corbynogjohnson »Ideen om at alt, hvad det britiske Labour-parti skal gøre for at vinde, er at tilbyde sand socialisme, er blevet afprøvet til destruktion«. (Financial Times)

Nyheden om det britiske valgresultat blev modtaget med jubel på verdens aktiemarkeder. Pund sterling skød i vejret, og Donald Trump tweetede: »Tillykke til Boris Johnson med hans store SEJR!«.

Men al historik viser, at en stigning på aktiemarkedet ikke nødvendigvis medfører noget som helst positivt for arbejderklassen. I højere grad er det modsatte sandt. Og hvad der behager den nuværende beboer i Det Hvide Hus, vil Storbritanniens arbejde folk ikke nødvendigvis bryde sig om.

Imidlertid vil stemningen hos mange aktivister i Labour være dyster og tvivlende, hvis ikke direkte deprimerende. Udsigten til ti år mere med et konservativt regime efter ti år med brutale nedskæringer og angreb på levestandarder, fylder mange med fortvivlelse.

Men det er nødvendigt at kigge udover de umiddelbare fakta og undersøge den dybere proces for at kunne forstå, hvor Storbritannien er på vej hen. Og en seriøs undersøgelse af faktaene understøtter ikke på nogen måder bankernes, kapitalisterne og deres politiske lakajers kortsigtede triumferen.

Det siges, at slagne hære lærer bedst. Det er essentielt, at bevidste arbejdere og unge lægger deres følelser til side, og koldt kigger på sagens fakta. Der skal spørges ind til: Hvorfor tabte Labour? Og svaret på det spørgsmål stemmer ikke det mindste overens med de falske og løgnagtige argumenter, der gentagende gange er blevet ført frem i massemedierne.

Et beskidt valg

Valget i 2019 var det mest beskidte i moderne tid. Det beviser de offentlige optegnelser. Næsten 90 procent af de annoncer, De Konservative havde betalt for på Facebook i starten af december, indeholdt vildledende påstande, har en undersøgelse vist. First Draft - en NGO, der arbejder med at afsløre fake news – analyserede alle reklamer på Facebook fra Storbritanniens tre største politiske partier de første fire dage i december. Undersøgelsen viste, at 88 procent af De Konservatives kampagner fremførte tal, der var i modstrid med Storbritanniens førende faktatjekker-organsation Full Fact. Til sammenligning kunne First Draft ikke finde nogen vildledende påstande i Labours facebookreklamer i samme periode.

Men det var ikke blot et spørgsmål om misrepræsentation eller direkte at fortælle løgne (en kunstart, som Boris Johnson er yderst kyndig i, ligesom sin ven i Det Hvide Hus). Denne kampagne var karakteriseret af en stormflod af sladder og karaktermord, som kun var rettet mod én mand: Labour-lederen Jeremy Corbyn.

For at finde en parallel, skal man helt tilbage til 1924, da den herskende klasse brugte et forfalsket brev, som man påstod var skrevet af Zinoviev (sovjetisk politiker, fmd. for 3. Internationale, red.), der advokerede for socialistisk revolution i Storbritannien gennem Labour-paritet. Hermed oppiskede man anti-socialistisk hysteri, som så førte til at mindretalsregeringen, der var ledet af Labour, blev væltet. Men selv den monstrøse smædekampagne blegner ved siden af den lavine af løgne, harme, gift og sladder, der har karakteriserede dette valg.

Massemedierne blev mobiliseret med kun et mål i sigte: den politiske og personlige ødelæggelse af Jeremy Corbyn. Dag ud og dag ind gentog aviserne, radioen og TV det samme monotone budskab. Chefrabbinerens og ærkebiskoppens tjeneste blev hidkaldt i denne larmende kampagne. De gentog de skamløse løgne om antisemitisme i Labour-partiet ved hver en lejlighed. Det var groft og åbenlyst, men effektivt, og influerede en betydelig sektion af vælgerne, særligt de mere tilbagestående lag.

Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, som også var en ekspert i at fortælle løgne, sagde engang, at hvis du vil fortælle en løgn, skal de ikke fortælle en lille en. Man skal fortælle en stor løgn – jo mere, grov, absurd og usandsynlig desto bedre. Og hvis du gentager denne løgn vil folk før eller senere tro den. Et fremragende eksempel på denne sorte propaganda var tilsviningen af Labour som antisemitisk, der tydeligt var en kampagne, som man uden skyggen af bevis havde brugt et par år på at orkestrere, og som blev systematisk udnyttet under valget.

Den konstante gentagelse af smædekampagnen mod Labour-lederen spillede utvivlsomt en rolle i valget. Ofte så man i nyhedsudsendelser, hvor repræsentanter af folket, angiveligt »tilfældigt udvalgt«, men som ofte viste sig at være aktionærer eller gamle pensionister (næsten aldrig var der en person under 40 år), hvor disse blev spurgt om deres mening om Jeremy Corbyn urokkeligt svarede: »Åh, ham kan jeg ikke lide«. Men de få gange, hvor de blev spurgt ind til hvorfor, svarede de konsekvent: »Det ved jeg ikke«.

Den samme stupide farce blev gentaget hver morgen, aften og nat. Hvordan kunne det ikke have en effekt? Kanal 4, som på trods af dens »liberale« image, er blevet det mest reaktionære af alle nyhedsstationer, har gjort sig særligt skyldig i dette. Men alle nyhedskanaler deltog i denne skamfulde optræden. Det inkluderer BBC, som, da det er statsejet, burde være politisk neutral, men i virkeligheden altid viste et klart bias til fordel for den konservative sag.

Ak! Politik er utaknemlig. Herren belønnede sin trofaste hunde ved at sparke den på munden. Straks efter at være trådt ind i Downing Street nummer 10 (premierministerens bolig, red.), annoncerede Johnson sin intention om, praktisk talt, at opløse BBC’s licens. Tydeligvis var BBC’s underdanighed ikke tilstrækkelig underdanig. Og uanset, så er det velkendt, at Tory-partiet er modstander af alt, hvad der er offentligt ejet og vil privatisere alting, der ikke er naglet til gulvet. I dag BBC, i morgen NHS. Men Boris sagde, at han aldrig, aldrig, aldrig vil… Til hvilket vi med digterens Omar Khayyáms ord vil svare:

- »Jeg sværgede. Men jeg var sober, da jeg sværgede«.

 De levende dødes nat

Efter at have spillet en skandaløs rolle i at sabotere Labours valgkamp og i at dæmonisere Jeremy Corbyn, spildte massemedierne ikke tiden og slog til, før selve valgresultatet lå klar. Minutterne efter den første exit poll var annonceret, slog de på tromme for Jeremy Corbyns afgang.

Fjernsynsskærmene begyndte at minde om en scene fra den gamle gyserfilm The Night of the Living Dead, da forlængst glemte politiske lig fra tiden under Tony Blair blev hidkaldt fra deres grave til at afsige deres dom over den nuværende Labour-lederskab. Ed Balls, Alan Johnson, Jack Straw – en parade af gamle, frafaldne Labour-slyngler - stod i kø for at udtrykke deres fordømmelse.

På hvert eneste af disse skabningers ansigter kunne man læse en blanding af ekstrem foragt og had, tilsat en kynisk tilfredshed over, at Corbyn endelig havde lidt nederlag. Al den akkumulerede vrede og frustration, de ikke kunne udtrykke i 2017 (hvor Labour under Corbyn gik markant frem, red.), eksploderede i en strøm af harmfuld galde. Nyhedsværterne sad og smilede med ublu tilfredshed over dette gyselige spektakel.

Alan Johnson, informerede John Lansman (en af Jeremy Corbyns tro støtter i Labour, red.), at Momentum (en venstrefløjs fraktion i Labour, hvor Lansman er en ledende skikkelse, red.) var et parti i partiet, og at han ville have dem smidt ud af Labour. Efterfølgende begyndte orgiet af fordømmelser for alvor. To parlamentsmedlemmer fra Labours højrefløj stod frem på TV og erklæderede, at ophavsmanden til alle deres trængsler var Jeremy Corbyn. Kun dette vederstyggelige individ og ingen anden var skyld i Labours valgnederlag den nat, måtte vi forstå.

Det samme tema blev taget op, udviklet, udvidet og forstørret til niende potens, da valgresultatet blev deklareret. Pludselig opstod der dog også et nyt tema. Nyhedsstationernes »lærde« annoncerede at »mange, mange af Labours parlamentsmedlemmer og kandidater« krævede Jeremy Corbyns øjeblikkelige afgang, og alle hans væbnere.

Det viste sig, at »mange, mange«, kun var få individer, som blev paraderet hen foran kameraet, uvægerligt udvalgt af Labour-partiets ekstreme højrefløj i parlamentet. Velkendte skabskonservative, som Margaret Hidge, hævede deres fordømmende røst i et sandt dæmonisk kor. Denne politiske heksesabbat vil have været mere passende i biograferne til Halloween, end i denne juletid, hvor man hylder fred på jord og det gode i alle mennesker.

En seismisk forandring

Hvordan kan man forklare det unikke had, som det etablerede føler for Jeremy Corbyn? For at kunne svare på dette spørgsmål, er det nødvendigt at forstå de gennemgående ændringer, der har fundet sted det britisk samfund og politik over de seneste år. Disse forandringer er en afspejling af kapitalismens generelle krise både i Storbritannien og på verdensskala.

For fire år siden producerede folkeafstemningen om EU-medlemskabet et resultat, der chokerede etablissementet dybt ind i sin kerne. Siden da har Storbritannien været i en tilstand af uset politisk og social uro. Den nye faktor i ligningen var, at den herskende klasse mistede kontrollen over situationen. Lige siden har den kæmpede for at genvinde kontrollen.

Førhen var det at styrer systemet ikke så svær en opgave. Det Konservative Parti (the Tories), borgerskabets foretrukne parti, var kontrolleret af en lille gruppe aristokratiske fyrtårne, som herskede over en masse af reaktionære aktiehandlere, landmænd, småhandlende og lignende elementer. På den anden side var Labour ledet af respektable damer og herrer fra middelklassen, som den herskende klasse kunne regne med håndterede tingene. Og når masserne blev trætte af dem ved magten, stod De Konservative klar til at træde til igen.

Men de seneste par år er ligningen blevet forstyrret, hvilket afspejler den ødelæggelse af den sociale og politiske ligevægt, der kom af det økonomisk kollaps i 2008. Dette har vist sig i en skarp polarisering mod både højre og venstre. Labour svingede markant til venstre efter valget af Jeremy Corbyn som partileder, mens torypartiets lederskab faldt i hænderne på højrefløjs chauvinister og engelske nationalister (de anti-europæiske »brexiteers«).

Det betød, at den herskende klasse i Storbritannien mistede kontrollen over både De Konservative og Labour. De højrefløjs-brexiteers, der nu styrer det Konservative Parti, gennemførte en udrensning af den moderate fløj, som var erhvervstoppen virkelige repræsentanter i partiet. De gik så langt som at ekskluderer 21 prominente parlamentsmedlemmer, inklusiv Winston Churchills barnebarn.

Dette har meget alvorlige konsekvenser, som den herskende klasse udmærket forstår. I kølvandet på denne udrensning beklagede The Economist: »Dem, som kræver, offentlige budgetter uden loft og ‘do-or-die’ flugt fra Bruxelles' byrder dominerer partiets ledelse«. Conservative Home, en partiaktivistisk blog, skrev tidligere på ugen »dette er enden på det konservative parti, som vi kender det« (min fremhævning).

Det britiske borgerskab er og har været urolige over udviklingen i det konservative parti, som de kun har lidt eller ingen kontrol over. Men de var mere rædselsslagne over udviklingen i Labour.

Frygten for en Corbyn-regering

Valget af Jeremy Corbyn som leder, repræsenterede en markant ændring i partiets retning. På trods af partiets venstrereformistiske begrænsninger, præsenterede Corbyns program et skarpt sving til venstre. Det gav en politisk vækkelse hos hundrede tusindvis af mennesker – særligt unge. Nye rekrutter strømmede til partiet, hvilket førte til en gennemgående forandring. Højrefløjen (også kaldet blairites, red.) blev slået. Flertallet af lokalafdelingerne rykkede skarpt til venstre, og nogle af højrefløjens lakajer blev fjernet. Forandringen har bredt sig til mange dele af partiapparatet. Heksejagten mod venstrefløjen blev bremset og mange tidligere venstrefløjsmedlemmer kom tilbage til partiet.

Partikonferencen er nu domineret af venstrefløjen, med kun fagforeningsbureaukratiet tilbage til at forhindre at partiet »går for langt«. Højrefløjens indflydelse er nu slået tilbage til sin sidste bastion, parlamentsgruppen, hvor den desperat fortsætter sin kamp ved at falde Corbyn-fløjen (også kaldet corbynistas, red) i ryggen.

Disse udviklinger skabte noget der lignende panik hos den herskende klasse. Udsigten til en Corbyn-ledet Labour-regering fyldte dem med angst. Tager man kapitalismens krise i betragtning, kunne sådan en regering da også have udgjort en seriøs trussel mod borgerskabet. Den vil have forberedt vejen for et enormt sving til venstre indenfor Labour, som vil have presset regeringen til at gennemføre radikale politikker.

Under disse omstændigheder var muligheden for, at Labour kunne gå hen og vinde valget, alarmerede for den herskende klasse. Sammen med højrefløjen i Labour gjorde de alt for at forhindre det. Blairtes i parlamentsgruppen var i forvejen ved at forberede et split i Labour, hvis Corbyn vandt valget. De arbejdede aktivt bag kulissen for et Labour-nederlag. Nu har de fået det resultatet de så inderligt ønskede.

Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med valgresultatet. Det er ganske klart. Den herskende klasse mobiliserede alle sine ressourcer for at knuse Jeremy Corbyn og forhindre en Labour-sejr. Selvom de var klart ubegejstrede overfor udsigten til en konservativ regering sammensat af rabiate chauvinister ledt af en principløse og uforudsigelige opportunist som Boris Johnson, så frygtede de en Corbyn-regering mere end alt andet.

Forudsigeligt var det derfor, at aviser og nyhedskanaler efter valgdagen atter blev mobiliseret i et glubsk forsøg på at vælte Corbyn. Denne vilde kampagne opnåede sit mål – i hvert fald delvist – da Corbyn og McDonnell annoncerede, at de vil træde tilbage, dog ikke med det samme.

Brexit

Tilsviningerne mod Corbyn spillede en stor rolle. Men det afgørende element var ubestrideligt Brexit. Lige siden 2016 har dette emne forgiftet det politiske liv i Storbritannien. Det har delt samfundet, ikke på klasselinjer, men udelukkende på en reaktionær facon. Grundlæggende handlede det om et split mellem to fraktioner af den herskende klasse. Proletariatets klasseinteresser kan ikke blive tjent ved at støtte nogen af de to. På en kapitalistisk basis er der ingen fremtid for den britiske arbejderklasse, hverken indenfor eller udenfor det kapitalistiske EU.

Selv før valgresultatet lå klar, blev kampagnen mod Corbyn intensiveret til niende potens. Parlamentsmedlemmer fra højrefløjen stod i kø for at kaste mudder og galde over Labours partioverhoved. De overså den lille detalje, at ved at skubbe partiet over i remain-lejren (dem, der vil blive i EU og have en ny folkeafstemning, red.), spillede de selv en betydelig rolle i Labours valgnederlag.

I brexiteer’nes rækker finder vi de mest reaktionære elementer i det britiske samfund: det ekstreme højre i De Konservative, chauvinister, racister og hele anti-imigrations-rakkerpakket. Men på den anden side, i remain-lejren har vi flertallet af bankfolk og kapitalisterne, der entusiastisk støtter op om blairite-fløjen i Labour, der, som altid, er kapitalistklassens trofaste talerør.

Der er absolut ingenting at vælge mellem hos disse to reaktionære bander. Vores opgave er utrætteligt at fordømme og udstille dem, påpege deres virkelige klassetræk og mål. Det er også vigtigt at indse, at Bexit-afstemningen i 2016 var, i vid udstrækning, en proteststemme fra de mest fattige og forfaldne områder i Wales og det nordøstlige England, som i årtier har lidt under arbejdsløshed, fattigdom, afsavn og at blive forsømt.

Minerne er blevet lukket og industrien mere end decimeret. Og idet disse områder ligger langt fra det europæiske marked, har de ikke opnået nogen af fordelene ved et EU-medlemskab. De føler sig forsømt, ladt tilbage og glemt af alle de politiske partier, men særligt af Labour, som, efter årtier med højrefløjens kontrol, systematisk har forrådt sine ambitioner.

Mange folk i disse områder er desperate efter at finde en løsning på deres problemer. De blev nemt forført af den simple ide, at ved at forlade EU ville det føre til en lys fremtid med fremgang. De stemte konsekvent for forandring i 2016, og blev bittert skuffet, da denne forandring ikke materialiserede sig.

De såkaldte remainers fra alle partier var dumme nok til at undervurdere, hvor dybt følelserne strakte sig hos et samfund, der i årevis har lidt under forsømmelsens åg og desperat søger forandring. Deres tomme propaganda om en ny folkeafstemning – med den klare intention om at omstøde resultatet fra den første – stødte millioner af mennesker fra sig, som så manøvren som et forsøg på at omstøde den demokratiske beslutning, der blev taget i 2016. Faktisk er der al mulig grund til at tro, at havde en ny folkeafstemning fundet sted, havde udfaldet været det samme, måske endda med et endnu større flertal for at forlade EU.

Svar på Konservative løgne

»Under Jeremy Corbyns katastrofale lederskab, bevæbnet med hans ’radikale og transformative’ program, faldt partiets parlamentspladser til det laveste niveau siden 1935.«

Dette var at læse i dagens (15/12/19) udgave af Finansiel Times’ dom. Før vi går i gang, er der to åbenlyse usandheder her, som bliver gentaget hudløst af vores »fri presse«. Og alene det faktum at et usandt udsagn konstant bliver gentaget, gør det ikke mindre usandt.

Løgn nummer ét: dette var Labours værste valgresultat siden 1935.

At valgresultatet for Labour var skidt, kan ikke benægtes. Men massemedierne og deres allierede fra Labour-partiets parlamentariske gruppes højrefløj forsøger at præsentere dette som en valgkatastrofe uden fortilfælde. Men dette bliver modbevist af fakta.

Selvom partiet har færre pladser nu, vandt Labour denne gang en større vælgerandel end i 1982, og Corbyn vandt flere stemmer end Tony Blair gjorde i 2005. Og selv Financial Times må modstræbende medgive, at »partiets vælgerandel på 32 procent var højere end under Ed Miliband i 2015.«

Løgn nummer to: dette var en forbløffende sejr for Boris Johnson og de Konservative.

Selvom det var et tilbageskridt for Labour i forhold til parlamentspladser, kan stemmeafgivelserne til de Konservative dårligt ses som en tillidserklæring til Boris Johnson eller hans parti uden fortilfælde. Faktisk steg de Konservatives stemmeandel blot med 300.000 i forhold til 2017.

Løgn nummer tre: dette valgresultat var et knusende nederlag for socialisme og Corbyns venstreorienterede politikker.

Financial Times skriver: »Et partiprogram med gaver og nationaliseringer blev afvist af mange af de britiske vælgere. Offentligheden var trætte af nedskæringer, men skeptiske overfor et program, der lovede alt fra gratis bredbånd til en fire dages arbejdsuge. Enhver efterfølger må tænke mere over grænserne for statslig intervention.«

Rent faktisk blev Labours politikker taget godt imod af de fleste folk. Politikken om at nationalisere jernbanerne og de store elselskaber fik et positivt ekko fra millioner af mennesker, der har indset, at privatiseringen af disse sektorer, og andre, var et kæmpe svindelnummer, der medførte højere priser og ringere service.

På samme måde blev Labours forpligtelse til at investere tungt i den nationale sygesikring og andre offentlige services, som uddannelse, afskaffelsen af studerendes undervisningsgebyrer, udbetalingen af pension til WASPI-kvinderne, der på uretfærdigvis ikke fik dette, og andre anti-nedskæringstiltag, mødt med meget bred opbakning. Dette er hvad the Economist – en anden fremtrædende fortaler for bankmændene og kapitalisterne – skriver:

»Hr. McDonell svarede på valgstedsprogonosen ved at sige, at dette var et Brexit-valg, men at Labours politikker blev venligt mødt på dørtrinene. Der er mere end et gran sandhed i dette. British Election Study (en britisk akademisk valgundersøgelse, red.) viser, at de fleste vælgere indtager en ’venstreorienteret’ stilling på spørgsmål, såsom hvorvidt samfundet er manipuleret til fordel for de riges interesser.«

»Centerets« kollaps

Løgn nummer fire: Labour må rykke tilbage til »midten« for at komme sig.

Denne løgn blev åbenlyst afsløret af selve valgresultaterne. Den politiske »midte« i Storbritannien er fuldstændig kollapset. The Economist beklagede sig bittert over at: »Storbritanniens eneste centerparti, Liberaldemokraterne, havde en endnu værre nat end Labour.«

Det politiske centerums kollaps er faktisk et internationalt fænomen. Det repræsenterer en voksende polarisering i samfundet, som, i sin essens, er et udtryk for klassepolarisering. Dette er, hvad der bekymrer den herskende klasse og dens politiske repræsentanter mest. De blev opmuntret af Macrons valgsejr i Frankrig. Men der gik ikke længe, før den boble brast.

Macrons falske løfte blev snart afsløret, og »Centeret« viste sig at være et gigantisk nul. Boris Johnson såkaldte nationale samlings-konservatisme vil ende på præcis samme måde. Frankrig er nu i grebet på masseprotester og en generalstrejke. Den samme skæbne venter Johnson-regeringen i fremtiden.

Løgn nummer fem: Corbyn-lederskabet har været en katastrofe, og Labour må afvise venstrefløjen, eller blive udryddet.

Financial Times informerer os: »Hr. Corbyn, hans lederskab og den ydergående venstreorienterede kult der omgiver ham, har fremmedgjort potentielle støtter overalt.«

Hvad er fakta? Siden Jeremy Corbyn blev partileder, har Labour-partiet oplevet en gennemgribende genoplivning. Der har været massiv stigning i dets medlemskab, som nu tæller omkring en halv million – det største politiske parti i Europa. Overalt er Jeremy Corbyn blevet mødt med entusiasme af store publikum især af unge mennesker.

Selv den højreorienterede The Economist må modvilligt indrømme dette:

»Derudover er Labours intellektuelle og følelsesmæssig energi stadig på venstrefløjen. Hr. McDonnell har inspireret en generation til at stille fundamentale spørgsmål om kapitalismens maskineri. Protestbevægelser såsom Extinction Rebellion fortsætter med at radikalisere de unge.«

Det store antisemitiske svindelnummer

Løgn nummer seks: Corbyns Labour-parti er antisemitisk og racistisk.

Af alle de åbenlyse løgne, som den gule presse har kastet op, er dette uden tvivl den mest skandaløse. Uden skyggen af beviser, har de råbt op omkring dette i de sidste par år. Denne beskidte kampagne nåede sit klimaks – eller snarere, sit lavpunkt – under valget, da overrabbinerens angreb blev fremhævet for at kaste mudder efter Jeremy Corbyn på den mest modbydelige måde.

Labour-partiet har altid været imod enhver form for racisme, og Jeremy Corbyns CV er på dette punkt upåklagelig. Det samme kan ikke siges om Boris Johnson og det Konservative Partis andre ledere, der ikke har tøvet med at appellere til racistiske fordomme hos de mest tilbagestående lag i befolkningen ved at spille anti-immigrationskortet både før og under valget.

Det Konservative Parti står idømt for udbredt islamofobi, som fx Boris Johnsons berygtede udtalelse, hvori han sammenligner muslimske kvinder med bankrøvere og postkasser, viser. Det har også en lang og notorisk historie med antisemitisme, som jeg viste i en tidligere artikel.

Men det bliver der aldrig talt om. Kun Jeremy Corbyn og Labour-partiet bliver fremhævet mødt med særbehandling i denne ondsindede løgnekampagne. Målet her er ikke racisme eller antisemitisme. Det er en organiseret modkampagne, der er designet til at sværte Jeremy Corbyns navn på venstrefløjen.

Og fordi den ikke er blevet effektivt modsvaret, har den haft en vis succes. Naturligvis! Hvis du kaster nok mudder (og der er blevet kastet tonsvis af massemedierne på daglig basis), skal noget af det nok blive siddende.

Løgn nummer syv: »Traditionelle Labour-vælgere brød sig ikke om [Corbyns] lederskabsstil og personlige svigt. Hans støtte til usmagelige autoritære regimer og hans yderst mangelfyldte svar på antisemitismen i Labours rækker tilføjede til en følelse af, at han ikke var passende som premierminister.« (Financial Times)

Vi ved ikke hvilke autoritære regimer, Corbyn angiveligt skulle have støttet. Hvad vi til gengæld ved, er at de Konservative og hele det britiske etablissement konsekvent har støttet ondskabsfulde reaktionære regimer som Saudi-Arabien, der regelmæssigt fængsler, torturerer og myrder politiske modstandere, som blev afsløret i sagen om den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi.

Under Boris Johnsons blev et hemmeligt dokument om terrorisme med vilje tilbageholdt, og er aldrig blevet afsløret for den britiske offentlighed, fordi det afslørede Saudi-regimets kriminelle rolle. Og den Konservative regering fortsætter med at støtte massemordskrigen, som Saudi-Arabien udkæmper mod Yemens folk.

Når vi alligevel er ved emnet antisemitisme og støtte til autoritære regimer, hvorfor har denne regering så aldrig udtalt ét fordømmende ord om den brutale undertrykkelse af palæstinensere udført af Israels reaktionære regering? Hvorfor har ingen spurgt Boris Johnson, eller hvis det kommer til det, overrabbineren, om deres holdning til opførelsen af jødiske bosættelser på palæstinensiske områder? Disse blev for nyligt godkendt som legitime af præsident Trump, hvis forbindelser til Israel og Saudi-Arabien er velkendte. Men hvis nogen spørger ind til disse ting i Storbritannien, bliver de uundgåeligt anklaget for »antisemitisme«!

Leave eller Remain?

Løgn nummer otte: Hr. Corbyns personlige tvetydighed, i forhold til hans benægtelse til at sige om han ville støtte Leave eller Remain i en ny folkeafstemning, skadede hans troværdighed yderligere.

Der er ingen tvivl om at Brexit var en afgørende faktor i dette valg. Boris Johnson brugte demagogisk mottoet »få Brexit overstået«, hvilket blev gentaget med en monoton regelmæssighed af medierne morgen, middag og aften. Dette havde uden tvivl en effekt på at forme, hvad folk stemte.

De Konservative tøvede ikke med at oppiske de groveste chauvinistiske fordomme for at vinde stemmer. De udbredte løgnen om, at blot ved at forlade EU ville fattige og forfaldne områder i det nordøstlige England og Wales genvinde deres velstand. Det var en stærk besked, som appellerede til millioner af mennesker, der har følt sig diskrimineret mod, forsømt og glemt.

Hele dette spørgsmål har været ekstremt splittende; det har sammenblandet forskellige problemer i folks hoveder, og overskåret traditionelle klasseloyaliteter. Denne bevidste dyrkning af splid tjente i høj grad de reaktionære Konservative. Den satte Labour i en svær situation. Men det var ikke en umulig situation, og den kunne være overvundet.

Det blev tydeligt illustreret af valget i 2017. På det tidspunkt med Jeremy Corbyn som leder accepterede Labour-partiet resultatet af folkeafstemningen om EU-medlemskab fra 2016, og kæmpede i valget på et radikalt program. Den kampagne opnåede den største stigning i Labour-vælgere siden 1945, på trods af det faktum, at alle meningsmålingerne havde givet de Konservative en føring på tyve procent.

Labours program med radikal social reformering vandt mange Leave-stemmere dengang. Hvorfor har partiet mistet dem nu? Svaret er meget tydeligt. Anti-Corbyn højrefløjen i Labour-partiets parlamentsgruppe gik i offensiven, og kæmpede for at blive i EU, og krævede en ny folkeafstemning om EU-spørgsmålet (en »Folkets afstemning«).

Dette krav blev insisteret på af selveste Tony Blair, og fik støtte fra de store virksomheder, der altid har ønsket at blive i EU. Og siden blairites’ne altid har været de store virksomheders forkæmpere, blev de naturligvis deres glødende fortalere.

Deres sande intention var hele tiden at presse, mobbe og underminere Jeremy Corbyns position. Til sidst pressede de Labour-partiet ind i en ambivalent position (»tvetydighed«), der forvirrede og fremmedgjorde mange vælgere, især i arbejderklasseområder der stemte for at forlade EU.

Dette gjorde uden tvivl stor skade på Labour-partiet, og var hovedårsagen til at mange, der traditionelt stemte Labour, i områder som det nordøstlige England og Wales trak deres støtte. Men det at blairites’ne nu argumenterer for, at Jeremy Corbyn bærer skylden for denne katastrofale politik, er hykleri af højeste grad. I virkeligheden var det blairite-remainere i Labour-partiets parlamentsgruppe, der var skyldige i at skubbe partiet ned ad denne vej, der førte til valgnederlaget.

Løgn nummer ni: mange i Labour-partiet kræver, at Jeremy Corbyn og John McDonnell trækker sig øjeblikkeligt.

Financial Times, der som alle ved, altid har været arbejderklassen og Labour-partiets livslange ven, er flink nok til at give os følgende venlige råd: »Hr. Corbyn og skyggekabinetskansleren John McDonnell burde træde tilbage fra processen i at finde en ny leder. At fratage den ydre venstrefløjs greb om partiet er essentielt.«

Vi er berettiget til at stille spørgsmålet: essentielt for hvem? At omvende Labour-partiets ryk mod venstre, at stoppe hvad der er kendt som Corbyn-revolutionen og vende tilbage til årene med blairisme (altså, Konservatisme under et andet navn), er i den grad essentielt – for den britiske herskende klasse. Men er det sandt at sige, at der er udbredt støtte i Labours rækker for noget sådan?

Er der virkelig en massiv opstand i Labours rækker mod Jeremy Corbyn? Dette er en feberdrøms opfindelse, eller snarere, ønsketænkning fra etablissementet og dets agenter i Labour-partiets parlamentsgruppe. En mere sober dom kom fra the Economist:

»Hr. Corbyn angreb pressen, og sagde at, selvom han ikke vil lede partiet i det næste valg, vil han forblive leder i den mellemliggende periode, mens det finder ud af dets fremtid, sandsynligvis i alliance med John McDonnell, hans skyggefinansminister. Vigtigere er corbynismen som filosofi, formodentligt kommet for at blive i nogen tid; Labours ideer var »evige«, sagde hr. Corbyn. Potentielle efterfølgere vil skyde skylden på budbringere, frem for budskabet. Blairismen vil forblive i graven.« (Min fremhævelse).

Ja, tak!

Begik Corbyn fejl?

Man siger, at slagne hære lærer bedst. En proces med intern debat og refleksion over dette valg vil starte nu, men det er nødvendigt at drage de alle de rigtige konklusioner. Forsøget på at skyde skylden for nederlaget på Jeremy Corbyn og venstrefløjspolitik er en løgn fra ende til anden, og må afsløres som sådan. Men begik Corbyn fejl? Efter vores mening, gjorde han i den grad det. Men de var ikke de fejl, som Labours fjender og deres agenter i Labour-partiets parlamentsgruppe anklager ham for. Tværtimod var de det stik modsatte.

Den marxistiske tendens i Labour-partiet har altid støttet Jeremy Corbyn mod højrefløjen. Vi anså, og anser stadig, valget af ham som partileder som et yderst vigtigt skridt fremad for alle socialister i Labour-partiet. Han har udvist stort personligt mod og standhaftighed i hans svar på de ondsindede angreb, der er vendt mod ham, og som uden tvivl ville have knækket de fleste folk i hans sted.

Vi anser hans tilbagetræden som et seriøst slag mod venstrefløjen i Labour-partiet. Men vi må også påpege, at der er en fundamental forskel på marxisme og den slags venstrereformisme, som Jeremy repræsenterer. Og Jeremy Corbyns fald tjener til at afsløre venstrereformismens svagheder og begrænsninger.

Det må indrømmes, at højrefløjsreformisterne har vist sig selv som langt mere fast besluttede og dristige end venstrefløjen. De har vist, at de er villige til at gå til enhver yderlighed for at vinde kampen om Labour-partiet. Venstrefløjen tenderer derimod til at vakle, undgå konflikter og indgå kompromiser. Det er et alvorligt fejltrin, og ét der fører til tilbagetog efter tilbagetog. Og for hvert tilbageskridt der bliver gjort, vil højrefløjen kræve ti til!

Efter vores mening var Corbyns alvorligste fejl at han ikke, omgående efter han blev valgt, forsøgte at udrense partiet for højrefløjens trojanske hest i Labour-partiets parlamentsgruppe. Boris Johnson udviste ingen tøven i at smide hans kritikere i det Konservative Partis parlamentsgruppe ud, og fra hans synspunkt, var det fuldstændig korrekt.

Man kan måske indvende, at sådanne drastiske metoder ville blive anset som udemokratiske og autoritære. I Labour-partiets tilfælde var der en fuldstændig demokratisk metode til at fjerne illoyale parlamentsmedlemmer, der gentagne gange saboterede og underminerede den demokratisk valgte partileder. Denne mekanisme kaldes demokratisk valg af kandidater.

Labour-partiets menige medlemmer var overvældende for nyvalg af kandidater til parlamentet, hvilket var deres demokratiske ret. Men de blev afholdt fra at praktisere denne ret af Momentums vaklende politikker og modstanden fra fagbureaukratiet. Blairites’ne fik lov til at fortsætte med deres systematiske sabotagepolitik, der fik katastrofale følger.

Håndteringen af den antisemitiske smædekampagne var lige så katastrofal. Det er fuldstændig åbenlyst, at hele sagen blev opdigtet af højrefløjen for at miskreditere Jeremy Corbyn. De startede denne nederdrægtige bagvaskelseskampagne, som blev taget imod med kyshånd, og forstørret tusindfold, af de konservativt-kontrollerede massemedier.

I stedet for at gå i offensiven og påpege at kritik af den reaktionære israelske stat ikke kan kaldes antisemitisme, trak Labour-lederskabet sig, og gav indrømmelser, der aldrig skulle være givet, mens højrefløjens kor forblev utilfredse, og konstant råbte på mere.

Endeligt, i forhold til spørgsmålet om Brexit, tillod Corbyn og McDonnell sig selv at blive presset af blairites’nes larmende kampagne, og bøjede sig for Remain-lejeren og accepterede en ny folkeafstemning. Det var som en rød klud for en tyr i arbejderklasseområderne i norden, der havde stemt for at forlade EU. Som resultat heraf vendte de sig mod Labour, og stemte på Boris Johnson.

Hvad er hovedproblemet her? Venstrereformisterne var bange for at føre kampen mod højrefløjen til sin konklusion i deres frygt for et split. Men splittet er fuldstændigt uundgåeligt. Højrefløjen i Labour-partiets parlamentsgruppe har forberedt det i lang tid. Der har erklæret krig mod Labour-partiets medlemskab og deres demokratisk valgte leder. De spytter i ansigtet på venstrefløjen, og venstrefløjen tørrer bare sit ansigt, og trygler om enhed. Den udviser svaghed, og svaghed fordrer aggression.

Det er på tide, at stoppe denne forligs- og tilbagetogspolitik! Alle de Labour-højrefløjs parlamentsmedlemmer, der har ført en bevidst sabotagepolitik, der massivt har bidraget til Labours valgnederlag, burde og skal blive vist døren. De skal fjernes fra deres positioner, før de påfører Labour-partiet uoprettelig skade. Lad de menige medlemmer bestemme, hvem der skal repræsentere dem. For afsættelse af højrefløjen! Lad dette være vores kampmotto fremadrettet.

Et kampperspektiv

Labour-partiet er allerede i et stadie af åben borgerkrig. Det virker sandsynligt, at det vil afspejle udviklingerne i det Konservative Parti. Blairite-fløjen er mere isoleret end nogensinde. En stor del af de parlamentsmedlemmer, der mistede deres pladser i valget, var blairites. Valgnederlagene har svækket dem yderligere, og den larmende kampagne i medierne vil heller ikke hjælpe deres sag. Tværtimod vil kampagne mod Corbyns brutalitet gøre de menige medlemmer rasende, og derved åbne op for muligheden for at rykke kandidatvalg nærmere og dermed fravalg af de upopulære højrefløjsparlamentsmedlemmer.

Corbyns fratrædelse var et slag mod venstrefløjen, hvilket også var intentionen med den. Men den herskende klasses forsøg på at tilbagerulle venstresvinget i Labour-partiet vil ikke blive så let, som de mere sobre anlagte borgerlige analytikere allerede har forstået.

Kampen i Labour-partiet vil antage en endnu skarpere og mere bitter karakter. En proces med intern debat og refleksion over valget vil nu begynde. Blairites’nes provokationer vil provokere en bølge af vrede og indignation i partiets rækker. The Economist har ret, når den siger, at de ændringer der er sket i Labour under Corbyn, ikke let kan blive omvendt. Ændringerne har dybtgående konsekvenser, ikke blot blandt de menige medlemmer, men også i høj grad inde i partiapparatet.

Som vi har set, var Boris Johnsons valgsejr ikke så rungende, som den er blevet præsenteret. Ej heller er resultaterne i arbejderklasseområderne i det nordøstlige England så opmuntrende, som de gerne vil have, at vi tror, de er. Mange af dem, der stemte på Johnson, har sagt, at de blot har »lånt« ham deres støtte. De forventer, at han leverer på sine løfter, og hvis han ikke gør det, vil den støtte blive trukket tilbage.

Men Johnson vil ikke være i stand til at levere. Storbritanniens udtræden af EU vil ikke føre til en ny æra af velstand og økonomisk vækst, men tværtimod have meget negative konsekvenser for den britiske økonomi. Hvis – hvilket stadig er meget sandsynligt – Storbritannien forlader EU uden en aftale, vil det blive en absolut katastrofe. Men selv under de bedste forhold vil Brexit føre til en økonomisk nedgang, arbejdspladstab og faldende levestandarder.

Som i andre lande er den nuværende periode karakteriseret af voldsomme holdningssvingninger, både mod venstre og højre. Det britiske valg i 2019 er blot endnu et eksempel på denne proces. Det vil medføre en ny periode med social konflikt, klassekamp og politiske omvæltninger, der ikke vil ligne noget vi nogensinde har set før, med alvorlige politiske konsekvenser.

De betalte medier forsøger at præsentere tilbageslaget som begyndelsen på enden for Labour. I tilbageblik vil det blive set som blot en episode, der vil vende sig til sin modsætning. Når det endelig går op for folk, hvad Brexit virkelig medfører, vil der komme en voldsom reaktion mod Boris Johnson og alt hans værk. Hans regering vil blive den mest upopulære regering i nyere historie. De uundgåelige angreb på levestandarder og services vil resulterer i en eksplosion af strejker og demonstrationer, hvis niveau ikke er set i Storbritannien siden 1970’erne. Labour-partiet vil befinde sig i et intenst stadie af røre, mens Blairites’ne laver et sidste desperat forsøg på at genvinde kontrollen. På et tidspunkt vil højrefløjen enten splitte, eller blive smidt ud. Dette vil skubbe Labour langt mod venstre, hvilket vil åbne seriøse muligheder for den marxistiske tendens.

London, 16. december

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.