For et par år siden blev en samtale mellem en kommandant fra den revolutionære garde og en gruppe Basiji-militsfolk, hvori de diskuterede den grønne bevægelse, der rystede Iran i 2009, lækket. I denne samtale sagde kommandanten noget i stil med »de her folk [han refererer her til folket i den grønne bevægelse] er bare fine rigmandsbørn, der er intet at være bange for. Det er først når de barfodede folk, fra de fattige og nødlidende områder, kommer ud, at vi skal være bange.« Den dag er kommet.
Fredag d. 15. november overraskede den iranske regering befolkningen med en annoncering af besparelser på tilskuddet til brændstof, som er en vigtig livline for fattige iranere. Siden da er tusindvis af unge gået på gaden og kommet i karambolage med politi, militær og paramilitære enheder. Demonstrationerne startede ud i den sydvestlige del af Iran, men sprang frem på tværs af landet i løbet af lørdagen og søndagen [d. 16-17 november], og nåede snart til alle større byer. Det er svært at måle størrelsen på demonstrationerne, men Fars News, der drives af den revolutionære garde, lækkede et antal på 87.000 i mandags [d. 18 november]. Dette er et konservativt estimat.
De nedtrådtes vrede
En rapport fra tirsdag d. 19. november beskriver situationen i flere fattige områder og arbejderklasses nabolag i Teheran:
»Der er en opstand i Islamshahr. Der er krig og skyderi overalt i Shahre Qods. De brændte den gamle borgmesters hus ned. De brændte [den revolutionære] gardens huse ned, alle banker er blevet brændt ned. I Fardis var der ægte gadekrig. Udover Sepah-banken har de brændt 24 andre banker ned. Det samme gælder i Andishe. I Fardis, Shahriar, Shahreqods og Andishe er mange blevet dræbt … politiets styrker er trætte og har ikke længere energien til at kæmpe imod.«
Regimet forsøger at fremstille demonstranterne som en gruppe banditter, der plyndrer og skaber optøjer. En overskrift i Jam-e-Jam lyder: »Folkets stemme forsvinder i optøjernes kaos«. Men det er ikke almindelige butikker, der er blevet ramt, men tankstationer og banker, der er blevet brændt ned i dusinvis (hvis ikke hundredvis), samt et par regeringsbygninger og politistationer, samt adskillige billeder af Khamenei. I Yazd blev huset tilhørende fredagsbønnens imam, som også er en repræsentant for Khamenei i byen, angrebet af en vred menneskemængde. Ingen af disse handlinger er blot tilfældige optøjer; der er et klart element af klassekamp i disse demonstrationer.
Reaktionen fra regimet har været brutal. Internettet er blevet lukket ned, og det er blevet ekstremt svært at kommunikere. Nyhedskilder er blevet stærkt begrænsede. Selv rapportering fra borgere der kommunikerer gennem oversøiske kanaler, noget der altid har været relativt nemt, er blevet nærmest umuligt. Mere eller mindre alle af regimets bevæbnede fløje er blevet sendt ud i gaderne og udfører brutal undertrykkelse af alt, der bare minder lidt om en demonstration. Mange områder er efter sigende blevet til krigszoner. En rapport fra Shiraz påstod, at der i nogle områder flyver helikoptere rundt over demonstranter og skyder tilfældigt efter dem.
Flere skoler og universiteter over hele landet er blevet lukket ned. På trods af dette fortsætter demonstrationerne omkring mange universiteter stadig. Et universitet blev eksempelvis lukket på grund af »kraftig tåge«. På Teheran Universitet har de væbnede styrker lukket alle indgange og næsten alle udgange og kun efterladt én lille dør, som studerende kan forlade området gennem. Regimet er i panik og frygter, at bevægelsen spreder sig til andre lag. Det forsøger at skubbe bevægelsen ud i formålsløse optøjer og sammenstød, som så vil isolere den fra befolkningens bredere lag. Indtil videre har dette ikke virket. Selvom mange holder sig væk, er der udbredt sympati med de unge på gaden.
Dette udbrud handler om langt mere end brændstofpriser, der nu er tredoblet i pris. De områder hvor folk først rejste sig, var Khusistan, Kermanshah og Fars, som alle er fattige, underudviklede provinser med høj arbejdsløshed. Mange af disse områder er hjemsted for arabiske og kurdiske minoriteter, hvis demonstrationer er blevet mødt med særlig brutalitet de seneste år.
Ungdommen der nu går på gaden, bruger det meste af deres liv på at vandre omkring og lave tilfældigt arbejde, som de kan få, hvis de er heldige, selvom mange har opgivet at lede efter arbejde i det hele taget. De, der ikke har, bliver konstant mødt med kravet om ”erfaring”, hvilket naturligvis er umuligt at få, hvis du ikke kan få et job. Kriminalitet er højere blandt disse lag, der ofte kommer fra ekstremt fattige arbejderklassefamilier.
I løbet af de seneste par år har mange af disse familier mistet deres opsparinger, efter en række banker er gået fallit. I virkeligheden var disse banker blot pyramidespil på højt niveau, og deres ejere, der alle har gode forbindelser, er aldrig blevet retsforfulgt, selvom de er kendt af alle og enhver – dette forklarer angrebene på bankerne.
Effekten af de amerikanske sanktioner har også været alvorlige, og familier har kunnet se og mærke deres levestandard kollapse i løbet af de sidste par år. Industrier er gået bankerot, og der er ingen jobs. Dem, der har jobs, bliver betalt uregelmæssigt, hvis de overhovedet bliver betalt, og dem, der ejer små virksomheder, er under konstant pres fra en eksplosiv inflation, der har været på over 30 procent i de seneste to år (ifølge officielle tal)!
Industriarbejdere i Iran lever i ekstrem fattigdom og er ikke engang i stand til at betale for boliger i byernes industrielle forstæder, hvilket tvinger dem til at bo i landsbyer og forstæder til forstæderne, hvorfra de skal rejse mange kilometer for at komme på arbejde. Disse rejser vil blive betydeligt dyrere nu. Samtidig klarer virksomhedscheferne og regimets store kanoner sig glimrende og bruger deres forbindelser til fortsat at udhule økonomien.
En af de virksomheder, der gror sukkerrør i Haft Tapeh i Khuzestan, som engang var en af de største sukkerproducenter i Iran, er et fremragende eksempel på dette. Virksomheden blev privatiseret for en slik og givet til et par 27-28-årige mænd, der har udhulet virksomheden, mens de har presset arbejderne til deres yderste grænse. Arbejderne er gået i strejke adskillige gange i løbet af de sidste par år for at få virksomheden renationaliseret under arbejderkontrol. Dette har tiltrukket stor opmærksomhed i regionen og blandt Irans bredere befolkning. Regimet slog hårdt ned på virksomhedens arbejderne, da de frygtede, at sådanne krav kunne sprede sig over hele landet. De unge på gaderne reflekterer vreden fra disse lag. Deres vold er et modsvar til den islamiske republiks udbredte fattigdom og forfald og den regelmæssige, nådesløse vold, som befolkningen lider under hver eneste dag.
Imperialistisk svar og regimets brutalitet
I løbet af de sidste par uger var regimets hårde faktion, der står tæt på Khamenei og den revolutionære garde, begyndt at adressere nogle af disse problemer i forbindelse med det kommende parlamentsvalg. De forsøgte at kanalisere den stigende vredesfølelse, som de mærkede fra befolkningen, gennem parlamentariske kanaler, og bruge denne stemning til at angribe den såkaldte moderate fløj centreret omkring Rouhani. Men så snart bevægelsen brød ud, gik den hårde fraktion, der pludselig var blevet moderat, naturligvis sammen med de oprindelige moderate for at knuse de desperate unge på gaden. Den herskende klasse virker nu fuldstændig forenet i deres forsøg på at drukne bevægelsen i blod.
Mindst 200 dødsfald er blevet rapporteret, og der er mindst 3000 er sårede. Og alligevel er det Irans unge, der bliver anklaget for at være voldelige forbrydere. Naturligvis kan regimet ikke benægte, hvad der har ansporet bevægelsen. For de lag, der er på gaden nu, er de dele af samfundet, der historisk set har støttet regimet. Regimet kan ikke bare afvise disse krav, når hele samfundet er sympatisk indstillet over for demonstranterne. Herskerne holder dog fast i, gennem en indirekte trussel, at hvis folk demonstrerer, vil landet falde tilbage til kaos og borgerkrig, som det skete i Syrien. De påstår, at amerikansk og saudiarabisk imperialisme forsøger at bruge disse bevægelser til at overtage Iran, og derfor bliver det at demonstrere til en handling i disses interesse. Det var gennem denne retorik, at de endeligt fik afværget forløberen til den nuværende bevægelse, der rystede landet tidligt i 2018, hvis efterskælv stadig kunne mærkes gennem resten af året. De bruger truslen om amerikansk imperialisme til at retfærdiggøre, at de fortsætter dræningen af det iranske folks livsblod. Men dette trick begynder at være tyndslidt. Hvorfor kan de rige og dem med gode forbindelser gøre hvad end de vil straffrit? Hvordan kan deres veldækkede spiseborde være fyldte, når resten af befolkningen sulter? Hvorfor er det kun de fattige, der behøver ofre sig, når truslen om imperialisme står for døren?
Det samme bliver også gentaget af de folk på venstrefløjen, der er imod bevægelsen – og mange tidligere bevægelser – med den undskyldning, at bevægelsen vil åbne en vej for amerikansk imperialistisk intervention i Iran. Disse folks logik er, at siden der ikke er noget (kommunistisk, socialistisk, demokratisk, progressivt osv.) ”revolutionært” parti, vil enhver bevægelse blot tjene til at gå en større ondes ærinde – amerikansk imperialisme. Men det eneste, som denne politik resulterer i, er at lade døren stå på vid gab for monarkistiske grupper, Mojahedin Khalgh og andre kontrarevolutionære bevægelser, støttet af USA og Saudi-Arabien, som bruger et revolutionært sprog til at sprede deres gift. Hvad der er behov for, er ikke at begræde manglen på et revolutionært parti, men at bygge det! Når vi står overfor udfordringer og svagheder, skal vi ikke træde tilbage og imødekomme reaktionens interesser. Vores pligt er at adressere bevægelsens svagheder og radikalisere den ved at hæve massernes bevidsthed og det organisatoriske niveau. Vores opgave er ikke at udvande kravene men at forlange mere radikale krav og stille spørgsmålet ud fra en klar og tydelig klasseposition, der både går imod Irans egen herskende klasse og dens internationale modstandere.
Andre har illusioner om, at vesten og vestligt demokrati vil løse Irans problemer. Men demonstrationerne i Iran bliver dårligt nok dækket af den vestlige presse. Den amerikanske statssekretær Mike Pompeo og andre vestlige regeringer har fordømt statens undertrykkende metoder. Men interessant nok har ingen af dem fordømt deres nedskæringspolitik. Disse blev anbefalet af selveste IMF – en vestlig institution – som en metode til at muliggøre forretningsrelationer med Iran efter markedets behov. Og ud fra et kapitalistisk synspunkt har de ret! Den iranske økonomi bliver nødt til at opgive statens indblanding i økonomien, for at landet kan blive mere attraktivt for udenlandsk investering. Det er en af årsagerne til, at Iran forsøger at svække og atomisere arbejderklassen, så den er moden til at blive udbyttet af de industrier, der konkurrerer på et verdensmarked. Det er sådan kapitalismen fungerer.
Det mest sandsynlige i øjeblikket er, er at vesten støtter op om den monarkistiske bevægelse, for at etablere et fremtidigt iransk regime omkring Reza Pahlavi, den sidste arving til den tidligere shah, der blev væltet af revolutionen i ’79. Disse folk taler i en uendelighed om massernes bedrøvelige situation og behovet for en revolution mod regimet, men et frit og demokratisk Iran nævner de ikke med et ord. I stedet advokerer de for et nyt monarki, der skal minde om det tidligere; et regime der bestemt ikke havde en lille mængde blod på hænderne! Derudover ville et sådant regime endnu engang gøre Iran til en vasalstat for USA. I denne henseende har mullaherne ret. I øjeblikket ser det ikke ud til, at nogen falder for disse tricks, men i fremtiden kunne sådanne reaktionære grupper, på baggrund af det enorme pres og manglen på et alternativ, finde et ekko blandt visse lag.
Behov for et revolutionært lederskab
Bevægelsens primære svaghed er tydelig – den er fuldstændig uorganiseret og har intet lederskab. På trods af regimets forsøg på at afspore bevægelsen ud i sanseløse optøjer, er dette ikke sket endnu. Ikke desto mindre må det blinde raseri på gaderne finde et organiseret udtryk, hvis bevægelsen skal undgå de mange fælder, der ligger foran den. Det er kun over et kort stykke tid, at en bevægelse kan blive ved med at gå på gaden og slås med politiet, og der er kun så meget, der kan opnås gennem denne protestform.
Først og fremmest er det nødvendigt at blive organiseret ved at opsætte demokratisk kontrollerede komiteer i nabolagene, der så kan forbindes på en regional og senere national plan. Disse komiteer kunne blandt andet organisere selvforsvar både mod den åbne reaktion, men også mod provokatører, der helt sikkert opererer mange steder. Komiteerne skal spredes til alle skoler, landsbyer, nabolag og fabrikker som en måde at styrke og udvide bevægelsen på.
Derudover må bevægelsen formulere et klart program for at inddrage et bredere lag af befolkningen. Først og fremmest skal programmet kræve regimets fald, opløsningen af militserne, segregeringen af religiøse institutioner fra staten og indkaldelse til en grundlovgivende forsamling. Dernæst må sociale og økonomiske krav rejses, såsom en tilbagerulning af alle nedskæringer i den seneste periode, en løn man kan leve for justeret efter inflation, gøre bankerne og de større virksomheders papirer tilgængelige for offentligheden og påbegynde arbejdet med at fængsle og ekspropriere alle de, der har vist sig korrupte. Yderligere krav burde inkludere renationalisering af alle privatiserede virksomheder under arbejderkontrol og genindførsel af en sådan kontrol af hele den statsejede økonomi sammen med sikringen af gratis uddannelse og sygesikring af høj kvalitet.
Bevægelsen må række en hånd ud til alle de arbejdende masser, der lider under regimet, uanset om de er arbejdsløse, bønder, studerende eller folk fra middelklassen. Frem for alt er det nødvendigt, at bevægelsen inddrager arbejderklassen som en organiseret kraft for at vinde kampen. Vi har allerede i de sidste par år set, at arbejderne er klar til at kæmpe. Der må opfordres til en generalstrejke over hele landet, der kan vælte det diktatoriske regime. I 2011 var det en generalstrejke, der væltede Ben Ali-regimet i Tunesien og Mubarak-regimet i Egypten i 2011. På samme måde var det forberedelsen til en generalstrejke, der fik Bouteflika-regimet i Algeriet og Bashar-regimet i Sudan til at falde tidligere i år. Og til trods for alle løgnene forbliver det et faktum, at det var generalstrejken i 1978 og ’79, der væltede selve shahen og ikke Ayatollah Khomeinis guddommelige evner. Så snart arbejderne er mobiliseret, vil regimet falde som et korthus.
Endeligt bør bevægelsen udstede en solidaritetsappel til arbejderne og de fattige fra hele regionen, fra Irak og Libanon (hvor masserne allerede er på gaderne) til den arabiske halvø, Tyrkiet, Jordan og Egypten, hvor lignende bevægelser simrer lige under overfladen. Regenterne i disse lande er måske låst fast i bitter intern kamp, men de er alle forenede mod masserne. På samme måde er det kun blandt regionens arbejdende masser, at den iranske revolution kan finde dens sande allierede. En revolution i Iran ville uden tvivl sprede sig som en steppebrand gennem hele regionen og videre endnu.
Den iranske ungdoms opstand på gaderne repræsenterer den iranske kapitalismes blindgyde. Hverken imperialistisk dominans eller præstevældet har været i stand til at løse nogle af problemerne i Iran. Tværtimod kan den herskende klasse, i et land der rummer et væld af naturlige og kulturelle skatte, kun tilbyde elendighed og forfald. Det institutionaliserede islam-styre har banet vejen for en frastødende udplyndring af de fattigste og besiddelsesløse – et røveri begået ved højlys dag. Tidligere har de kunne sætte en dæmper på folkets vrede ved at appellere til deres religiøse overbevisninger, men dette virker ikke længere. Folk forbliver religiøse, men efter begivenhedernes indvirkning forsvinder den tåge af forvirring, som islamisterne har forsøgt at kreere, og klasselinjerne bliver endnu en gang tydeligere og tydeligere og baner vejen for endnu et stort slag mellem klasserne.
