kassim traoré VOAEfter flere uger med massedemonstrationer i Mali tilbageholdt en gruppe soldater og juniorofficerer d. 18. august præsident Ibrahim Boubacar Keïta, premierminister Boubou Cissé og en række andre regeringsfolk, hvorefter de tvang dem til at gå af. Gruppen af militærfolk, der ledte kuppet, har været trænet af udsendte danske militære styrker som en del af den fransk-ledede Operation Barkhane og FN’s MINUSMA-operation, der har været til stede i landet siden 2014. Kuppet er et forsøg på at redde regimet som helhed og et forsøg på at pacificere bevægelsen, som har truet med at sprede sig til hele den vestafrikanske region.

Kort før midnat d. 18. august annoncerede præsident Keïta sin resignation på den nationale tv station ORTM. Titusindvis af mennesker gik på gaden og fejrede opløsningen af den forhadte regering, der siden 2013 har tjent det primære formål, at sikre fransk imperialismes interesser i landet. “Det Maliske folk er trætte og har fået nok” fortalte en demonstrant. Mali er ét af de fattigste lande i Afrika, og Corona-pandemien har presset den maliske arbejderklasse ud i yderligere elendighed og endnu højere arbejdsløshed. Det kulminerede med, at regeringen i marts måned gennemtvang parlamentsvalget på trods af faren for Corona-pandemien. Oppositionslederen Somaíla Cissé blev kidnappet og er ikke set siden, og det lykkede Keïta at sikre 10 ekstra poster i regeringen. Befolkningen gennemskuede imidlertid Keïtas korrupte taktikker og gik på gaden i protest. I et forsøg på at pacificere opstanden annullerede forfatningsdomstolen valgresultatet, men det viste sig at være en farlig strategi, som kun har tjent til at opmuntre befolkningen til at stille yderligere og mere vidtgående krav.

Kupmagerne har kastet om sig med storslåede løfter om fred, demokrati og menneskerettigheder. Af frygt for den trussel protesterne udgjorde for regimet i sin helhed, valgte militæret at gribe ind og med magt afsætte den forhadte præsident. Med denne handling ønskede officererne at desorientere bevægelsen i gaderne ved at imødekomme dens krav og fjerne fokus. Men som det så ofte er tilfældet, skal man forberede sig på krig, når de herskende klasser begynder at tale om fred. Den vestafrikanske region er en guldgrube for vestlige og i særligt franske imperialister, som Danmark ukritisk støtter op om. På trods af at størstedelen af befolkningen lever i dyb fattigdom, er regionen rig på naturressourcer, som bliver udnyttet til det yderste af de herskende klasser i Frankrig og vesten. Siden midten af december sidste år har Forsvaret været indsat i Operation Barkhane med et transporthelikopter-bidrag og ca. 70 mand til støtte for den såkaldte »internationale indsats mod terrorisme i Sahelregionen«. Helikopterne er sendt til det østlige Mali med det formål at støtte den franske militærlejr i området. Danmark har bidraget til FN’s mission i Mali, MINUSMA, siden 2014 med forskellige militære bidrag og har blandt andet af tre omgange stillet et C-130J-transportfly til rådighed for missionen. I 2016 blev der sendt yderligere 30 personer til lejren i form af såkaldte specialoperationsstyrkebidrag.

Det er det andet kup i Mali på 8 år. I 2012 opstod der mytteri på selvsamme militærbase, og den tidligere præsident Amadou Toumani blev væltet, som konsekvens af et oprør fra Tuareg-oprørene i den nordlige del af Mali. I stedet for at bekæmpe terrorisme, har den militære tilstedeværelse historisk set været en fordel for de forskellige fundamentalistiske grupper i Nordafrika og Mali i særdeleshed. De imperialistiske interventioner i Libyen i 2010 øgede desuden bevæbningen af fundamentalistiske, islamiske grupper og langt de fleste af de våben, som de jihadister der kontrollerer det nordlige Mali er i besiddelse af, kommer fra Libyen. De samme politiske ledere, som dem der siger at udsendelserne har til formål at »bekæmpe terrorisme og fundamentalisme«, havde intet problem med at støtte de fundamentalistiske militser i Afghanistan i 80’erne eller Taliban-invasionen i 90’erne. For få år siden støttede de vestlige magter direkte islamistiske militser i Libyen, fordi det tjente deres imperialistiske interesser i landet. I stedet for at stabilisere regionen har de franske og danske interventioner kun tjent til at styrke uroen. Og arbejderklassen i Mali betaler prisen.

Agendaen for den franske og danske herskende klasse er at sikre en stat i Mali, som er lydigt underkastet den vestlige imperialismes interesser. Mali er blandt andet verdens tredjestørste producent af guld og har store, uudnyttede oliereserver. Dette kræver naturligvis en militær tilstedeværelse i landet. Samtidig er Mali et strategisk, geografisk kort, som sikrer imperialisternes adgang til Algeriet, Mauretanien og Elfenbenskysten.

Og de europæiske ledere tøver ikke med at forsvare Frankrigs projekt. Holland, Norge, Sverige, Finland og Tyskland har også sendt støtte til den franske militærbase. Det har dog primært taget form som forskellige såkaldt logistiske tilskud, og det er derfor særligt iøjnefaldende at Danmark har valgt at sende tropper til regionen. Ligesom de franske soldater, bliver de danske tropper bedt om at gå ind med livet som indsats, til fordel for de multinationale selskabers eventyr i Mali. Europæiske ledere står nu i kø for at fordømme kuppet i Mali, men de europæiske imperialister er direkte ansvarlige for kuppet. Det er kun med rette, at demonstranterne har krævet de udenlandske tropper ud af Mali, for de ser og forstår deres forbindelse til de korrupte politiske ledere.

I modsætning til kuppet i 2012 har den ulmende, revolutionære vrede blandt den maliske arbejderklasse denne gang spillet en direkte rolle. Kuppet har været intet andet end et forsøg på at skære igennem denne vrede og sikre et terræn, hvori kapitalisterne kan boltre sig, som det passer dem, og uforstyrret fortsætte med at udnytte naturen og arbejderne. Men almindelige mennesker skal ikke forvente noget godt fra et militærstyre, specielt ikke et militærstyre der er direkte forbundet med imperialisterne. Det er de selvsamme folk, som dem der gennem imperialisme og kolonisering har udbyttet Afrikas rige natur og dens arbejderklasse igennem århundrede. Det er de samme folk som har holdt det afrikanske kontinent i fattigdom, krig og elendighed til fordel for profit. Folket i Mali er gået på gaden for at kræve demokrati, rettigheder og et anstændigt liv. Kuppet vil ikke løse nogen af disse problemer, men tværtimod vil det bane vejen for endnu større sociale eksplosioner i fremtiden. Alle illusioner til kapitalistiske styrker, både parlamentarisk og militært må væk. Den maliske arbejderklasse må mobilisere sig imod imperialismen – imod kapitalismen. De kan kun regne med deres egen styrke.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.