coronakrisePandemien, der spreder sig over hele verden, har udløst en global recession. Den herskende klasse roder rundt for at finde midlerne, der kan afbøde dette voldsomme slag mod økonomien. I deres desperation bryder de alle de regler, som har bestemt deres politikker de sidste 80 år. Det kapitalistiske system står over for dets værste krise nogensinde.

Allerede i recession

Økonomiske data halter altid efter begivenhederne, og de sidste officielle tal for økonomien er for sidste kvartal af 2019. Tallene for første kvartal af 2020 begynder at udkomme til april. Men situationen har uomtvisteligt forandret sig den seneste halvanden måned.

Forskellige institutioner prøver nu at forudsige krisens omfang, men deres modeller er bygget til fortiden og kommer til kort i denne nye uforudsigelige situation. Alligevel er der ingen grund til at tvivle på tallenes generelle retning.

 Investeringsbanken Morgan Stanley estimerer, at USA’s økonomi vil dykke 30 % mellem april og juni i år opgjort på årsbasis. Vel at mærke efter at væksten allerede faldt 2,4 % fra januar til marts. Faldet vil betyde, at arbejdsløsheden i foråret vil stige til 12,8 % – det højeste niveau, siden man begyndte at lave opgørelsen i 1948.

Millioner af mennesker har allerede mistet deres job. 3,3 millioner amerikanere søgte i sidste uge om arbejdsløshedsbistand – det højeste antal nogensinde. I Storbritannien søgte halvanden million om bistand i løbet af én uge.

Institute of International Finance forudsiger nu et fald på 1,5 % i verdens BNP, hvor USA er nede med 2,8 %, Eurozonen med 4,7 %, og Kina må se sin vækst skrumpet til blot 2,8 %. Hvad de betegner som ”udviklingslandene”, som dækker over den tidligere koloniserede verden, vil kun vokse med 1,1 %, men det er drevet af en forudset vækst – omend reduceret – i Indien og Kina:

»Meget af usikkerheden ved vores prognoser centrerer sig om andet halvår i 2020. Vi anslår, at væksten vil vende tilbage i andet halvår, under antagelse af aftagende karantæner og fremgang i tilliden blandt forbrugere og virksomheder. Om disse antagelser er berettigede, må tiden vise, og den usikkerhed, der står tilbage, præger alle vore prognoser.«

Mens de har en ide om, hvad der sker lige nu, har de kun ringe anelse om, hvad der sker om en måned eller to, for slet ikke at tale om til efteråret. De forudser et fald i BNP lige så slemt som i 2009, under forudsætning af at tingene nogenlunde vil vende tilbage til det normale i løbet af andet halvår. Det vil afhænge af landenes evne til at inddæmme pandemien, lette restriktioner og indgyde forbrugere og virksomheder en vis form for tillid til fremtiden. Ikke nogen lille opgave.

For tilliden blandt virksomhederne kollapser. Eurozones Purchasing Managers’ Index (PMI) viser, at indkøbscheferne regner med at indkøbe langt mindre det næste stykke tid. Indekset er således faldet til 31,4 % fra 51,6 %. Det laveste tal, der nogensinde er målt i eurozonen, siden man begyndte at måle i 1998. PMI-tal under 50 signalerer, at økonomien vil skrumpe. I USA er PMI-indekset faldet til 40,5, hvilket ikke er så lavt som i 2009 men tæt på. Ifølge en cheføkonom ved IHS Markit, som står bag indekset, indikerer faldene i PMI, at BNP i Eurozonen og USA i den nærmeste fremtid vil falde med henholdsvis 8 % og 5 %. Cheføkonomen tilføjer, at »det er usandsynligt, at indekset endnu har ramt bunden«.

Frankrigs finansminister sagde tirsdag, at krisen »kun kan sammenlignes med Den Store Recession i 1929«. Han nævnte, at den franske industri kun kører på 25 % af dens normale niveau. Tysklands økonomiminister sagde, at krisen tester »markedsøkonomiens funktionalitet«, og at »hele markeder er ved at bryde sammen«.

Tal fra Kina er sværere at få fat på, men ifølge et indeks fra erhvervsavisen Financial Times opererer Kinas økonomi på et niveau, der ligger 75 % under gennemsnittet i 2019. I forhold til 1. januar i år er Kinas produktionsniveau faldet med 35 %. Et ødelæggende slag mod den kinesiske økonomi.

De tidligere kolonilande er hårdt ramt. “Udviklingslandene”, som økonomer gerne kalde dem, har mistet 83 milliarder dollars i investeringer. Flere valutaer er i frit fald: Den mexicanske peso, Sydafrikas rand og Brasiliens real er alle faldet med omkring 20 %. Tyrkiske lira og indonesiske rupiah er faldet omkring 10 %. Det sker oven på tidligere fald i løbet af de seneste par år. Samlet set betyder det, at disse valutaer har mistet et sted mellem én og to tredjedele af deres værdi. På grund af deres massive afhængighed af dollar-lån står disse lande i en meget svær situation.

Desperate tider fordrer desperate handlinger

Den herskende klasse er skrækslagen, hvilket ses i alle de initiativer, de spytter ud med rekordhastighed. Denne gang tog det USA fire uger at stykke en redningspakke sammen, hvor det under finanskrisen for elleve år siden tog fire måneder. Redningspakken er også dobbelt så stor. 2.000 milliarder dollars sammenlignet med 1.000 milliarder.

Sammenlagt har centralbankerne i USA, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien, Canada, Australien og Eurozonen annonceret tiltag for 2.200 milliarder dollars. Samme landes regeringer er klar til at skyde 4.300 milliarder dollars ind i deres respektive økonomier. Det svarer til 17 % af deres samlede BNP og 7,3 % af verdens BNP.

Størrelsen på redningspakkerne understreger, at hele regelbogen for statens rolle i økonomien bliver skrevet om. Mario Draghi, den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), skriver i Financial Times:

»Det ligger allerede fast, at svaret (på krisen, red.) må involvere en øgning af den offentlige gæld. Det indkomsttab, som den private sektor pådrager sig – og den gæld, der skal fylde hullet – må til syvende og sidst blive absorberet af regeringernes egne regnskaber. En langt højere offentlige gæld vil derfor blive et permanent træk ved vores økonomier og vil blive fulgt af gældssanering i det private«.

I en nøddeskal: Regeringerne bliver nødt til at træde til som garant for at dække alle tab i den private sektor. Markedets normale funktion skal sættes til side. Fallerede virksomheder bør blive holdt kørende med statslig økonomisk støtte, lån og garantier.

Mario Draghi fortsætter:

»Mens forskellige europæiske lande har forskellige finansielle og industrielle strukturer, er den eneste effektive måde øjeblikkeligt at nå ud i hver en sprække af økonomien fuldt ud at mobilisere deres finansielle systemer: obligationsmarkeder, mest for store virksomheder, banksystemer og i nogle lande sågar postvæsenet for alle andre. Og det skal gøres straks og uden bureaukratiske forsinkelser. Særligt banker rækker ud over hele økonomien og kan skabe penge omgående ved at tillade overtræk og åbne for kreditfaciliteter«.

Regeringen skal altså øjeblikkeligt række ud i »hver en sprække i økonomien« og undgå »bureaukratiske forsinkelser«. I årtier er vi blevet fortalt, at regeringer er ineffektive, ødsle og bør holde deres fingre så langt væk fra økonomien som muligt. Nu, hvor systemet pludselig er truet af totalt kollaps, vil Draghi og hans borgerlige fæller gerne involvere staten i hver eneste del af økonomien. Uden at tage hensyn til al den regulering og de love, som de har indført de sidste 40 år. Staten er pludselig blevet garanten for hele det økonomiske system.

Centralbankerne skal finansiere regeringernes forbrug

Førhen insisterede økonomer på en streng adskillelse mellem centralbanken og regeringen. I deres iver efter at sikre centralbankens uafhængighed fik de endda skrevet dette krav ind i forfatninger, for eksempel i Maastrichttraktaten. Dette for at forhindre, at centralbankerne blev finanspolitiske værktøjer. Dybest set blev de vogtere for en sparsommelig finanspolitik. Nu er denne rolle slået over til sin modsætning.

I en artikel i Financial Times forklarer Philipp Hildebrand, næstformand for den magtfulde bestyrelse hos verdens største kapitalforvalter Blackrock, dette rationale. Centralbankernes interventioner under den sidste krise betyder, at »rummet for konventionelle og ukonventionelle monetære politikker er opbrugt«. I stedet bliver finanspolitikken (statsbudgetterne) nødt til at bære byrden. Men dette er problematisk:

»Overladt til sig selv vil et voldsomt statsligt forbrug i sidste ende føre til, at de effektive renter på statsobligationerne stiger, hvilket gør det sværere og dyrere at stifte gæld. Dette øger også risikoen for at skabe en større gældskrise længere ned ad vejen.«

(…)

»Det er derfor, verdens beslutningstagere skal udvikle en mindre simplistisk forståelse af centralbankers uafhængighed.«

(…)

»For at kunne håndtere denne eksistentielle trussel mod selve det verdensøkonomiske systems fundament, bliver en ægte uafhængig centralbank nødt til at være selvsikker i dens evne til tydeligt at koordinere med andre grene i det politiske system såsom staten.«

 På almindeligt sprog siger han, at regeringer ikke kan låne uendeligt mange penge, fordi långiverne til sidst vil holde op med at tro på, at regeringen kan betale dem tilbage. Det vil betyde, at de vil kræve højere renter, og det vil gøre yderligere udlån dyrere eller sågar umulige. For at løse dette bliver centralbanker nødt til at ”koordinere” – med andre ord at give regeringerne kredit. Hvordan gør centralbanken dette? Ved at skabe nye penge. Altså bliver centralbanken nødt til at trykke penge for at kunne finansiere regeringens forbrug.

I mere end 80 år har den herskende klasse undgået netop dette skridt. Hvorfor? På grund af den meget høje risiko for, at det vil føre til hyperinflation. I disse tider mener de dog, at de har lært lektien, og det derfor ikke vil ske igen; ligesom den tidligere premierminister i Storbritannien Gordon Brown op til krisen i 2008 blærede sig med, at han havde gjorde en ende på opsving-og-krak-cyklussen i økonomien.

Centralbanker er allerede begyndt at implementere den foreslåede politik. Den Amerikanske Centralbank, for eksempel, sidder inde med 10 % af regeringens gæld. ECB, som for nogle år siden måtte købe voldsomt op af regeringers gæld for at undgå en krise, endte med på fire år at opkøbe 1.900 milliarder euro gennem sine medlemslandes nationalbanker. Dette er i omegnen af 20 % af hele eurozonens statslige gæld. Nu forbereder centralbanker at øge denne beholdning drastisk.

ECB, som oprindeligt skulle være forfatningsmæssigt forhindret i at understøtte regeringers underskud, har annonceret et opkøbsprogram af statslige obligationer for 750 milliarder euro. ECB har erklæret, at den vil hjælpe dens medlemmers regeringer med at sænke deres udgifter til lån. Den Amerikanske Centralbank har også tilkendegivet, at den vil opkøbe statslige værdipapirer for reelt set ubegrænsede midler. I første omgang har amerikanerne således købt statsobligationer for 375 milliarder dollars i sidste uge. Imens er politikerne i Washington ved at forberede en lov, der giver centralbanken lov til ikke kun at købe kortsigtede statsobligationer, men også langsigtede og obligationer udstedt af stater og lokale administrationer. Reelt set skal centralbanken finansiere hele USA’s statslige budgetter det kommende år. Dette er uden fortilfælde.

En national bank

Centralbanken skal ikke blot finansiere statens budgetter men skal også til at overtage de kommercielle bankers rolle. Misligholdte boliglån, konkurser etc. vil belaste de kommercielle bankers evne til at låne penge ud, selv hvis de ville.

Her træder regeringer og centralbanker ind i brechen. Den tyske regering har givet grønt lys til at udlåne 800 millarder euro fra dens egen investeringsbank. USA’s 2.000 milliarder dollar store redningspakke inkluderer 820 milliarder til at finansiere udlån til virksomheder, heraf 350 milliarder til små virksomheder. Samtidig skruer centralbankerne op for deres aktiviteter.

Den Amerikanske Centralbank har annonceret endnu en række tiltag for at hjælpe kreditmarkederne, der er brudt sammen. Centralbanken vil købe realkreditlån for 250 milliarder dollars. Sammen med USA’s største virksomheder forbereder centralbanken ovenikøbet et låneprogram, der skal række ud til de små og mellemstore virksomheder. Dette skal sikre, hvad, der tilsyneladende skal gå for at være ubegrænset kredit, er tilgængelig for virksomheder af alle størrelser. Som en cheføkonom hos JPMorgan udtrykker det, er Den Amerikanske Centralbank ved at lave sig selv om til en kommerciel bank.

Et system i dyb krise

Alle de midler, den herskende klasse tager i brug, har et klart mål: at holde liv i alle virksomheder og arbejdernes forbrug, indtil pandemien er ovre. Men der er ingen grund til at se denne krise som en forbigående ting. Det er vejs ende for et system, som er blevet holdt kunstigt i live i årtier.

Udvidelsen i kreditgivningen begyndte ikke i kriseårene 2008/2009, men meget tidligere. Den måde, kapitalisterne slap ud af 1970’ernes krise, har banet vejen for en meget større krise i dag.

Gælden var en måde at overkomme en overproduktionskrise og sikrede, at virksomheder blev ved med at investere, og folk blev ved med at forbruge, selv efter de egentlig ikke havde råd til det. Men udvidelsen af kredit vil i sidste ende nå en grænse. Man kan trods alt kun udsætte regnskabets time i et vist stykke tid.

Vi har forklaret dette i en række artikler over det seneste årti. Denne nye krise er ikke forårsaget af en virus, men virussen har udløst den. Pandemien har blot afsløret alle de brudlinjer, der hele tiden har været der.

Mange økonomer og politikere håber, at økonomien – efter en kort, hård nedtur - vil komme sig. Havde denne pandemi fundet stedet for et par årtier siden kunne det sagtens have været tilfældet. Systemet ville have kommet sit relativt hurtigt. Men tingene er meget anderledes nu.

Tysklands og Japans økonomier var allerede i recession, og effekten af Trumps skattelettelser i 2018 er aftaget i USA. Den kinesiske økonomi havde også vist tegn på at gå ned i fart allerede, efter at effekten af Kinas rekordstore kreditekspansion efter krisen i 2008 blev stadig mindre. Trumps handelskrig har givet et alvorligt slag til den internationale handel. Opturen, i den udstrækning man kan tale om en sådan, var slut.

Det er derfor usandsynligt, at de midler, man nu tager i brug, blot vil være midlertidige. Snarere vil staten blive nødt til at understøtte økonomien i årene, der venter. Fordi det ville den før eller siden være tvunget til at gøre alligevel selv uden en pandemi. Det afspejler det faktum, at produktivkræfterne langt har vokset sig ud over den private ejendomsrets begrænsninger. Kapitalismen kan ikke længere spille en progressive rolle, og borgerskabets eneste udvej er at lade staten tage over.

Sammenligningen med de to verdenskriges krigsøkonomier er træffende. Det var præcis i perioden mellem 1914 og 1945, kapitalismen befandt sig i en lignende krise, omend denne krise bliver dybere.

Men denne måde at agere på kommer ikke uden en pris. På trods af hvad kapitalismens forsvarere i arbejderbevægelsen ønsker, er der ikke noget, der hedder gratis penge. De politikker, man nu har taget i brug, blev indtil 2008 anset som galskab og ikke uden grund. At trykke penge, mens produktionskapaciteten er statisk eller faldende, vil skabe inflation. At gøre det på en ukontrollabel måde skaber hyperinflation. Dette er en af den venezuelanske præsident Manduros økonomipolitiske fejltagelser. Tysklands regering i starten af 1920’erne er berygtet for at have gjort det samme, hvilket førte til en revolutionær krise.

Gennem det sidste årti har vi ikke set inflationseffekten, men dette skyldes, at man i vidt omfang gav de enorme pengesummer, man skabte, til virksomhederne, og pengene aldrig nåede at komme ud i den rigtige økonomi, men i stedet skabte bobler bl.a. på aktiemarkedet. Derudover var økonomien i så sølle forfatning, at de tiltag, centralbankerne tog, i højere grad undgik deflation, end at skabe inflation.

Det, de foreslår nu, er langt mere vidtgående både i sigte og omfang. Centralbankerne og regeringer blander sig mere direkte i økonomien. Samtidig kan problemet ikke koges ned til manglende efterspørgsel, som de kalder det, men på mange markeder handler det også om udbud. På grund af pandemien er produktionskapaciteten ved at kollapse, og det er uklart, hvor meget af det, der vil kunne komme sig igen. Kapitalismen er et anarkisk system, som ikke vil tillade forsøg på at blive planlagt og kontrolleret. I krisetider bliver systemet endda endnu mere uregerligt, kaotisk og sværere at forudsige.

Vi ser er allerede prisstigninger på essentielle varer som toiletpapir, medicinsk udstyr og madvarer. Dette kan sagtens også ske i andre sektorer, der står over for forstyrrelser eller hurtigt skiftende forbrugermønstre. Dette vil kun blive værre.

Hvem betaler?

Når alt kommer til alt, skal nogen betale regningen for det hele. Borgerskabet er alle nu blevet “socialister”, på den måde at de er meget opsatte på, at staten kommer og redder dem, men de vil naturligvis forsøge at sende regningen videre til arbejderklassen og bede dem om at betale.

Flyselskabernes reaktion siger meget om borgerskabets attitude. Multimilliardæren Richard Branson bad staten om en redningspakke til Virgin Atlantic, samtidig med at han bad sine arbejdere om at tage ubetalt orlov. Flyselskabets ugentlige lønomkostninger løber op i omkring fire millioner pund, hvilket betyder, at Branson ud af sin fire milliarder pund store formue ville kunne udbetale løn i cirka 20 år uden statsstøtte.

Hvis regeringerne begynder at trykke penge for at dække deres gæld, vil det kun føre til inflation, som vil udhule arbejdernes lønninger og opsparingerne hos de lidt bedre stillede arbejdere.

Borgerskabet er klar over vanskelighederne. I den 2.200 milliarder dollar store redningspakker har man inkluderet en check på 1.200 dollars til alle amerikanske borgere med en formue under 500.000 dollars. På den måde vil de forsøge at tage brodden af potentiel kritik, når de går ud og redder de store virksomheder. Som Wall Street Journal i sidste uge udlagde det:

»Nogle medlemmer af Kongressen presser på for at sikre, at kontante udbetalinger til alle amerikanske skatteydere bliver en del af en redningsplan for virksomhederne. En ide, som tirsdag fik momentum med præsident Trumps tilslutning. Sådanne udbetalinger vil blive populære og vil formentlig afværge kritik af støtte til virksomhederne.«

Det vil afbøde kritikken for en stund, men det vil blive meget sværere om et år eller to at argumentere for en ny nedskæringspakke for at betale for redningspakkerne.

Den tidligere chef for Den Amerikanske Centralbank lod forstå, at han var overrasket over, at redningspakken i 2008/2009 ikke fremprovokerede massebevægelser; et »populistisk tilbageslag«, som han kalder det. Men det gjorde de. Det kom bare med forsinkelse. De seneste år har budt på en periode med intensiverende klassekamp overalt. Den seneste krise vil kun bære brænde til bålet. Uanset hvilke midler borgerskabet vil bruge i sine forsøg på at lappe system sammen, vil det kun gøde jorden for en bølge af klassekamp.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.