donaldtrumpselectionalarmedthebourgeoisieimageflickrgageskidmorePå det sidste har gnisterne fyget mellem den amerikanske regering og det iranske regime. Natten til den 21. juni beordrede den amerikanske præsident Trump et missilangreb mod Iran, men aflyste det så brat igen. Hændelsen var kulminationen (indtil videre) af ugers spændinger mellem de to regeringer. Det aflyste angreb var beordret efter, Iran skød en amerikansk militærdrone ned tæt ved Hormuz-strædet. USA holder fast i, at dronen var i internationalt luftrum, mens de iranske myndigheder siger, at dronen var inden for iransk luftrum, da den blev skudt ned.

Men spørgsmålet er i virkeligheden, hvad en amerikansk militærdrone laver tæt på den iranske grænse. Uanset om dronen krydsede ind i iransk luftrum eller ej, er det tydeligt, at den er en del af en fuldstændig uprovokeret militærmission mod Iran.

Hvad laver amerikanske krigsskibe, hangarskibe, bombefly og tusindvis af tropper overhovedet i Golfen og i hele Mellemøsten tusindvis af kilometer fra den amerikanske grænse? Området omkring Iran er fyldt med amerikanske militærbaser og flådeenheder. I løbet af de sidste par måneder er tusindvis af nye tropper og nyt udstyr blevet ført til disse styrker, og overvågningsmissioner og patruljer er blevet optrappet i et åbenlyst forsøg på at true Iran. Hvad ville USA’s svar være, hvis Iran eller enhver anden udefrakommende magt begyndte at bygge militærbaser i Canada, Mexico eller Caribien?

Optrapningen af retorikken kommer efter uger med stigende spændinger. I løbet af de sidste par uger er fire olietankere i området blevet ramt af eksplosioner, som Iran er blevet beskyldt for af de amerikanske myndigheder.

Udover nogle slørede videoer, der ikke viser noget, er beviset for iransk involvering meget svagt. Derudover var et af de ramte skibe et japansk tankskib. Tankskibet blev ramt, mens den japanske statsminister Shinzō Abe var på besøg i Teheran; et besøg som de amerikanske allierede i Mellemøsten og mange i Washington modsatte sig, fordi Abe forsøgte at mediere mellem Iran og USA.

En anden af de olietankere, der blev ramt, var delvist bemandet af russere. Det at true russiske sømænds liv ville være et voldsomt slag mod den alliance, som Iran nøjsomt har opbygget med Rusland. Hvilken interesse har det iranske regime i at risikere dets dyrebare og skrøbelige internationale forbindelser, når alle regimets kræfter er blevet lagt i forsøg på at bryde landets årtilange politiske og økonomiske isolation?

Hvem er aggressoren?

På trods af at det iranske regime har raset mod Vesten offentligt, er dets virkelig mål at blive accepteret i det såkaldte internationale fællesskab. Altså at få en plads ved verdenskapitalismens store drenges bord. Med dette for øje har regimet i de sidste par år gjort alt, hvad det kan for at virke pålideligt og tilregneligt. Det har ikke handlet uprovokeret og har vist tilbageholdenhed overfor amerikanske, israelske og europæiske provokationer. Rent faktisk på trods af, at USA og EU aldrig fuldstændigt indførte den atomaftale, som de indgik med Iran i 2015, har Iran indtil for nyligt fulgt aftalen til punkt og prikke, hvilket flere gange er blevet bekræftet af det Internationale Atomenergiagentur. Det er først i løbet af de sidste par uger efter fire års dødevande, at Iran har truet med at forøge deres berigning udover det, der er beskrevet i atomaftalen.

I mellemtiden har USA aldrig fuldstændigt levet op til aftalens krav. Tværtimod rev Trump aftalen i stykker og pålagde Iran en af de hårdeste sanktionsregimer i historien. Sanktionerne, som er intet mindre end økonomisk krigsførelse, har allerede en katastrofal effekt på landets økonomi. Rialen er faldet 60 procent mere i værdi i forhold til sidste år. Adskillige importvarer bliver svære at finde, og inflationen er stigende. Ifølge de officielle tal, som stærkt undervurderer den virkelige inflation, er prisen på kød steget med omkring 60 procent, på æg og mejeriprodukter med omkring 40 procent, på grøntsager med omkring 50 procent og på boliger og medicin med omkring 20 procent. Dette kommer samtidig med årevis af inflation og erodering af de arbejdende massers købekraft, der i høj grad skyldes de årtier lange sanktioner mod regimet pålagt af USA.

Hvis man betragter de vestlige medier, skulle man tro, at det iranske regime har sat hele regionen i brand. USA og dets allierede forsøger at portrættere Iran som regionens aggressor, men fakta viser os et andet billede. Uanset hvordan du vender og drejer det, har Iran ikke angrebet et andet land i moderne tid. Men udover den økonomiske belejring mod Iran har USA udført to katastrofale krige mod to af Irans nabolande – Irak og Afghanistan – der har ført til over en million dødsfald og smadret millioner af liv for de kommende generationer. Også i Syrien var det USA sammen med sine vestlige allierede, golfmonarkierne, Tyrkiet og Jordan, der kaprede den syriske revolution og piskede en sekterisk krig op for at vælte Bashar Al-Assad. Syriens ødelæggelse vil mærke livet for det syriske folk i årtier.

Samtidig har USA og Storbritannien finansielt støttet den barbariske krig ført af Saudi-Arabien mod Yemens folk, der har dræbt titusindvis og efterladt millioner i hungersnød. Som de gjorde i Yemen, støtter Saudi-Arabien nu de samme sudanesiske lejesoldater, primært børnesoldater, der voldtager og myrder de revolutionære i Sudan.

Og så er der selvfølgelig det israelske regime, der voldeligt har undertrykt palæstinensere i generationer og bombet og dræbt dem, når det passede det. Det har også angrebet Libanon adskillige gange og har angrebet specifikke mål i Syrien.

Det iranske regimes mål er at bevise, at det kan være vestens pålidelige partner i Mellemøsten – så længe vesten accepterer Irans indflydelse i regionen og ikke forsøger at underminerer dets lokale styre. Det iranske regime leder især efter en aftale med Vesten for at tiltrække investeringer. En militær eskalering netop nu ville blot tjene til at forstærke Irans isolation og køre landets allerede smadrede økonomi videre i sænk. Hvorfor skulle de risikere dette ved at udføre hensynsløse angreb på olietankere og optrappe spændingerne i Golfen?

Hvem profiterer?

På dette tidspunkt har det iranske regime ingen interesse i at udføre denne slags aggressioner. Men det er der andre, der har. Det er ikke nogen hemmelighed, at regimerne i Saudi-Arabien og Israel i årevis har påkaldt angreb på Iran, som de ser som en eksistentiel trussel.

Ved at destruere den irakiske stat og hær væltede den amerikanske invasion af Irak magtbalancen i Mellemøsten. Ikke alene fjernede invasionen den største kontrollør af Irans militær, den forøgede også Irans indflydelse over Irak dramatisk. Også i Syrien har Irans og dets allieredes indflydelse steget, mens vestligt og saudiarabisk finansierede styrker såsom al-Qaeda-affilierede Hayat Tahrir al-Sham og den Islamiske Stat er blevet besejret – og amerikanerne kan kun skyde skylden på dem selv.

I forbindelse med den Islamiske Stat (IS) – affødt af CIA og golfmonarkierne – blev USA faktisk nødt til at lave en U-vending, efter at gruppen blev en trussel for hele regionens stabilitet. For at gøre dette var USA tvunget til at læne sig op ad iranske og kurdiske styrker, hvilket bragte landet i konflikt med sine traditionelle allierede Saudi-Arabien og Tyrkiet. Saudierne krævede imidlertid, at USA skulle intervenere direkte med tropper på jorden. Men de katastrofale krige i Afghanistan og Irak, der endte med at koste billioner af dollars såvel som en massiv mængde politisk kapital blot for at ende i nederlag, satte en stopper for denne mulighed. Obama kunne ikke engang få bombardementet af Syrien gennemført i Kongressen. Det amerikanske folk er ikke interesseret i krige, og ethvert krigseventyr vil føre til massive antikrigsbevægelser, der ville destabilisere hele det politiske system i USA. Selv Trump indså dette og gjorde tilbagetrækningen af tropperne et centralt løfte i sin politiske kampagne.

Irans fremvækst repræsenterer en eksistentiel trussel for Saudi-Arabien ikke blot i forhold til landets imperialistiske ambitioner i regionen, men også militært og internt som en potentiel støtte til en fremvoksende shia-bevægelse i de olierige østlige regioner af kongeriget. For at hæve niveauet svarede saudierne igen ved at starte en krig i Yemen, men mens de ikke er særligt succesfulde i at avancere mod houthierne, er houthierne begyndt i stigende grad at være i stand til at angribe mål inde i kongeriget. Den 12. juni ramte houthiske missiler Abha-lufthavnen i det sydvestlige Saudi-Arabien, og den 20. juni ramte missiler vigtige mål i Jizan-provinsen. Selvom houthierne ikke er direkte kontrolleret af Iran, er de støttet af landet imod Saudi-Arabien. Deres igangværende succesfulde forsvar mod saudiarabisk aggression er en enorm kilde til instabilitet i kongeriget, der netop nu undergår den dybeste krise i landets historie.

Under disse forhold er den afspænding mellem Iran og USA, som blev startet under Obama og formaliseret gennem den iranske atomaftale, blevet en kilde til dybe spændinger mellem Saudi-Arabien, Israel og USA. Som noget tidligere fuldstændig uset gik den israelske statsminister Benjamin Netanyahu så langt, at han valgte åbent at advokere for Republikanerne i det amerikanske valg. Imidlertid støttede Obama-administrationen den israelske opposition i Israel.

Trump-doktrinen

For Donald Trump handler udenrigspolitik som så meget andet meget om ham selv. Han er modstander af et nyt militæreventyr i Mellemøsten, men derudover bekymrer han sig ikke det store om regionen. Hans interesse er primært fokuseret omkring effekterne af udenrigspolitik internt i USA og på ham personligt. Han har dannet en tæt alliance med Saudi-Arabiens kronprins og Benjamin Netanyahu, som begge støtter ham politisk og økonomisk. Faktisk har alle tre mænd det til fælles, at de alle har fået forskellige former for pariastatus inden for deres respektive landes herskende klasser og læner sig op ad hinanden for at få støtte. Trump blandede sig i høj grad i det israelske valg med støtte til Netanyahu og gik endda så langt, at han valgte at anerkende Golanhøjderne som en del af Israel, efter at han allerede havde anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Også i Saudi-Arabien spillede Trump og hans svigersøn Jared Kushner en afgørende rolle i kronprins Muhammed Bin Salmans nylige magtgreb. Som belønning har Bin Salman kastet penge ind i Trumps forskellige projekter.

Derudover er Trump tvunget til at basere sig på gruppen af krigsliderlige høge i det Republikanske Parti, hvis godkendelse han har brug for i det kommende præsidentvalg og til at gennemføre sine politikker. Blandt disse er hans nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton: En mand der virkelig har vist sig som en krigsmagerisk galning, som i årevis har argumenteret for angreb mod Iran. I 2015 skrev Bolton en artikel med titlen ”To Stop Iran’s Bomb, Bomb Iran”, hvor han påkaldte USA og/eller Israel til at bombe Iran for at stoppe landet fra at erhverve sig atombomber. Han har for nyligt beordret Pentagon til at optegne en plan, der skal sende 120.000 tropper ind i Mellemøsten for at bekæmpe Iran. Manipulation af information for at retfærdiggøre militæreventyr er en af Boltons gamle metoder, og han har i månedsvis forsøgt at skubbe Trump mod et angreb på Iran.

I mellemtiden har andre af Trumps topfolk, især dem fra Pentagon, advaret mod konsekvenserne ved en krig mod Iran. Det iranske militær er ikke lig Iraks. Det er en magtfuld styrke af hundredtusindvis af tropper, og mange af disse har nylig kamperfaring i Syrien og Irak. Derudover er det i stand til at mobilisere hundredtusindvis hvis ikke millioner flere. På baggrund af dette samt landets naturlige forsvarsværker er en invasion af Iran udelukket. Ethvert forsøg fra USA’s side på at sende landtropper til Iran ville få nederlagene i Irak og Afghanistan til at ligne sejre. Det efterlader kun luftangreb, der ikke ville løse noget i det lange løb og let ville kunne eskalere og trække USA ind i operation på jorden. Derudover kunne Iran let blokere Hormuz-strædet, hvor 20 procent af verdens olie passerer, og på den måde få oliepriserne til at stige og skabe katastrofal skade på den skrøbelige verdensøkonomi. Amerikanske tropper stationeret i hele regionen, især i Irak, ville også være i fare fra de hundredtusindvis af lokale militsfolk, der er loyale overfor Iran og er til stede fra Irak gennem Syrien til Libanon.

Trump ønsker ikke at gå ned ad denne vej. Selv efter iranerne skød militærdronen ned den 20. juni, har Trump nedtonet episoden og sagt: ”Jeg tror, at Iran sandsynligvis begik en fejl – jeg kunne forestille mig, at det var en general eller nogen, der lavede en fejl ved at skyde den drone ned (…) Det kunne have været nogen, der var løsslupne eller dumme” (Egen oversættelse). På morgenen hvor missionen blev afbrudt, sagde Trump, at han ikke ”havde travlt med” at konfrontere Iran, og at et angreb ikke ville have været ”proportionelt i forhold til at skyde en ubemandet drone ned.”

Det er tydeligt, at Trump ikke er interesseret i et dyrt og potentielt ruinerende militæreventyr i Iran, som det hans allierede forsøger at skubbe ham til. Som en delvis indrømmelse til Bolton og kompagni gik han med til at rive den iranske atomaftale over og indføre sanktioner. Fra Trumps synspunkt er sanktioner mod Iran fine, hvis de holder hans allierede nogenlunde tilfredse, og de fortsætter med at støtte hans politikker, donerer til hans kampagne og laver handelsaftaler med hans virksomheder. Nu presser disse selvsamme folk ham til at gå skridtet videre. De bruger hans behov for at være den stærke mand, der aldrig trækker sig, og forsøger at skamme ham til at starte, hvad der kunne være en dominolinje af begivenheder, som kunne føre til en militær konfrontation.

Trumps politiske metode er meget simpel: Gør et stort nummer ud af noget, fremstil dig hensynsløs og ukontrollerbar, og sæt dig så ned og lav en aftale. I Syrien bombede han tomme flyvepladser to gange og gik derefter i forhandlinger med Rusland. I Nordkorea gjorde han et stort nummer ud af at ville skabe ”bål og brand” i landet, hvorefter han startede forhandlinger. Men i Irans tilfælde har han allerede vist sine kort ved at tøve. Selvom amerikansk imperialisme stadig er den største militærmagt på kloden, er den ikke almægtig, og den er ikke i stand til at intervenere militært i Iran. Det er det samme problem som Obama stod overfor, og da kaldte Trump ham svag.

Ulig med Obama tror Trump, at han kan bibeholde sanktionerne mod Iran for evigt og derved lade landet bløde ud. Men på baggrund af de konstante trusler fra Israel, Saudi-Arabien og høgene i Washington kan det være, at Iran indser, at en atombombe ikke er en så dårlig ide alligevel. Efter at have set hvordan den mægte amerikanske imperialisme blev tvunget til at sætte sig pænt ned og forhandle på lige fod med et lille, fattigt land som Nordkorea, kan det være, at mullaherne ender med at se det som en sikrere vej end deres nuværende forsøg på at komme på god fode med Vesten. Hvis Iran vælger at gå ad denne vej, er der lidt dets fjender kan gøre for at stoppe det. Dette kunne føre til et katastrofalt våbenkapløb i regionen med Saudi-Arabien og Tyrkiet som de næste i køen til at erhverve sig atomvåben og dermed øge ustabiliteten.

Langt nærmere end at svække regimet har Trump givet det en politisk livline. Sidste år var et af de mest turbulente i den Islamiske Republiks historie, med udbredte demonstrationer og strejker ført af arbejdere, bønder og unge i hele landet. Men nu hvor sanktionernes bid begynder at kunne mærkes, og krigstrommerne buldrer højere, samles masserne bag regimet mod amerikansk imperialisme; en fjende de hader langt mere end mullaherne.

Som vi har set som symptomet på amerikansk kapitalismes generelle senile forfald, er landets udenrigspolitik blevet ekstremt kortsigtet. I dette aspekt er Trump ikke meget anderledes end mange andre i toppen af amerikansk politik. Man kan blot nøjes med at se på krigene i Irak og Afghanistan. Amerikansk imperialisme plejede at planlægge sig årtier frem, men nu er den fanget i et spind af modsætninger, der alle stammer fra kapitalismens krise, som den ikke kan undslippe. Den herskende klasse i USA plejede at enes om udenrigspolitik bag kulisserne og fremføre en forenet front i offentligheden. Men i dag saboterer Demokrater, Republikanere og faktioner inden for de to partier hinandens planer, og det fører til krise efter krise. Saudiarabernes og israelernes indblanding i amerikansk politik er blot benzin på bålet.

Alt dette fremprovokerer videre ustabilitet i hele verden. Som deres system synker dybere og dybere ned i krise, viser kapitalisterne og deres repræsentanter, at de er villige til at kaste hele samfundet ind i barbari blot for at tilgodese deres egne snæversynede individuelle interesser. Løsningen er at kæmpe for at styrte hele dette rådne system på en international skala.

Nej til krig mod Iran!

Ned med amerikansk imperialisme!

Ned med kapitalismen!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.