Credit María Alejandra Mora wikipedia”I risikerer jeres fremtid og liv”, sagde Trump til Venezuelas militærofficerer i en krigerisk tale i Miami den 18. februar. ”I kommer ikke til at finde et sikkert tilflugtssted, ingen nem udvej og ingen vej ud. I vil miste alt,” tilføjede han, muligvis frustreret over den hidtidige mangel på betydningsfulde brist i det venezuelanske militær en måned efter påbegyndelsen af det nuværende amerikanske kupforsøg.

Alting gøres nu klar til den 23. februar – dagen, hvor den amerikanske marionetdukke, Guaidó, har bestemt, at ”humanitær bistand” skal ind i landet.

En måned efter han udnævnte sig selv som den ”vagthavende præsident” har Guaidó stadig ingen reel magt. Der har ikke været nogen opstand i hæren. Ud over et par officerer stationeret i USA og én officer fra luftvåbnet, som ikke har kommando over tropper, er det venezuelanske militær loyalt over for præsident Maduro. Selv BBC kalder Guaidó for ”lederen af oppositionen”. Præsidenten for den grundlovgivende nationalforsamling, Diosdado Cabello, har rejst rundt i landet og organiseret store antiimperialistiske samlinger i de store byer. De seneste i Mérida (på grænsen til Colombia) og i Bolivar (delstaten, som grænser op til Brasilien).

The Wall Street Journal var tvunget til at indrømme, at Trumps regimeændring i Venezuela ikke går som planlagt:
”Mange i den venezuelanske opposition og blandt USA's støtter forventede, at præsident Nicolás Maduros regime ville smuldre hurtigt efter Washington begyndte at støtte en plan designet til at vække hans militære opbakning og anspore hans afgang. Det er ikke, hvad der er sket.”

Derefter citerede avisen en ”tidligere amerikansk overordnet embedsmand”, som sagde: ”Den som fandt på det i Caracas og solgte det [i Washington], solgte det med løftet om, at hvis Guaidó skred til handling og [sydamerikanske lande og] USA støttede op, ville militæret skifte side og Maduro ville gå af. De troede, at det var en 24-timers operation.”

Humanitær bistand: et skjul for provokation

Af denne grund, og for ikke at miste momentum, var kuppets konspiratorer nødt til at tage et dristigt skridt og opildne deres styrker og øge presset på hæren. Undskyldningen blev den ”humanitære bistand”, som spiller samme rolle som ”masseødelæggelsesvåben” gjorde under indledningen til invasionen af Irak. Den planlagte dato er 23. februar.
Juan Guaidó har gentagne gange sagt, at der er over 300.000 mennesker, som er tæt på at sulte ihjel, medmindre nødhjælp tillades adgang til landet. Dette er en direkte løgn. Den økonomiske krise i Venezuela er meget seriøs og har haft en massiv betydning for befolkningens levestandard; men Guaidós påstand er fuldstændig fabrikeret ud af den blå luft, ligesom ”masseødelæggelsesvåbnene” var en ”nært forestående trussel” i forbindelse med Irak.

USA har barmhjertigt givet 20 millioner amerikanske dollars i nødhjælp efter at have beslaglagt venezuelanske aktiver til en værdi af 7 milliarder amerikanske dollars. Storbritannien har ligeså doneret generøse 8 millioner amerikanske dollars; men de blegner i sammenligning, når man ser, at Bank of England tilbageholder venezuelansk guld til en værdi af 1,2 milliarder amerikanske dollars.

Faktisk kan enhver se, at dette intet har at gøre med nødhjælp eller nogen humanitær bekymring. I den colombianske region Guajira er over 4000 børn døde af underernæring. I Haiti er der en seriøs humanitær krise og en korrupt regering, som benytter statens magt til at undertrykke massernes oprør. Der har ikke været noget ønske fra Washington om et regimeskifte i hverken Columbia eller Haiti, og heller ingen massemedie kampagne om humanitær bistand. Naturligvis er disse to lande allerede under USA-venlige regimer.

Tre forskellige steder er identificeret som indgange for den ”humanitære bistand”: et på den brasilianske grænse, et på den hollandske ø Curaçao (ud fra Venezuelas kyst) og den tredje (og vigtigste) i Cúcuta i Columbia. Store mængder nødhjælp er blevet leveret med militærfly. I den sidste uge har lederen af USA's sydlige kommando besøgt Columbia, Brasilien og Curaçao, hvor han kom med provokerende og truende udtalelser rettet mod venezuelanske hærofficerer. Den colombianske præsident Duque, en vigtig del af puslespillet, var i Washington til drøftelser. Republikansk senator Marco Rubio, som er en af de politiske ledere for Miamis reaktionære cubanske eksilmafia, er allerede i Cúcuta for at koordinere operationerne. Den chilenske højrefløjspræsident Piñera er også på vej.

Den cubanske regering, som er det sekundære mål for aggressionen mod Venezuela, og som Trump og andre amerikanske embedsmænd åbent har forklaret, udsendte et stærkt budskab, hvori regeringen advarede det amerikanske militærs transportfly, som har fløjet til adskillige caribiske øer.

Imperialistisk aggression

Det er derfor klart, at dette er en meget seriøs eskalering i den imperialistiske provokation mod Venezuela.
Som en del af det ”humanitære” skjul for imperialistisk aggression har den britiske millionær Richard Branson organiseret en ”Venezuela Live Bistand” koncert lige på grænsen. Den venezuelanske opposition påstår at have tilmeldt adskillige frivillige til at medbringe nødhjælpen. Guaidó har udsendt et ultimatum til hæren: ”I har tre dage til at adlyde ordren fra den vagthavende præsident og vælge forfatningens side”. Han tilføjede: ”Den 23. vil vi gå til de militære barakker og forlange adgang for den humanitære bistand”.

Ideen er at skabe en provokation på grænsen, hvor ”ubevæbnede borgere” forsøger at bringe den ”humanitære bistand” ind i landet og bliver stoppet af ”undertrykkelse og vold” fra ”diktaturets hær”. Amerikansk imperialisme og dens regionale allierede opbygger presset og regner med, at dette vil skubbe i hvert fald en del af den venezuelanske hær til oprør og dermed afsætte Maduro, eller at Maduro selv vil træde af.

Oven i provokationerne på grænsen har ”ambassadøren”, udpeget af Guaidó i Costa Rica, og nogle bøller forbindelse til den tidligere guvernør Guárico Manuitt i ly af mørket overtaget den venezuelanske ambassade og forhindrer adgang for den legitime ambassadør og det diplomatiske personale. Det venezuelanske konsulat i Guayaquil blev også angrebet.
Trump og andre amerikanske embedsmænd har sagt, at ”alle muligheder er på bordet”, hvilket antyder, at en amerikanske militærinvasion ikke er udelukket. Guaidó har selv, hvilket kun kan beskrives som landsforræderi, sagt i et interview med AP, at han ikke kunne udelukke at ”tillade udenlandsk militær indgriben” i Venezuela.

Det er nok ikke den første mulighed, som Washington overvejer. Direkte militær aggression mod Venezuela ville være dyrt - både i forhold til tab af liv og politiske konsekvenser. Over 15 år efter invasionen af Irak og Afghanistan har USA stadig ikke været i stand til at trække sig ud af landene. En invasion af Venezuela ville kræve store mængder af tropper, som helt sikkert vil møde voldsom væbnet modstand. Det ville også have store konsekvenser i hele Latinamerika, hvor der er en dybt indgroet antiimperialistisk indstilling.

Højst sandsynligt vil de amerikanske strateger regne ud, at kombinationen af hårde økonomiske sanktioner, diplomatisk isolation og presset fra den militære trussel vil være nok til at fortrænge Maduro fra magten på den ene eller anden måde. Dette er ikke udelukket; men det er stadig en kamp om levende kræfter, og resultatet er ikke givet på forhånd.

Trump leger med ilden

Trumps udfordrende optræden er også delvist rettet mod det amerikanske folk. Han ser på det kommende præsidentvalg og forsøger at sikre højrefløjsrepublikanernes støtte ved at skabe al den rigtige støj om Venezuela og Cuba. I sin tale i Miami påpegede han, at socialisme er en fejlslået ideologi, ”som vi aldrig vil tillade skal nå USA's kyster”, en bemærkning, som klart var rettet mod Sanders og Demokraterne generelt.

Han leger med ilden. De vigtige folk, som tager sig af situationen i Venezuela (Bolton, Cruz, Abrams, Rubio) er fanatiske antikommunister, som ikke ville tøve med at benytte et hvilket som helst middel til at knuse den bolivariske og cubanske revolution – uanset konsekvenserne. Mens direkte militær indgriben muligvis ikke er det klogeste valg for amerikansk imperialisme ud fra en kold cost-benefit analyses synsvinkel, så er der mange, som ikke nødvendigvis tænker sådan i Trump regimet.

Situationen er meget alvorlig. Den imperialistiske aggression skal stoppes med alle de kræfter, som vi har til rådighed. Nogle på venstrefløjen har forsøgt at indtage en ”hverken Maduro eller Guaidó”-position. Dette er et fuldstændig forkert udgangspunkt. For det første, fordi det ikke handler om Guaidó, men nærmere om Trumps planer for og ambitioner med Venezuela. Under kampen imod den imperialistiske aggression i Irak tog alle pålidelige antiimperialister klart stilling, selvom Saddam Hussein var en morderisk diktator, som havde massakreret sit eget folk (som en af imperialismens allierede). Tilfældet her er endnu tydeligere. Man behøver ikke støtte Maduro og hans regering for at indtage en kompromisløs holdning til imperialistisk aggression fra USA og dets marionetdukke Guaidó.

Hvis USA's kupforsøg lykkes, vil det ikke blot ødelægge resterne af revolutionens fortjenester, men også destruere de revolutionære organisationer og mængder af arbejdere, bønder og fattige. Enhver, som ikke kan se betydningen af dette, fortjener ikke at kalde sig selv venstreorienteret.

Hverken Maduro eller Guaidó?

Faktisk kan de praktiske konsekvenser ved ”hverken eller”- positionen ses i et nyligt eksempel. En gruppe af tidligere chavista ministre har opstillet en platform til vejledende folkeafstemninger. De repræsenterer ingen andre end dem selv og er langt fra en ”demokratisk” og ”forfatningsmæssig” løsning på krisen. Som om man kunne overbevise imperialisterne til at sætte en stopper for imperialistisk aggression ved at vifte med forfatningen! Den 5. februar havde denne gruppe et møde med Guaidó med det formål at stille krav til ham. Som forventet var det Guaidó, som politisk drog fordel af mødet ved at kunne sige: ”Se, selv tidligere Chavez ministre er imod Maduro, vi har fælles holdninger”.

Skandaløst var Gonzalo Gómez, som er et ledende medlem af Marea Socialista (en sympatiserende afdeling af den såkaldte ”Fjerde Internationale”), til stede ved dette møde. Han retfærdiggjorde sin tilstedeværelse ved mødet med argumentet: ”Vi skal gøre hvad som helst for at undgå krig”. Naturligvis ønsker ingen krig; men det, som vi har med at gøre, er åben imperialistisk aggression og et kupforsøg. Undgår man det ved at gå i dialog med Trumps lokale repræsentant? Forventer man, at overbevise ham? Eller opfordrer man arbejdere og bønder til at organisere og bevæbne sig (politisk og med våben) for at kæmpe mod imperialismen? Det virker som om kammerat Gonzalo valgte den første mulighed.

Betyder dette, at vi midlertidigt indstiller kritikken overfor Maduro regeringen? Slet ikke. Alt, hvad det betyder, er, at vi bliver nødt til at stille spørgsmålet om, hvilke tiltag der kræves for virkelig at kæmpe mod det imperialistiske kupsammensværgelse.
Kammeraterne fra Lucha de Clases i Venezuela (Revolutionære Socialisters søsterorganisation, red.) gør netop det. På deres initiativ har en række revolutionære organisationer i Caracas organiseret en demonstration fredag den 22. februar med følgende slogans: ”Fængsel til Guaidó og hans medsammensvorne! Ikke mere straffrihed til kuppets konspiratorer! Opløsning af den kup-konspirerende nationalforsamling nu! Bevæbn den bolivariske milits nu! Konfiskering af imperialisternes transnationale og nationale monopoler involveret i kuppet! Ikke flere indrømmelser til det parasitiske borgerskab! Tving kapitalisterne til at betale for krisen!”

Opråbet er blevet taget op af adskillige revolutionære organisationer og grupper og blevet også taget op på arbejdspladser og i fagforeninger. Større organisationer som PPT (Patria Para Todos, red.) har ikke underskrevet udtalelsen, men har lovet at deltage i demonstrationen. Kommunistpartiet og andre i Folkets Antifascistiske og Antiimperialistiske Front har udsendt en offentlig udtalelse, som peger i samme retning, selvom de heller ikke har underskrevet 22. februar-appellen.
Andre dele af menige medlemmer af den chavistiske bevægelse er også begyndt selvstændigt at gå i aktion. I Apure regionen ved grænsen til Columbia har ”Bolivar Zamora Revolutionary Current” genoplivet ”Hugo Chavez Folkets Beskyttelses Styrker”.

Den centrale idé, som kammeraterne fremsætter, er, at et seriøst imperialistisk antirevolutionært forsøg som dette kun effektivt kan bekæmpes med revolutionære tiltag, ved hammerslag mod de multinationale og lokale kapitalister, som står bag konspirationen, og ved at stole på den revolutionære begejstring og entusiasme fra arbejderklassen og de fattige masser.

Den Internationale Marxistiske Tendens’ holdning er klar:

Fingrene væk fra Venezuela!

Gå imod det imperialistiske kup!

Eksproprier oligarkiet og imperialismen!

Bevæbn militserne!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.