demokratisk centralismeFra den 24. til den 29. juli 2018 mødtes 370 marxister, fra mere end 25 forskellige lande, i de italienske alper til den Internationale Marxistiske Tendens’s (IMT) årlige verdenskongres. Vi er overbeviste om, at denne kongres i fremtiden vil huskes som et vendepunkt i kampen for at bygge en verdensomspændende organisation, der er i stand til at lede arbejderklassen i kampen for at vælte kapitalismen.

Dette var uden sammenligning det største internationale møde, som IMT nogensinde har organiseret. På trods af udfordringerne ved at organisere sådan en begivenhed, er der ingen tvivl om, at det var en kæmpe succes. I løbet af seks dage diskuterede kongressen den turbulente verdenssituation, den marxistiske metode i kampen mod undertrykkelse, såvel som særlige sessioner om begivenhederne i Italien og Pakistan samt en fuld international organisatorisk rapport. Den politiske diskussion viste et fantastisk politisk niveau i hele IMT samt en forenet vilje til handling.

Det er på dette solide grundlag af marxistisk teori, kombineret med en professionel attitude, at den inspirerende vækst som IMT har oplevet i de seneste år er opnået.

Siden den sidste IMT verdenskongres har mange nationale sektioner oplevet hurtig vækst. De canadiske, svenske, franske og pakistanske sektioner fortjener at blive nævnt her, da de alle har fordoblet deres medlemstal, samt den amerikanske sektion der er vokset med 50% siden sidst, med mange nye afdelinger der starter op rundt omkring i landet. Alle sektioner har styrket deres strukturer, publikationer og deres evne til at intervenere effektivt i bevægelsen. Kammerat Marco La Grotta fra Fightback, den canadiske sektion af IMT, forklarede, at der er ikke nogen “trylleformular” man kan bruge for at få den slags vækst. I stedet kommer det an på en utrættelig uddannelse og træning af et lag af professionelle revolutionære, som kommer til at bygge organisationen.

danske sektionI dag intervenerer IMT i 41 lande rundt omkring i verden. Men på trods af den vækst vi har oplevet de seneste år, er organisationen stadig for lille og mangler for mange ressourcer, til at kunne udnytte alle de utrolige muligheder der præsenterer sig for os. I stedet for bare at ærgre sig over dette, viste kongressen i stedet den vilje der eksisterer på tværs af hele IMT til at smadre alle forhindringer og til at forberede sig på de opgaver, som den historisk dybe krise medfører. Dette kom klarest til udtryk i kongressens rekordstore indsamling. Ved sidste års fremragende indsamling blev der rejst €70.000 (521.854 kr), men til dette års kongresindsamling fik vi rejst en fantastisk sum på over €100.000 (745.505 kr).

Verdensperspektiv

Kongressen blev skudt i gang med en analyse af verdenssituationen. År 2008 vil i mange år frem blive set som et historisk vendepunkt. Siden denne krise har intet været det samme. Hvert forsøg fra kapitalisterne på at genoprette den økonomiske balance i systemet, ved brug af nedskæringer og angreb på arbejderklassens levestandarder, har undermineret den sociale og politiske stabilitet i systemet. 10 år efter krisens begyndelse har kapitalisterne stadig ikke fundet midlerne til at stabilisere situationen og arbejderklassen har heller ikke genvundet sin levestandard.

alanwoods1Mens fagforeningernes ledelser samt faren for arbejdsløshed muligvis sætter en dæmper på faglige kampe i det meste af verden, bobler der overalt stadig vrede under overfladen, der er i stand til at eksplodere hvor som helst og uden advarsel. Klassebevidstheden har ændret sig drastisk for hundrede af millioner af arbejdere siden begivenhederne i 2008.

Den eksplosive, endda oprørske bevægelse, der udfoldede sig i Haiti i ugerne op til kongressen illustrerer denne pointe. I årevis er denne nations befolkning blevet plyndret, voldtaget og brutaliseret på alle tænkelige måder af de imperialistiske magter gennem FN, NGOer, velgørenhedsorganisationer osv. Dråben der fik bægeret til at flyde over, var regeringens forsøg på at skære i de statslige subsidier til brændstof: et tiltag der ville kaste millioner af mennesker ud i total desperation.

USA i krise

I USA er krisen kommet til udtryk gennem valget af Donald Trump. Dette har resulteret i stadig større revner i forholdet mellem præsidenten og vigtige lag af den herskende klasse og staten. Det Republikanske Parti har været i dyb krise siden Trumps sejr. Og sandheden er, at den anden grundsøjle i amerikansk kapitalisme, Det Demokratiske Parti, næppe er i bedre stand. Den nuværende krise har blotlagt den amerikanske imperialismes begrænsninger. Dette demonstreres tydeligt af de skarpe modsætninger der hersker i Mellemøsten, som den amerikanske herskende klasse har viklet sig ind i. Mens Trump og én fløj af den herskende klasse prøver at vikle sig ud af det rod de har skabt i Syrien med Ruslands hjælp, er en anden fløj stålsat på at forhindre nogen form for forsoning.

donald trumpUdover det, har der åbnet sig en ekstrem dyb kløft i den amerikanske herskende klasse mellem fortalerne for henholdsvis frihandel og protektionisme. Donald Trump er langt fra at være “vanvittig” eller en “russisk agent”, men repræsenterer i stedet en gammel tendens i amerikansk kapitalisme: han er en isolationist.

Tydeligvis er der dele af den herskende klasse, der gerne vil se straftold pålagt USAs konkurrenter, specielt højteknologiske varer fra Kina. Dog er andre i stand til at indse, at så snart en øje-for-øje og tand-for tand handelskrig sættes i gang, bliver den meget svær at stoppe igen. Det var netop sådan en tendens til protektionisme der spillede en stor faktor i at verdensøkonomien blev kastet ud i Den Store Depression i 1930’erne. Sådan et scenarie truer med at gentage sig selv, denne gang i meget større skala.

Selvom Trump ikke er årsagen til de voksende protektionistiske tendenser på verdensskala, så er han i hvert fald med til at accelerere dem. Den grundlæggende årsag til krisen er at produktivkræfterne bliver kvalt af de to hovedforhindringer for fremskridt under kapitalismen: privatejendommen og nationalstatens snævre begrænsninger.

Europa

I den seneste tid er det tydeligt, at omdrejningspunktet for verdensrevolutionen har flyttet sig til Europa. I Grækenland har otte års krise og nedskæringer resulteret i, at økonomien er skrumpet med 25%. På trods af alle nedskæringerne er forholdet mellem gæld og BNP steget fra 159% til 180%. I Frankrig har vi set massestrejker mod Macrons kontrareformer. I Spanien har vi set Rajoy blive væltet. Selv i Tyskland er de gamle partier i krise.

Men den største hovedpine for kapitalisterne i Europa er situationen i Italien, der kan eksplodere hvert øjeblik det skal være. Med €2.300 mia. (17.000 mia. kr) i gæld hængende om halsen på staten, repræsenterer Italien en krise i en størrelsesorden selv ikke Grækenland kan måle sig med.

femstjerne legaI forbindelse med fremkomsten af Femstjerne-Lega-regeringen, er en ny periode med endnu mere instabilitet begyndt.

Uagtet hvor i verden vi kigger hen, ser vi det samme mønster. Års angreb på arbejderklassen har ikke formået at løse de grundlæggende økonomiske problemer. Arbejdernes tålmodighed er ved at være opbrugt. Politisk polarisering har slået bunden ud på det såkaldte “centrum”. Imidlertid opstår der splittelser i den herskende klasse i ét land efter det andet. Alle disse symptomer peger i retning af en periode med opstande og revolutioner.

Vores opgave er at bygge en marxistisk tendens af en sådan styrke, både kvantitativt og kvalitativt, at den kan bane vejen for et revolutionært parti der vil lede arbejderklassen til magtovertagelse og en socialistisk omdannelse af samfundet.

Marxisme versus identitetspolitik

På tredje dag af kongressen indledte Fred Weston diskussionen om den marxistiske tilgang til spørgsmålet om kampen mod undertrykkelse og for frigørelsen af undertrykte grupper.

Arbejderklassens nederlag fra de sene 70’ere indtil 80’erne betød, at en pessimistisk indstilling penetrerede et lag af venstreorienterede intellektuelle, især hos stalinisterne. For at retfærdiggøre deres demoralisering, kapitulerede de til den ideologiske modoffensiv der fulgte disse nederlag og Sovjetunionens kollaps.

fred westonPostmodernisterne der ledte an i angrebet på marxismen, afviste enhver idé om fremskridt og videnskab. De afviste med hånlig arrogance muligheden for at opnå en revolutionær omdannelse af samfundet. Med universitetets auditorium som værktøj har de forsøgt, og til dels lykkedes med, at inficere en ny generation af venstrefløjens ungdom med deres pessimisme.

Disse reaktionære ideer er kommet til udtryk i alle mulige splittende former for identitetspolitik: fra intersektionalitet, queer teori til forskellige kategorier af feminisme. Disse former for identitetspolitik er alle baserede på en idealistisk opfattelse af undertrykkelse. I stedet for at analysere det objektive materielle grundlag for undertrykkelse, starter og stopper deres analyse ved den subjektive oplevelse af undertrykkelse. I stedet for at kæmpe for at vælte kapitalismen gennem revolution, kæmper de i stedet for at “frigøre” undertrykte mennesker gennem forandringer i sproget eller “diskursen” osv. Gennem dette gør de kapitalistklassen en kæmpe tjeneste. I stedet for at forene de undertrykte i en fælles kamp mod kapitalismen, ender de i stedet med at splitte bevægelsen op i privilegiehierarkier med et uendeligt antal kategorier. Disse idéer, hvor radikalt deres sprogbrug så end lyder, kan kun have reaktionære konsekvenser for bevægelsen, når de sætter mænd op mod kvinder, sorte mennesker op mod hvide mennesker osv.

Diskussionen dækkede over et væld af oplevelser fra hele verden. Et vigtigt bidrag kom i form af vores spanske kammeraters erfaring med den feministiske strejke fra 8. marts i år. Førstehåndserfaring med den rolle fortalere for identitetspolitik spillede, blev der også givet fra kammeraterne fra Belgien, Canada, Storbritannien samt andre lande.

Kongressen var enig om nødvendigheden af at forsvare marxismen mod disse splittende og ødelæggende idéer.

Krisen i Italien og marxisternes rolle

I løbet af ugen tegnede der sig et mønster: marxisterne er tilsyneladende de eneste optimister i verden! Den kapitalistiske presse, akademikerne, lederne af den officielle arbejderbevægelse - de lader alle til at være gennemsyret af pessimisme. IMT lader til at være ene om at være velbegrundede optimister. Ingen session illustrerede dette så tydeligt som den om den italienske kapitalismes krise.

Efter krisen i 2008 er situationen i Italien gået fra slem til værre. BNP per indbygger er stadig under førkrise niveau, og arbejdsløshed blandt unge er på 30%. Livet er simpelthen blevet ubærligt for størstedelen af fattige og arbejderklassen.

Siden 2008 er teknokratiske, højreorienterede og såkaldte “venstreorienterede” regeringer kommet og gået. De har alle sammen ført den samme politik: brutale nedskæringer i den internationale kapitalismes interesse. Men dette er stadig ikke nok for den herskende klasse. Det har resulteret i, at de store partier associeret med det kapitalistiske etablissement, fra Berlusconis parti til Det Demokratiske Parti (PD), alle har oplevet nedgang i deres vælgertilslutning.

Især PDs autoritet er blevet medtaget. På trods af deres venstreorienterede ry, har det været det mest pålidelige værktøj til at gennemføre den nedskæringspolitik som de italienske kapitalister og EU kræver. Da Renzi kom til magten, forsøgte han at gennemføre kontrareformer og enorme nedskæringer på meget kort tid. Den største fagforening, CGIL, gjorde intet for at bekæmpe disse angreb.

Resultatet var ikke kun et kollaps i opbakningen til Renzi og hans regering, der blev knust i afstemningen om grundlovsreformen i 2016 og parlamentsvalget den 4. marts, men også et kollaps for alle partierne til venstre for PD der deltog i klassesamarbejdspolitik og i det hele taget ikke formåede at fremsætte et alternativ til nedskæringspolitikken. Dette efterlod et vakuum for Femstjernebevægelsen (M5S). CGIL er også i krise, efter de har fået konkurrence fra nummerisk mindre, men mere venstreorienterede fagforeninger som Unione Sindacale di Base (USB).

italienernes bodItalien er nu i en unik situation set fra alle samfundets klassers synspunkt. Arbejderklassen, der engang kunne bryste sig med et kommunistparti med 2 millioner medlemmer, lider nu under en fuldstændig mangel på politisk repræsentation. Den herskende klasse i Italien er også på vej ud i ukendt farvand; For første gang står den i en situation uden noget “pålideligt” parti den kan læne sig op af. Søgende efter et alternativ har millioner af arbejdere sat deres lid til nye formationer som Femstjernebevægelsen. Men på trods af deres højlydte anti-etablissement retorik, vil dette parti heller ikke kunne levere hvad de lovede før valget.

Mens mange på venstrefløjen har begrædt de såkaldte “venstreorienterede” partiers kollaps i Italien, og ikke kan se andet end en mørk tid forude, kan vi som marxister se at disse begivenheder hober sig op og vil resultere i en enorm social eksplosion i den nære fremtid.

Det kan være det tager seks måneder, det kan være det tager et år eller to, men det er uundgåeligt at M5S vil kollapse, vreden i det italienske samfund vil eksplodere og den italienske arbejderklasse vil genopdage sine militante og revolutionære traditioner.

Dette er hvad marxisterne i Italien, organiseret omkring avisen Rivoluzione, forbereder sig på.

Sessionen om Pakistan

Et inspirerende højdepunkt på kongressen var sessionen om Pakistan. De pakistanske kammerater der ledte diskussionen, malede et grafisk billede af den krise Pakistan oplever.

pakistansk kammerat1Siden 1947 har Pakistan været en brik for amerikansk imperialisme og knudepunktet for reaktionen i regionen. Dog er båndene mellem amerikansk imperialisme og Pakistan blevet kraftigt svækket, mens Kina samtidig i stigende grad intervenerer i landet. Kina har udviklet afgørende strategiske investeringer i landet gennem den Kinesisk-Pakistanske Økonomiske Korridor (CPEC).

Alle andre politiske tendenser i Pakistan, fra venstre til højre, har rost dette voksende samarbejde. Det er udelukkende vores tendens, der seriøst har analyseret disse begivenheder og har vovet at pointere den imperialistiske karakter af de voksende kinesiske interesser i Pakistan.

Den tiltagende krise som pakistansk kapitalisme befinder sig i, bliver kun mere og mere tydelig. I løbet af de sidste syv måneder har rupeen mistet 20% af dens værdi. Udover dette skyder arbejdsløsheden i vejret. Krisen i golfstaterne har gjort at tusinder af arbejdere vender tilbage fra Saudi Arabien, da der ikke er penge at tjene dér længere.

Under disse omstændigheder vil den pakistanske herskende klasse blive nødsaget til at komme krybende til IMF på deres grædende knæ, mens USA bekymrer sig om, at en potentiel økonomisk redningspakke vil blive brugt til at tilbagebetale de kinesiske långivere!

Ingen af de politiske partier har et program der på nogen måde kan forbedre det helvede på jord som almindelige pakistanere lever under til hverdag.

pakistansk kammerat2Derfor har masserne vendt dem alle ryggen. Imran Khans PTI har klaret sig godt i det seneste valg, men har heller ikke noget at tilbyde masserne.

På trods af manglen på et organiseret politisk udtryk, er det tydeligt at arbejderne og de fattige har nået deres grænse. Derfor har vi set massebevægelser hos både arbejdere og studerende i de seneste år. Der var en nylig massebevægelse af de undertrykte pashtunere, som rystede den pakistanske herskende klasse i dens grundvold.

Vores kammerater intervenerede ihærdigt i denne bevægelse mod den undertrykkelse som pashtunerne lider under. De argumenterede for at forbinde deres kamp med den kamp, som alle undertrykte nationaliteter og grupper kæmper. Vigtigst af alt argumenterede de for, at forene sig med arbejderklassens kamp for at vælte kapitalismen i Pakistan og hele subkontinentet.

Som vi før har skrevet om, har vores kammerater været udsat for angreb fra den pakistanske stat flere gange. Under disse forhold demonstrerede vores kammerater en vilje af stål og et mod, der har været en inspiration for alle kammeraterne i hele internationalen, og som opildnede hele kongressen.

Historiens bånd knyttes igen

I indlæggene fra kammerater fra det ene land efter det andet, tegnede der sig et mønster.

I hele verden bliver arbejderbevægelsens ledelser, om det så er den venstre- eller højrereformistiske variant, virkelig sat på prøve, og deres politik bliver afsløret. Samtidig er kapitalistklassens forsøg på at gå i offensiven og udføre sin nedskæringspolitik med til at destabilisere kapitalismen, og giver yderligere impuls til klassekampen.

woods2Siden efterkrigstiden har marxismens styrker været reduceret til en lille minoritet på international skala, og har derfor ikke været i stand til at tilbyde en alternativ ledelse.

I reference til isolationen i denne periode bemærkede Alan Woods: “Vi har ved flere lejligheder set historiens bånd blive brudt”.

I den mørke tid med fascistisk og stalinistisk reaktion i 1930erne, var det kun Trotskij og hans følgere i Fjerde Internationale der holdt det uplettede marxistiske banner højt. Efter Trotskijs død kuldsejlede Fjerde Internationales inkompetente ledelse hele organisationen.

Kun en lille håndfuld af individer i Storbritannien omkring Ted Grant holdte Marx, Engels, Lenin og Trotskijs oprindelige idéer i live. Deres anstrengelser viser sig i dag retfærdiggjort gennem denne internationales succeser. Foran et begejstret publikum lukkede Alan Woods kongressen med følgende ord:

“Trotskijs sidste ord da han lå på sit dødsleje, slået ned af en stalinistisk agent, var: ‘Jeg har fuld tillid til Fjerde Internationales sejr. Fremad.’

Med denne kongres knytter vi atter historiens bånd. Den sande Fjerde Internationale er her, i dette rum!”

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.