georgefloydOver de sidste to år er flere sorte amerikanere blevet dræbt af politiet end amerikanere, der er blevet dræbt i kamp i Afghanistan i løbet af de sidste 18 år. Flere sorte amerikanere er blevet dræbt af politiet over de sidste tre år end folk, der blev dræbt i angrebene den 11. september 2001. Kombineret med en altødelæggende økonomisk krise og en pandemi er det let at forstå, hvorfor et vendepunkt er nået efter århundredes akkumuleret vrede og ydmygelse flyder over og ud i gaderne.

Tidligere i år skrev vi i udkastet til 2020 perspektivet for den kommende amerikanske revolution:

»2008 ændrede dybt på milliarders bevidsthed. Kapitalens bedste strateger forstår og frygter dette. Edelman Trust Barometer adspurgte folk i 28 hovedlande og fandt ud af, at 56 % af befolkningen i dag mener, at ’kapitalismen gør mere skade end gavn i verden’ heraf 47 % af alle amerikanere.«

»Og Maplecroft Global Political Risk Outlook konkluderede, at henover hele 2019 havde 47 lande ’set en bemærkelsesværdig stigning i demonstrationer, der intensiveredes gennem det sidste kvartal.’ Dette gælder hele 25 % af alle verdens lande. ’[De] følgende forstyrrelser i handel, nationale økonomier og investeringer verden over er løbet op i milliarder af amerikanske dollars.’ Med en ny verdensøkonomisk krise i horisonten eller allerede godt i gang kan vi forvente endnu mere generaliseret utilfredshed i 2020 og senere. Og bølgerne af revolutioner, der har fejet over Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa, har i sig selv en uundgåelig indvirkning på USA.«

Dette perspektiv har nu foldet sig fuldt ud. I løbet af de 10 dage, der er gået siden politimordet på George Floyd i Minneapolis, er USA blevet rystet fra toppen til bunden af en massebevægelse af hidtil usete proportioner. Bevægelsen har været grundlæggende og organisk og bruset frem på trods af brutal undertrykkelse og endnu flere politimord. Over 200 byer har erklæret udgangsforbud, og over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret i 28 stater.

Etablissementet i defensiven

Den landsomspændende bevægelse, som har nået ethvert hjørne i landet – fra store urbane centre til små, rolige konservative byer, har tvunget etablissementet i defensiven. Det er nu blevet tvunget til at give visse indrømmelser – anklage de andre tre betjente, der var involveret i mordet og opgraderet anklagerne mod Chauvin – og har endda rullet ekspræsident Barack Obama ud for at forsøge at mildne situationen.

Men den nuværende præsident har blot hældt benzin på bålet og erklæret med en bibel i hånden: »Hvis en by eller stat nægter at tage de nødvendige foranstaltninger for at forsvare deres borgeres liv og ejendom, så vil jeg indsætte det amerikanske militær og hurtigt få løst problemet for dem.« Dette skete efter, at fredelige demonstranter blev ryddet af vejen med tåregas og politistave for at gøre plads til hans fotosession.

Men politiundertrykkelse har været ude af stand til at skræmme bevægelsen. I Louisville, Kentucky, skød politiet endnu en ubevæbnet sort mand, David McAtee. Betjentene påstod, at de ”skød igen” mod menneskemængden; men det blev senere afsløret, at betjentene havde slukket deres kropskameraer og, at deres historie strider imod øjenvidneberetninger. Det var mord. Igen.

Over 9.000 mennesker er blevet arresteret, heraf størstedelen blot for at demonstrere. I by efter by har demonstranter modsat sig udgangsforbuddene. I L.A. og Seattle har menneskemængderne råbt: »Jeg kan ikke se nogen uro, hvorfor er i udstyret mod uro?«

Alt hvad Trump gør, bliver afbøjet i den prisme, der hedder det amerikanske præsidentvalg til november. Truslen om at bruge militæret var et forsøg på at spille ”lov-og-orden-kortet” og puste sig op som ”stærk”, mens han fremstiller Demokraterne som ”bløde” over for ”uroskabende banditter”.

Men det er et farligt spil, som han er i gang med. At indsætte militæret kunne være et stort sats, der kunne betyde, at der var ingen vej tilbage. Hvad ville der ske, hvis demonstranterne ikke trak sig tilbage? Hvad nu hvis tropperne nægtede at skyde på menneskemængder af mænd, kvinder og børn? Hvis de åbnede ild, hvor mange ville de kunne nå at dræbe, før millioner mere ville gå med i bevægelsen, før militæret ville splittes over klasselinjer, og enhver amerikansk ambassade i hele verden ville blive sat i brand?

Der har allerede været tilfælde (både virkelig og opsatte) af fraternisering mellem politibetjente og menneskemængderne. I en bredt omdelt video taler en ung sort mand til sorte betjente og fortæller dem, at hvis det ikke var for deres uniformer, ville de rige og deres egne chefer også hade dem. I en anden video kan en betjent ses få tårer i øjnene og blive erstattet på politilinjen efter, at en sort pige skælder ham ud og tigger ham om: »knæl!«

Det første tegn på en forestående revolution er splittelse i den herskende klasse, der er ude af stand til at herske på den samme måde. Efterkrigsopsvingets økonomiske gulerødder er ikke længere til stede, og deres sædvanlige repressive pisk mister sin effektivitet. Dette efterlader kapitalisterne og deres politiske repræsentanter i vildrede og i intern konflikt.

Vi har set mange eksempler på dette især siden 2016. Men den nuværende særligt eksplosive konvergens af faktorer har kastet disse splittelser helt frem i lyset.

Indsættelse af militæret – ikke nationalgarden, men den rigtige hær – i henhold til Opstandsakten fra 1807 kunne give massivt bagslag. En dårlig forretningsmand og plattenslager uden nogle militære erfaringer som Trump tror åbenbart, at de væbnede styrker er som en vandhane, som man bare kan tænde og slukke for, som det passer en, altså en trussel, der vil blive adlydt og frygtet uden nogle spørgsmål. Men de virkelige strateger i Pentagon ved, at så snart de spiller ”send tropperne ind”-kortet, så har de bogstavelig talt ikke flere kort at spille.

Det amerikanske militær er basalt set den eneste institution i det kapitalistiske styre, der stadig nyder en høj grad af tiltro. Det består primært af folks brødre, søstre, fædre, mødre, fætre, børn etc. og bliver set som en heroisk forsvarer for ”amerikansk frihed.” Men hvis det bliver brugt mod civilbefolkningen – en civilbefolkning, der tager sin ”frihed fra tyranni” særligt alvorligt – så ved ingen, hvad der vil ske. Det ville svare til at erklære krig mod den amerikanske befolkning – en krig militæret ikke er sikker på at vinde uden permanent at underminere sin evne til at fastholde styret.

En leder i Wall Street Journal sagde det på denne måde:

»Vi mener, at dette vil være en fejl, selvom hr. Trump har autoriteten til at gøre det… I den nuværende situation ville synet af tropper på amerikanske gader sandsynligvis opflamme situationen i stedet for at mildne den… Amerikanske soldater bliver trænet til at kæmpe mod en fremmed fjende – ikke til at kontrollere amerikanske optøjer. Risikoen for fejl ville være høj, og hr. Trump ville blive beskyldt for enhver blodsudgydelse fra civile sammenstød med tropper…«

Militæret er ikke bare bange for ”fejl”, men for den påvirkning, som civilmord udført af aktive militærenheder ville have på den offentlige mening. Det er også bange for konsekvenserne ved at sende soldater – hvoraf størstedelen er værnepligtige af økonomiske årsager med en stor andel sorte og latinamerikanere – til at slås mod ubevæbnede demonstranter, der marcherer mod racistiske politidrab.

Der har været rapporter fra nogle veteranorganisationer, der siger, at nogle aktive soldater og nationalgardister er imod at blive indsat under disse omstændigheder. En gardist, der tjener som feltlæge i et infanterikompagni, er blevet citeret for at sige: »Jeg kan ikke gøre det. Bare at se på min uniform får mig til at føle mig syg over, at jeg er associeret med dette, især efter [nationalgardeenheden] skød den mand, der ejede den grillbar [i Louisville, Kentucky]. Jeg bor i Pennsylvania. Jeg bor med Kent State-historien. Jeg er ikke en del af det.« Military Times har også rapporteret om den stemning af utilfredshed, der udvikler sig blandt tropper, der måske vil blive brugt mod demonstranter.

Splittelse i toppen

At indsætte militæret kunne også fremprovokere en dyb konstitutionel krise med en åben splittelse i statsapparatet over lovligheden af at benytte Opstandsakten. Det er derfor, at fra det øjeblik Trump truede med at sende hæren ud i gaderne har der været stærk modstand fra dele af den kapitalistiske stat. Ikke fordi de er mindre følelseskolde eller mere demokratiske end Trump, men snarere fordi de frygter, at en sådan handling i stedet for at knuse bevægelsen og bringe situationen ”under kontrol” kunne have den modsatte effekt. De frygter at underminere den amerikanske grundlov endnu mere, end den allerede er blevet, siden den er det lovlige bolværk for kapitalistisk styre i landet.

En artikel fra CNN rapporterede om, at der var opposition i Pentagon mod at indsætte tropper: »Forsvarsembedsmænd har fortalt CNN, at der var dyb og voksende utilfredshed blandt nogle i Pentagon, selv før præsident Donald Trump i mandags annoncerede, at han var klar til at indsætte militæret for at gennemtvinge orden internt i USA.«

Trumps tidligere forsvarsminister ”Mad Dog” Mattis blandede sig også med en artikel i The Atlantic, hvori han beskrev Trump som en »trussel mod grundloven« og basalt set krævede, at han blev fjernet: »Vi kan forenes uden ham ved at trække på de styrker, der ligger iboende i vores borgersamfund. Dette vil ikke blive let, som de sidste par dage har vist; men vi skylder vores medborgere det.« Dette er også en hidtil uset hændelse. En pensioneret marinegeneral og tidligere forsvarsminister kræver, at præsidenten bliver fjernet!

Den tidligere formand for Joint Chiefs of Staff, den pensionerede admiral Mike Mullen, tilføjede også sit bidrag til dem, der afviser at bruge hæren. Han gjorde dette med en mere eller mindre skjult opfordring til, at soldater ikke skal adlyde ordre: »Jeg forbliver overbevist om vores uniformerede mænds og kvinders professionalitet. De vil tjene med evne og med medfølelse. De vil adlyde lovlige ordre. Men jeg er mindre overbevist om fornuften i de ordrer, der vil blive udstedt af denne øverstkommanderende.«

John Allen, som er en pensioneret firestjernet marinegeneral, tidligere kommandant for amerikanske styrker i Afghanistan og tidligere særlig præsidentudsending til den globale koalition mod ISIS under Obama, skrev, at Trumps seneste handlinger og trusler »meget vel kunne være startskuddet til begyndelsen på enden af det amerikanske eksperiment.« Lad os ikke glemme, at en af årsagerne til, at den amerikansk revolution blev udkæmpet, var protesten mod det tyranni, som det er at have almindelige tropper udstationeret i amerikanske byer.

Og selvom Trump og hans gale sykofanter skyder skylden for kaosset på ”venstreorienterede ekstremister” og har klassificeret ”Antifa” som en indenrigsk terrororganisation, har FBI konkluderet, at der ikke er nogle beviser for en organiseret ”Antifa”-bevægelse. Til gengæld har FBI arresteret højrefløjsekstremister for bombeplanlægninger.

Alt dette pres har ført til endnu en hidtil uset hændelse, som endnu engang afslører dybden af splittelsen i den herskende klasse. Den nuværende forsvarsminister, Mark T. Esper, gik offentligt ud med sin modstand mod at benytte Opstandsakten i onsdags og modsatte sig således præsidenten åbent. Dette er en yderst signifikant hændelse, som viser, at den kapitalistiske stat har visse mekanismer til at kontrollere selv den mest egenrådige præsident. Men før dagen var omme, var der endnu en vending i historien.

Washington Post rapporterede, at selvom hæren planlagde at sende aktive soldater, der var blevet indsat i Washington D.C. hjem, »blev planen stoppet i onsdags efter et møde i Det Hvide Hus, hvor forsvarsminister Mark T. Esper deltog.«

Der er en almægtig kamp i gang med at rive toppen af den herskende klasse og dens statsapparat fra hinanden, hvilket sker hver gang og hvert sted en massebevægelse af sådanne proportioner opstår. Der er dem, der synes, at indrømmelser burde gives for at mildne bevægelsen, mens andre kræver, at man bruger jernnæven. Førstnævnte argumenterer for, at undertrykkelse kun vil føre til en eskalering af bevægelsen. Sidstnævnte siger, at vise blødsødenhed er det der vil eskalere bevægelsen. På dette tidspunkt i demonstrationernes udvikling tager begge parter fejl og har begge ret.

Vi burde ikke undervurdere omfanget, bredden og dybden af den massebevægelse, der har udviklet sig over de sidste to uger. Dette er ikke et hvilket som helst land. Dette er det mægtigste imperialistiske land verden nogensinde har set og et land, hvis herskende klasse har terroriseret størstedelen af verden og det meste af dens befolkning i århundreder.

Modsætninger kommer op til overfladen

Bevægelsen er resultatet af en akkumulation af adskillige faktorer. Først og fremmest bygger den på erfaringerne fra den oprindelige bølge af Black Lives Matter-bevægelsen og erkendelsen af, at intet fundamentalt er forandret. Derudover må vi tilføje erfaringerne fra 2011’s Occupy-bevægelse, inspireret af det arabiske forår og Wisconsin-opstanden. Der er også erfaringerne fra Bernie Sanders-kampagnerne fra 2016 og 2020, som har radikaliseret et helt lag af folk, først og fremmest ungdommen, og har sat socialisme på dagsordenen. Den uundgåelige konklusion af Sanders’ forræderi, som mange har draget, er, at valgsystemet er i stykker. Det har tvunget dem ud på gaderne.

Så er der håndteringen af COVID-19 pandemien, der har afsløret det kapitalistiske systems sande natur, hvori profit kommer før menneskeliv – over 100.000 liv indtil videre for at være præcis. Og som om det ikke var nok, er der den dybeste krise, som amerikansk kapitalisme nogensinde har oplevet, og som har kastet millioner ud i arbejdsløshed på blot et par uger.

Den unge generation, der er bevægelsens motor, blev politisk bevidst efter 2008-krisen, hvor bankerne blev reddet. Hele deres liv har været præget af krise, usikkerhed og mangel på noget perspektiv for en bedre fremtid. De har intet at miste. På nuværende tidspunkt har de intet alternativ. Den utøjlede vrede er, hvad der giver den nuværende bevægelse sin utømmelige energi over for brutal undertrykkelse.

På denne måde har den amerikanske opstand meget til fælles med oktober-opstandene i 2019 i Chile, Catalonien, Libanon etc. 2008’s kapitalismekrise-generation står forrest i de opstande, der spreder sig som steppebrande over verden og startede før COVID-19-pandemien. De vil kun intensiveres i den næste periode.

Men det er ikke kun de unge, der sætter spørgsmålstegn ved systemet. De kan stole på sympatien fra størstedelen af befolkningen inklusiv en stor andel af Republikanske vælgere. En meningsmåling, der er foretaget af Morning Consult mellem den 31. maj og 1. juni viste, at »54 % af voksne amerikanere, heraf 69 % af alle Demokrater, 49 % af alle, der stemmer på en uafhængig kandidat. og 39 % af alle republikanere, støtter de nuværende demonstrationer for George Floyds og andre sorte amerikaneres død.«

Til endnu større forbløffelse viser en anden meningsmåling udgivet af Newsweek, at størstedelen af amerikanere – 54 % - »mener, at afbrændingen af Minneapolis politistationen, der skete efter George Floyds død, var berettiget«!

På nuværende tidspunkt er bevægelsens generelle spontane karakter og dens mangel på et nationalt lederskab, program og strategi dens styrke, fordi det gør det meget sværere for Demokrater og liberale at overtage den. Men på et tidspunkt vil denne mangel på klarhed og fokus uundgåeligt blive omdannet til en svækkende og potentiel fatal svaghed.

Selvfølgelig begynder enhver bevægelse af denne størrelse, som varer mere end blot et par dage, at fremkomme med sit eget naturlige lederskab. Der er rapporter om nabolagskomiteer, der bliver dannet i fattige, sorte og latinamerikanske områder, først og fremmest i Minneapolis, som er bevægelsens epicenter. Mødt med faren fra politiet, plyndringer og højrefløjsmilitser er folk begyndt at organisere sig for at forsvare dem selv og nogle steder med våben i hånd.

En dramatisk rapport fra Minneapolis beskriver situationen: »I skal alle vide, at mine naboer og jeg var ude, indtil vi ikke kunne længere. Nogle var ude hele natten, så vi andre kunne hvile os lidt. Jeg bliver virkelig nødt til at understrege, at politiet og nationalgarden IKKE holdt vores nabolag sikret – det gjorde vi. Politiet kom ikke, da to biler kørte ind i en barrikade – det gjorde vi. Politiet stoppede ikke adskillige folk, der ville bryde ind i banken, indkøbscentret, bilværkstedet – det gjorde vi. Politiet jagede ikke hvide nationalister og udefrakommende væk fra vores blok – det gjorde vi. Politiet tjekkede ikke op på sårbare naboer og passede på dem hjemme – det gjorde vi. Nationalgarden gjorde ikke rent på vores gader, bragte mad til dem, der havde brug for det, eller flyttede sårbare folk til hoteller – det gjorde vi. Så lad være med at kreditere nogens sikkerhed til den øgede militærisede tilstedeværelse i Minneapolis. Ikke [guvernør] Walz, [borgmester] Fey, pansersvinene eller gardisterne. Æren skal gå til naboerne, der passer på hinanden. Det er uperfekt og anspændt, men det er bedre, end det vi havde før.«

Dette er vejen frem. Udbredelsen af demokratiske nabolagskomiteer ville ikke kun sikre selvforsvaret af folk i arbejderklasseområder, men også give bevægelsen en demokratisk og ansvarliggjort struktur. De komiteer, der allerede eksisterer i embryonisk form i forskellige dele af Minneapolis, burde forbindes gennem et netværk af valgte og tilbagekaldelige delegerede. Minneapolis’ Fagforeningsføderation burde mobilisere sine medlemmer og allokere alle sine ressourcer til at facilitere, at disse komiteer kan forbindes over Tvillingebyernes metro-områder og videre ud.

Hverken Trump eller Biden, men arbejdermagt!

Statens organiserede vold og magt må blive mødt med den organiserede arbejderbevægelses magt. Udtalelserne og handlingerne fra transportarbejderne i adskillige byer, der har erklæret, at de ikke vil give materiel støtte til politiets forsøg på at indfange demonstranter, er blot en lille anelse af denne magt.

Demonstranter uden for Det Hvide Hus tvang præsidenten ned i en bunker, og lyset i dette symbol af kapitalistisk magt blev slukket af frygt for at tiltrække demonstranternes opmærksomhed. Den mobiliserede og organiserede arbejderklasse kan paralysere hele landet – og slukke for hele systemet.

Hen over de sidste par måneder er over 220 overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser brudt ud for at kræve mere i løn, bedre sikkerhed og arbejdsforhold under pandemien. I de fleste tilfælde er disse blevet ledt af uorganiserede lag fra klassen. Dette er den magt, der skal udnyttes, for at bevægelsen kan gå frem. Ungdommen må vende sig i retning af arbejderne, der allerede sympatiserer med bevægelsen, og fagbevægelsen skal bryde sin uhellige alliance med de strejke- og demonstrationsbrydende Demokrater og kaste sig helhjertet ind i kampen. Prøv blot at forestille dig, hvad der ville ske, hvis millioner af uorganiserede og organiserede arbejdere tilbageholdt deres arbejdskraft i en decideret generalstrejke, der starter i Minneapolis og spreder sig til resten af landet!

Men den hårde sandhed er dette: Hvis bevægelsen ikke bliver organiseret og kanaliserer sin energi ind i at få skabt fundamental forandring, vil den rasende flod til sidst ebbe tilbage til sin bred, selv hvis flodløbet er blevet ændret for evigt. Dette er den tragiske lektie fra de sidste 100 år, der er blevet gentaget igen og igen, efter masserne rejser sig spontant uden et lederskab, der forberedt på forhånd og klar til at tage det hele vejen i kampen for at vælte kapitalismen.

Det krævede afbrændingen af det tredje politidistrikt i Minneapolis for at fremtvinge anklager mod Chauvin. 10 dage med vedvarende masseaktion over hele landet var krævet for at få de andre tre betjente, der var ansvarlige for mordet på George Floyd, anklaget. Disse små-indrømmelser skal hyldes; men de er langt fra nok. I det øjeblik, at masserne er væk fra gaderne, vil staten trække sig tilbage og forberede deres frikendelse eller i det mindste lempelige straffe.

Bevægelsen er allerede gået meget længere end mordet på George Floyd. Hele systemet er skyldigt. Bevægelsen sætter spørgsmålstegn ved hele det racistiske kapitalistiske system, der dræbte endnu en sort mand kun på grund af farven på hans hud. Det følelseskolde mord endte med at blive det historiske tilfælde, der udløste den ophobede nødvendighed. Som hans seksårige datter, Gienna, sagde det: »Far ændrede verden.«

Vi må bringe parolen frem om at vælte Trump. Men det betyder naturligvis også at diskutere, hvem der skal erstatte ham. Vores mål er ikke at erstatte ham med Mike Pence eller Joe Biden. Borgmestrene og guvernørerne i de byer og stater, hvor fattige bliver dræbt af racistiske betjente, er hovedsageligt Demokrater. Borgmestrene og guvernørerne i de byer og stater, hvor politiet og nationalgarden brutalt har undertrykt demonstranterne, er hovedsageligt Demokrater. Biden foreslår, at hvis han kom til magten, kunne han bringe forandring til politiet ved for eksempel at træne politiet »til at skyde i benet i stedet for i hjertet.« Hvad mere skal der til for at bevise, at der ikke er nogen fundamental forskel på det kapitalistiske etablissements to partier? At der ikke er noget, der hedder ”det mindre onde”?

Hvad der er behov for, er et arbejderklassebaseret, socialistisk masseparti, der er organisk forbundet til fagbevægelsen og den bredere arbejderklasse. Et sådant redskab er nødvendigt for at udnytte den energi og vrede fra ungdommen, at fokusere den på at bringe hele det krisegennemsyrede, racistiske og kapitalistiske system til fald. Vi har også brug for en kadre af professionelle revolutionære, som er trænet i marxistisk teori og hærdede i vores klasses kampe, for at give det fremtidige masseparti en uforsonlig klasseuafhængighed og det lange perspektiv på historien.

Denne heroiske bevægelse er en inspiration for hele verden. For hvis disse begivenheder kan ske i ”udyrets mave”, kan de ske overalt!

Hvad vi ser, er endnu ikke den tredje amerikanske revolution. Men dette er uden tvivl startskuddene til en revolutionær epoke, som vil ende »enten med en revolutionær omdannelse af samfundet som helhed eller i begge de kæmpende klassers fælles ruin.« Kort sagt er selve menneskehedens skæbne på spil, hvis vi skal overleve de kombinerede katastrofer af klimaforandringer, coronavirus og kapitalisme. Dette system og dets forsvareres tid lakker mod enden. Den eneste måde at ”flade kurven ud” på den kapitalistiske sygdom er ved at blive organiseret for at udrydde det hele i den næste historiske periode.

Bekæmp dræberbetjente ved at bekæmpe kapitalismen!

For arbejderklasseenhed – en skade mod én er en skade mod alle!

Byg demokratisk valgte og ansvarlige nabolagsselvforsvarskomiteer overalt!

Fagbevægelsen skal med i bevægelsen og facilitere forbindelsen mellem nabolagskomiteerne, indkalde til generalstrejke og standse hele landet!

Ned med Trump, Republikanerne og Demokraterne! For et socialistisk arbejderklassemasseparti og en arbejderregering!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Bliv en del af RS' facebook gruppe! klik her

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.