arbejderklassen»Arbejderklassen eksisterer ikke, vi tilhører alle middelklassen«. Alle, der har haft sin gang på landets uddannelsesinstitutioner, kender refrænet. Det har været det samme i årtier. Dog er det som om, det er ved at blive lidt skingert. Man får fornemmelsen af, at virkeligheden gør oprør mod den borgerlige fortælling. Men hvad er arbejderklassen egentlig, hvor stor er den, og hvilke konklusioner kan vi uddrage af klassesamfundets sammensætning i dagens Danmark?

»Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.« (Karl Marx, Det Kommunistiske Manifest, 1848)

Sådan indledte Karl Marx og Friedrich Engels Det Kommunistiske Manifest fra 1848. Men er det ikke et noget forældet billede? Mange - særligt i den akademiske verden - fremfører ideen om, at praktisk talt alle i Danmark er del af middelklassen. At vi lever i et 90/10 samfund, hvor de fleste har et godt middelklasseliv og kun 10% er marginaliserede og socialt udstødte. Hvilken lønarbejder har trods alt efterhånden ikke et hus eller en bil?

Vi vil dog vove den påstand, at denne forestilling i højere grad afspejler, at den akademiske verden ikke er i stand til at se ud over sin egen næsetip. Beboerne i den akademiske verden har en tendens til at færdes i bestemte miljøer, gå på de samme uddannelser, besøge de samme cafeer, bosætte sig de samme steder etc.. Efterhånden tror de, at hele verden drejer sig om dem selv, og at de og deres sociale klasse repræsenterer “folket”. Men statistikkerne viser en helt anden virkelighed.

Inden vi dykker ned i denne virkelighed, i klassesamfundets dyb, er det nødvendigt at definere de marxistiske begreber.

Sociale klasser defineres i marxismen ud fra den pågældende persons forhold til produktionsmidlerne. Der findes i det kapitalistiske samfund to hovedklasser: Bourgeoisiet også kaldet kapitalistklassen og proletariatet, der også går under den mere almindelige betegnelse: arbejderklassen.

Bourgeoisiet består af de personer, der rent faktisk ejer produktionsmidlerne. Det vil sige fabrikker, virksomheder, maskiner, værktøj osv.

Proletariatet er “de besiddelsesløse”. Ikke i den forstand at de nødvendigvis intet ejer, men at de ikke ejer deres egne produktionsmidler. De er altså tvunget til hver dag at udleje deres arbejdsevne, tvunget til at “sælge sig stykvis” til en kapitalejer, mod at få udbetalt en løn, for at få tag over hovedet, mad på bordet samt opfostre nye generationer af arbejdere.

Imellem de to hovedklasser er der naturligvis en række mellemlag. Marx taler især om småborgerskabet, som var den største klasse på hans tid. Det er en social klasse af folk, der ejer deres egne produktionsmidler, men hvor de ikke kan leve af deres ansattes arbejde alene. Deres kapital er ikke af en størrelse, der tillader dem at akkumulere kapital. Den typiske småborger var således den lille- eller mellemstore bonde, der ejer sin egen gård og måske har en karl og malkepige. I byerne er småborgeren den lille butiksejer, der arbejder alene eller med et par ansatte, den selvkørende vognmand eller håndværksmesteren. Småborgeren er altså nødt til selv at deltage i arbejdet, for at få tingene til at køre rundt.

Proletariatet

Det er en udbredt fordom, at Marx’ proletariat kun dækker industriarbejdere eller arbejdere med manuelt arbejde. På Marx’ tid var det kun i England, at arbejderklassen udgjorde flertallet af befolkningen. Og størstedelen af disse var tjenestefolk. Hvis det var sandt, at kun industriarbejdere udgjorde proletariatet, så kunne der måske være noget om, at arbejderklassen går mod sin undergang i Danmark. Antallet af ansatte i industrien i Danmark har nemlig været støt faldende i generationer (mens det er gået den anden vej på globalt plan) i takt med automatisering og udflytning af industri til lavtlønslande. I midten af 60’erne var der over en halv million ansatte i dansk industri. I 2013 var det antal faldet til godt og vel halvdelen. Til gengæld er de resterende industriarbejdere ekstremt produktive, hvilket understreges af, at Danmark i snit har 188 industrirobotter pr 10.000 ansatte i industrien, mens et land som Kina, hvortil en stor del af produktionen er flyttet, har 49. Der er altså ingen tvivl om, at antallet af industriarbejdere i Danmark går støt ned og har gjort det længe.

 Men Marx’ definition af proletariatet handler dog ikke om arbejdets konkrete karakter, som enhver, der har læst Marx, vil vide, eller om hvorvidt arbejderen ejer en bil eller ej, men om det faktum, at arbejderen ikke ejer sine egne produktionsmidler. Proletariatet dækker således alle erhverv, fra industriarbejdere over pædagoger til telefonsælgere. Det danske proletariat består af mænd og kvinder med alle hudfarver, religioner og nationale baggrunde, også selvom Socialdemokraterne prøver at begrænse arbejderklassen til hvide mænd i kansas.

 Proletariatet spiller en helt central rolle i marxismen. Det skyldes ikke, at det er den klasse, der har de værste leveforhold. Andre grupper, som lumpenproletariatet eller de fattigste selvstændige har det værre. Men proletariatet er den eneste konsekvent revolutionære klasse. Det skyldes dens plads i produktionen. Uden arbejderklassen var der ikke ét hjul, der drejede eller én lampe, der kunne lyse. Dens potentielle magt er enorm. Det er arbejderklassen, der producerer samfundets værdier. Den enkelte arbejder frembringer ikke selv de færdige produkter individuelt, men er del af en kollektiv produktionsproces. Det er ligeledes umuligt for dem at forsvare deres interesser på individuel basis. Kun ved at handle kollektivt har de en magt at sætte op overfor deres modpart; kapitalejeren. Proletariatet har ikke, som småborgerskabet, individuelle ejendomsinteresser at forsvare. I proletariatets forhold til produktionsmidlerne ligger derfor kimen til en potentiel socialistisk bevidsthed. Derfor er proletariatet så vigtig i den marxistiske teori.

Som det fremgår af ovenstående er klassetilhørsforhold altså en objektiv størrelse og ikke afhængig af den enkeltes subjektive meninger og holdninger. Størstedelen af arbejderklassen i Danmark føler sig ikke som en del af arbejderklassen. Ordene arbejderklasse eller proletariat er ofte associeret med noget dårligt. Men arbejdernes bevidsthed om sig selv ændrer ikke på deres objektive stilling. En slave kan godt ønske sig ud af trældom, men det fjerner ikke hans lænke.

Denne forskel mellem, hvad der er subjektivt og objektivt, er vigtig. For de objektive betingelser slår før eller siden igennem i den subjektive bevidsthed. For eksempel kan en arbejder godt føle sig som velstående, individualistisk middelklassemedlem i opgangstider. Men når krisen kradser, og arbejdsgiverne kræver lønnedgang, bliver selv denne arbejder nødt til at ty til kollektive metoder, som for eksempel strejker, for at forsvare sine interesser og undgå ruin.

Inden vi ser nærmere på den danske arbejderklasse i dag, er det nødvendigt at komme med et par yderligere afklaringer.

Arbejdere i den offentlige sektor

I den klassiske beskrivelse af arbejderklassen ser Marx på en industriarbejder ansat af en kapitalist. Arbejderen sælger sin evne til at arbejde i et bestemt tidsrum. Alt, hvad vedkommende producerer i dette tidsrum, ejer kapitalisten naturligvis. Den værdi arbejderen nedlægger i de varer, som han producerer, er større end, hvad han får udbetalt i løn. Det er det, der kaldes merværdi. Arbejderen bliver udbyttet og skaber profit - selve drivkraften i en markedsøkonomi. Så vidt den private sektor.

På Marx’ tid var den offentlige sektor ganske anderledes. Der var naturligvis et stort bureaukrati af embedsfolk, militær og politi. Men det var færre sammenlignet med i dag. Disse embedsfolk havde generelt mere privilegerede positioner og højere status end almindelige lønarbejdere.

Velfærdssektoren (sundhed, pleje og uddannelse) kom først til verden efter Anden Verdenskrig, som en indrømmelse fra den herskende klasse, der forsøgte at købe klassefred af frygt for den revolutionære bølge, der skyllede over verden efter krigen. Udviklingen ses ved, at 7,3% af den danske arbejdsstyrke var beskæftiget med offentlige tjenester i 1948 var. I dag er der omkring 825.000 ansatte i forskellige dele af den offentlige sektor, og de offentligt ansatte udgør dermed omkring 28 procent af arbejdsstyrken i Danmark.

I modsætning til de privatansatte bliver disse ansatte ikke udbyttet i marxistisk forstand, fordi der ikke er nogen, der tjener merværdi på deres arbejde. Der er i den offentlige sektor - til forskel fra den private - ingen privatpersoner, der ejer produktionsmidlerne. Der findes altså ingen kapitalister i den offentlige sektor, ligegyldigt hvor højtlønnede og privilegerede departementscheferne er. Departementscheferne er forgyldte, parasitiske bureaukrater, men selv de er i sidste ende blot ansatte. Disse øverste styrende lag sikrer, at den herskende klasses samlede interesser beskyttes og forsvares af staten.

Fra et kapitalistisk synspunkt er arbejdere i det offentlige “unyttige”. Det gælder ligegyldigt, hvor nyttigt deres arbejde ellers er i forhold til samfundet generelt, om det sørger for uddannelse af arbejdskraften, eller ved børnepasning frigør arbejdskraft til den private sektor osv. osv. Det er ikke, hvad det drejer sig om. Det drejer sig om profit.

Blev hele den offentlige sektor privatiseret i morgen, ville alle de tidligere offentligt ansatte arbejdere imidlertid pludseligt blive “nyttige” fra et kapitalistisk synspunkt, uden at karakteren af deres arbejde og løn nødvendigvis ændrede sig en tøddel, fordi de da ville producere merværdi og altså blive udbyttede. Men at størstedelen af de offentligt ansatte i dag ikke skaber merværdi ændrer ikke på, at de samme delinger mellem sociale lag, som findes i den private sektor, også er at finde i den offentlige. Ligesom i den private sektor er det overvældende flertal af offentligt ansatte arbejdere.

Alene det at være offentligt ansat har altså intet at gøre med, om man er en del af arbejderklassen eller ej. Pædagogen eller specialarbejderen bliver ikke mindre arbejder af, at der står en kommune som arbejdsgiver på deres lønseddel end, hvis det var en privat virksomhed.

Studerende er ikke arbejdere

Studerende er fra en statistisk synsvinkel nogle af de fattigste i samfundet. Men det gør dem ikke til arbejdere, i marxistisk forstand. Studerende sælger ikke deres arbejdskraft. Hvis de arbejder i større eller mindre omfang for at finansiere deres studier, så er det dette, i ligeledes større eller mindre omfang, der gør dem til en del af arbejderklassen og ikke det faktum at de studerer. Det er sandt, at de fleste studerende kommer ud og bliver en del af arbejderklassen, når de er færdige med studierne. Men fx studerende på lange videregående uddannelser vil oftere komme ud og blive en del af “det nye mellemlag” end arbejderklassen. Men mere herom senere.

At studerende ikke er del af arbejderklassen, gør dem dog ikke uvæsentlige i klassekampen. Tværtimod. Netop fordi studerende ikke er arbejdere, har de ofte bedre tid og overskud til at studere marxistisk teori og bygge en organisation. Unge studerende bærer ikke rundt på tyngende nederlag, som mange arbejderaktivister gør. Samtidig viste særligt Maj ‘68 i Frankrig, hvor kraftfuld en revolutionær bevægelse kan blive, hvis studerende og arbejdere forener sig i fælles kamp mod den herskende klasse. Men det kræver, at studerende er bevidste om arbejderklassens afgørende rolle og stiller sig solidt på dennes side.

Med det på plads er det tid til at se på, hvordan klassesammensætningen har ændret sig siden Marx’ tid.

Småborgerskabets undergang

I Det kommunistiske manifest spår Marx og Engels, at småborgerskabets dage er talte. Det bliver presset af den stadigt stigende kapitalkoncentration og bukker under i konkurrencen og presset ned i proletariatet:

Man har bebrejdet os kommunister, at vi ville afskaffe den personligt erhvervede ejendom, den, man har skaffet sig ved sit eget arbejde, den ejendom, som siges at være grundlaget for al personlig frihed, virkelyst og selvstændighed. Ejendom, som man har skaffet sig ved eget arbejde, selv har erhvervet, selv har tjent! Mener I småborgernes, småbøndernes ejendom, som gik forud for den borgerlige ejendom? Den behøver vi ikke afskaffe, industriens udvikling har afskaffet den og afskaffer den stadig hver dag. (Det kommunistiske manifest, Marx og Engels, 1848)

Hvordan er det gået med den forudsigelse? Efter Anden Verdenskrig var omkring 20% af arbejdsstyrken i Danmark selvstændige. I dag er det under 10%. Det skyldes i høj grad industrialiseringen af landbrug og fiskeri samt den generelle koncentration af kapital, som praktisk talt har udryddet bondeklassen. Efter Anden Verdenskrig arbejdede 25% af de beskæftigede i Danmark i de såkaldte primære erhverv, herunder landbrug, fiskeri og råstofudvinding. I dag er det tal 3%. Men betyder det, at alle de tidligere selvstændige så er blevet en del af proletariatet? Marx og Engels ridsede følgende perspektiv op:

I de lande, hvor den moderne civilisation har udviklet sig, har der dannet sig et nyt småborgerskab, der svæver mellem proletariatet og bourgeoisiet, og som bestanddel af det borgerlige samfund stadig fornyer sig, men hvis medlemmer, på grund af konkurrencen, stadig kastes ud i proletariatet, ja, efterhånden som storindustrien udvikler sig, ser de det øjeblik nærme sig, da de forsvinder fuldstændigt som selvstændig del af det moderne samfund og både indenfor handel, industri og landbrug erstattes af opsynsmænd og forvaltere. (Det Kommunistiske manifest, Marx og Engels, 1848)

Marx og Engels fik helt ret i, at småborgerskabet generelt bevæger sig mod nul, samtidig med at det fornyer sig (fyrede arbejdere, der starter sin egen håbløse vognmandsforretning, eller servicevirksomheder, der agerer som mellemmænd i opsvingstider osv.). Men Marx og Engels åbner i sidste del af ovenstående citat også op for en ny gruppering, som de i Det kommunistiske manifest kaldte “opsynsmænd og forvaltere”, men ikke udvikler yderligere.

Om dette skrev Trotskij i anledning af 90 året for udgivelsen af Det kommunistiske manifest:

4. Baseret på den "industrielle revolutions" eksempel i England forestillede Manifestets forfattere sig processen med afvikling af de mellemliggende klasser alt for ensidigt, nemlig som en omfattende proletarisering af håndværkere, småhandlende og bønderne. I virkeligheden har konkurrencens elementære kræfter langt fra fuldført dette på samme tid progressive og barbariske arbejde. Kapitalismen har ødelagt småborgerskabet i et langt hurtigere tempo, end den har proletariseret det. Desuden har den borgerlige stat længe rettet sin bevidste politik mod den kunstige opretholdelse af småborgerlige lag.

På den modsatte pol skaber teknologiens vækst og rationaliseringen af storindustrien kronisk arbejdsløshed og hindrer proletariseringen af småborgerskabet. Samtidig har udviklingen af kapitalismen accelereret væksten af legioner af teknikere, administratorer, kommercielle medarbejdere, kort sagt, den såkaldte "nye middelklasse", ekstremt. Som følge heraf udgør de mellemliggende klasser, hvis forsvinden Manifestet så kategorisk henviser til, selv i et land, som er så højt industrialiseret som Tyskland, omkring halvdelen af befolkningen. Men den kunstige bevarelse af forældede småborgerlige lag afbøder på ingen måde de sociale modsætninger, men giver dem tværtimod en særlig ondskabsfuld karakter. Sammen med den permanente hær af arbejdsløse udgør det det mest ondsindede udtryk for kapitalismens forfald. (90 år med Det Kommunistiske Manifest, L. Trotskij, 1937)

Trotskij snakker her om skabelsen af den “nye middelklasse”, en social gruppering som ikke falder under de klassiske sociale klasser baseret på stilling til produktionsmidlerne. Det er teknikere, specialister og administratorer. Alle er de ansat og derfor formelt set lønarbejdere, men det er åbenlyst for enhver, at kommunaldirektører og CEOs ikke har samme interesser og ikke tilhører den samme sociale klasse som arbejderne. Trotskij taler om, at alle mellemlagene, både det traditionelle småborgerskab og det nye mellemlag, tilsammen udgør omkring halvdelen af befolkningen. Men hvordan ser denne fordeling mellem de forskellige sociale klasser så ud i dag?

Det danske klassesamfund i dag

Journalisten Lars Olsen har udgivet en række bøger, der undersøger det moderne danske klassesamfund. I forbindelse med dette har han fået en række meget interessante beregninger udført af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. I sin bog Klassekamp fra oven fra 2014 forsøger han og AE-rådet at lave en klasseopdeling af det danske samfund. Opdelingen er ikke marxistisk, men tager udgangspunkt i arbejde, uddannelse og indkomst. Tabellen angiver klassefordelingen af familier, det vil sige, at det er det familiemedlem med den højeste sociale klasse, der er bestemmende for familiens samlede position. Det ender i fem sociale klasser med følgende fordeling:

skema klasser

Selvom Lars Olsens bog punkterer myten om, at “vi alle er middelklasse i Danmark”, ligger den stadig under for en socialdemokratisk tankegang, der siger, at uddannelse i sig selv bestemmer klassetilhørsforholdet. Således kategoriseres pædagoger og folkeskolelærere som “middelklasse”, mens den faglærte metalarbejder, som har brugt lige så lang tid på sin uddannelse, og som ofte tjener mere, står som del af “arbejderklassen”. Helt selvmodsigende bliver det i forhold til “underklassen”. Denne kategori indeholder alle, der ikke har været i arbejde i mere end 80% af det seneste år, og som ikke falder under de andre kategorier. En faglært arbejder eller akademiker, der står uden arbejde, ryger ifølge Lars Olsen ned i underklassen, trods vedkommendes uddannelse, mens en akademiker, der er i arbejde, ifølge Lars Olsens definition, kategoriseres som minimum værende del af den højere middelklasse ligegyldigt, hvad vedkommende tjener, og om denne så måtte arbejde som vareopfylder i Netto.

Heldigvis har AE-rådet som del af samme udgivelse offentliggjort lidt mere detaljerede tal, som gør det muligt - omend ganske usofististikeret - at lave et råt skema for det danske klassesamfund set ud fra en marxistisk definition.

klasser skema2Vi har omfortolket tallene fra Lars Olsen på følgende måde ud fra hans egne grupper, da vi ikke har mere detaljerede opgørelser:

Som kapitalister har vi udelukkende taget familier med selvstændige erhvervsdrivende, der har en indkomst over 3 x medianindkomsten. Der er altså tale om virksomhedsejere i ordets direkte forstand, og af en vis størrelse. Denne klasses størrelse er næsten umulig at bestemme ud fra en marxistisk definition på grundlag af Lars Olsens bog, fordi hans “overklasse” klumper forskellige undergrupper sammen, baseret på indtægt. Men indtægt i sig selv siger ikke noget om, hvor meget kapital vedkommende råder over. Så andelen af kapitalister ligger et sted mellem 0,9% og Lars Olsens “overklasse” på 2,8% af familierne. Det er dog sikkert, at de store og virkelig betydningsfulde kapitalisters andel af danske familier er endnu mindre end 0,9% af familierne. I Søren Jakobsens bog “Overklasseliv” identificeres blot 47 familier som samfundets absolutte top - Danmarks moderne aristokrati - som diskret trækker i trådene i baggrunden, væk fra rampelyset. Det er Danmarks “old money”, en overklasse som det, ifølge Søren Jakobsen, tager omkring 4 generationer at blive medlem af. Det er således ikke alle store kapitalister i Danmark, der er med i denne eksklusive kreds. Men at kredsen af store kapitalister inklusiv “new money” ikke er markant større, viste sociologerne Christoph Ellersgaard og Anton Grau, der i 2013 kortlagde bestyrelser og direktioner for de største selskaber og identificerede 170 personer, som dem, der udgør den økonomiske elite i landet1.

Det traditionelle småborgerskab har vi defineret som familier med selvstændige erhvervsdrivende af mindre virksomheder, som tjener mindre end 3 x medianlønnen.

Det nye mellemlag har vi defineret som de resterende familier, der har en markant højere indtægt end den gennemsnitlige arbejder. Gruppen rangerer lige fra de allerøverste topledere, som dog stadig ikke er ejere, men ansatte, til gymnasielæreren. Vi har dog fratrukket 20 % af de lavest betalte akademikere, som Lars Olesen andet sted i sin bog siger, er omtrent den del af akademikerne, som ikke bruger deres uddannelse. Denne del af de universitetsuddannede har vi lagt til arbejderklassen.

I arbejderklassen har vi placeret de samme grupper som Lars Olsen plus familier med personer, som har en kort eller mellemlang videregående uddannelse med en indkomst under det dobbelte af medianindkomsten. Denne gruppe består især af pædagoger, skolelærere, sygeplejersker osv.

Nogen vil måske indvende, at pædagoger, lærere og sygeplejersker ikke bør tilhøre kategorien arbejderklasse. Ud over de tidligere nævnte argumenter har disse kritikere også empirien imod sig. Arbejdere med korte og mellemlange videregående uddannelser har ikke lønforhold, der er væsentligt bedre end de andre faglærte arbejdere. De er gennemsnitligt set ikke i ledelsespositioner. Deres forhold er blevet proletariseret de seneste årtier. Engang var landsbyens skolelærer en vismand, man gik til for at få råd. I dag er folkeskolelærer et job, som alle andre. Og det bringer os til det vigtigste argument: netop disse grupper har taget arbejderklassens traditioner og metoder til sig. Lærere, pædagoger og sygeplejersker har alle været i strejke på forskellige tidspunkter de senere år. De har på den måde også gennem klassekamp vist sig som en del af arbejderklassen.

Rygterne om arbejderklassens død er stærkt overdrevne

Tabellen herover taler sit tydelige sprog. Ikke bare er arbejderklassen ikke død, men den udgør det overvældende flertal af befolkningen, selvom dens andel ganske rigtig er gået tilbage med 9 procentpoint siden ‘85.

Udviklingen fra 1985 til 2012 viser også en interessant udvikling: samfundet polariseres. De små ejendomsbesiddere trænges tilbage og underklassen eller lumpenproletariatet om man vil, vokser, mens kapitalen på den anden side koncentreres. Opgjort på personer udgør underklassen knapt 20% af de 18-59 årige. Det sidste afspejler et kapitalistisk system, der ikke er i stand til at udnytte de produktivkræfter, det selv besidder. Et samfund, hvor “[det altså bliver] ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham”, som Marx og Engels skrev i Det kommunistiske manifest.

Sammen med den såkaldte underklasse er den moderne danske arbejderklasses andel af de danske familier overvældende 76%. Som det fremgår af ovenstående tabel, udgør arbejderklassen ud fra en marxistisk definition det store flertal i dagens Danmark. Dette er Danmarks største offentlige hemmelighed, som den herskende klasse gør alt i sin magt for at skjule, og som medier, politikere og uddannelsesinstitutioner forsøger at få til at forsvinde. Når vi ser på den virkelige verden, uden for universitetets mure, ser vi det stik modsatte af den borgerlige løgn, som de forsøger at sælge os. Måske de samme folk, der mener, at arbejderklassen ikke eksisterer, burde spørge sig selv, hvem der har bygget deres universiteter, hvem der har lagt skinnerne og kører dem på arbejde, og hvem der sikrer, at lyset kan tændes i deres klasselokaler?

Styrkeforholdet mellem klasserne i dag

Mens arbejderklassen objektivt set udgør det store flertal, er det kun en lille minoritet, der ser sig selv som en del af arbejderklassen. Dannelsen af en fælles tværfaglig arbejderklassebevidsthed bliver bremset af toppen af arbejderbevægelsen, både i partierne og i fagforeningerne. Dansk arbejderbevægelse er modsætningsfyldt. På den ene side er den en af verdens største i forhold til befolkningens størrelse. På den anden side er dens ledere nogle af de mest konservative. Denne fagegoistiske konservatisme løber fra toppen og har endda trængt helt ud til de laveste lag af fagforeningsapparatet.

Fagforeningerne på det offentlige område skelner i mange tilfælde ikke mellem ledere og arbejdere indenfor deres fag og puster samtidig til splittelsen mellem forskellige offentlige faggrupper: At sygeplejersker er mere værd end pædagoger osv. De offentlige fagforeninger gør dermed ikke klasseskellet klart, men udvander det. På samme måde spiller fagforeningerne i det private en reaktionær rolle, når de taler for nedskæringer i det offentlige eller for differentieret pensionsalder. De kører hetz imod udenlandske kolleger og bruger politi og statsapparatet imod dem, de ser som “konkurrenter” til deres medlemmer, om det er østarbejdere eller prekariserede arbejdere. De gør alt andet end at organisere dem i fælles kamp for hele klassens interesser.

Fagforeningsbureaukratiet har været med til at skabe en dyb kløft mellem arbejdere i de forskellige fag og undergrupperinger og også mellem den private og offentlige sektor i det hele taget. At overvinde den og skabe en samlet arbejderbevægelse er nøglen til en succesfuld revolution i Danmark.

Det nye mellemlag

Fremkomsten af det nye mellemlag, som træder tydeligt frem i tabellen, viser flere ting. Som Trotskij påpegede i det tidligere anførte citat, forsøger den herskende klasse at holde mellemlagene kunstigt ved lige. Det er ikke tilfældigt, at en statistik fra starten af 2017 viser, at antallet af offentligt ansatte med en lang videregående uddannelse i kommunerne er steget med mere end 22.000 fra 2010 til 2016, mens antallet af erhvervsuddannede og ufaglærte i samme periode er faldet med 57.000.

Samtidig stiger det gennemsnitlige uddannelsesniveau for de yngre generationer. Hvor kun 4 procent af de 20-årige i 1945 havde en studenterhue, får 56 procent af en årgang nu engymnasial uddannelse2. Det er ikke udtryk for, at de alle bliver en del af det nye mellemlag, men at det er nødvendigt med mere uddannelse for at kunne fungere som moderne arbejder, hvor produktivkræfterne bliver stadig mere avancerede. Arbejderklassens karakter ændrer sig.

Det traditionelle småborgerskabs hensygnen, og erstatning af det nye mellemlag som massebase for det borgerlige system, betyder også ændringer for kapitalistklassen. Småborgerskabet har gennem historien været den sociale base for den borgerlige parlamentarisme, ja selve kapitalismen. Alene er kapitalistklassen nemlig alt for lille til at kunne regere på egen hånd. Den har brug for bredere masser at basere sig på. Men det nye mellemlag er anderledes usikkert for den herskende klasse at basere sig på, end det traditionelle småborgerskab var, da det havde sin privatejendom at forsvare. I efterkrigsopsvinget var nedgangen for småborgerskabet ikke et så stort problem for kapitalistklassen, fordi der var penge til at udbygge den offentlige sektor og give småborgerskabets børn et job i det offentlige (og på den måde holdes småborgerskabet kunstigt i live) samt give visse indrømmelser til arbejderklassen. Den herskende klasse kunne købe sig til en vis klassefred. Den mulighed er der ikke længere.

Det nye mellemlag, i både det private erhvervsliv og det offentlige, er meget uhomogent. Mens de øverste lag er helt på kapitalistklassens side, bliver stadig bredere lag af tidligere privilegerede lag proletariseret. Undervisere på universiteter bliver ansat på midlertidige kontrakter, og akademiske stillinger er reduceret til udvidet HK-arbejde. De bliver i stadig større grad trukket ind i klassekampen.

En del af det nye mellemlag har mindre lederstillinger i det offentlige. Men nu bliver de truet af de konstante nedskæringer på de offentlige udgifter, som den permanente krise i kapitalismen dikterer. På den måde falder deres interesser sammen med arbejdernes i den offentlige sektor. De er derfor en usikker base for kapitalistklassen, der må søge over i racisme og protektionisme i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra systemets fallit og bevare en vis opbakning.

Konsekvenserne af ny klassesammensætning for en socialistisk revolution

For hundrede år siden stod kampen om, hvilken af de to primære klasser; kapitalisterne eller arbejderne, som skulle vinde mellemlaget (særligt bønderne) til sin side. Dette var afgørende for at få flertallet af folket, for at sikre et positivt udfald af en revolutionær bevægelse. Det var ikke nødvendigvis ligetil for arbejderklassen. En socialistisk revolution truer nemlig ikke kun kapitalistklassen, men gør også småborgerskabet nervøs for dets egen privatejendom.

Den samme vanskelighed står den moderne danske arbejderklasse ikke i lige så høj grad overfor i dag. I forhold til arbejderklassen og underklassen er det nye mellemlag nemlig relativt mindre end det traditionelle småborgerskab var for hundrede år siden. Men det fylder dog meget i landskabet og i at forme den offentlige mening. Det er nemlig denne gruppe, der har alle positioner i medierne og uddannelsesinstitutionerne.

Det nye mellemlag består, i modsætning til det traditionelle småborgerskab, af allerede ansatte - hvis økonomien blev nationaliseret, ville det ikke betyde den store forskel. De ville blive ansat af staten i stedet. For de mest privilegerede dele af mellemlaget ville sagen naturligvis være en anden. De ville ikke bare skifte arbejdsgiver, men kunne se frem til at ryge kraftigt ned af den sociale rangstige og miste privilegier. Disse lag vil, sammen med det resterende småborgerskab og de mest tilbagestående lag af underklassen, kunne danne base for reaktionen i Danmark i fremtiden. Men det er en svag base i forhold til den enorme moderne arbejderklasse. Med andre ord er de objektive forhold for en succesfuld socialistisk omvæltning langt mere favorable i dag, end de var i 1848 eller 1917.

Konsekvenserne af ny klassesammensætning for faren for fascisme

Med valget af Trump, Bolsonaro, fremgangen til Le Pen og andre højrepopulister har mange på venstrefløjen råbt op om faren for fascisme. Svaret fra konsekvente marxister har været, at ingen af disse personligheder har stået i spidsen for fascistiske bevægelser. Fascisme er per definition en massebevægelse, og dens fremkomst som massekraft er ensbetydende med, at den herskende klasse forbereder en borgerkrig mod proletariatet. De højrepopulister, der de seneste år er kommet frem, er ganske reaktionære, javist, men de er ikke i stand til at mobiliser deres base på gaden for at smadre arbejderklassen. Tillige argumenterer vi for, at styrkeforholdet mellem klasserne ikke er lige så fordelagtigt for en reaktionær udvikling i dag, som for 100 år siden. Likvideringen af det traditionelle småborgerskab og særligt bondeklassen har undergravet en kommende fascistisk bevægelses sociale base. Så selv om bourgeoisiet måske ønskede at slå hårdt ned på arbejderklassen, er det i den nuværende situation ikke i stand til det. Det betyder dog ikke, at fascisme er udelukket for evigt.

Vi er gået ind i en periode med generel krise i kapitalismen. Trods dens cykliske op- og nedture er der ingen tvivl om, at den generelle tendens er for nedadgående. Vi er i den tidlige begyndelse af denne periode. Men, på den lange bane, hvis arbejderklassen ikke lykkes med at tage magten og på den måde vise en virkelig og konkret vej frem, også for de nederste dele af de nye mellemlag og den efterhånden store underklasse, så vil disse i sidste ende se til “den stærke mand” for en løsning. Det nye mellemlag vil fint kunne affinde sig med en stor bureaukratisk politistat, som er karakterisk for bonapartistiske og fascistiske regimer.

Arbejderklassen - det overvældende flertal

Men truslen fra fascisme og bonapartisme hører fremtiden til. Tallene taler deres tydelige sprog. Arbejderklassen, selv i et afindustrialiseret land som Danmark, er enorm. Dens magt er endnu større. Da få hundreder lokomotivførere nedlagde arbejdet den 1. april i år, blev jernbanerne lammet på hele Sjælland. Hvis det samme antal havnearbejdere gik i strejke, ville store dele af økonomien hurtigt gå i stå. Der ville ikke komme varer på hylderne eller råvarer til industrien. Alligevel opfører toppen af fagbevægelsen sig som om, at arbejderklassen er magtesløs overfor de konstante krav om nedskæringer, “effektiviseringer” og angreb på løn og arbejdsforhold.

Netop fordi proletariatet under moderne forhold er så stort, bliver borgerskabet og dets håndlangeres påstand om arbejderklassens død så meget desto mere desperat og skinger. Disse folk lader sig ikke overbevise af tal og argumenter, men vil gøre hvad de kan for, at arbejderklassen ikke bliver bevidst om sin egen styrke. Men lad dem skrige sig hæse. De objektive forhold - kapitalismens krise - vil, før snarere end siden, tvinge arbejderklassen i kamp. Dens kollektive handling vil sætte mennesker af kød og blod på statistikkerne, gøre argumenter overflødige og i praksis bevise, at arbejderklassens død er en borgerlig løgn.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]


1. Klassekamp fra oven, s 145

2. Download-link til Danmarks Statistik - 65 år i tal - Danmark siden 2. verdenskrig

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.