RevoNr53forsideDen 10. november kl. 04:50 annoncerede Evo Morales at han fratræder som Bolivias præsident. Det var kulminationen på er kup, der i en tid havde været under opsejling. Over weekenden så vi mytteri i politiet, skarpskytter som skød imod minearbejdere, en OAS-rapport, der betvivlede det netop afsluttede præsidentvalgs validitet og afslutningsvis militæret som ”anbefalede” Evo at fratræde. Vi har fra begyndelsen været imod dette reaktionære kup, samtidig med at vi har pointeret, hvordan omstændighederne for kuppet blev skabt.

Begivenhederne startede med politiets mytteri fredag den 8. november. Det startede blandt uropolitiet i Cochabamba, over lørdag den 9. november havde det spredt sig til otte ud af landets ni politiafdelinger. Politistyrkerne begik mytteri og nægtede at fortsætte deres arbejde på gaderne og låste sig i stedet inde på deres kaserner. Den nationale kommandør for politiet forsøgte at nedtone situationen og benægtede, at der var et mytteri. Han holdt fast i, at politiet ganske enkelt var ”gået hjem til deres kaserner”. Kort efter erklærede hæren, at de ikke ville ”komme ud i gaderne”. De forlangte endnu ikke, at Evo Morales skulle fratræde, men de var tydeligvis heller ikke parate til at forsvare ham. Regeringen havde mistet kontrollen over statens undertrykkelsesmidler.

I denne situation besluttede minearbejdere fra Huanuni, der var på vej til hovedstaden for at bekæmpe kuppet, sig for at trække sig. En karavane bestående af modstandere af Evo Morales, der var på vej fra Potosí til hovedstaden, blev angrebet ved Vila Vila. Som reaktion besluttede 2.500 minearbejdere fra Potosí sig for at støtte karavanen og fjernede blokaden. Disse blev til gengæld angrebet ved Challapata af skarpskytter, som resulterede i tre sårede minearbejdere. Disse hændelser skabte vrede i Potosí. Minearbejdernes fagforening hos den enorme San Cristobal mine udsendte en erklæring, der bad alle minearbejdere som havde fri om at tage hen og støtte minearbejderne, som var under angreb. Den samme position blev taget af Departmental Mineworkers’ Union.

Søndag den 10. november klokken 02:00 udsendte Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) en foreløbig udmelding fra kommissionen, der observerede valget den 20. oktober. Kommissionens officielle resultat var fastsat til at udkomme den 12. november. Udmeldingen erklærede at den ”ikke kunne validere valgresultatet”, og at den ”anbefalede” at nye valg skulle afholdes, og at valgorganet skulle udskiftes. Dette var et alvorligt slag for Evo Morales, som havde insisteret, imod oppositionen (der forlangte enten et nyvalg eller hans aftrædelse), at alle skulle vente på OAS’ vurdering, og at han ville respektere dets resultat. Det er tydeligt at OAS bragte deres udtalelse for at fremskynde enden på Morales.

En sejr for reaktionen

Evo Morales indkaldte derefter til en pressekonference, på et tidspunkt hvor han allerede havde mistet støtten fra fagforeningsbureaukraterne i COB, der førhen havde været loyale overfor hans regering. Klokken 07:00 annoncerede Morales, at han annullerede valget og udskrev organiseringen af et nyt valg, med mål om at ”pacificere landet”. Almagro, generalsekretæren for OAS, insisterede på at Morales skulle blive på magten i mellemtiden og afslutte sin periode i embede. Hvad imperialisten Almagro ønskede var en kontrolleret magtoverdragelse, for ikke at lade døren stå på klem overfor ideen om, at det er acceptabelt at vælte regeringer igennem masseaktion. På dette tidspunkt baserede Morales sig på OAS’ støtte.

Den højreorienterede opposition ledt af Camacho, lederen af ”Comité Cívil” i Santa Cruz og repræsentant for det reaktionære cruceña-oligarki, accepterede selvfølgelig disse vilkår. Reaktionen følge sig stærk, den havde store antal mobiliseret i gaderne, velorganiserede fascistiske bander, støtten fra store dele af politiet og hærens øverstbefalendes samtykke. De forlangte at Morales trådte af og var parate til at opnå det, koste hvad koste vil. Reaktionens kræfter vidste hvad de skulle gøre for at opnå deres mål, og bevægede sig frem skridt for skridt. Imens vaklede regeringen, trak sig tilbage og tilbød indrømmelser, og var paralyseret af forfatningsmæssige og lovmæssige hårknuder, som den selv havde skabt.

Oppositionskandidaten Mesa, der havde kæmpet mod Morales i valget den 20. oktober, og som repræsenterede en mere ”moderat” fløj af den borgerlige opposition, afviste også Morales’ udskrivning af nyvalg og insisterede på, at han måtte trække sig. Forskellen på Mesa og Camacho var i valg af metode. Mens Mesa ønskede et kontrolleret kup indenfor forfatningen under sin kontrol, så ønskede Camacho et klart brud med Morales.

I den tidligere eftermiddag, annoncerede hæren, at den intervenerede i situationen for at forhindre ”irregulære bevæbnede grupper fra at angribe befolkningen”, med reference til skarpskytternes angreb imod minearbejderne i Potosí. De brød kommandolinjen og handlede på egen hånd og adlød ikke længere præsidentens ordre. Kort efter i en officiel udtalelse ”foreslog” de Morales at træde af. Kuppet var fuldendt.

En fatal indrømmelsespolitik

Evo Morales’ præsidentfly forlod El Alto-lufthavnen. Der gik rygter om, at han var på vej mod Argentina, men i sidste øjeblik blev han nægtet adgang til deres luftrum. Til sidst landende flyet nær Cochabamba, i Chapare-regionen, hvor han er fra, og som er meget loyal overfor ham. Klokken 16:50 kom Evo Morales med en udtalelse fra Chimoré i Trópico de Cochabamba regionen, hvori han annoncerede, at han trak sig som præsident. Han blev efterfulgt af sin visepræsident Alvaro García Linera, der også trak sig. Dagen igennem trak dusinvis af MAS-politikere sig, nogle som rotter der forlod den synkende skude, andre som resultatet af trusler fra reaktionen (i nogle tilfælde blev der stukket ild til deres hjem, eller deres familier truet eller kidnappet). Reaktionen havde vundet.

Vi har fordømt kuppet fra dag ét, og har argumenteret for at den eneste måde at bekæmpe det på, er ved revolutionære midler (Se her og her). Evo Morales’ regering har gjort det præcis modsatte.

Det er vigtigt at forstå hvordan vi er kommet til den nuværende situation. I det forrige valg i 2014 fik Evo Morales stadig over 63% af stemmerne, men nu var det dykket til 47%. Vi bliver nødt til at være ærlige om, at det var en politik med klassesamarbede og indrømmelser til kapitalisterne, multinationale selskaber og storbønner, som eroderede arbejdere og bønders støtte til hans regering.

For at give nogle få eksempler. Morales havde lavet en aftale med landbrugsvirksomhederne i Santa Cruz, ved at give alle mulige slags indrømmelser (ophævelse af forbuddet imod genetisk modificerede afgrøder, tilladelse af yderligere skovrydning, aftaler med Kina om eksport af kød). Han var blevet så sikker på, at han havde vundet nok støtte, til at han åbnede sin valgkamp i Santa Cruz med at takke ”forretningsfolkene i Santa Cruz… som altid kommer med lønninger for hele Bolivia”, og pralede af aftalerne med Kina om eksport af kød, soja og quinoa.

I Potosí har vi set en massemobilisering imod Evo Morales, som ikke havde den samme sociale sammensætning som den reaktionære bevægelse i Santa Cruz. Der er nogle årsager dertil. Her var der utilfredshed over indrømmelser vedrørende en litiummine til et tysk multinationalt selskab. Kontrakten gav ACI Systems (et selskab som ikke har nogen tidligere erfaring indenfor området) en 70 års kontrakt (i kontrast til standardkontrakter på 30 år i andre latinamerikanske lande) og de facto fuld kontrol over driften af selskabet, som vil være et fælles foretagende med staten. Dette blev af mange set som en handling, hvor landets naturressourcer blev foræret til udenlandske multinationale selskaber af en regering, der hævder at være anti-imperialistisk, en handling som kun tvivlsomt vil bringe fordele for den lokale befolkning. Kontrasten var en af hovedårsagerne til masseprotester mod regeringen i Potosí, som var begyndt inden valget. Den 9. november udsendte Evo Morales et dekret, der trak indrømmelserne tilbage. Det var imidlertid too little too late.

For at gøre tingene værre, så udnævne Evo Morales Orlando Careaga, en mineejer og tidligere højreorienteret politiker, som hovedkandidat til senatorposten for Potosí. Han havde været medlem af Goñi Sánchez de Losadas forhadte parti MNR, der blev væltet af en revolutionær bevægelse af arbejdere og bønder i 2003. Careaga blev derefter senator for et andet højreorienteret parti i 2004-2009, imens Morales allerede var præsident. Hans udnævnelse blev mødt med modstand blandt lokale MAS-folk og blev modtaget med vrede af sociale bevægelsers organisationer. I Chuquisaca havde MAS-kandidaten Martha Noya Laguna været viseminister under Goñi. Alt dette bidrog til at fremmedgøre MAS fra sin egen sociale base, samtidig med at det tillod udviklingen af massebevægelser imod ham, i regioner som tidligere havde været solide støtter af Evo.

På lignende vis havde Evo Morales bundet sin skæbne til den reaktionære, højreorienterede og pro-imperialistiske generalsekretær for OAS – Almagro. Morales tabte folkeafstemning om forfatningsændringen i 2016, som blev afholdt for at tillade ham at genopstille til endnu et præsidentvalg. Resultatet, hvori 51% var imod og 48% var for at afskaffe begrænsningen på antallet af embedsperioder for præsidenter, var allerede en indikator for tabet af støtte til hans regering. Den bolivianske højesteret besluttede imidlertid efterfølgende, at det at stille op til genvalg var en menneskeret, så Evo Morales kunne genopstille. Luís Almagro kom offentligt ud og støttede denne beslutning, hvilket frembragte vrede i hele den bolivianske opposition. På denne måde bandt Evo sin skæbne til Almagros vilje. OAS blev inviteret af Morales til at overvære valget, og da oppositionen råbte op om valgsvindel, henvendte Morales sig selv til OAS for at komme med deres vurdering. Det var den logiske fortsættelse af hans politik med indrømmelser til kapitalisterne og imperialisterne, hvilket endte med at koste ham dyrt.

Arbejdere og bønder: genopliv jeres revolutionære traditioner!

Reaktionens sejr i Bolivia vil få en effekt ud over landets grænser. Det har allerede styrket den reaktionære oppositions morale i Venezuela. I selve Bolivia er der en åben kamp mellem forskellige fløje indenfor den herskende klasse. Camacho og cruceña-oligarkiet ønsker en ren tavle, arrestationen af alle MAS-repræsentanter, en overgangsregering udgjort af dem selv, politiet og hæren, og et valg på vilkår, der tjener til deres fordel. Mesa, derimod, leder på fanatisk vis efter en vej indenfor forfatning, med det nuværende parlament som ansvarlige for at gennemføre nyvalg. Uanset hvad udfaldet af kampen bliver, så har højrefløjen taget over i Bolivia og vil danne en regering (legitimeret af et valg før eller siden), som vil udløse en bølge af angreb imod arbejdere, bønder og den indfødte befolkning, og som vil ødelægge de tilbageværende forbedringer, der er blevet tilkæmpet igennem de sidste 14 år.

Billedet af ”civico”-lederne Camacho og Pumari, som indtog Palacio Quemado (det tidligere regeringssæde i La Paz) med en bibel i den ene hånd og med et gammeldags boliviansk flag (i modsætning til de indfødtes whipala, der nu er blevet taget ned fra alle statslige bygninger), giver en klar idé om karakteren af kræfterne bag kuppet.

Arbejdere og bønder i Bolivia bliver nødt til at organisere modangrebet, og for at kunne gøre dette er det nødvendigt at lære af erfaringerne fra MAS-regeringen. Det var politikken med indrømmelser til kapitalisterne, multinationale selskaber og landbrugsindustrien, der eroderede støtten til regeringen fra dens sociale base, hvilket banede vejen for kuppet. Kapitalisterne, som tog enhver indrømmelse Morales var parat til at give dem, var aldrig fuldt ud tilfredse med ideen om at have en regering ledet af en indfødt fagforeningsmand, en regering som var et biprodukt af de revolutionære oprør i 2003 og 2005. De ventede bare på det rette øjeblik til at slå til og tage magten. Kuppet mod Morales bekræfter endnu en gang den reformistiske metodes blindgyde.

Konklusionen er tydelig: den eneste måde at sikre permanente sejre for arbejdere og bønder på, er ikke igennem aftaler med kapitalister, bankfolk, storbønder og multinationale selskaber, men derimod ved hjælp af de undertryktes revolutionære massemobilisering, for at bryde imperialismens og det kapitalistiske oligarkis økonomiske magt. Kun ved at ekspropriere den herskende klasses produktionsmidler, jord og mineralressourcer og sætte det under arbejderkontrol, kan de blive brugt som en del af en demokratisk plan for produktionen til at tilfredsstille flertallets behov. I Bolivia har arbejdere og bønder stolte revolutionære traditioner. De bliver nødt til at genoplive ånden og programmet fra Pulacyo-teserne, vedtaget af minearbejdernes fagforening i 1946: ”proletariatet i de underudviklede lande er nødt til at forene kampen for borgerlige demokratiske opgaver med kampen for socialisme”.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på marxist.com d. 11 november

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.