bolsonaroKrisen i brasiliansk kapitalisme er nu for alvor ved at komme til udtryk som en politisk krise. Med 46% af stemmerne blev den absolutte vinder af første runde af det brasilianske præsidentvalg den 7. oktober Jair Bolsonaro, der bedst kan beskrives som en brasiliansk udgave af Trump. Dermed skriver Brasilien sig ind på listen af lande, hvor den politiske ustabilitet når nye højder.

Brasiliansk kapitalisme har længe befundet sig i en dyb krise. Fra 2014 til 2016 gennemgik økonomien den værste recession i landets historie. En recession den brasilianske økonomi stadig ikke er kommet sig over. Fra 2014 til 2015 faldt BNP pr. indbygger fra 12.106 USD til 8.785 USD. En tilbagegang på mere end 27%, som kastede millioner ud i fattigdom.

Brasilien har nu haft tre år med økonomisk recession, og døjer med et budgetunderskud på deres statsbudget på 7% af BNP. Samtidig er den officielle arbejdsløshed på 14%, men den reelle arbejdsløshed er imidlertid langt højere og ligger nærmere omkring 20-25%. Mange arbejdsløse er desuden af desperation blevet tvunget ud i elendigt uformelt arbejde for at tjene til dagen og vejen.

Mens millioner af brasilianere må kæmpe sig igennem en tilværelse i fattigdom som arbejdsløse, kæmper brasilianske virksomheder med udbredt ledig kapacitet – et klassisk symptom på en kapitalistisk overproduktionskrise. Millioner af mennesker er dømt til arbejdsløshed, mens fabrikker står tomme eller kører på halvt blus. Ikke fordi der ikke er behov for varerne, men fordi det fra kapitalisternes synspunkt ikke er profitabelt at producere dem.

I en sådan økonomisk krisetilstand, som den brasilianske befinder sig i, vil politisk ustabilitet hurtigt få et udtryk i dalende tillid til den brasilianske økonomi. Det ser vi allerede nu, hvor værdien af den brasilianske valuta (Real) har nået et rekord-lavpunkt imod dollaren.

Massebevægelser og generalstrejker

Det brasilianske borgerskab føler sig presset, eftersom den globale krise i kapitalismen har skærpet konkurrencen på det stagnerende verdensmarked. Derfor har deres repræsentant og nuværende præsident for landet, Michel Temer, siden han kom til magten, ved et parlamentarisk kup i 2016, gennemført den ene reaktionære reform efter den anden, der har angrebet lønningerne for at sænke produktionsomkostningerne. Disse angreb på Brasiliens fattige masser og arbejderklasse vil uundgåeligt ligge fundamentet for fremtidig social uro, oprør og revolutionære bevægelser.

Vi har allerede set forsmagen på dette i 2013, hvor politiets drab på en 17-årig fattig ung mand antændte et mindre oprør. Folkemængden, der handlede i en blanding af sorg, vrede og frustration, blev mødt af hård militær repression, da de besatte en af landets største motorveje, overtog lastbiler, brændte busser og rejste barrikader.

Senere samme år oplevede Brasilien de største demonstrationer i over 20 år, hvor flere hundredtusinder demonstranter gik på gaden i landets større byer imod prisstigninger på offentlig transport. I Rio de Janeiro alene demonstrerede over 100.000 mennesker. Prisstigningerne på den offentlige transport var imidlertid kun en tilfældighed, som antændte frustrationen, der havde bygget sig op under overfladen. Folk havde fået nok af politibrutalitet, Brasiliens afholdelse af dyre sportsbegivenheder, et dårligt sundhedsvæsen, udsultede uddannelser og løssluppen korruption.

Når arbejderklassen føler, at de ikke har nogen politisk stemme, så begynder de at kæmpe imod systemet ad økonomisk vej. Dette sås tydeligt i 2017, der slog rekorden for at være året med det højeste antal strejker i Brasiliens historie. 2017 var desuden også året med den største generalstrejke i kraft af antallet af arbejdere, der deltog; svimlende 40 millioner arbejdere deltog i en en-dagsstrejke den 28. april. 2018 har heller ikke været foruden arbejdskampe, i maj måned tidligere i år steg priserne på olie og gas som resultat af privatiseringen af de tidligere statsejede olieselskab Petrobras. Lastbilchaufførerne svarede igen med en ti-dages strejke, der paralyserede landet. De sidste års protester og strejkebevægelser giver en indikation for den frustration over status quo, der ligger under overfladen, og som søger efter en måde at udtrykke sig på.

Politisk stabilitet i frit fald

Valget den 7. oktober fandt således sted midt i en økonomisk og social krise, der allerede har udtrykt sig gentagende gange i oprør og strejkebevægelser. Den nuværende establishment, i form af Temers regering, er fuldkomment miskrediteret; kun 4% af befolkningen bakker op om Temer, mens 80% er imod ham. Sidst politikerleden var lige så høj var ved slutningen af militærdiktaturets fald i 1985; systemets legitimitet er med andre ord ved at være opbrugt.

Oven i dette er der opstået en splittelse i det brasilianske borgerskab på spørgsmålet omkring, hvordan de skal fortsætte. Fra et økonomisk perspektiv er kapitalisterne presset af konkurrencen på verdensplan, og nødt til at fortsætte deres nedskæringer og angreb på de brasilianske arbejdere. Tidligere har de samarbejdet med skiftende politikere fra det reformistiske arbejderparti (PT) til at styre landet. Men den herskende klasse har opgivet PT som samarbejdspartner, da de ikke længere har tiltro til, at de kan gennemføre de nødvendige kontrareformer, eller holde arbejderklassen i ro. Hvilket blev bevist i 2013 under massebevægelserne, da præsident Dilma Rousseff (PT) var ved roret. Derfor afsatte den herskende klasse Dilma fra posten som præsident i 2016 igennem et parlamentarisk kup, og forhindrede den tidligere præsident Luiz Lula (PT) i at deltage i præsidentvalget.

Igennem hele valgkampen har Lula ligget forrest, men den 31. august diskvalificerede Brasiliens højesteretsdommere ham fra fortsat at være kandidat til valget. Lula var landets præsident i perioden 2003-2011 og årsagen til hans popularitet er at finde i massernes positive minde om den periode, da han var i embede. Dengang havde masserne et bedre liv end i dag, men dette er ikke Lulas fortjeneste: hans periode ved magten faldt sammen med det boom, der var i den brasilianske økonomi grundet tilstanden i verdensøkonomien inden krisen. Boomet tillod indrømmelser til arbejderklassen i form af sociale ydelser og bedre leveforhold. Lulas popularitet skal dermed ses som et udtryk for en forståelig illusion, der eksisterer blandt mange af de fattigste brasilianere. I Lulas fravær er PT’s præsidentkandidat Fernando Haddad, som med 29% af stemmerne kom på en andenplads. Haddad skal således møde Bolsonaro i 2. valgrunde, og mens Haddad indtil videre lover at tilbagerulle Temers upopulære kontrareformer, så har han allerede bag scenen åbnet dialoger med brasiliansk big business, for at forsikre dem om at han naturligvis vil føre en ansvarlig politik. Haddad taler ikke om at bekæmpe Bolsonaro med klassekamp eller om behovet for socialisme men om at ville “forene demokraterne i landet”, hvilket blot vil få ham til at fremstå som en del af det forhadte establishment og politiske centrum.

Det brasilianske borgerskabs foretrukne kandidater var den tidligere guvernør for São Paulo Geraldo Alckmin og Ciró Gomes. Valget har tegnet sig mere og mere til at blive et spørgsmål om enten en fortsættelse af de sidste 10 år førte politik eller en afvisning af hele systemet. Set i dette lys er det ikke et mysterium, at begge af establishmentets kandidater Alckmin og Gomes klarede sig elendigt i valget, til trods for at Alckmin havde ret til 44% af al statslig tv-reklametid. Vi har været vidne til det samme drama, som udspillede sig under det amerikanske præsidentvalg i 2016 – borgerskabets kandidater var for upopulære til at vinde i borgerskabets eget spil. Med 46% af stemmerne blev demagogen Bolsonaro den absolutte vinder af valget, og kampen om, hvem der bliver landets næste præsident bliver afgjort i d. 28 oktober, hvor valget står mellem Bolsonaro og Haddad.

Bolsonaro

For det brasilianske borgerskab ville Bolsonaro som præsident være en katastrofe, af den simple grund, at de ikke vil kunne styre ham. Det brasilianske borgerskab ville klart foretrække at fortsætte deres styre udramatisk med deres loyale og pålidelige nikkedukker ved roret. Desuden udgør Bolsonaro med sin provokerende og opflammende fremtoning en trussel for en eksplosion i klassekampen. Dette har vi allerede set d. 29 september, hvor der blev afholdt massedemonstrationer mod Bolsonaro over hele Brasilien. Usikkerheden omkring ham og den trussel han udgør i forhold til at forårsage en eksplosion i klassekampen, har fået signifikante dele af borgerskabet til nu at støtte Haddad i valgkampen.

På demagogisk vis opildner Bolosonaro massernes vrede imod de korrupte politikere, og Bolsonaro fremstiller sig selv som en politisk outsider, men faktum er, at han har siddet i parlamentet i 28 år for 9 forskellige partier. Bolsonaro fik også et uventet popularitetsfremstød under valgkampen i september, da han blev udsat for et knivattentat, som han overlevede, på trods af alvorlige kvæstelser.

Den politiske polarisering af befolkningen, forsaget af den økonomiske krise, faldende levestandard og for store dele af befolkningens vedkommende en desperat social eksistens, har skabt muligheden for, at en demagogisk højrefløjskandidat iklædt antiestablishment-retorik hurtigt har kunne få en midlertidig base blandt de mest tilbagestående lag i befolkningen. Bolsonaros sociale base er dog først og fremmest middelklassen og det desperate småborgerskab, hvilket bl.a. illustreres ved at 45% med en højere uddannelse støtter ham, hvorimod tilfældet kun er det samme for 25% af folk med en folkeskoleuddannelse.

Den interne splittelse i den herskende klasse, især i forhold til hvordan de skulle forholde sig til PT, åbnede døren for, at en fraktion gik solo, og opstillede deres egen kandidat i opposition til den brasilianske herskende klasses fællesinteresser.

På en fordrejet måde udtrykker Bolsonaros popularitet de mest tilbagestående brasilianske massers frustrationer og afvisningen af det korrupte politiske establishment. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at Bolsonaro er en reaktionær anti-socialistisk borgerlig kandidat, der ønsker at opretholde kapitalismen og fortsætte udnyttelsen af arbejderklassens arbejde. Alle steder hvor et seriøst venstreorienteret alternativ er til stede, har det udtrykt massernes frustration og taget pusten ud af højrefløjen. Det er derfor i manglen på et reelt venstreorienteret alternativ, der kan vise masserne en vej ud fra det kriseramte system, at Bolsonaro har kunne opnå den midlertidige opbakning, han har.

Bolsonaro som præsident vil ikke blot betyde massive angreb på de brasilianske arbejdere i kraft af at han vil privatisere alle statsejede virksomheder, men valget af ham udgør også en mulig trussel imod selve de borgerlige demokratiske institutioners eksistens. Manden, der er tidligere general, har ved flere lejligheder udtrykt beundring for det militærdiktatur, der regerede Brasilien fra 1964-1985, og han har udtrykt intentioner om at placere generaler i spidsen for en række af landets ministerier. Desuden advokerer han på revolversvingende cowboymanér for, at voldelig statsrepression er den bedste måde at bekæmpe problemet med kriminalitet.

Bolsonaro, der er en fanatisk evangelisk kristen, går åbent ind for diskrimination af kvinder (f.eks. i form af lavere løn), racisme og offentlig latterliggørelse af homoseksualitet. Hans autoritære og konservative udmeldelser har også medført, at han er den kandidat, som flest folk afskriver, med 43% der tilkendegiver, at de aldrig ville stemme på ham.

Meningsmålinger foretaget den 6. oktober viste at 45% vil stemme på Bolsonaro, hvorimod 41% vil stemme på Haddad, såfremt disse to kandidater skulle duellere i den 2. valgrunde. Men selv hvis Bolsonaro ikke vinder, så er hans popularitet et udtryk for polariseringen i det brasilianske samfund, at det politiske centrum er ved at smuldre og at de traditionelle partier er yderst miskrediterede.

Klassekampen tilspidses

Bolsonaro er et symptom på et sygt kapitalistisk system. Et system hvis modsætninger tilspidses dag for dag. Der er ingen løsning på arbejderklassens problemer inden for kapitalismens rammer, og før eller siden vil de brasilianske masser blive tvunget til at lede efter en vej ud af systemets blindgyde. Vi har allerede, med massebevægelserne i 2013 og generalstrejken i 2017, fået en forsmag på den klassekamp, der er i vente. Hvis Bolsonaro bliver valgt til præsident, vil det gøde jorden for yderligere oprør, strejker og demonstrationer, der kan få revolutionære implikationer.

Som marxister og som revolutionære må vi se ud over det borgerlige demokrati rammer og sigte imod kapitalismens omvæltning og etableringen af et nyt socialistisk samfund. Kun da kan vi gøre en ende på kapitalismens krise med Bolsonaro, fattigdom og alle de dårligdomme, som de brasilianske masser og arbejdere lider under i dag.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.