2020 har været et betydningsfuldt år – en petriskål af kapitalistisk kaos og ustabilitet, der ikke har været set i generationer. Millioner af amerikanske arbejdere er blevet skubbet i afgrunden af en ødelæggende økonomisk nedsmeltning og udsat for grov fejlforvaltning af en global pandemi. Sociopatiske politibetjente er sammen med højreekstremistiske selvtægtsmænd blevet pudset på fredelige demonstranter. Som svar er der opstået hidtil usete masseprotester, halvoprørske opstande og besættelser, samt fremvoksende naboskabsbaserede forsvarskomitéer.

Og hvis alt dette ikke var nok for en enkelt 12-måneders periode, stormer USA blindt mod et valgregnskab, der uanset resultatet kommer til at teste begrænsningerne på de amerikanske kapitalisters eksperiment med borgerligt demokrati. Der har ikke siden 1864 – hvor landet var viklet ind i en intensiv borgerkrig – været afholdt et præsidentvalg under en periode med så uforudsigelig usikkerhed.Foto: Pikist

Den Amerikanske kapitalisme var dog i den sene halvdel af det 19. århundrede på et historisk opsving. Systemet ikke blot overlevede disse rystelser i systemet, det blomstrede i tiden efter, da der var blevet ”ryddet bord” for uindskrænket ekspansion ud over den nordlige halvkugle. I dag er det det socioøkonomiske system, der underbyggede det mytologiske ”Amerikanske Århundrede”, både spruttende og scleroseramt.

Set i isolation ville enhver af de rystelser, der for tiden rammer det amerikanske samfund, blot trinvist forøge elendigheden for masserne og den generelle ustabilitet. Men med hele systemet skælvende på randen af kaos kunne blot et blidt vindstød vælte hele korthuset i afgrunden. Efter at have sået vinden, høster de amerikanske kapitalister nu stormen – i form af Donald J. Trump.

Landet er så polariseret, som det har været i mands minde. Beskydningen af Jacob Blake i Kenosha genantændte de storslåede BLM-protester, der var begyndt at ebbe ud efter at have kørt på højt blus hele sommeren. Desuden er der også et hidtil uset potentiale for at tøjle vreden og energien og vende det mod at skabe fundamentale forandringer. Selv NBA-spillere har fattet det og strejker uden fagforeningen for at protestere mod samfundets vanvittige racisme. Og selv på trods af dette klamrer arbejderbevægelsens ledere sig til kapitalisternes jakker, mere bange for de millioner, de bør repræsentere, end for arbejderklassens ærkefjende.

Efter deres nominerende konventioner ser Biden ud til at have fordelen. I de sidste 70 år har kandidaten med føringen på dette punkt aldrig tabt valget, men meningsmålingerne tog grueligt fejl i 2016, og millioner har mistet tiltroen til dem. Meget kan ske fra nu og til valgdagen, og det er velkendt, at Demokraterne er eksperter i at tabe, når alt andet end sejr virkede umuligt.

Trump har dannet platform på beskeden »lov og orden«. Han forsøger panisk at male et billede af et land, der bliver brændt ned til grunden af socialistiske fanatikere – selv om han selv står for at puste til ilden. Hans tilhængere forlanger hans genvalg med det uironiske slogan »no more bullshit!«, på trods af at Trump har haft styringen de sidste tre et halvt år.Foto: Pikist

Efter at droppe sin ”hundefløjtepolitik” helt er Trump gået all-in på sin ”del og hersk”-strategi bestående af racisme, sexisme og selektiv undertrykkelse. Postvæsenet er blevet bevidst lammet for at forberede til privatisering og union busting, og som en bonus hertil kan det bruges til at så tvivl om valgresultatet, hvis Trump ikke vinder. Selv hvis Biden vinder et jordskredsvalg, bør ingen være overraskede, hvis den barnlige sociopat, der lige nu bor i Det Hvide Hus, nægter at gå stille af.

Hvordan bør revolutionære marxister anskue det her valg?

Marxister kæmper for etableringen af en arbejderregering baseret på et revolutionært socialistisk program. Vi tror ikke på, at socialisme kan opnås gennem gradvise, mindre reformer, der bliver bevilget af nådige repræsentanter for kapitalistklassen. Selv om nye love der repræsenterer arbejderklassens interesser vil blive indført, når en arbejderregering kommer til magten, vil tilblivelsen af et nyt samfund ikke kun være et lovmæssigt anliggende.

Selve processen i at vælge og indsætte en arbejderrepublik vil kræve vedvarende mobilisering af arbejderne som klasse. Dette ville inkludere skabelsen af former for demokratisk valgte arbejderråd og komitéer for selvforsvar. En revolutionær arbejderregering ville nationalisere de vigtigste dele af økonomien og samtidig adskille det gamle statsapparat og erstatte det med en ny type stat – en semi-stat, der ville hvile på en fundamentalt anderledes klassebasis.

Før arbejderklassen kan erobre og anvende magten, må marxisterne først vinde masserne over til et revolutionært program, der bevæger sig ud over kapitalismens kunstige begrænsninger. Først ved at vinde de mere avancerede arbejdere og efterfølgende størstedelen af klassen. Og mens vi ikke er så langt fra en sådan situation som nogen ville tro, er det ikke i kortene for november 2020.

Marx forklarede, at valg under kapitalismen giver arbejderen ”retten” til at vælge, hvilken repræsentant for kapitalistklassen, der skal herske over dem de næste år. Vi har ingen vrangforestillinger om dette skuespil. Vi forstår, at alle afgørende sociale spørgsmål ikke bliver afgjort af stemmeboksen men ude på fabrikkerne, arbejdspladserne, gaderne og barakkerne.

Ikke desto mindre er vi ikke anarkister, der frygter at så illusioner i, eller blive forurenet af borgerskabets demokrati, hvis vi ledsager masserne i valgprocessen. På grund af manglen på andre politiske processer har mange arbejdere og unge mennesker affundet sig med valgprocessen – selv om de er udmattede af og kyniske omring den. Derfor ser marxister borgerskabets valgcykler som muligheder for dialog med politiserede arbejder. Her kan vi blotlægge kapitalismens demokrati-for-de-få og få en idé om støtten til vores idéer.Foto: NY Assembly

Vi ser ikke valg som mål i sig selv – som liberale og reformister præsenterer dem – men blot som et middel til et meget konkret udfald: opbygningen af marxismens kræfter, så vi kan spille en afgørende rolle i fremtidige revolutionære begivenheder. Vi har meget at sige om tingenes tilstand og bør udnytte disse muligheder til at forklare vores idéer til et endnu større publikum.

FOR revolutionær klassepolitik – IKKE ”det mindste onde”

Den nuværende valgfarse er påstås at være en simpel ”ja/nej”-folkeafstemning om præsidenten. Demokraterne forsøger at vinde stemmer ved at portrættere ham som en ”fare for demokratiet” – Hvor de selvfølgelig mener borgerligt-liberalt demokrati – og de tager ikke helt fejl. Trump er der for ham selv og kun det. Han er ligeglad med, om de konstitutionelle ”rettigheder”, der giver juridisk dækning for kapitalens herredømme, bliver fanget i krydsilden.

Men Marxister er mod Trump – Ikke fordi han er en destabiliserende faktor for fortsættelsen af borgerskabets herredømme – men fordi han repræsenterer en klar og nuværende fare til både den amerikanske og globale arbejderklasse. Det sunde klasseinstinkt hos millioner af arbejdere og unge fortæller dem, at Trump må fjernes fra magten. Vi er enige! Men nøglespørgsmålet er: Hvad vil erstatte ham?

Det liberale Demokratiske etablissement og dets apologeter siger, at hvis bare vi kan komme af med Trump, er alt godt. Selv om Trumps politik helt sikkert forværrer tilstanden, er de fleste af de travestier, folk er imod, biprodukter af kapitalismen. Hvad der er brug for er en komplet transformation af hele systemet, ikke bare en ændring af partiet i toppen.

Mens nogle ”mindre onde”-tilhængere eftergiver, at Biden også er ”ond”, påstår de, at han vil være mere ”modtagelig over for pres”, og at hans angreb på arbejderne vil være ”mindre alvorlige”. Men hvad er Demokraternes historik, når det kommer til modtagelighed? De historiske protester imod Irak-krigen, der var støttet af begge partier, gjorde intet for at ”presse” Biden til at stemme imod den. Og den igangværende BLM-bevægelse har ikke ”presset” Biden og hans top cop vicepræsidentkandidat til blot at støtte de svageste reformer såsom at skære i politibudgetterne. Og selv om Trump har heppet åbenlyst på volden og kaosset, giver Biden ”alle sider” lige meget skyld – både demonstranterne, der har historien på sin side, og det reaktionære afskum, der skyder dem og kører dem ned.Foto: Gage Skidmore via Wikimedia Commons

Og når det handler om alvorligheden af nedskæringer og undertrykkelse, hvorfor er de så overhovedet nødvendige i første omgang? Hvorfor, i midten af en overflod af ressourcer, må dem der producerer velstanden konstant stramme deres bælter?

Når Republikanere sidder på magten, er der ofte bevægelser på gaden imod deres agenda – siden Demokraterne ikke repræsenterer modstand på nogen meningsfuld måde. Men når Demokraterne sidder på magten, fører deres forbindelser med arbejderbevægelsen, NGO’er og lignende kræfter til en nedgang i masseaktioner – i hvert fald i første omgang. Det kan sagtens argumenteres, at Demokraterne er ”mere” modtagelige over for pres fra masserne nedefra – eller de er i hvert fald mere bevidste om at få deres politik til at ”god” ud. Men følgende er uden tvivl sandt: De er under direkte pres fra kapitalistklassen, hvis fundamentale interesser de beskytter loyalt.

For eksempel foreslog præsidenten, under debatterne omkring Obamacare, ikke en universel dækning, og tillod både at single-payer healthcare og ”en offentlige mulighed” blev taget af bordet under pres fra HMO’er og andre store selskaber, der faktisk bestemmer i Washington. Ikke den mindste ændring blev lavet på anti-fagforenings-love såsom Taft-Hartley, da Demokraterne styrede både Det Hvide Hus og Kongressen. Virkeligheden er, at der ikke vil komme nogen væsentlige reformer betalt af den herskende klasse under Biden, og at enhver gode, der bliver givet til dele af arbejderklassen, vil blive finansieret af nedskæringer eller skat på andre dele af den.

Nedskæringerne og modreformerne, der har banket ned på arbejderklassen siden 70’erne, er en konsekvens af en organisk krise i kapitalismen. Biden og Demokraterne kan ikke stoppe skredet af det syge system med løfter alene. Som kapitalismens forsvarer vil Biden blive tvunget til at indordne sig systemets udbyttende logik.

Hvis Trump taber, kan du være sikker på, at han vil være en ondsindet og vokal opposition til Biden og Demokraterne. Under dybe kriseomstændigheder er det næsten garanteret, at Trump og lignende kræfter vil blive endnu stærkere, ligesom han og Tea Party bevægelsen voksede på baggrund af befolknings desillusionering i Obama.

Kort sagt, ”det mindst onde” sparker blot dåsen længere ned ad vejen og skubber hele det politiske felt endnu mere mod højre til næste runde. Det er ikke en seriøs tilgang til de reelle problemer, arbejderklassen står overfor. Tilgangen er ikke blot udmattende og demoraliserende, den udvisker også de underliggende klasserelationer og -interesser i samfundet og forbereder ikke arbejderklassen til de store opgaver, der ligger forude.

”Sikker stat”-strategi?

Nogen på venstrefløjen kalder på ”proteststemmer” for kandidater til venstre for Demokraterne – men det skulle kun foregå i såkaldte ”sikre stater”. Med andre ord kun i de stater, hvor der lige så godt ikke kunne være valg overhovedet, da de nærmest er garanterede at gå til enten Demokraterne eller Republikanerne. Derudover advokerer de, for at undgå at ødelægge valget for Demokraterne, for at stemme på Biden i ”Swing States”, der kunne gå begge veje.

Ovenstående er hvad der sker, når man endnu ikke helt har absorberet den marxistiske metode – til sidst dropper du klasseperspektivet helt og bukker under for presset fra den herskende klasse. Vi må tålmodigt forklare vores modstand til ”sikker stat”-tilgangen – som blot er ”mindre onde”-tilgangen i ny indpakning.

Selv hvis Trump var fuldt ud fascist – som han ikke er – ville det stadig ikke være grund til at støtte den ”mindre onde” vinge af den herskende klasse. I stedet ville vores opgave være fundamentalt den samme som i dag: At kæmpe kompromisløst for arbejderbevægelsens politiske uafhængighed og forklare, at kun arbejderklassen kan stoppe reaktion – ved at tage magten i sine hænder.

Ved dette valg advokerer vi for at kaste en protest stemme på en af de venstreorienterede kandidater, der stiller op uden for de to store partier. Men hovedarbejdet forude er hverken ikke at stemme eller at stemme: Det er at bygge fundamentet for en fremtidig marxistisk massetendens.

Vi skal så fremtidens frø

Foto: Joe Piette via FlickrVi lever nu stort set i en tæt på konstant valgcyklus. Så snart midterms er ovre starter endnu en toårig præsidentvalgskampagne. ”Den offentlige mening” bliver nådesløst presset ind i at acceptere de to ”tilladte” muligheder. Ingen andre muligheder eller holdninger er tilladte til debatten. Dette bliver forstærket af, at praktisk talt alle arbejderbevægelsens ledere er liberale. De accepterer alle de politiske fordomme, der kommer med ideologien, uden at stille spørgsmål.

Overfor dette kolossale pres forklarer marxister vedvarende og tålmodigt, at arbejderklassen har brug for sit eget parti. Selv et lille parti, der stillede op for et par mindre stillinger, ville være et skridt frem i den nuværende situation. Det kunne hjælpe med at bryde dødvandet og gøre klar til større og bedre ting – uanset om det vandt nogle valg på den korte bane. De selvdeklarerede socialister, der snæversynet støtter Biden mod Trump eller stiller op som Demokrater, maskerer kun det vitale behov for klasseselvstændighed og giver rygdække fra venstre til de institutionelle piller af det kapitalistiske herredømme. De vil blive såret hinsides frelse og tabe enhver autoritet, de måtte have, så snart Bidens sande ansigt viser sig. Denne feje klassesamarbejdetilgang leder direkte ud i mosen – ikke ud af den!

Flere og flere hændelser vil fortsætte med at transformere situationen og bevidstheden hos arbejderklassen. På et tidspunkt vil uafhængige socialistiske kandidater, der stiller op, ikke virke som en vild og ufornuftig idé. Og på et lidt senere tidspunkt vil der bygges momentum, når de begynder at vinde på et principielt og selvstændigt klassegrundlag.

Selv hvis Trump taber valget er det usandsynligt, at han forsvinder ud af rampelyset. Demokraterne ville arve den igangværende krise – som stadig er i sit tidlige stadie – og de ville ikke kunne skabe markante og længerevarende forbedringer i arbejdernes liv. Selv hvis de kunne holde fast i præsidentembedet i 2024, ville Trump, eller det der er værre, uundgåeligt komme stærkere tilbage – og den onde cirkel ville gentages på et endnu mere ødelæggende niveau.

Dette er ikke pessimisme – det er den uundgåelige virkelighed, der venter os, medmindre og indtil arbejderklassen lykkes med at bygge et socialistisk masseparti selv. Heldigvis for menneskeheden har potentialet for et sådant parti aldrig været større, og dets stigning til magten kan komme næsten øjeblikkeligt i den nuværende krises kontekst. I takt med samfundets stigende utilfredshed og forrådnelse vil IMT vokse til en integreret del af debatten om hvordan og hvorfor en arbejderregering må tage magten, samt hvilke skridt den skulle tage for i sandhed at forandre samfundet.Foto: US Senate

USA er stort set det eneste avancerede kapitalistiske land, der ikke har et politisk alternativ for arbejderklassen. Skylden for dette ligger helt og holdent hos arbejderbevægelsens ledere og folk som Bernie Sanders, der har indordnet sig under den herskende klasses magt og idéer. På trods af arbejderbevægelsens ledere samt størstedelen af venstrefløjens kapitulation til de ”nuværende forhold”, er vi overbeviste om, at et reelt arbejderparti, der er navnet værdigt, på et tidspunkt vil formes. I kølvandet på Bernies seneste forræderi er interessen for en mulighed til venstre for Demokraterne vokset. Et eksempel på dette er det spirende Movement for a People’s Party. Mange af Bernies tilhængere vil dog alligevel holde sig for næsen og stemme ”imod” Trump ved at stemme ”for” Biden.

Når et massearbejderparti bryder frem på scenen, har det brug for marxistiske idéer, hvis det skal lede arbejderklassen til ægte socialisme. Hvis det ikke mobiliserer arbejderne for at smadre de kunstigt nedlagte begrænsninger af dette ”kun-for-profit”-samfund, vil det blot varetage en kapitalistisk krise for kapitalisterne. Dette ville undergrave meningen bag ”socialisme” og bane vejen for endnu mere voldsomme reaktionære kræfter.

Kun arbejderklassens styrke kan stoppe Trump, Biden og det system, de begge repræsenterer!

Som del af vores videnskabelige analyse af forrådnelsen af det borgerlige samfund og dets institutioner må vi følge alle de store sving og ændringer, der sker i borgerlig politik. Vi må dog ikke tillade os selv at blive fanget i bagateller og være ude af stand til at se skoven for bare træer. Først og fremmest må vi energisk og omhyggeligt opbygge de revolutionære marxistiske styrker for at sikre, at vi er store nok til at have afgørende indflydelse på det fremtidige arbejderparti.

Som vi har set, kan det borgerlige demokrati ikke stoppe folk som Trump – tværtimod – det leder os direkte til disse monstre. Men marxister begrænser ikke sig selv til politiske ”valgmuligheder” og arenaer for kamp, hvor borgerskabet har lagt linjerne. Vi baserer os selv på arbejderklassens styrke og forklarer, at i den endelige analyse behøver arbejderne ikke vente til november 2020 med at slippe af med Donald Trump.

En organiseret arbejdsstyrke kan og bør mobilisere dens betragtelige styrke for at stoppe ham. Hvis arbejderbevægelsens ledere mobiliserede til en national generalstrejke, ville det stoppe Trumps politik hurtigere, end du kan sige ”stem”. Kan du huske i januar 2019, hvor regeringen blev genåbnet efter aktionen af flyvelederne? Eller efter mordet på George Floyd, hvor BLM-protesterne fik Trump til at ile ned i Det Hvide Hus’ bunker? Prøv at forestille dig, hvad den brede arbejderklasse kan opnå, når den spænder samtlige muskler.

Historien spilder intet, og arbejderne og ungdommen får barske lærestreger om begrænsningerne ved reformisme og kapitalisme som helhed. Den nye generation bliver gennemgribende radikaliseret, på baggrund af livet under kapitalisme – Og i flere og flere tilfælde drages der nu revolutionære socialistiske konklusioner. Dette er præcis den situation, IMT har forberedt sig på i årtier – vi må energisk gribe muligheden med begge hænder for at udvide vores styrker. Vi indbyder dig til at tilslutte dig os!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]