euflagFor over tyve år siden, dagen før euroen blev introduceret, forudså den Internationale Marxistiske Tendens, at når nye og uløselige problemer viste sig, ville fællesvalutaen ”bryde sammen midt i gensidige beskyldninger”. Disse beskyldninger begyndte med et fem og en halv timers langt konferenceopkald blandt EU-lederne sidste torsdag [d. 26. marts, red.].

Corona-obligationer

Spørgsmålet der splittede Det Europæiske Råd, var det om Corona obligationer: et gældsinstrument der skal påvirke hele eurozonen, som ville gøre det lettere, og billigere, for de hårdtramte sydeuropæiske stater at få adgang til finansiering af nødtiltag til sundhed og økonomien.

Aftenen før mødet skrev lederne af ni eurozone-lande, inklusive Frankrig, Italien og Spanien, et brev til lederen af Det Europæiske Råd, Charles Michel, hvori de efterspurgte et »fælles gældsinstrument udgivet af en europæisk organisation, der på markedet kan finansiere på samme basis for og til alle medlemsstaternes fordele.«

Men der blev gjort kort proces på dette forslag fra de rigere nordeuropæiske stater som Tyskland, Holland og Finland, der konsekvent har modsat sig oprettelsen af såkaldte Euro obligationer i enhver form, siden ideen blev fremsat under krisen i eurozonen i 2009.

Disse nordeuropæiske stater har altid modsat sig denne idé af den simple årsag, at det basalt set ville være dem, der betalte for de andre staters udgifter. Det patroniserende begreb ”moralsk retfærdighed”, der gentagende gange er blevet brugt af tyske og hollandske politikere, refererer til risikoen ved at dovne og ryggesløse folk fra Sydeuropa ville leve en uholdbar, overdådig livsstil (så som at spise hver dag) på bekostning af de nordeuropæiske skatteydere. I stedet for at nedtonet denne giftige debat om ”stræbere” og ”skulkere”, som vi har set i alle lande, virker den europæiske integration til at have forstærket den til en kontinental skala.

De sydlige stater er dog bange for en noget anderledes moralsk fare; hvis resten af eurolandene fortsætter med at være højt hævet over deres medeuropæers lidelser – og vigtigere, tydeligt bliver set på denne måde – kunne det underminere enhver tilbageblivende rest af pro-EU-følelser blandt deres befolkninger, og dermed gøre flere ”Brexit-lignende” kriser uundgåelige.

Italiens statsminister Giuseppe Conte, der til ingens overraskelse har været forrest i efterspørgslen efter Corona-obligationer, fremsatte problemet nøgternt, da han hen over weekenden sagde at, »hvis ikke Europa rejste sig for at møde denne hidtil usete udfordring, ville hele den europæiske struktur miste sin raison d’être for folket.« Den franske præsident Emmanuel Macron gik så langt som til at erklære, at »hvad der er på spil, er det europæiske projekts overlevelse.«

Spændinger

Spændingerne kogte over under Rådets ”virtuelle møde”, hvor de italienske og spanske ledere sågar truede med ikke at underskrive Rådets fællesudtalelse ved mødets afslutning, medmindre der blev udtrykt støtte til ideen om et fælles gældsinstrument. For at undgå et åbent split, udarbejdede Michel et kompromis, der sagde følgende:

»På dette stadie inviterer vi Eurogruppen til at præsentere forslag for os indenfor de næste to uger. Disse forslag burde medregne COVID-19’s chok, hvis natur er hidtil uset, og har effekt på alle vores lande, og vores svar vil blive optrappet, om nødvendigt, med yderligere handling på en inklusiv manér set i lyset af begivenhedernes udvikling, for at kunne levere et sammenhængende svar.« [egen oversættelse, red.]

Endnu en klassiker i den rige tradition af EU-udtalelser, der siger intet overhovedet. Udtalelsen er basalt set en enstemmig aftale om at… finde på noget om et par uger. I mellemtiden dør flere mennesker, især i det hårdest ramte Italien og Spanien, der blot gnider salt i gamle sår.

Udsigterne til et forenet og effektivt svar fra de europæiske ledere er ikke lovende. Angela Merkel fremlagde Tysklands præference, der sagde, at der allerede er en mekanisme specifikt designet til denne slags situation – den Europæiske Stabilitetsmekanisme. Problemet med denne, præcis som hvis man skulle kalde på IMF, er at den kommer med betingelser; her især en række ”reformer” udviklet til at nedbringe underskud, såsom at sælge offentligt ejede aktiver, skære ned på offentlige lønninger og pensioner, og angribe arbejderes forhold. Kuren er værre end sygdommen, og ingen regering ved sine fulde fem ville acceptere den især ikke efter erfaringerne med Grækenland.

Men ordkrigen var blot begyndelsen. Efter mødet fremprovokerede den hollandske finansminister en voldsom modreaktion, da han foreslog, at Bruxelles skulle ”undersøge”, hvorfor nogle lande ikke var finansielt parate til at modstå en nedgang. Dette tydelige slag mod lande som Italien og Portugal fik et fortørnet svar; den portugisiske statsminister kaldte hans kommentar for »frastødende«, og andre pegede på Hollands skattesystem, der bliver anklaget for at hjælpe virksomheder med at undgå at betale skat andre steder i Europa.

Det at se de europæiske ledere skændes, mens EU står overfor den største krise i hele dens historie, har udløst et panikanfald hos den herskende klasses mere langsigtede strateger. De indser hvor dette vil føre hen: til øget protektionisme, der vil forvandle denne krise til den dybeste depression siden 1930’erne, hvis ikke endnu dybere. Som en leder i Financial Times advarede om: »Protektionisme forværrede katastrofen i 1930’ernes store depression. Det må den ikke denne gang.«

Derfor kræver de, at deres ledere ”lærer af historien” og ændrer kurs. Men dette split er ikke et tilfældigt produkt af statslederes blindhed eller uforsonlighed. Det er et nødvendigt produkt af kapitalismens fundamentale natur, som er ude af stand til at overkomme nationalstatens begrænsninger.

Dette gælder dobbelt for EU – et forsøg på at binde kapitalistiske nationalstater sammen; hver med sit eget sæt af kapitalister og deres nationale interesser. Under et opsving kan de uundgåelige modsætninger mellem dem delvist og midlertidigt overkommes, men i krisetider, som vi så i 2009, og ser i dag, begynder de nationale herskende klasser at bevæge sig i forskellige retninger.

Nationalistiske tendenser

Fremkomsten af nationalistiske og protektionistiske tendenser har været et anerkendt faktum i europæisk politik i et årti. Som regel bliver det afskrevet som ”populisters” dårlige indflydelse, men faktisk stammer det direkte fra de forskellige interesser hos selve staterne, som, på trods af al deres snak om europæisk broderskab, i sidste ende er i konkurrence med hinanden.

Den hastighed hvormed flertallet af fællesmarkedets grundlæggende principper er blevet smidt ud af vinduet, afspejler blot det faktum, at det ikke på nuværende tidspunkt er i de største magters interesse at opretholde dem. Der er ikke meget kontroversielt over ophævelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed, fordi magtfulde stater som Frankrig og Tyskland var blandt de første til at bryde disse regler.

Suspenderingen af EU’s regler om statsstøtte afspejler på samme måde den voksende bekymring blandt Europas herskende klasser om, at deres ”nationale interesser” kunne blive skadet af vitale virksomheders kollaps eller overtagelse af udenlandske firmaer. Dette er i sig selv et stærkt tegn på væksten i protektionistiske tendenser overalt i blokken, hvor medlemsstater planlægger at opkøbe nationalt og ikke europæisk vigtige virksomheder. Dette rejser den seriøse mulighed for at protektionistiske tiltag kunne blive anvendt inde i selve frihandelsblokken, og ikke blot rettes mod udefrakommende konkurrenter som USA.

Denne fællesinteresse gælder dog ikke, når det kommer til Corona obligationer. Tværtimod er interesserne hos de nordlige og sydlige stater diametralt modsatrettede på dette spørgsmål, og vil fjerne sig mere og mere fra hinanden, som krisen fortsætter.

Det er ikke i den tyske eller hollandske regerings interesse at hæve prisen på sine lån, selv en lille smule, for at hjælpe med at finansiere udenlandske staters politikker, som de ingen kontrol har over. Hvis de gjorde det, ville de åbne deres højre flanke op til nationalistiske partier som AfD, som allerede vinder frem på den vrede, der er blevet opbygget med årevis af nedskæringer og manglen på et reelt venstreorienteret alternativ.

På den anden side har sydeuropæiske regeringer, som Italiens for eksempel, ingen anden mulighed end at presse på for større deling af byrden blandt blokken. At acceptere skærpede betingelser for støtte, som dem der er indgår i den Europæiske Stabilitetsmekanisme, eller stiltiende acceptere stigende gældsudgifter, mens de nordlige stater (der har tjent fedt på det europæiske projekt) sidder komfortabelt, vil uden tvivl garantere at højrenationalister som Salvini kommer til magten. Dette kunne rejse perspektivet om Italiens udtrædelse euroen. Kort sagt, hvis de ikke opstiller disse krav, vil nogle andre gøre det.

Dødvande

Det har efterladt EU’s institutioner i fuldstændigt dødvande, hvilket kan blive set på de skiftende positioner, som både Christine Lagarde, præsidenten for ECB, og Ursula von der Leyen, præsidenten for den Europæiske Kommission – lederen af EU’s administration, har taget.

Lagarde tilfredsstillede først den tyske Bundesbank med hendes kommentar om at det ikke var ECB’s job at lukke spændet mellem italienske og tyske gældsobligationer, for efter blot at lave en spektakulær U-vending da hun stod overfor investorers panik og vrede fra de sydeuropæiske stater. Von der Leyen lavede så den samme politiske akrobatik, da hun udelukkede Corona obligationers som et ”slogan”, hvilket reflekterer hvor tæt hun står på sin tidligere arbejdsgiver, den tyske regering, for blot pludseligt at annoncere at ”alle muligheder” var på bordet, og at EU ville »hjælpe Italien og Spanien meget intensivt« efter hendes kommentarer fremprovokerede ramaskrig.

Det er fascinerende at se disse to individer følge en så ens bane, og det afspejler i sidste ende, at EU’s transnationale institutioner ikke eksisterer uafhængigt af de største medlemsstater, og derfor må afspejle deres interesser. Når disses interesser er så tydeligt og alvorligt splittede, lægger de sig begge op ad den stærkeste sektion – Tyskland – for blot at padle baglæns i frygt for at fremprovokere et split i den store og højtråbende mindretalsfraktion.

Denne lille dans har været bestemmende for EU's nølende og ineffektive politik siden 2008. Bolden er blevet sparket ned ad vejen flere gange end nogen kan huske. Den blev sparket videre sidste torsdag, og vil sikkert få et spark til i den nærmeste fremtid.

Det uundgåelige opgør kan ikke udskydes for evigt. Enten vil eurozonen forvandle sig til én forenet føderation, hvor spørgsmålet om deling af byrden bliver omstridt, eller også vil spørgsmålet om, hvem der skal betale al denne gæld blive fremsat igen og igen indtil blokken kollapser. Begivenheder over et årti har vist, hvilken af disse to muligheder er mest sandsynlig.

Klasseenhed

Europæisk integration stagnerede for længe siden, da den blev holdt tilbage af modsætningerne i at forsøge at overkomme den borgerlige nationalstat på en kapitalistisk basis. Virkelig integration og forening er umulig på baggrund af et udbytningssystem. I dag klinger europæisk enhed og ”solidaritet” lige så hult som den ”nationale enhed”, der bliver forsøgt prakket på os af hele verdenens regeringer, der giver billioner til udbytterne, mens arbejderne er tvunget til at arbejde og dø for deres profitter.

Den nuværende krise vil gøre mere end blot at true med at opbryde euroen. I alle lande har krisen udløst af coronavirussen allerede fremprovokeret dramatiske skift i bevidstheden. Overalt bygger det, Trotskij kaldte ”revolutionens molekylære proces”, sig op mod en voldsom eksplosion, der ikke blot vil true det europæiske projekt, men selve europæisk kapitalisme.

Virkelig solidaritet kan kun komme fra virkelig lighed. Ikke europæiske broderskab, men klasseenhed vil redde Europa fra denne katastrofe. Vi må kæmpe for et arbejder-Europa: frit for grænser, bankmænd og chefer.

”Arbejdere i alle lande, foren jer!”

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.