capitalism isnt working 1Tysk økonomi bevæger sig mod en økonomisk nedtur, hvilket får borgerlige økonomer til at lede efter værktøjer, der kan tages i brug for at mildne den. Men den traditionelle værktøjskasse er tom. Negative renter gør pengepolitikken ukampdygtig, og finanspolitiske lempelser vil skabe politisk ustabilitet i Tyskland og EU.

Som beskrevet i sidste udgave af Revolution, bevæger verdensøkonomien sig mod en ny økonomisk nedtur. Særligt den tyske økonomi viser fortsat svaghedstegn. I andet kvartal skrumpede tysk økonomi samlet med 0,1 pct., og den tyske Bundesbank udmeldte i midten af august, at nedturen forventes at fortsætte i efteråret. Altså perspektiver om en recession, defineret som to kvartaler i træk med negativ vækst.

Dette har sat gang i diskussioner blandt borgerlige økonomer om, hvorvidt der skal føres mere ekspansiv finans- eller pengepolitik for at modvirke nedgangen i økonomien. Den afgående formand for Den Europæiske Centralbank (ECB) Mario Draghi har udtalt, at ECB vil gøre, hvad de kan, for at holde priserne og væksten oppe, men deres værktøjer er begrænsede.

Pengepolitik opbrugt ved seneste krise

Krisen i 2008 kom bl.a. til udtryk i de banker og finansielle institutioner, der havde udstedt mange meget risikable lån op til krisen. Da det blev klart ved krisens begyndelse, at den finansielle verden stod over for at bryde samme, måtte regeringer og centralbanker derfor vælge mellem at lade hele finanssektoren falde eller at holde hånden under bankerne og systemet. Det første ville medføre en markant dybere økonomisk krise og følgelig uoverskuelig social uro, det sidste ville være at forsøge at genoppuste bristede bobler og udskyde problemerne til senere.

Den sidste mulighed blev valgt, hvilket i eurozonen siden krisen har medført gentagne sænkelser af ECB’s rente for at få folk til at investere og forbruge mere, da en lavere rente gør det mindre attraktivt at have sine penge stående i banken. ECB har også måtte ty til alternative politikker som Quantitative Easing, der kort beskrevet er at pumpe penge ud i økonomien ved at opkøbe statsobligationer for at give folk flere penge mellem hænderne og presse renten på statsobligationer ned.

At dette blot har været en udskydelse af mere grundlæggende systemiske problemer kommer særligt til udtryk i dag, hvor den tyske økonomi er nær recession og det generelle renteniveau er historisk lavt. Mange renter er sågar negative, såsom ECB’s ledende rente på -0,4 pct. Renterne på 2 ud af 3 europæiske statsobligationer er ligeledes negative. Altså mister banker og investorer penge på at have penge stående i ECB eller eje en statsobligation. Dette er et produkt af 10 år med ekspansiv pengepolitik fra ECB’s side samt generelt faldende renteniveauer.

De negative renter betyder, at pengepolitikken i Europa har mistet sin effekt til at få gang i økonomien. Negative renter skal ses i forhold til, at kontanter altid har en rente på 0. Derfor kan de negative renter i princippet omgås ved at overgå til kontanter, da de altid vil have den nominelle værdi, der står på pengesedlen. At de negative renter alligevel ikke har fået investorer og rigmænd til at overgå til kontanter skyldes, at der er praktiske problemer og omkostninger forbundet med at opbevare, transportere og betale med store formuer kontant, hvorfor det altså for investorer og banker bedre kan betale sig at have pengene stående i en statsobligation eller på en konto hos centralbankerne, også selv om renterne er negative.

Disse omkostninger er dog mindre for almindelige bankkunder, hvilket gør, at de vil være mere tilbøjelige til at hæve alle deres penge, hvilket indtil videre også har fået de private banker til at afholde sig fra at sænke renterne på indlån under 0 på trods af, at bankerne mister penge på det. Alternativet ville være, at almindelige mennesker ville trække deres penge ud af banken for at placere dem under madrassen i form af kontanter, hvilket bankerne ikke har interesse i. Alligevel er tanken om negative renter på også almindelige konti ikke mere urealistisk, end at det i Tyskland diskuteres, om negative renter på almindelige indlån skal forbydes fra politisk hold.

Meget tyder derfor på, at den nedre grænse for renteniveauet er nået. Eurozonens bankers kontantbeholdning1 vokset med 57 pct., siden ECB introducerede negative renter for 5 år siden, og økonomer diskuterer, om endnu en rentesænkning derfor vil gøre mere skade end gavn. For pengepolitiske tiltag som dem, den afgående formand for ECB Mario Draghi lægger op til, vil lægge mere pres på bankerne og ydermere presse almindelige bankkunder til at vælge kontanters nominelle rente på 0.2

Negative renter er på ingen måde et normalt fænomen. Det er aldrig i samme grad set før og havde indtil for få år siden været tænkt som en umulighed i økonomisk teori. I teorien skulle lave renter skabe øgede investeringer og forbrug og dermed højere vækst og prisudvikling. Det sker dog ikke, fordi kapitalismen aldrig er kommet ud af 2008-krisen - en massiv overproduktionskrise. En faldende vækst og et usikkert politisk klima gør det svært af finde profitable investeringsmuligheder, hvorfor kapitalisterne ikke har andet valg end at betale for at få opbevaret deres penge.

Finanspolitikken i spil

Flere økonomer, inklusive Draghi, appellerer derfor til den tyske regering om at benytte ekspansiv finanspolitik til at modvirke krisetendenserne i den europæiske økonomi.

Et eksempel på ekspansiv finanspolitik findes i en leder fra The Economist 22. august, hvor Tyskland opfordres til at gældsfinansiere infrastrukturprojekter på den lange bane og gennemføre skattelettelser på den korte bane. Dette skal skabe øget efterspørgsel og dermed veje op for opbremsningen i økonomien. Argumentet går på, at Tyskland med en lang årrække af stramme budgetter har økonomisk råderum til at gennemføre dette, uden det vil rykke ved landets økonomiske stabilitet.

Denne form for ekspansiv finanspolitik ville dog være et markant skift for den økonomiske politik i Tyskland og eurozonen. Euro-samarbejdet bygger i høj grad på mantraet om stramme budgetter og nedbringelse af gæld. Mere præcist bestemmer Stabilitets- og vækstpagten, at medlemslande maksimalt må have et budgetunderskud på 3 pct. af BNP og en gæld på 60 pct. af BNP. Udover dette blev der i den tyske forfatning i 2009 indskrevet en ‘gældsbremse’, der bestemmer, at det strukturelle budgetunderskud3 ikke må være større end 0,35 pct. af BNP. Tyskland skal altså bryde med disse opsatte regler for at kunne føre den økonomiske politik, de borgerlige økonomer anbefaler.

På trods af, at stabilitets- og vækstpagtens regler kan ses som unødvendigt stramme, bidrager de uden tvivl til en vis inden- og udenrigspolitisk stabilitet i en møntunion mellem nationalstater, der ikke er finanspolitisk integreret på anden måde. Den tyske ‘Gældsbremse’ har, siden den blev indført, på samme måde bundet både Merkels CDU og de tyske socialdemokrater til at enes om en stram økonomisk politik uden plads til forbedringer for arbejderklassen. Hvis Merkel derfor åbner op for gældsfinansiering af skattelettelser, vil den tyske arbejderklasse med rette kunne spørge sig selv, hvorfor gældsfinansiering ikke kan gå til bedre forhold for dem i stedet. Et sprængfarligt spørgsmål i en periode, hvor de tyske socialdemokrater skal vælge ny formand, og begge de regeringsbærende partier er gået tilbage ved flere valg.

I EU har stabilitets- og vækstpagten ligeledes lagt låg på især de sydeuropæiske landes offentlige forbrug for at nedbringe den massive gæld, lande som Grækenland, Italien og Spanien har bygget op. Noget, de tyske banker – der står for en stor del af udlånene – har haft interesse i. Hvis Eurozonens største økonomi derfor ikke opfylder reglerne i stabilitets- og vækstpagten, er det svært at se, hvordan EU skal stå imod ønsker fra de sydeuropæiske økonomier om øget gældsfinansiering, noget der i høj grad vil øge den politiske ustabilitet i eurozonen. I bedste fald vil det skabe øget politisk splittelse i EU, hvis Tyskland glider nemmere gennem en økonomisk krise, mens de sydeuropæiske økonomier endnu engang skal finde sparekniven frem. Dette blot vil puste til den allerede blomstrende EU-utilfredshed, man har set i de sydeuropæiske lande.

Tyskland er ved at bevæge sig ud i en vanskelig balancegang på en meget tynd line, hvor hensyn til at sikre økonomisk stabilitet vil smadre den politiske stabilitet og vice versa. Men linen kan briste under deres fødder, hvis den økonomiske nedtur accelererer. I en sådan situation vil de såkaldte automatiske stabilisatorer – det faktum, at arbejdsløshed medfører mistede skatteindtægter og øgede udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse for staten – tvinge gældsfinansiering igennem og smadre den sidste rest af politisk stabilitet i tysk og europæisk politik.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]


1: De kontanter banken har f.eks. i et pengeskab

2: Nationalbanken kan dog i princippet godt lægge en afgift på valutahævninger, hvilket ville være en de facto negativ rente på kontanter, men det ville være meget drastiske midler.

3: Det strukturelle budget er en beregnet størrelse, der beskriver, hvordan budgettet ville se ud, hvis økonomien befandt sig i en normal konjunktursituation. F.eks. ville øgede skatteindtægter pga. lavere arbejdsløshed i en højkonjunktur ikke medregnes i det strukturelle budget.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.