Den 21. maj vedtog Kinas Nationale Folkekongres en lov for Hongkong, som omgår den Hongkongs Lovgivende Forsamling og indfører en række antidemokratiske love fra den centrale regering. Donald Trump bed sig straks fast i dette træk i et desperat forsøg på at trække opmærksomheden væk fra sit kriseramte regime. Den amerikanske herskende klasse står ikke i en position til at belære nogen om demokratiske rettigheder, mens den er vidne til en landsdækkende opstand mod politimord, racisme og ulighed. I virkeligheden er grunden til, at Trump vil lange ud efter Kina, at han vil styrke sig selv ved at fremme amerikansk nationalisme – den samme sociale base der står i opposition til massebevægelsen i USA.
Vestlige imperialistiske styrker, specielt i USA, har foregivet at forsvare hongkongernes rettigheder som en del af deres imperialistiske konkurrence med Kina. Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo erklærede, at den amerikanske regering ikke længere betragter Hongkong som en uafhængig region af Kina, og forbeholder sig derfor retten til at omskrive alle de handelsaftaler, som USA har underskrevet separat med Hongkong. Formålet er, at rette økonomiske angreb mod Kina og har intet at gøre med støtte til Hongkongs massebevægelse. Det er en del af USA’s forsøg på at sætte en stopper for kinesisk kapitalismes udvikling og underlægge den sine egne snævre interesser.
Amerikansk imperialisme har intet at tilbyde arbejderne og ungdommen noget sted i verden. Det er afgørende, at Hongkongs arbejdere afviser den liberal-demokratiske strategi, der hidtil har domineret deres bevægelse, trækker en klar linje mod vestlige imperialistiske magter, og bruger klassekampsmetoder og krav for at skubbe bevægelsen fremad, og spreder den til fastlandet.
Bevægelsen mod udleveringsloven sidder fast ved en korsvej
Den nye lov, som er blevet vedtaget i Kina, opremser fire kategorier af ”forbrydelser” som Hongkongs regering skal undertrykke, inklusive ”undergravning af statsmagt”, ”opdeling af landet/separatisme”, ”terroraktivitet” og ”udenlandske indgreb”. Eftersom anklager om disse forbrydelser er blevet brugt af den kinesiske stat mod politiske dissidenter på det kinesiske fastland, mener mange, at denne unilaterale handling fra Beijing er et forsøg på at undertrykke det hongkongske folks demokratiske rettigheder og på den måde alvorligt at undergrave ånden i ”Ét land, to systemer”-arrangementet.
Da den Nationale Sikkerhedslov for Hongkong formelt blev foreslået af den Nationale Folkekongres den 21. maj, genantændte den straks bevægelsen mod udleveringsloven. Tusindvis af fortrinsvist unge demonstranter gik straks på gaden på trods af den igangværende COVID-19-pandemi. Selv om demonstrationerne i store træk var fredelige, førte små, tidlige sammenstød til voldelige konflikter. I sidste ende arresterede politiet mere end 180 demonstranter.
Uheldigvis forbliver Hongkongs nuværende kamp uorganiseret, og der bliver ikke gjort noget forsøg på at eskalere bevægelsens krav fra abstrakte, demokratiske krav til sociale arbejderklasse-krav, eller nogen tendens til aktivt at forbinde sig med den kinesiske arbejderklasse for at forene sig i kampen. Hong Kong Confederation of Trade Unions (HKCTU), som stadig har synlighed, og kunne bevæge kampen i retning af klassekamp, halter stadig bagefter de liberalt-demokratiske slogans. Den 25. maj opfordrede de på forhastet og uklar vis hongkongerne til at ”Strejke, foretage arbejdsstandsning eller tage en fridag”, og gentog bare to dage senere den passive strategi, der i praksis havde vist sig fejlagtig sidste år. Denne mangel på lederskab førte de unge demonstranter, som ikke har nogen erfaring med klassekampens metoder, til endnu mere desperate tiltag, så som at konfrontere politiet, som en erstatning for klare krav.
Men i denne proces er antallet af demonstranter aftaget mens dødvandet og pandemien holder ved. Som vi gentagne gange har forklaret: Bevægelsen i Hongkong bør sætte det som mål at true selve regimet i Beijing. Det vil kræve at man mobiliserer Hongkongs arbejderklasse og appellerer energisk til de undertrykte arbejdere på det kinesiske fastland. I stedet er bevægelsen gået i den modsatte retning med vage slogans, som ikke appellerer til arbejderne, og med at flirte med vestlig imperialisme. På et tidspunkt hejste nogle demonstranter, som havde besat den lovgivende forsamling endda Union Jack og det gamle Hongkong-flag fra kolonitiden! Alt det har gjort det muligt for KKP-regimet at portrættere Hongkong-bevægelsen som en bande anti-kinesiske og pro-imperialistiske reaktionære over for det kinesiske folk, og mobilisere støtte til at knuse bevægelsen.
Hvorfor blev ”Et land, to systemer” indført, og hvorfor er det kollapset?
En anden trend i bevægelsen har været at påstå at KKP har ødelagt ”Et land, to systemer”-arrangementet ved direkte at lovgive for Hongkong centralt fra. Det, de gør indvending mod her, er selvfølgelig begrænsningen af demokratiske rettigheder. Vi støtter fuldt ud kampen for demokratiske rettigheder: ”Et land, to systemer”-arrangementet er ikke for et ”demokratisk” Hongkong, adskilt fra et ”diktatorisk” fastlands-Kina. Det er snarere en aftale, der giver det hongkongske bourgeoisi, som også er forbundet til vestlige magter, diktaturstyre over byen, mens KKP regerer over resten af landet.
Ramaskriget i vesten over de nye tiltag er delvist en afspejling af dens aftagende indflydelse over Hongkong, som for vesten har været en måde at få adgang til den kinesiske økonomi på. Det er også en afspejling af den amerikanske imperialismes aftagende magt i Asien generelt. Det faktum, at den kinesiske herskende klasse strammer grebet, er derfor også delvist et udtryk for den skiftende magtbalance internationalt, hvor Kina er gået fra et lavt økonomisk udviklingsniveau til at være den næststørste økonomi i verden. Det betyder ikke, at Kina er en imperialistisk verdensmagt på niveau med amerikansk imperialisme, men det er heller ikke længere en svag magt. Specielt i Asien har Kina nu mere magt end USA. Den amerikanske herskende klasse forsøger at vende denne situation og genetablere sin position som den primære magtfaktor i regionen. Det er det, der ligger bag furoren i de vestlige hovedstæder. Det har intet at gøre med demokrati, menneskerettigheder eller den hongkongske befolknings interesser overhovedet,.
Når vi ser på ”Et land, to systemer”-arrangementet, må vi ikke lade os snyde af detaljerne i den kinesisk-britiske fælleserklæring – aftalen mellem Kina og Storbritannien, som kodificerede dette arrangement. I stedet bør vi se på, hvordan Kina transformerede sig under og efter underskrivelsen af erklæringen. Før Hongkong blev leveret tilbage til Kina, indførte KKP under Deng Xiaopings lederskab ”åbnings- og reformpolitik”, som banede vejen for genindførslen af kapitalisme. Hans efterfølger, Jiang Zemin fremførte senere sloganet ”Arbejdere, gå på pension, virksomheder liberaliser”. I 1990’erne blev kapitalismen genindført på KKP’s vagt, på trods af, hvad fælleserklæringen siger om to systemer – kapitalisme og ”socialisme”. Men på det tidspunkt afhang kinesisk kapitalisme stadig i høj grad af investeringer fra det hongkongske borgerskab, og derfor blev de ”to systemer” arrangeret sådan, at KKP gav det hongkongske borgerskab næsten total frihed i at administrere byens anliggender. Samtidig fastholdt dette arrangement Hongkongs internationale position som et globalt finansielt knudepunkt.
Ud fra dette kan vi se at den centrale regerings indtrængen i Hongkong i høj grad er det politiske udtryk for Hongkongs skiftende rolle i den kinesiske økonomi. Da Hongkong blev givet tilbage, udgjorde dens BNP over en femtedel af hele Kinas økonomi, og det var det tredjevigtigste globale finansielle knudepunkt. I dag udgør Hongkongs BNP kun tre procent af Kinas, og størstedelen af finanskapitalen i Hongkong kommer fra Kina. Den har ikke længere indflydelse over Kina på samme måde.
2020 er ikke et godt år for Xi Jinping. Det startede med COVID-19-pandemien, det knusende valgnederlag for hans allierede i Taiwan, den fortsat gærende anti-Beijingbevægelse i Hongkong og en økonomisk virkelighed, der er så pinlig, at Li Keqiang på den Nationale Folkekongres ikke rapporterede om BNP-vækst, men måtte indrømme at der stadig er over 600 millioner kinesere, vis månedlige indkomst ligger på omkring 1000 renminbi (omkring 940 kr.). For at fastholde sin position manøvrerer Xi, præcist ligesom Trump, ved at lede arbejdernes opmærksomhed væk fra indenrigsproblemer til internationale problemer via den Nationale Sikkerhedslov for Hongkong. På samme tid fungerer loven også i forlængelse af Kinas større plan, om at integrere Hongkong med Macau og resten af Pearl River Delta-området, som skal give ny form til de økonomiske relationer mellem fastlandet og Hongkong. Den Nationale Sikkerhedslov er derfor blot et trin i en længere proces. Større kontrol over Hongkong fra Beijing udtrykker en underliggende nødvendighed, som har været under udvikling siden Hongkongs tilbagevenden i 1997 – fastlandets stigende økonomiske dominans over Hongkong. Det er endda muligt at vise i Fælleserklæringens ordlyd, at Kina ikke gør brud på erklæringen: aftalen var at kapitalisme, ikke demokrati, skulle eksistere i Hongkong i 50 år.
Derfor kan kampen for demokratiske rettigheder ikke løses ved at forsvare ”Et land, to systemer”. Det, der skal til, er at forbinde denne kamp med kampen for at vælte kapitalismen som helhed, i Hongkong såvel som i fastlands-Kina.
De imperialistiske styrkers faktiske rolle
Nogle på venstrefløjen anklager bevægelsen i Hongkong for at være en ”farverevolution”, altså at være styret af amerikansk imperialisme. Socialister modsætter sig selvfølgelig voldsomt amerikansk imperialisme, som ikke er en ven til hverken demokrati eller Hongkongs arbejderklasse. Men vi må have styr på fakta: denne bevægelse brød ud i en kontekst med kinesiske kapitalister, som kørte boligpriserne op, fald i levestandard og et politisk etablissement, som forbliver i lommen på KKP, alle resultater af Hongkongs rolle i kinesisk kapitalisme. Hongkongs masser behøver ikke nogen imperialistiske magter til at konstruere et komplot for at mobilisere så kraftigt, som de har gjort.
Det udelukker dog ikke vestlige imperialister fra at udnytte situationen. Siden bevægelsens udbrud har Trump-regimet gentagne gange fordømt Beijings ”brutalitet”. Det bliver de hjulpet på vej til af den beklagelige rolle, som de liberale, pro-kapitalistiske, selvudnævnte ledere af bevægelsen i Hongkong, så som Nathan Law og Joshua Wong, spiller. De er gået så langt som til at sætte amerikanske flag-emojis i deres Twitter-navne, de har været på tour i USA, hvor de tiggede folk som Marco Rubio om hans glorværdige hjælp, og startet demonstrationer med budskabet, at USA burde invadere øen.
Selv om vi anerkender, at disse ledere er selvudpegede og ikke repræsenterer bevægelsen som helhed, for slet ikke at snakke om arbejderne i Hongkong, må vi stadig sige klart og tydeligt, at bevægelsen på nuværende tidspunkt har en reaktionær ledelse, som er for amerikansk imperialisme. Det er en blindgyde for alle, der oprigtigt kæmper mod den kinesiske stats undertrykkelse. Beijings magt kommer fra udbytningen af arbejderne på fastlandet. Appeller til amerikansk imperialisme og nationalistiske angreb mod Kina kan ikke vinde støtte fra arbejderne på fastlandet. Det er præcist det, den kinesiske herskende klasse er interesseret i, for at afstive sin position på fastlandet og overvinde bevægelsen i Hongkong.
Med sådan en reaktionær og kontraproduktiv strategi, er det uundgåeligt at bevægelsen dør ned, når udmattede demonstranter ikke kan se nogen vej frem. Og bevægelsen i Hongkong har da også været nedadgående i den sidste halvdel af 2019, og udbruddet af COVID-19 har yderligere forhindre folk i at gå på gaden. Det er grunden til at KKP på opportunistisk vis har indsat høgen Xia Baolong til at overtage Kontoret for Hongkong- og Macauaffærer i februar, hvilket banede vejen for massearrestation af pan-demokratiske politikere, og indførslen af den nye Nationale Sikkerhedslov for Hongkong. De forstår at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen i Hongkong-bevægelsen som kan mønstre den massemobilisering, man så i maj og juni 2019.
Men dem, som påstår at bevægelsen er opfundet og styret af USA, taler fuldstændigt lige så meget i vildelse, som dem, der oprigtigt håber, at Trump kommer og redder det hongkongske folk. Folk med dét syn på sagen formår ikke at se KKP’s rolle i at konsolidere og beskytte Hongkongs kapitalisme, og lader i stedet som om KKP på en eller anden måde kæmper imod kapitalismen i Hongkong.
For nylig annoncerede Trump-regeringen, at den ikke længere ville betragte Hongkong som en autonom administrativ region, og underskrev en fællesudtalelse med England, Canada og Australien, hvori de fordømte Kina. Men det konkrete resultat af Trumps gestus er at forbeholde sig retten til at tvinge Kina til at genforhandle handelsaftaler ved også at skulle repræsentere Hongkong. Hongkong-spørgsmålet er med andre ord ikke andet end en brik i Trumps handelskrig med Kina.
Hvordan kan kampen bevæge sig fremad?
Fra et marxistisk perspektiv er den sociale katastrofe i Hongkong i sidste ende forankret i dens aftagende status under global kapitalisme, som videre afslører ”et land, to systemer” som et fupnummer. Hongkongs borgerskabs diktatur, støttet af KKP, hersker over et økonomisk system, som i stigende grad afslører sine modsætninger. I dag tvinger den generelle krise i kinesisk kapitalisme også KKP til hastigt at inkorporere Hongkong i sin økonomi, i håb om at give et løft til sine imperialistiske ambitioner, specielt ved at hjælpe den kinesiske møntfod til at udfordre dollaren som reservevaluta.
Hongkongs arbejdere holder en enorm potentiel magt i hænderne, og deres position tillader dem at fungere som katalysatoren, der kunne føre til en revolutionær bølge over hele Kina. Den eneste vej frem for arbejderklassen er at organisere sig i en effektiv styrke mod kapitalismen generelt – det gælder både for vestlig kapitalisme såvel som ”rød ” kinesisk kapitalisme. Det kan de gøre ved at forbinde demokratiske krav om frie valg, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed med krav om sociale boliger, en løn man kan leve for og strejker som værktøj, og samtidig påkalde sig hjælp fra arbejderne og ungdommen i Kina og verden over til at følge deres eksempel. Dette er den eneste vej for Hongkongs arbejdende masser mod en fri og demokratisk verden uden undertrykkelse: en socialistisk verden med arbejderdemokrati.
