jerome metellusJerôme MetellusTil IMT’s verdenskongres snakkede vi med Jerôme Metellus, redaktør for Révolution, den franske søsteravis til herværende udgivelse. Jerôme fortalte om de yderst interessante politiske udviklinger, der er sket i Frankrig de seneste måneder.

I april bragte Revolution i Danmark en artikel om den daværende arbejdskamp, der handlede om Macrons planer om at privatisere Frankrigs statsejede jernbaneselskab SNCF og generelt at smadre jernbanearbejdernes forhold.

Siden led SNCF-strejken nederlag. Det var især grundet fagforeningernes planlægning af strejken, der var ringe organiseret og indebar rullende strejker, som ganske rigtigt gjorde bevægelsen langvarig men ineffektiv. Samtidig indkaldte man ikke til generalstrejke men i stedet til “aktionsdage”. Det var dage, hvor arbejderne kunne vælge at strejke eller lade være, hvilket resulterede i, at det kun var mindre grupper af primært offentligt ansatte, der strejkede, og at aktionsdagene derfor mest af alt mindede om demonstrationer. Trods nederlaget har det ikke været spildt:

- Resultatet af nederlaget er ikke demoralisering blandt arbejderne; det tvinger imidlertid arbejderne til at overveje, hvorfor de blev besejret, og hvorvidt deres ledere førte strejken på en effektiv måde, forklarer Jerôme.

I artiklen fra april præsenteredes Macron-regeringens yderligere præstationer: en omlægning af arbejdslovgivningen, der sikrede fleksibilitet for arbejdsgivere; kampen mod de arbejdsløse gennem nedskæring i arbejdsløshedsunderstøttelse og en kontrareform af uddannelsessystemet, der voldsomt sænkede antallet af studiepladser på universiteterne, som erhvervslivet ikke efterspørger. Her er især humaniora hårdt ramt.

Selvom den sidste præsident, François Hollande fra Socialistpartiet, også gennemførte hårde angreb på arbejderklassen, gør Macron det med en hidtil uset aggressivitet og hast.

Disse nedskæringer er grundet krisen i fransk kapitalisme. Macron forsøger at løse denne krise ved at angribe arbejderklassen med den ene hånd, mens han giver indrømmelser til den herskende klasse med den anden.

Storhed står for fald

For det europæiske borgerskab er Macron en meget populær figur, der har lovet en reform af EU, og mange ser ham som en slags fortsættelse af ”oprøret fra midten”. Men ifølge Jerôme bliver Macron set på en helt anden måde i Frankrig: - I det franske valg vandt Macron ganske rigtigt anden runde med 66 % af stemmerne, men det var primært fordi, de fleste partier opfordrede deres medlemmer til at stemme på Macron over Le Pen, forklarer Jerôme.

Denne utilfredshed med Macron blandt franskmændene kommer tydeligt til udtryk. Den sidste meningsmåling viste, at blot 32 % procent af befolkningen støtter op om Macron, og dette var før den aktuelle skandale om hans bodyguard. Skandalen begyndte at rulle, da der kom optagelser frem af en af Macrons personlige bodyguards, som på arbejdernes internationale kampdag af alle dage slog en demonstrant i ansigtet og taklede en anden under en af de større demonstrationer. Macron var fuldstændig klar over denne hændelse, men sagde intet til myndighederne om det. Bodyguarden blev suspenderet i to uger men fik stadig udbetalt lønninger og var efter de to uger med til at eskortere det franske fodboldlandshold under deres sejrsparade gennem Paris.

Ifølge Jerôme har Macrons upopularitet også meget at gøre med hans fremtoning. Han fører sig frem, som var han Napoleon IV; han modtager kun besøg fra statsoverhoveder i Versailles-paladset, gennemfører sine politikker trods demonstrationer og stor modstand fra den øvrige befolkning, og nu opstår denne sag med bodyguarden. Han fremstiller sig selv som det almægtige statsoverhoved. Selvom denne fremtoning har sikret Macron en flygtig smule støtte fra den franske middelklasse, er det bestemt ikke noget den franske arbejderklasse bryder sig om.

Jerôme uddyber om støtten fra middelklassen: - Den franske middelklasse bliver endnu ikke ramt af Macrons kontrareformer. For dem er han den unge, moderne, liberale politiker, der skal redde Frankrig og EU fra disses kriser. Men selv denne støtte er dalende, og når den forsvinder, er det kun de allerrigeste i Frankrig, der ikke vil hade deres præsident.

Enden på begyndelsen

Kampgejsten er stadig høj hos arbejderne, og når Macron sætter den næste kontrareform i gang (en reform af pensionen), vil de uden tvivl være klar til at kæmpe igen. Fagforeningslederne vil igen lede denne kamp og igen forsøge at dysse den ned, og dette vil formentligt igen føre til nederlag, vurderer Jerôme. Men med dette nederlag kommer mere erfaring til næste kamp, og på et tidspunkt vil størstedelen af de franske arbejdere indse, at deres lederskab ikke kan vinde kampen, og de vil tage sagen i egen hånd. Fagforeningstoppen vil miste grebet om bevægelsen. De vil stå tilbage som troldmanden, der har fremmanet kræfter, han ikke selv kan kontrollere, som Marx og Engels så billedligt skriver i Det Kommunistiske Manifest.

Macrons Thermidor

Mens Macron bliver mere upopulær, lader det til, at den venstreorienterede leder af partiet La France Insoumise, Jean-Luc Mélenchon, bliver mere populær blandt arbejdere og studerende i landet. Mélenchon holder ofte taler til strejker og demonstrationer og bliver altid varmt modtaget. Især hans afstandtagen fra midterpartier som Socialistpartiet og Macrons La République En Marche resonerer med den franske arbejderklasse.

For Jerôme er det ikke utænkeligt, at denne nye støtte til Mélenchon og den fortsat faldende opbakning til Macron kan ende med at bringe Macrons regering i knæ inden det næste præsidentvalg i 2022. Kombinationen af økonomisk krise, massebevægelser og skandaler kan ende med at gøre den politiske situation så slem, at Macron kan blive tvunget til at opløse Nationalforsamlingen og derved udskrive et nyt valg.

Men et valg der bringer en ny regering, som ikke ønsker et brud med den kriseramte franske kapitalisme, til magten, vil ikke kunne løse denne krise. Frankrigs arbejderklasse er siden slut-90’erne – også af ”Socialistpartiet” – blevet mødt med angreb efter angreb, fordi den økonomiske situation i Frankrig kræver nedskæringer på den offentlige sektor.

Frankrig er et land med en rig klassekampshistorie og en stærk arbejderklasse, der har vundet mange arbejdskampe; efter Frankrigs befrielse i Anden Verdenskrig, med den revolutionære bevægelse i 1968 og igen med strejker gennem de sidste halvtreds år.

Disse traditioner er så småt ved at komme til overfladen. Der er uro blandt medlemmerne af fagforeningerne, specielt i CGT.

“Et eksempel på dette var et åbent brev underskrevet af 25 medlemmer i det nordlige Frankrig,” forklarer Jerôme og fortsætter: “De repræsenterede titusindvis af arbejdere. Det nordlige Frankrig er et af de mest industrialiserede områder og mest proletariske. Brevet sagde, at vi går fra ét nederlag til det næste, alligevel har vores ledere ingen nye ideer til, hvad vi skal gøre. Det gav videre udtryk for behovet for at gå tilbage til Charte d'Amiens; et historisk dokument fra 1906, da fagforeningen var syndikalistisk. Men derudover stod der i brevet, at der var behov for en socialistisk revolution. Der stod, at vi har brug for en revolutionær strategi og et revolutionært CGT, og dette sidste element kan jeg kun være enig i,” slutter Jerôme med et smil.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.