sig over, om venstreorienterede grupper vil sværme til forstæderne, ransage deres hjem og tage deres børn. Mens dem som så læner sig imod venstre frygter, at hvis Trump taber direkte, eller hvis det bliver et anfægtet valg, vil komme kaos og vold fra grupper som Proud Boys og Boogaloo Boys. Og hvis Trump vinder, frygter de, at hele statsapparatet vil blive rettet imod dem.

Væksten i bevæbnede sorte militser såsom Not Fucking Around-Koalitionen er meget betydningsfuld. Lad os ikke glemme, at sorte menneske forsvarede sig selv med våben imod racisterne i genopbygningstiden og Jim Crow-syden i steder som Tulsa i 1921. Stigningen i bevæbnede nabolagspatruljer i byer som Minneapolis under George Floyd-demonstrationerne i sommers er på samme med et tidligt udtryk for behovet for at organisere arbejderklassens selvforsvar.

Og selv hvis der ikke bliver udbredt vold omkring disse bestemte valg, vil det bane vejen for det uundgåelig sammenstød mellem klasserne i fremtiden. Det store flertal af amerikanere plejede at tro på, at borgerkrig “ikke kunne ske her”. Men i højere og højere grad er millioner begyndt at tro på, at dette ikke kun er muligt men et nært forestående; at det ikke er et spørgsmål om hvorvidt det vil ske, men hvornår det vil ske.

Det er præcis den slags spændinger, som blev akkumuleret i begyndelsen af de to revolutionære borgerkrige USA har gennemlevet.

Et bedrageri og en farce

Trump har uophørligt slået på valgsvindelens tromme. Selvom der er ingen beviser for, at den slags svindel er udbredt, har der været visse uregelmæssigheder. Bunker af stemmesedler er allerede blevet fundet i skraldespande eller blevet brændt. Uofficielle indsamlingskasser til stemmesedler dukkede op i Californien. Og på trods Texas’ store areal har guvernøren kun tilladt én officiel stemmestation per amt - selvom nogle områder har mere end 40.000 folk og andre har 2 millioner.  

Præsidentens forudindtagede afvisning af accepten af et potentielt nederlag er måske en måde at skabe dække over et tab, som ville være ødelæggende for hans ego og hans image. Bag scenen er der et hold på 150 mennesker inklusiv Trumps stabschef, der har arbejdet i månedsvis på en potentiel overgang til en Biden-administration. Selvom han har en unødig indflydelse, hviler den amerikanske kapitalistiske republiks skæbne ikke i hænderne på et enkelt individ. 

Ved at beskrive resultatet som svigagtigt vil Trump måske stå i en endnu stærkere position uden magten end med den. Han ville være mindre hæmmet af behovet for omtanke for institutionel integritet, end han er som præsident. Hvis Biden vinder, vil han overtage adskillige kriser og have begrænsede muligheder for at bekæmpe dem for slet ikke at glemme en virulent højreekstremistisk opposition. Hvis Trump kan mudre overførslen af magten og fremsætte sig selv som offer for liberalt tyranni, vil hans base blive opildnet, og han skal leve for at kæmpe endnu en dag - potentielt ved at stille op i 2024.

Men vi kan erklære os enige med præsidenten i dette: Disse valg er svindel og en farce. På trods af al snakken om Trump som kupmager imod den amerikanske forfatning, må vi gøre det tydeligt, at dette dokument altid har været et redskab for at sikre magten til mindretallet over flertallet.

I årtier efter at forfatning blev udviklet, kunne kun hvide mænd med ejendom stemme. Slaver, kvinder, indfødte amerikanere og de fattige havde ingen stemme overhovedet. Lidt efter lidt og efter mange bitre bølger af klassekamp blev det udvidet. Amerikanske kvinder kunne ikke stemme før 1920 - tre år efter den russiske revolution sikrede denne rettighed. Men utallige andre tiltage blev og bliver brugt til, at begrænse den politiske deltagelse og sikre resultatet på forhånd - fra krav om læsefærdigheder til fordrejningen af distrikter. 

Vælger intimidering og valgvold er lige så gamle som forfatningen - og som amerikanernes æbletærte og institutionel berøvelse. 36 stater har i øjeblikket identifikationskrav for vælgere. 7 stater har strenge billedidentifikationslovgivninger - uden undtagelse. Samtidig har over 21 millioner amerikanske statsborgere ikke en statsligt udstedt billedidentifikation. De kan være dyre, og selv hvis de er gratis, må ansøgere selv dække relateret dokumentation og rejseudgifter.

Så er der de millioner af dokumenterede og udokumenterede immigranter, som bor, arbejder og betaler skat i USA, og som er tvunget til at adlyde amerikanske love, selvom de ingen stemmer har i, hvad der skal ske med dem, og det sted de bor. Oven i det er der 3,4 millioner fra Puerto Rico som ikke kan stemme, selvom de befinder sig i “amerikansk territorium” - i virkeligheden en de facto koloni - og som grundlæggende er styret af regeringen. Det samme gælder for borgerne på de amerikanske Jomfruøer, Guam osv.

Og hvad med de omkring 5.2 millioner dømte kriminelle som ikke kan stemme, selvom de er løsladt fra fængslet? Grundet den strukturelle amerikanske racisme er dette lag af befolkningen proportionelt fattige, sorte eller latinoer. Over 6,2 procent af den voksne sorte befolkning bliver nægtet at stemme sammenlignet med 1,7 procent af den ikke-sorte befolkning. Næsten 900.000 folk fra Florida som har udstået deres dom, forbliver ude af stand til at stemme i denne såkaldte svingstat, selvom en afstemning i 2018 lovede at genoprette deres valgrettigheder.

Dertil kommer, at hære af Demokratiske og Republikanske advokater i øjeblikket oversvømmer domstolene med forslag om at annullere titusindvis af stemmer af den ene og eller anden absurde grund. Når bare et par hundrede stemmer regelmæssigt afgør valget, kan disse tiltag gøre en reel forskel.

Så er der det amerikanske valgsystem. Faktum er, at der ingen forfatningsrettigheder er for “verdens bedste demokrati” til at vælge den højeste myndighed i landet. Hvad der bliver valgt på valgdagen, er det såkaldte “valgmandskollegie”. Stemmer til denne instans er allokeret alt efter, hvor mange senatorer og repræsentanter hver stat har. Men siden alle stater automatisk får to senatorer og minimum én kongresperson, skruer dette balancen mod mindre, konservative landdistrikter. Selvom de fremstår små, kan disse være afgørende.

For eksempel har både North Dakota og Californien to senatorer og de tilsvarende stemmer - selvom Californiens population er halvtreds gange større. I alle stater undtagen Maine og Nebraska, får vinderen alle valgmandsstemmerne. Trump vandt den store stat Florida med kun 100.000 stemmer i 2016 - og tog alle 29 valgmandsstemmer. I 2000 vandt G.W. Bush alle Floridas valgmandsstemmer og præsidentposten med en føring på kun 525 stemmer. Og selvom han modtog tre millioner færre stemmer end Hillary Clinton det år, gav kun 77.000 stemmer fra de tre stater i det øvre midtvesten Trump nøglen til det Hvide Hus.

Som resultat har de såkaldte slagmarker eller svingstater langt større forrang, når det kommer til valgkampagnen, eftersom alt hvad der betyder noget, er de 270 valgmandsstemmer som kræves for en sejr. Mange stater er alt andet end garanteret til at stemme på det ene eller det andet parti, så 80 % af befolkningen som ikke bor i svingstaterne, bliver ofte taget for givet. Det ramte Hillary Clinton i 2016, eftersom hun ikke besøgte Wisconsin bare én gang, da hun var sikker på, at hun havde sikret stemmerne dér. Så det er altså ligegyldigt, om de stemmer på Trump i New York eller Biden i Mississippi - din stemme har ingen effekt på udfaldet. Ikke underligt at flertallet af amerikanere støtter den direkte afskaffelse af denne arkaiske institution.

Nogle stater har underskrevet den Nationale Mellemstatslige Kompakt (NPVIC) for at løse dette. Det er en aftale mellem en gruppe amerikanske stater og distriktet i Columbia om at tildele alle deres valgmandsstemmer til den præsidentkandidat, der vinder den samlede folkeafstemning. Men antallet af valgmandsstemmer vil stadig være skævt til fordel for de mindre, mere konservative landdistrikter.

I al deres visdom besluttede forfatningens grundlæggere sig for et lige antal valgmandsstemmer, og åbnede dermed muligheden for en uafgjort afstemning i valgmandskollegiet. Skulle dette ske, kan Repræsentanternes Hus vælge præsidenten på baggrund af én stemme per delegation. Det gør endnu mere grin med konceptet demokrati, eftersom Californien ville få én stemme for sin delegation på 53 repræsentanter, mens South Dakota også ville modtage én stemme for deres ene repræsentant. Som tingene ser ud i 2020, taler dette til Donald Trumps fordel. 

Så er der højesteretten, som meget vel kunne blive indkaldt til afveje valget og tippe balancen, som den gjorde i fiaskoen i 2000 mellem Al Gore og G. W. Bush. I årevis har højesteretsdommeren John Roberts forsøgt at spille en afbalancerende rolle ved brug af domstolens magt til at udøve politisk indflydelse, uden det fremstår sådan. Dette spil for galleriet vil være sværere at lykkedes med nu, hvor domstolene er blevet fyldt med konservative “fortolkere” af forfatning - folk der er valgt for livet. Det er værd at pege på, at dommerne Roberts, Kavanaugh og Coney Barrett alle var involveret i Bushs kampagne i 2000.

Det faktum at der er såkaldte liberale og konservative dommere, udstiller denne ikkevalgte instans’ dybe politiske natur. Selvom de vil have os til at tro, at højesteretten i landet er hævet over resten af staten og klassesamfundet, kunne intet være længere fra sandheden. Ligesom det langt fra uskyldige britiske monarki er højesteretten et vigtigt bolværk i det borgerlige styre. En tidligere pålidelig, stabiliserende faktor bliver også omdannet til en destabiliserende faktor af højeste karakter, når folk begynder at miste tillid til lovens såkaldte upartiskhed.

Nogle har refereret til alt dette som et “fejlrepræsenterende demokrati”. Men det er præcis, hvad det altid har været - et borgerligt demokrati - et system designet til at forsvare interesserne hos et lille mindretal over interesserne hos det store flertal.

Hvem vil dukke op?

Meget er kommet til at handle om valgdeltagelse i dette valg. Næsten 100 millioner stemmer er blevet afgivet før valgdagen; omkring to tredjedele af alle stemmer ved valget i 2016. Nogle estimerer, at valgdeltagelse vil blive så høj som 65 % eller 70 % af alle stemmeberettigede. Sammenlignet med gennemsnittet på omkring 55 % i de seneste præsidentvalg lader dette til at indikere et virkeligt engagement. Men selv disse prognoser betyder, at 30 til 35 % af stemmeberettigede – flere ti millioner mennesker – ikke var motiveret nok til at tage ud og stemme på trods af fire års kaos og mindste-onde-pres.

Den tidlige deltagelse er delvist blevet drevet af forhold pålagt af pandemien og frygten for, at postvæsenet vil invalidere stemmer, der ikke er blevet givet på forhånd. Folk er også bekymrede om vold og intimidation ved valgstationer på valgdagen. Og som vi har set, er millioner i højere grad motiveret af hadet til det andet parti end virkelige entusiasme for den kandidat, som de stemmer på. Kun 22 % af stemmeberettigede siger, at valget i 2020 ”afgjort” vil være frit og retfærdigt, og næsten 3 ud af 4 stemmeberettigede fra begge partier er bekymrede over voldelige demonstrationer uanset resultatet. Unge er særligt skeptiske.

Den højere deltagelse og især den umiddelbare stigning i unge stemmende lader til at være til Bidens og Demokraternes favør. Partiet hev den stadig populære Barack Obama frem i de sidste dage for at støtte Biden, efter han har været forsvundet fra offentligheden de sidste par år. Mange konservative inklusiv aviser og kommentatorer der aldrig før har støttet en Demokrat, er offentligt gået ind for Biden – ikke fordi de har ”bevæget sig mod venstre”, men fordi han er så langt til højre. Udsynet med fire år til med en utæmmelig og uforudsigelig egomaniker i det hvide hus rider dem som en mare. I tider som disse ville de foretrække nogen, der for alvor vil forsvare deres interesser, mens han retorisk lader som om, han bekymrer sig om de mest presserende sociale problemer.

”Følg pengene”

Under den anden præsidentkandidatdebat anklagede Trump Biden for at være Wall Streets kandidat – og han tog ikke fejl. En undersøgelse af direktører udført af Yale School of Management i slut-september viser, at 77 % af dem regner med at stemme på Biden, og at over 60 % forudså, at han ville vinde. Ustabilitet er dårlig forretning, og Trump er definitionen af ustabilitet.

Selvom virksomhedernes USA profiterede meget under Trump, er Joe Biden set som det langt sikrere par hænder. Hans fælleskomiteer for indsamling til valget tog imod en bølge af store finansbeløb fra virksomhedernes USA i det tredje kvartal; 383 millioner dollars bare i september. Ifølge det upartiske Center for Responsive Politics har finansindustrien i det store og hele favoriseret Biden, og brugt over 50 millioner dollars på at støtte hans kandidatur sammenlignet med over 10 millioner dollars på Trump. Som alle gode kapitalister ser de disse donationer som en investering, og de forventer et afkast direkte eller indirekte på kort eller langt sigt.

Ifølge spørgeskemaundersøgelser og en metodologi der angiveligt er mere raffineret end i 2016, fører Biden over Trump med en højere margen nationalt og i flere vigtige svingstater end Hillary Clinton gjorde. For hvad det nu er værd, giver aktiemarkedet Biden en lille favør. Spørgeskemaudvikleren Robert Cahaly fra den uortodokse Trafalgar Group som gik mod strømmen, og forudsagde Trumps sejr i 2016, forudser endnu en omvæltning. Så selvom det er statistisk usandsynligt, kan man ikke udelukke en sejr til Trump.

Stilheden før shitstormen

Mange folk føler ærligt, at der er mere på spil end nogensinde før, og at deres kære og familie bogstaveligt talt er i skudlinjen. De håber, at spændingerne og polariseringen vil stoppe, hvis blot der er et toneskift i toppen. I manglen på et alternativ vil de uentusiastisk stemme på Biden. Men de vil blive meget skuffede igen, uanset hvem der vinder. Usikkerheden, ustabiliteten og polariseringen vil kun forværres, og de fundamentale relationer mellem udbytning og undertrykkelse vil forblive – indtil systemet i sin helhed bliver omvæltet af arbejderklassens bevidste handlen.

Som vi har set, kan små margener i særlige områder have en indflydelse på det endelige resultat ude af proportioner. Hvide forstadskvinder stemte overvejende på Trump i 2016, men begyndte en udvandring i midtvejsvalgene i 2018. Sorte kvinder som mange anser som det Demokratiske Partis rygrad, er blevet mobiliseret til at stemme i et rekordstort antal – selvom partitoppen ridder på ryggen af dem. Men det hele handler om, hvor stemmerne bliver afgivet – og hvorvidt de bliver talt med eller ej. Det vil sandsynligvis handle om et par stater inklusiv Pennsylvania, Wisconsin, Arizona og Florida. Siden 1928 har kun to kandidater vundet Florida uden at have vundet præsidentvalget.

Medmindre det er en fuldstændig katastrofe for Biden, er det usandsynligt, at vi kender hele resultatet på valgnatten. Det kan tage dage eller uger, før alle stemmerne er talt op. Trump kunne meget vel erklære sejr på valgnatten, for kun senere at skrige op om at han blev ”berøvet” efter alle brevstemmerne er talt med. Eller han kunne bare nægte at overgive sig selv overfor en tydelig sejr til Biden. ”The Donald” har lavet en karriere ud af at satse på, at han vil vinde i vanvittige kampe om positioner, at hans modstandere vil blive så overraskede og desorienterede, at de bliver slået ud af fatning. Hvis behovet er der, vil han trække hele processen gennem domstolenes mudder så længe, som det er muligt, og dermed slippe en uhellig konstitutionel og juridisk krise løs – uanset konsekvenserne for systemet som helhed.

Og hvis Biden taber, er det også usandsynligt, at han vil overgive sig, før han har udnyttet enhver lovlig og proceduremæssig vinkel. Og hvis han får sparket i højesteret eller Repræsentanternes Hus, vil tiltroen til processen blive endnu mere undermineret. Uanset resultatet er yderligere kaos, ustabilitet og forvirring kun garanteret.

Der er utallige variabler, og vi må forvente det uventede. Hvad betyder en ny sejr til Trump for arbejderklassen? Hvad er perspektiverne for klassekampen under Biden og en ”national samlingsregering”? Hvad sker der, hvis Demokraterne vinder ”de tre faktorer”, og fejer ind i kongressen og præsidentposten? Hvad vil alt dette betyde for fagbevægelsen? For DSA og venstrefløjen generelt? Hvad med valgene til Senatet og Repræsentanternes Hus? Vi vil undersøge disse spørgsmål og flere i de kommende dage. Om end det vil tage timer, uger eller måneder at læse disse fuldstændigt, vil disse processer være noget mere krystalliserede efter i morgen.

Hvad der er tydeligt, er at arbejderklassen ikke har nogen kandidat i disse valg. George Floyd og Breonna Taylor har ingen kandidat. De utallige voldtægtsoverlevere har ingen kandidat. Ungdommen som vil arve klimakatastrofen, har ingen kandidat. En af disse prokapitalist-kandidater vil vinde, og arbejderklassen som helhed vil tabe. Enorme dele af venstrefløjen er bukket under for presset om det mindste onde og fascismens påståede nærhed. De har ingen forståelse for, at selvom amerikansk politik faktisk er drevet længere mod højre – så er arbejderklassen som helhed og især ungdommen ikke. Der er en tydelig manglende forbindelse mellem, hvad der er behov for og ønsket fra millioner af arbejdere og unge, og hvad der bliver tilbudt på stemmesedlerne. Før eller siden vil noget give efter.

Vi har sagt det før, og vi vil sige det en million gange til, hvis det er nødvendigt: hvad den amerikanske arbejderklasse har brug for, er sit eget masseparti bevæbnet med et revolutionært socialistisk program, som går ud over kapitalismens begrænsninger. Denne idé skal fremhæves tydeligt, tålmodigt og stædigt i bevægelsen, omdrejningspunktet som mange af vores umiddelbare separate kampe kan samles til én.

Uanset hvem der vinder, vil den 3. november 2020 markere et nyt vendepunkt i kapitalismens krise, klassekampen og de klassebevidsthedens modsætningsfyldte udvikling. Hvis Trump sejrer, vil en skeptisk vrede og fortvivlelse samle sig i maven på millioner – mens hans lakajer og spytslikkere vil hovere og juble. Men selv hvis en umiddelbar eksplosion af demonstrationer løber tør for damp – ingen bevægelse kan leve af kun vrede for evigt – kan vi forvente, at den inspirerende bevægelse fra de sidste par måneder vender tilbage på et endnu højere niveau i løbet af de næste fire år. Gennem deres manglende evne på at kunne besejre en kriminel klov under en økonomisk nedsmeltning og pandemi vil Demokraternes råddenhed blive afsløret en gang for alle, og behovet for et fuldstændigt og øjeblikkeligt brud vil blive åbenlyst for millioner.

Hvis Biden vinder, bliver det Demokraternes Skole 2.0. Efter at have overtaget et helvedes rod fra Trump, vil han få en vis række hvedebrødsdage – men ikke for evigt. Hans mission vil være at genetablere systemets institutioners stabilitet og troværdighed, mens han forbereder den næste generation af Demokratiske kapitalismeforsvarere. Husk: selv Bernies minimale krummer blev set som for radikale af partitoppen. Partiets visioner for fremtiden er præcis folk som den tidligere ”topbetjent” Kamala Harris. Hvis Demokraterne vinder kontrol med Kongressen, har de ingen undskyldninger for ikke at udføre de store reformer, som flertallet støtter, og deres virkelige loyalitet og systemets begrænsninger vil blive afsløret.

Borgerlige valg kan give et brugbart øjebliksbillede af stemningen i samfundet på et givent tidspunkt. Men de kan ikke give en løsning på de fundamentale problemer, som arbejdere og ungdommen står overfor. Selvom det ikke vil være en automatisk eller lineær proces, vil fortvivlelse, den ufokuserede vrede og usikkerheden på et tidspunkt blive skåret over af klassekampen.

En epoke med revolution og kontrarevolution

Den periode som vi går ind i, ligner nærmere de prærevolutionære 1750’ere og 1850’ere end 1950’erne. Den relative stabilitet fra efterkrigsperioden er død og begravet, og de sociale modsætninger skubber alle i retning af en ny revolution i vores livstid.

Den store Frederick Douglass forstod stemmerettighedens vigtighed, og var en livslang forkæmper for retten til at stemme for både sorte og kvinder. En af de første ting han gjorde som undsluppen slave i New Bedford, Massachusetts, var at registrere sig til at stemme. Men han forstod også, at alene det at stemme ikke er nok til at skabe fundamental forandring. Han forstod, at institutionerne der er designet til en klasses overmagt over en anden, ikke kan reformeres ud af eksistens – de skal væltes gennem kamp. I 1857 ved indgangen til den amerikanske borgerkrig skrev han følgende fremragende sætninger:

»Lad mig sige et par ting om reformens filosofi. Hele historien om menneskelig frigørelse viser, at de indrømmelser som gives til hendes retfærdige krav, er blevet født af ivrig kamp. Konflikten har været spændende, agiterende og altopslugende, og har for en tid sat alle andre tumulter på pause. Den skal gøre dette, ellers gør den intet. Hvis der ikke er kamp, er der ingen fremgang. De som siger, at de holder af frihed, men hader agitation, er mænd, som vil høste uden at pløje jorden; de vil have regn uden torden og lyn. De vil have havet uden dets mange vandes forfærdelige brøl.«

»Denne kamp er måske moralsk, eller måske fysisk, og måske er den både moralsk og fysisk, men det må være en kamp. Magt overdrager intet uden et krav. Det har den aldrig gjort, og det vil den aldrig gøre. Find ud af hvad enhver stiltiende vil underlægge sig, og du har fundet ud af den præcise mængde uretfærdighed og krænkelse, som vil blive pålagt dem, og disse vil fortsætte indtil de bliver modstået enten med ord eller angreb eller med begge. Tyranners grænser bliver bestemt af standhaftigheden hos dem, som de undertrygger. I lyset af disse ideer vil sorte blive jagtet i Norden og holdt fanget og pisket i Syden, så længe de underlægger sig disse djævelske krænkelser, og ikke gør modstand hverken moralsk eller fysisk. Mænd får måske ikke alt det, de betaler for i denne verden, men de skal i den grad betale for alt, som de får. Hvis vi nogensinde bliver fri fra de undertrykkelser og krænkelser, som bliver pålagt os, kommer vi til at betale for deres fjernelse. Vi må gøre dette gennem arbejde, gennem lidelse, gennem opofrelse, og om nødvendigt, gennem vores og andres liv.«

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.